9.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 6/46


Sag anlagt den 31. oktober 2016 — PY mod EUCAP Sahel Niger

(Sag T-763/16)

(2017/C 006/58)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: PY (Souffelweyersheim, Frankrig) (ved advokaterne S. Rodrigues og A. Tymen)

Sagsøgt: EUCAP Sahel Niger (Niamey, Niger)

Sagsøgerens påstande

Søgsmålet antages til realitetsbehandling, og sagsøgeren gives medhold.

Missionens ansvar i henhold til artikel 340 TEUF anerkendes.

Sagsøgeren tilkendes erstatning for sit økonomiske tab.

Sagsøgeren tilkendes erstatning for sit ikke-økonomiske tab, vurderet til 70 000 EUR.

EUCAP Sahel Niger tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for sagen anfører sagsøgeren et enkelt anbringende vedrørende de kontraktmæssige fejl, som missionen EUCAP Sahel Niger (herefter »missionen«) har begået, og som medfører et kontraktansvar for sidstnævnte i henhold til artikel 340 TEUF.

Sagsøgeren, der er tidligere ansat ved missionen anfægter missionens kontraktmæssige fejl i forbindelse med procedurerne for den interne undersøgelse og beskyttelsen af ofre i tilfælde af anmeldelse af mobning på arbejdspladsen. På grund af missionens træghed og fordi den ikke indledte en intern undersøgelse, fortsatte den mobning, som sagsøgeren havde anmeldt, den tog til, og den skadede sagsøgerens sundhedstilstand alvorligt, hvilket førte til hastehjemsendelse af denne. Sagsøgeren har ikke på noget tidspunkt kunnet genoptage sine funktioner inden udløbet af kontrakten.

Som følge af den omstændighed, at sagsøgeren i flere måneder måtte finde sig i en mobning, der imidlertid var blevet anmeldt, og som missionen kunne have forhindret, har sagsøgeren nedlagt påstand om erstatning for ikke-økonomisk skade, henset til, at sagsøgeren blev tvunget til at ophøre med sine erhvervsaktiviteter, og at dennes sundhedstilstand blev forringet, herunder navnlig at sagsøgeren fik en depression, der fortsat varer ved. Sagsøgeren har endvidere nedlagt påstand om erstatning for det økonomiske tab, der er en følge af tabet af den løn, der ikke blev udbetalt efter 30 dage fra sygemeldingen, og af tabet af muligheden for at få ansættelseskontrakten forlænget.