9.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 6/50


Sag anlagt den 2. november 2016 — Korwin-Mikke mod Parlamentet

(Sag T-770/16)

(2017/C 006/62)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Janusz Korwin-Mikke (Jozefow, Polen) (ved advokat M. Cherchi)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet

Sagsøgerens påstande

Sagen antages til realitetsbehandling, og sagsøgeren gives medhold.

Følgelig:

Europa-Parlamentets præsidiums afgørelse af 1. august 2016 annulleres.

Europa-Parlamentets formands tidligere afgørelse af 5. juli 2016, hvorved de samme sanktioner blev pålagt, annulleres.

Europa-Parlamentet tilpligtes at erstatte den økonomiske og ikkeøkonomiske skade, som er blevet påført ved de anfægtede afgørelser, dvs. tildele sagsøgeren 13 306 EUR.

Europa-Parlamentet tilpligtes under alle omstændigheder at betale alle sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fire anbringender.

1.

Det første anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 166 i Europa-Parlamentets forretningsorden, en tilsidesættelse af unionsborgernes tale- og ytringsfrihed — idet der er den særlige omstændighed, at de i afgørelsen omhandlede ytringer er blevet fremsat af et medlem af Europa-Parlamentet under udøvelsen af sine funktioner og i EU-institutionsregi — og en tilsidesættelse af princippet om, at EU-institutionernes retsakter skal begrundes.

2.

Det andet anbringende vedrører en tilsidesættelse af princippet om, at EU-institutionernes retsakter skal begrundes, en tilsidesættelse af artikel 6 i den europæiske menneskerettighedskonvention og/eller en tilsidesættelse af det almindelige princip om upartiskhed.

3.

Det tredje anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 6 i den europæiske menneskerettighedskonvention, af retten til forsvar og af artikel 166, stk. 1, i Europa-Parlamentets forretningsorden.

4.

Det fjerde anbringende vedrører en tilsidesættelse af princippet om, at EU-institutionernes retsakter skal begrundes, samt en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og af princippet ne bis in idem.