—

Det bliver i afgørelsen urigtigt hævdet, at der med to bindende svar, som blev afgivet i 1991 og 2007 af Irish Revenue Commissioners blev givet »afkald« på skatteindtægter, som Irland ellers ville have været berettiget til at opkræve fra irske filialer af Apples Sales International (ASI) og Apple Operations Europe (AOE). De bindende svar indebar ikke nogen afvigelse fra irsk lovgivning. De almindelige skatteregler, der finder anvendelse på filialer i Irland til selskaber, som ikke er hjemmehørende i Irland, er indeholdt i section 25 i Taxes Consolidation Act af 1997. De afgivne bindende svar anvendte blot section 25, som i overensstemmelse med territorialprincippet kun beskatter det overskud, der kan tilregnes filialen, og ikke selskabets ikke-irske overskud. Afgørelsen hviler også på en fejlagtig karakterisering af aktiviteterne og ansvaret hos ASI’s og AOE’s irske datterselskaber. Disse filialer udøvede rutinefunktioner, men alle væsentlige beslutninger inden for ASI og AOE blev truffet i USA og det overskud, der hidrører fra disse beslutninger, kunne ikke med rette beskattes hos ASI’s og AOE’s irske filialer. Kommissionens tilregnelse af Apples intellektuelle ejendomsrettigheder til AOE’s og ASI’s irske filialer er ikke i overensstemmelse med irsk lovgivning og er endvidere uforenelig med de principper, som Kommissionen har hævdet at anvende, ligesom det er tilfældet med Kommissionens udtrykkelige afvisning af at tage Apple Inc’s aktiviteter i betragtning.

—

Kommissionens påstand om, at ASI og AOE blev indrømmet en »fordel« er ukorrekt. De bindende svar afveg ikke fra »normal« beskatning, idet ASI og AOE ikke betalte mindre i skat end de var forpligtet til i henhold til section 25. Kommissionen har også fejlagtigt hævdet, at udtalelserne var selektive. Kommissionens referencesystem undlader med urette at tage hensyn til sondringen mellem hjemmehørende og ikke-hjemmehørende selskaber. Kommissionen forsøger at genskrive de irske selskabsbeskatningsregler, således at de såkaldte Revenue Commissioners i forbindelse med de bindende svar burde have anvendt Kommissionens version af armslængdeprincippet. Dette princip er ikke en del af EU-lovgivningen eller af irsk lovgivning vedrørende beskatning af filialoverskud, og Kommissionens påstand er uforenelig med medlemsstaternes suverænitet inden for området for direkte beskatning.

—

Selv såfremt armslængdeprincippet var retligt relevant (hvilket Irland ikke anerkender), har Kommissionen ikke anvendt det på en konsekvent måde og ikke foretaget en samlet undersøgelse af Apple-koncernens samlede situation.

—

Kommissionen afviste med urette sagkyndige udtalelser, der blev forelagt af Irland, og som viste, at selv såfremt armslængdeprincippet fandt anvendelse (hvilket Irland ikke anerkender), var skattebehandlingen af ASI og AOE i overensstemmelse med dette princip.

—

Kommissionen har fejlagtigt hævdet, at armslængdeprincippet er en del af irsk ret, at section 25 blev anvendt inkonsekvent, og at section 25 tildeler utilladelige skønsbeføjelser. Section 25 tildeler ikke Revenue Commissioners et sådant skøn.

—

Kommissionen fremlagde aldrig en klar redegørelse for sin statsstøtteteori under undersøgelsen, og afgørelsen indeholder konstateringer om faktiske omstændigheder, som Irland aldrig fik mulighed for at kommentere. Kommissionen tilsidesatte princippet om god forvaltningsskik ved ikke at handle upartisk og i overensstemmelse med sin pligt til at udvise omhu.

—

Kommissionen tilsidesatte retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning ved at påberåbe sig påståede EU-regler, der aldrig var blevet identificeret forinden. Disse regler er nye, og deres rækkevidde og virkninger er aldeles usikre. Kommissionen har påberåbt sig OECD-dokumenter fra 2010, men (selv såfremt de var bindende) kunne disse ikke forudses i 1991 eller 2007.

—

Kommissionen har ikke i henhold til statsstøttereglerne kompetence til énsidigt at sætte sit eget syn på den geografiske rækkevidde og omfanget af medlemsstaternes skattejurisdiktion i stedet for medlemsstaternes. Formålet med statsstøttereglerne er at håndtere statslige interventioner, der tildeler en selektiv fordel. Statsstøttereglerne kan i sagens natur ikke anvendes til at løse problemer med misforhold mellem skatteordningerne på et overordnet plan.

—

Kommissionen har åbenbart tilsidesat sin pligt til at give en klar og utvetydig begrundelse for sin afgørelse ved samtidigt at støtte sig på stærkt afvigende faktiske scenarier, ved at modsige sig selv med hensyn til kilden til den regel, som Irland angiveligt har tilsidesat, og ved at give udtryk for, at Irland tildelte statsstøtte vedrørende overskud, der skulle beskattes i andre jurisdiktioner.