20.3.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 86/28


Sag anlagt den 7. december 2016 — Miserini Johansson mod EIB

(Sag T-870/16)

(2017/C 086/38)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Virna Miserini Johansson (Luxembourg, Luxembourg) (ved advokat A. Senes)

Sagsøgt: Den Europæiske Investeringsbank (EIB)

Sagsøgerens påstande

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

Principalt:

Annullation af EIB’s afgørelse af 25. januar 2016.

EIB tilpligtes at genoprette sagsøgerens lønrettigheder og accessoriske rettigheder, herunder hendes pensionsrettigheder og bidrag til den frivillige supplerende forsikringsordning (RCVP).

EIB tilpligtes at godtgøre det beløb, der svarer til løntabet (foreløbigt opgjort til 24 000 EUR pr. 31. december 2016).

EIB tilpligtes at beregne alle sagsøgerens pensionsrettigheder og RCVP-rettigheder med tilbagevirkende kraft fra den 1. februar 2016.

EIB tilpligtes at betale sagsøgeren en erstatning for ikke-økonomisk tab, foreløbigt opgjort til 5 000 EUR.

Den Europæiske Investeringsbank tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder (i givet fald) salærer og udgifter til sagkyndige.

Subsidiært:

EIB tilpligtes at erstatte det tab, sagsøgeren har lidt som følge af tabet af alle hendes lønrettigheder, ved betaling af et beløb svarende til tabet, der foreløbigt er opgjort til 24 000 EUR pr. 31. december 2016.

Der udpeges en sagkyndig, som skal fastsætte førnævnte påstands, pensionsrettighedernes og RCVP-bidragenes nøjagtige beløbsstørrelse pr. 1. februar 2016.

EIB tilpligtes at godtgøre de udgifter til læge og psykolog, som er forbundet med de helbredsproblemer, der er opstået som følge af den alvorlige stress, sagsøgeren har været ramt af, og som ikke godtgøres af EIB’s sygeforsikringsordning.

EIB tilpligtes at erstatte det af sagsøgeren lidte ikke-økonomiske tab, opgjort til 5 000 EUR, idet der, hvis Retten finder det nødvendig, kan udpeges en sagkyndig med henblik på fastsættelse af tabets nøjagtige størrelse.

Den Europæiske Investeringsbank tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder (i givet fald) salærer og udgifter til sagkyndige.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet fremført et enkelt anbringende om, at EIB har tilsidesat hendes grundlæggende rettigheder, således som sikret i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og i Domstolens retspraksis vedrørende beskyttelse af de grundlæggende rettigheder (bl.a. dom af 13.12.1979, Hauer mod Rheinland-Pfalz, C-44/79, EU:C1979:290).

Sagsøgeren har gjort gældende, at EIB har tilsidesat sin omsorgspligt over for hende, henset til hendes helbredsmæssige problemer og de risici, hun var udsat for som følge af denne tilstand. Desuden blev sagsøgeren ikke korrekt oplyst om de procedurer, der skal følges i forbindelse med at føre bevis for en erhvervsmæssig sygdom. Sagsøgeren har under alle omstændigheder anført, at den sygdom, som hun lider af, ved en lægelig udtalelse er blevet fastsat til at være af erhvervsmæssig oprindelse og at hun har fremsendt alle relevante dokumenter til EIB med henblik på, at der kan træffes en afgørelse. Der kan ikke fra hendes side kræves yderligere processuelle skridt og EIB bør øjeblikkeligt imødekomme hendes krav.