1

Den 21. december 2012 designerede Costruzione Macchine Speciali Srl (CMS), med virkning fra den 14. december 2012, Den Europæiske Union i forbindelse med ansøgning om international registrering nr. 1150538.

2

Det varemærke, designationen vedrørte, var følgende figurtegn:

3

De varer, for hvilke der blev ansøgt om beskyttelse, henhører under klasse 7, 11 og 37 i Nicearrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret, og svarer for hver af disse klasser til følgende beskrivelse:

4

Ansøgningen om beskyttelse blev offentliggjort i EF-Varemærketidende nr. 48/2013 af 8. marts 2013.

5

Den 21. november 2013 rejste sagsøgeren, Puma SE, indsigelse i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EU-varemærker (EUT 2009, L 78, s. 1) med senere ændringer (erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 af 14. juni 2017 om EU-varemærker (EUT 2017, L 154, s. 1)) og nærmere bestemt i henhold til forordningens artikel 156 (nu artikel 196 i forordning 2017/1001), sammenholdt med forordningens artikel 41 (nu artikel 46 i forordning 2017/1001), mod den internationale registrering nr. 1150538, hvor Den Europæiske Union er designeret, for de ovenfor i præmis 3 angivne produkter.

6

Indsigelsen var baseret på følgende internationale registreringer:

–	internationale registrering nr. 480105 af det nedenfor gengivne figurmærke med virkning i Østrig, Benelux, Kroatien, Frankrig, Ungarn, Italien, Portugal, Den Tjekkiske Republik, Rumænien, Slovakiet og Slovenien, der betegner varer i klasse 18, 25 og 28:

–

international registrering nr. 582886 af det nedenfor gengivne figurmærke med virkning i Bulgarien, Benelux, Den Tjekkiske Republik, Tyskland, Estland, Grækenland, Spanien, Frankrig, Italien, Cypern, Letland, Litauen, Ungarn, Østrig, Polen, Portugal, Rumænien, Slovenien, Slovakiet, Finland og Det Forenede Kongerige, der bl.a. betegner varer i klasse 18, 25 og 28:

–

international registrering nr. 593987 af det nedenfor gengivne figurmærke med virkning i Østrig, Benelux, Bulgarien, Cypern, Kroatien, Spanien, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Ungarn, Italien, Letland, Litauen, Polen, Portugal, Det Forenede Kongerige, Den Tjekkiske Republik, Rumænien, Slovenien og Slovakiet, der bl.a. betegner varer i klasse 18, 25 og 28:

7

Den registreringshindring, der blev påberåbt til støtte for indsigelsen, er den, der er omfattet af artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009 (nu artikel 8, stk. 5, i forordning 2017/1001).

8

Den 28. november 2014 forkastede indsigelsesafdelingen indsigelsen under henvisning til, at det ikke var påvist, at de ældre varemærker var velkendte.

9

Den 26. januar 2015 indgav sagsøgeren i medfør af artikel 58-64 i forordning nr. 207/2009 (nu artikel 66-71 i forordning 2017/1001) klage over indsigelsesafdelingens afgørelse til EUIPO.

10

Ved afgørelse af 29. januar 2016 (herefter »den anfægtede afgørelse«) forkastede Andet Appelkammer ved EUIPO klagen under henvisning til, at sagsøgeren ikke havde frembragt bevis for, at de ældre varemærker var velkendte. I denne henseende vurderede appelkammeret, at de beviser, der var fremlagt for indsigelsesafdelingen, var åbenlyst utilstrækkelige, idet de ikke indeholdt nogen konkrete eller relevante oplysninger vedrørende de ældre varemærkers renommé, og idet appelkammeret ikke kunne tage hensyn til beviser, der blev fremlagt for første gang i forbindelse med klagesagen.

[udelades]

12

Hvad for det andet angår de beviser, der blev fremlagt for appelkammeret for første gang, anslog dette, at det ikke kunne tage hensyn hertil i henhold til regel 50, stk. 1, tredje afsnit, i Kommissionens forordning (EF) nr. 2868/95 af 13. december 1995 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 40/94 om EF-varemærker (EFT 1995, L 303, s. 1) (erstattet af Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/625 af 5. marts 2018 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 om EU-varemærker og om ophævelse af delegeret forordning (EU) 2017/1430 (EUT 2018, L 104, s. 1)), sammenholdt med artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 (nu artikel 95, stk. 2, i forordning 2017/1001).

13

I denne henseende bekræftede appelkammeret for det første, at de dokumenter, der var blevet fremlagt inden for fristen fastsat af indsigelsesafdelingen til at fremlægge dokumenter med henblik på at bevise, at de ældre varemærker var velkendte, var åbenlyst utilstrækkelige og derudover delvist irrelevante. Følgelig udgjorde de beviser, der blev fremlagt for appelkammeret efter udløbet af fristen, ikke »supplerende« beviser i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i regel 50, stk. 1, tredje afsnit, i forordning nr. 2868/95, men reelt det primære bevis for, at de ældre varemærker var velkendte, således at appelkammeret ikke havde nogen skønsbeføjelse til at kunne tage hensyn til de pågældende beviser. For det andet og idet appelkammeret under alle omstændigheder bl.a. fastslog, at regel 19, stk. 2, litra c), og regel 19, stk. 3, i forordning nr. 2868/95 [til hvilke bestemmelser artikel 7, stk. 2, litra f), og artikel 7, stk. 4, i delegeret forordning 2018/625 nu svarer] på præcis og udtømmende vis angav, hvilke beviser sagsøgeren skulle fremlægge, bemærkede appelkammeret, at det i et sådant tilfælde alene kunne udøve sine skønsmæssige beføjelser på indskrænket vis, og udelukkende hvis omstændighederne kunne begrunde indsigerens overskridelse af fristen. Indsigeren havde imidlertid ikke fremført en rimelig begrundelse herfor, idet sagens akter ikke angav nogen omstændigheder, der kunne retfærdiggøre overskridelsen af fristen for at fremlægge dokumenter, der var tilgængelige.

14

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

15

EUIPO har nedlagt følgende påstande:

16

Det fremgår af artikel 132 i Rettens procesreglement, at har Domstolen eller Retten allerede truffet afgørelse om et eller flere retlige spørgsmål, der er identiske med dem, der opstår som følge af sagens anbringender, og fastslår Retten, at de faktiske omstændigheder kan lægges til grund, kan Retten efter afslutningen af retsforhandlingernes skriftlige del og på forslag fra den refererende dommer, efter at have hørt parterne, ved begrundet kendelse og med henvisning til den relevante retspraksis fastslå, at sagen åbenbart skal tages til følge.

[udelades]

19

Sagsøgeren har i det væsentlige fremsat to anbringender, hvor det første vedrører en tilsidesættelse af reglerne om bevisførelse i indsigelsessager på grundlag af artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009, og det andet vedrører en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, ligebehandlingsprincippet og princippet om god forvaltningsskik.

20

Med det første anbringende har sagsøgeren foreholdt appelkammeret at have tilsidesat reglerne om bevisførelse i indsigelsessager på grundlag af artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009, herunder særligt artikel 76, stk. 1 og 2, i den nævnte forordning (idet denne artikel 76, stk. 1, nu er artikel 95, stk. 1, i forordning 2017/1001) og regel 19, stk. 2, litra c), i forordning nr. 2868/95, idet appelkammeret undlod at tage hensyn til de ældre varemærkers renommé som en almindeligt kendt faktisk omstændighed og afviste at tage hensyn til de supplerende beviser, som sagsøgeren havde fremlagt i forbindelse med klagen over indsigelsesafdelingens afgørelse, til trods for dels, at disse supplerende beviser fuldstændiggjorde de relevante beviser, der var fremlagt inden for fristen fastsat af denne afdeling, herunder særligt EUIPO’s tidligere afgørelser, der fastslog, at de ældre varemærker var velkendte, dels at sagsøgeren havde angivet årsagen til, at denne havde fremlagt de supplerende beviser for appelkammeret, hvilket netop var indsigelsesafdelingens manglende iagttagelse af de relevante beviser, der var fremlagt for denne.

21

Med det andet anbringende har sagsøgeren foreholdt appelkammeret at have tilsidesat retssikkerhedsprincippet, ligebehandlingsprincippet og princippet om god forvaltningsskik ved, uden at give den mindste begrundelse herfor, implicit at have afvist at tage hensyn til adskillige tidligere afgørelser fra EUIPO truffet i forbindelse med andre indsigelsessager baseret på de samme ældre varemærkers renommé, for så vidt som disse afgørelser for det første havde fastslået, at disse varemærker var velkendte, og for det andet havde indrømmet den rapport over en undersøgelse foretaget i Frankrig, der udgjorde bilag 1 til indsigelsen i den foreliggende indsigelsessag, bevisstatus uden at have krævet den oversat til processproget.

22

Disse to anbringender skal behandles samlet ved først og fremmest at undersøge det andet anbringendes første led vedrørende undladelsen af at tage hensyn til EUIPO’s tidligere afgørelser påberåbt af sagsøgeren som bevis for de ældre varemærkers renommé, sammenholdt med det første anbringendes andet led vedrørende undladelsen af at tage hensyn til de beviser, der var fremlagt som bilag til begrundelsen for klagen indgivet for appelkammeret.

23

Med disse klagepunkter har sagsøgeren i det væsentligste foreholdt appelkammeret, at det, uden at give en begrundelse herfor, implicit har afvist at tage hensyn til adskillige tidligere afgørelser fra EUIPO, hvori det var fastslået, at de ældre varemærker var velkendte, selv om disse afgørelser havde været anført i forbindelse med den foreliggende indsigelsessag, både for appelkammeret og for indsigelsesafdelingen, som beviser for, at de ældre varemærker var velkendte.

24

Idet disse tidligere afgørelser ydermere var blevet påberåbt for indsigelsesafdelingen i tide og udgjorde beviser, der var relevante for påvisningen af, at de ældre varemærker var velkendte, hvilke sagsøgeren rettelig havde kunnet forvente ville blive taget i betragtning, kunne appelkammeret ikke, i forbindelse med den vurdering, det skulle foretage i medfør af regel 50, stk. 1, tredje afsnit, i forordning nr. 2868/95 sammenholdt med artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009, med rette beslutte, at de supplerende beviser fremlagt af sagsøgeren som bilag til begrundelsen for klagen ikke skulle tages i betragtning under henvisning til, at der ikke forelå nogen omstændigheder, der kunne retfærdiggøre den for sene fremlæggelse.

25

EUIPO har bestridt disse klagepunkters velbegrundethed.

26

EUIPO har anført, at en indsigers henvisning til tidligere afgørelser fra EUIPO’s instanser, hvori det er fastslået, at det ældre varemærke, som er påberåbt til støtte for dennes indsigelse, er velkendt, ikke kan betragtes som et bevis for det ældre varemærkes renommé i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009. Som indsigelsesafdelingen på korrekt vis havde angivet, skal lovligheden af EUIPO’s afgørelser nemlig vurderes på baggrund af forordning nr. 207/2009, således som denne er fortolket af Unionens retsinstanser, og ikke på baggrund af en tidligere afgørelsespraksis.

27

Desuden har EUIPO fremhævet, at appelkammeret har angivet to begrundelser for ikke at have taget hensyn til de beviser, sagsøgeren havde fremlagt for det. For det første havde appelkammeret antaget, at henset til den åbenbare utilstrækkelighed af beviserne fremlagt inden for fristen fastsat af indsigelsesafdelingen med henblik på at fastslå, at de ældre varemærker var velkendte, udgjorde de beviser, der var fremlagt som bilag til begrundelsen for klagen, ikke supplerende beviser, men det primære bevis for varemærkernes renommé, således at disse skulle afvises i medfør af regel 50, stk. 1, tredje afsnit, i forordning [nr.] 2868/95, sammenholdt med artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009. For det andet har appelkammeret lagt til grund, at selv under den forudsætning, at disse bestemmelser måte anses for at forpligte appelkammeret til at undersøge muligheden for at tage hensyn til et sådant primært bevis fremlagt for dette efter udløbet af fristen, ville appelkammeret skulle udøve sine skønsbeføjelser på restriktiv vis, således at dette bevis udelukkende ville kunne antages, hvis visse omstændigheder tilsagde, at den for sene indlevering kunne anses for begrundet, hvilket imidlertid ikke var tilfældet, idet de omhandlede dokumenter kunne have været fremlagt inden for fristen fastsat af indsigelsesafdelingen. Sagsøgerens forklaring i denne henseende, herunder bl.a., at EUIPO’s tidligere afgørelser, som denne havde påberåbt sig for indsigelsesafdelingen, var bevis for, at de ældre varemærker var velkendte, var fejlagtig, og denne fejl begået med hensyn til den bevismæssige værdi af disse afgørelser kunne ikke anses for at begrunde bevisfremlæggelse efter udløbet af fristen.

28

Endeligt har EUIPO i sit skriftlige svar på spørgsmålet stillet i forbindelse med foranstaltningen med henblik på sagens tilrettelæggelse af 6. juli 2018 angivet, at appelkammeret udtrykkeligt anførte, at rapporten over undersøgelsen foretaget i Frankrig ikke kunne tages i betragtning, henset til den manglende oversættelse af væsentlige dele af denne rapport. Herved tilsluttede appelkammeret sig ikke den vurdering, der lå til grund for indsigelsesafdelingens afgørelser påberåbt af sagsøgeren og gav en udtrykkelig begrundelse for sin afvigende afgørelse.

29

I denne henseende skal der henvises til visse grundlæggende betragtninger fremført af Domstolen i dom af 28. juni 2018, EUIPO mod Puma (C-564/16 P, EU:C:2018:509), som begrunder anvendelsen af procesreglementets artikel 132 i den foreliggende sag.

30

Det følger af regel 19, stk. 2, litra c), i forordning nr. 2868/95, at i forbindelse med en indsigelse på grundlag af artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009 står det i princippet indsigeren frit for at vælge formen for det bevis for det ældre varemærkes renommé, som denne skønner det hensigtsmæssigt at fremlægge for EUIPO, og følgelig at EUIPO er forpligtet til at vurdere de beviser, indsigeren har fremlagt, uden umiddelbart at kunne afvise en type bevis på baggrund af dets form. Således står det indsigeren frit for, som bevis for, at det ældre varemærke, der er påberåbt til støtte for indsigelsen, er velkendt, at påberåbe sig en eller flere tidligere afgørelser fra EUIPO, der har fastslået, at netop dette ældre varemærke er velkendt, og EUIPO er i en sådan situation forpligtet til at tage hensyn til disse afgørelser (jf. i denne retning dom af 28.6.2018, EUIPO mod Puma, C-564/16 P, EU:C:2018:509, præmis 58, 69 og 76).

31

Når tidligere afgørelser fra EUIPO, som en indsiger har påberåbt sig som bevismateriale, for så vidt som det heri er fastslået, at det ældre varemærke, på hvilket indsigelsen er støttet som omhandlet i artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009, er velkendt, er detaljerede med hensyn til bevisgrundlaget og de omstændigheder, der ligger til grund for denne konstatering, udgør disse afgørelser et vigtigt indicium for, at dette varemærke ligeledes kan antages at være velkendt i denne bestemmelses forstand i den foreliggende indsigelsessag (jf. dom af 28.6.2018, EUIPO mod Puma, C-564/16 P, EU:C:2018:509, præmis 94 og 95). En sådan konstatering er et faktisk forhold og afhænger ikke af det varemærke, registreringsansøgningen vedrører (jf. i denne retning dom af 28.6.2018, EUIPO mod Puma, C-564/16 P, EU:C:2018:509, præmis 81, og af 9.9.2016, Puma mod EUIPO – Gemma Group (Gengivelse af et springende kattedyr), T-159/15, EU:T:2016:457, præmis 33).

32

Det skal desuden påpeges, at ligebehandlingsprincippet og princippet om god forvaltningsskik pålægger EUIPO at tage hensyn til afgørelser, der er truffet vedrørende tilsvarende ansøgninger. og med særlig grundighed at undersøge, om der er grundlag for at træffe en tilsvarende afgørelse eller ej i overensstemmelse med legalitetsprincippet. Denne forpligtelse gælder både for så vidt angår sager vedrørende absolutte registreringshindringer og for sager vedrørende relative registreringshindringer (jf. i denne retning dom af 28.6.2018, EUIPO mod Puma, C-564/16 P, EU:C:2018:509, præmis 60-63).

33

Princippet om god forvaltningsskik indebærer desuden en forpligtelse for forvaltningen til at begrunde sine afgørelser. Denne forpligtelse, der for så vidt angår EUIPO’s afgørelser ligeledes kan udledes af artikel 75 i forordning nr. 207/2009, pålægger EUIPO klart og entydigt at tilkendegive den begrundelse, der ligger til grund for kontorets afgørelser. Vurderingen af, om denne forpligtelse er overholdt, skal foretages på baggrund af ordlyden af den pågældende afgørelse, dens kontekst og samtlige de juridiske bestemmelser, der regulerer det omhandlede område. De argumenter, der er fremsat i forbindelse med den administrative procedure, udgør en del af denne kontekst (jf. i denne retning dom af 28.6.2018, EUIPO mod Puma, C-564/16 P, EU:C:2018:509, præmis 64-66).

34

Når en indsiger følgelig på en præcis måde for indsigelsesafdelingen påberåber sig tidligere afgørelser fra EUIPO som bevis for, at det ældre varemærke, der er påberåbt til støtte for dennes indsigelse, er velkendt, som omhandlet i artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009, påhviler der EUIPO’s instanser en undersøgelsesforpligtelse og en begrundelsespligt, i henhold til hvilke disse instanser må tage hensyn til afgørelser, de allerede har truffet, og med særlig grundighed undersøge spørgsmålet om, hvorvidt der er anledning til at træffe en tilsvarende afgørelse eller ej. Beslutter disse instanser for så vidt angår det pågældende varemærkes renommé sig for at anlægge en anderledes vurdering end i sådanne tidligere afgørelser, er de forpligtede til udtrykkeligt at begrunde denne afvigelse fra disse afgørelser ved at angive, af hvilken årsag de ikke er, eller ikke længere er, relevante (jf. i denne retning dom af 28.6.2018, EUIPO mod Puma, C-564/16 P, EU:C:2018:509, præmis 66 og 76).

35

I denne henseende skal det fastslås, at en indsiger påberåber sig tidligere afgørelser fra EUIPO på en præcis måde som omhandlet i præmis 34 ovenfor, bl.a. når denne i indsigelsen nøjagtigt identificerer disse afgørelser og angiver deres væsentligste indhold på indsigelsessagens processprog (jf. i denne retning dom af 28.6.2018, EUIPO mod Puma, C-564/16 P, EU:C:2018:509, præmis 69).

36

Endeligt kan det forekomme, at den af EUIPO’s instanser, for hvilken de tidligere afgørelser fra EUIPO, der har fastslået, at det samme ældre varemærke er velkendt, er påberåbt, ikke ser sig i stand til at opfylde den forpligtelse, der i et sådant tilfælde følger af princippet om god forvaltningsskik, nemlig at undersøge disse tidligere afgørelsers relevans for den afgørelse, instansen selv skal træffe, og i givet fald udtrykkeligt begrunde en anderledes vurdering uden at være i besiddelse af de beviser, der havde været fremlagt i forbindelse med de indsigelsessager, der havde givet anledning til de pågældende tidligere afgørelser. I dette tilfælde har denne instans ikke andet valg end at benytte sig af den adgang til at anmode om fremlæggelse af disse beviser, der følger af artikel 63, stk. 2, og artikel 78 i forordning nr. 207/2009 (nu artikel 70, stk. 2, og artikel 97 i forordning 2017/1001), med henblik på at kunne udøve sine skønsbeføjelser og indlede en fuldstændig undersøgelse af indsigelsen (dom af 28.6.2018, EUIPO mod Puma, C-564/16 P, EU:C:2018:509, præmis 97 og 98).

37

Appelkammeret kan i overensstemmelse med regel 50, stk. 1, tredje afsnit, i forordning nr. 2868/95, sammenholdt med artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009, benytte sig af denne mulighed, for så vidt som beviserne har været fremlagt inden for den frist, der oprindeligt var fastsat af indsigelsesafdelingen (jf. i denne retning dom af 28.6.2018, EUIPO mod Puma, C-564/16 P, EU:C:2018:509, præmis 91, 98 og 99).

38

Det er på baggrund af samtlige disse overvejelser, at det skal vurderes, hvorvidt sagsøgerens to klagepunkter som angivet ovenfor i præmis 22, med hvilke sagsøgeren har foreholdt appelkammeret dels at have undladt at tage hensyn til de tidligere afgørelser fra EUIPO, der på behørig vis blev påberåbt for dette, dels at have afvist de beviser, der var fremlagt som bilag til begrundelsen for klagen, med henvisning til, at de blev fremlagt for sent og uden begrundelse, skal tages til følge.

39

I denne henseende skal det indledningsvis fastslås, at sagsøgeren på en præcis måde havde påberåbt sig tre tidligere afgørelser fra EUIPO som bevis for, at de ældre varemærker var velkendte.

40

Sagsøgeren har således i punkt 1.2 i indsigelsen og i punkt 2.1 i begrundelsen for klagen påberåbt sig afgørelser truffet af EUIPO den 20. august 2010 i forbindelse med indsigelsessag B 1459017 vedrørende det ældre varemærke med international registrering nr. 593987, den 30. august 2010 i forbindelse med indsigelsessag B 1287178, vedrørende det samme ældre varemærke, og den 30. maj 2011 i forbindelse med indsigelsessag B 1291618 vedrørende dette ældre varemærke samt det ældre varemærke med international registrering nr. 480105.

41

Disse tidligere afgørelser fra EUIPO var udtrykkeligt påberåbt som bevismateriale. Herudover skal det fastslås, at i den foreliggende indsigelsessag blev disse tidligere afgørelser påberåbt som bevis for, at de ældre varemærker, som afgørelserne omhandlede, var velkendte.

[udelades]

44

Endelig blev disse tidligere afgørelser påberåbt på en præcis måde, idet visse relevante afsnit, i indsigelsen og siden i begrundelsen for klagen for appelkammeret, var gengivet med henblik på at gøre opmærksom på EUIPO’s vurdering med hensyn til de ældre varemærkers renommé og de overvejelser, der lå til grund for denne vurdering.

45

Dertil kommer, at Retten allerede i præmis 30 i dom af 9. september 2016, Puma mod EUIPO – Gemma Group, Gengivelse af et springende kattedyr (T-159/15, EU:T:2016:457), fastslog, at de tre tidligere afgørelser fra EUIPO’s instanser, som sagsøgeren har påberåbt sig, udgjorde en nylig afgørelsespraksis, der fastlagde, at de pågældende ældre varemærker var velkendte, og at offentligheden havde et bredt kendskab til disse, der udgør to ud af de tre ældre varemærker, som er omfattet af den foreliggende indsigelsessag. Det skal herudover bemærkes, at disse afgørelser vedrører produkter, der er identiske eller sammenlignelige med de her omhandlede og visse af de samme medlemsstater som i denne sag.

46

Henset til undersøgelsesforpligtelsen og begrundelsespligten, der følger af princippet om god forvaltningsskik, påhvilede det således appelkammeret at tage hensyn til de af EUIPO’s afgørelser, der var påberåbt af sagsøgeren, og med særlig grundighed at undersøge spørgsmålet om, hvorvidt der var grundlag for at træffe en tilsvarende afgørelse eller ej og i benægtende fald udtrykkeligt at begrunde denne afvigende vurdering ved at angive, af hvilken årsag disse afgørelser ikke var, eller ikke længere var, relevante.

47

Det skal for det første fastslås, at appelkammeret implicit besluttede ikke at tage hensyn til de tidligere afgørelser fra EUIPO, der var påberåbt af sagsøgeren, og ikke særligt begrundede sin afgørelse i denne henseende. Ved denne beslutning traf appelkammeret imidlertid afgørelse i overensstemmelse med indsigelsesafdelingen, og henset til den funktionelle kontinuitet mellem indsigelsesafdelinger og appelkamre, er der følgelig anledning til at tage hensyn til den begrundelse, der på dette punkt er anført i indsigelsesafdelingens afgørelse, som er sammenfattet i den næstsidste indrykning i punkt 6 i den anfægtede afgørelse (jf. i denne retning dom af 22.9.2016, Sun Cali mod EUIPO – Abercrombie & Fitch Europe (SUN CALI), T-512/15, EU:T:2016:527, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

48

Henset til den ovenfor i præmis 30-37 beskrevne retspraksis lever denne begrundelse, i henhold til hvilken lovligheden af afgørelser fra EUIPO skal vurderes udelukkende på baggrund af forordning nr. 207/2009, således som denne er fortolket af Unionens retsinstanser og ikke på baggrund af EUIPO’s tidligere praksis, åbenbart ikke op til de krav, der følger af princippet om god forvaltningsskik, idet begrundelsen ser bort fra relevansen af de tidligere afgørelser fra EUIPO, herunder særligt de afgørelser, hvori det allerede er fastslået, at det ældre varemærke, som er påberåbt som støtte for en indsigelse på grundlag af art. 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009, er velkendt.

49

For det andet er den anfægtede afgørelse behæftet med en lignende fejl, idet appelkammeret afviste at tage hensyn til de beviser, sagsøgeren havde fremlagt som bilag til begrundelsen for klagen til trods for, at sagsøgeren på behørig vis havde påberåbt sig adskillige tidligere afgørelser fra EUIPO i indsigelsen, uanset begrundelsen givet i denne henseende.

50

For så vidt som appelkammeret i første række begrundede sin tilsidesættelse af disse beviser med, at sagsøgeren ikke inden for fristen fastsat af indsigelsesafdelingen havde fremlagt nogen relevante beviser, har appelkammeret således både tilsidesat den frihed, en indsiger nyder med hensyn til at fremlægge det bevis, denne finder mest hensigtsmæssigt til at påvise det ældre varemærkes renommé, som indsigeren har anført til støtte for en indsigelse på baggrund af art. 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009, som også anført i præmis 30 ovenfor, og den særlige værdi af tidligere afgørelser, hvori det er fastslået, at dette varemærke er velkendt.

51

Dernæst hviler den sekundære begrundelse for ikke at tage hensyn til de pågældende beviser, i henhold til hvilken omstændighederne ikke kunne retfærdiggøre fremlæggelsen af beviserne for varemærkets velkendthed efter fristens udløb, ligeledes på den fejlagtige forudsætning, at de tidligere afgørelser fra EUIPO, hvori det er fastslået, at to af disse varemærker var velkendte, ikke udgjorde relevante beviser, således at indsigelsesafdelingen ikke var forpligtet til at tage hensyn hertil, til trods for, at disse afgørelser netop særligt var anført af indsigeren inden udløbet af fristen fastsat af denne afdeling. Det skal ydermere fremhæves, at da disse beviser fremlagt for appelkammeret delvist bestod af beviser, der havde været undersøgt af EUIPO’s instanser inden for rammerne af de indsigelsessager, der havde givet anledning til disse tidligere afgørelser, var der tale om beviser, som indsigelsesafdelingen, og ellers appelkammeret, i den foreliggende sag burde have anmodet om fremlæggelse af, hvis dette ikke så sig i stand til at opfylde undersøgelsesforpligtelsen og begrundelsespligten, som følger af princippet om god forvaltningsskik, som det ligeledes fremgår af præmis 97 og 98 i dom af 28. juni 2018, EUIPO mod Puma (C-564/16 P, EU:C:2018:509), som anført ovenfor i præmis 36.

52

De argumenter, EUIPO har fremsat i sit svarskrift og i sine bemærkninger, kan ikke rejse tvivl om ovenstående betragtninger.

53

Således forholder det sig for det første for så vidt angår udsagnet om, at det ville være i strid med den anden parts rettigheder at tage hensyn til tidligere afgørelser fra EUIPO’s instanser, hvori det var fastslået, at det samme varemærke var velkendt, når den anden part ikke har været involveret i de sager, der har resulteret i disse afgørelser, og derfor ikke har kunnet fremsætte bemærkninger til værdien og relevansen af de beviser, der var fremlagt i forbindelse med disse sager.

54

Når en indsiger som bevis for, at et ældre varemærke er velkendt, søger at påberåbe sig en tidligere afgørelse fra EUIPO’s instanser, hvori det er fastslået, at dette varemærke er velkendt, må denne indsiger på en præcis måde anføre denne afgørelse, hvilket navnlig indebærer, at indsigeren må angive det væsentligste indhold heraf.

55

For det andet kan den af EUIPO’s instanser, for hvilken en sådan tidligere afgørelse således er anført, se sig foranlediget til at anvende de kompetencer, som artikel 63, stk. 2, og artikel 78 i forordning nr. 207/2009 overlader den, med henblik på at forlange, at indsigeren fremlægger de beviser, der var blevet undersøgt i forbindelse med den sag, der har resulteret i denne tidligere afgørelse, hver gang en sådan fremlæggelse er nødvendig. Anmodning om denne fremlæggelse kan ikke blot fremsættes med henblik på at gøre det muligt for denne instans at opfylde undersøgelsesforpligtelsen og begrundelsespligten, som princippet om god forvaltningsskik i et sådant tilfælde pålægger denne, men ligeledes for at gøre det muligt for instansen, over for den anden part, at tilse overholdelsen af kontradiktionsprincippet og princippet om processuel ligestilling mellem parterne i inter partes-sager.

56

For det andet kan EUIPO’s argumentation om, at forpligtelsen for EUIPO’s instanser til at tage hensyn til de tidligere afgørelser, hvori det er fastslået, at det samme varemærke som det, der er anført til støtte for den indsigelse, der er forelagt disse instanser, er velkendt, ville medføre, at et appelkammer kunne se sig forpligtet til at træffe en afgørelse i overensstemmelse med en tidligere afgørelse fra en indsigelsesafdeling, ikke tiltrædes. Undersøgelsesforpligtelsen og begrundelsespligten, der følger af princippet om god forvaltningsskik, indebærer nemlig ligeledes, at den af EUIPO’s instanser, for hvilken en tidligere afgørelse på behørig vis er påberåbt, ikke alene skal tage hensyn til denne, men ligeledes må undersøge spørgsmålet om, hvorvidt der er anledning til at træffe en tilsvarende afgørelse eller ej.

[udelades]

62

Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at sagen åbenlyst skal tages til følge, for så vidt som sagsøgeren har foreholdt appelkammeret dels at have undladt at tage hensyn til de tidligere afgørelser fra EUIPO, der på behørig vis blev påberåbt for dette, dels at have afvist de beviser, der var fremlagt som bilag til begrundelsen for klagen som for sent fremlagte, og uden at dette kunne anses for begrundet.

[udelades]

På grundlag af disse præmisser bestemmer

RETTEN (Første Afdeling):