12.12.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 462/32


Sag anlagt den 13. oktober 2016 — Palos Caravina mod CdT

(Sag T-725/16)

(2016/C 462/42)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Maria José Palos Caravina (Luxembourg, Luxembourg) (ved advokaterne A. Salerno og P. Singer)

Sagsøgt: Oversættelsescentret for Den Europæiske Unions Organer (CdT)

Sagsøgerens påstande

Annullation af afgørelsen truffet af CdT’s ansættelsesmyndighed om afslag på sagsøgerens ansøgning om at få tilsendt den afgørelse, der blev meddelt i oktober 2015, om at udnævne [X] til ansættelse i den spanske oversættelsesafdeling, og om nødvendigt af samme ansættelsesmyndigheds afgørelse af 5. juli 2016 om afslag på sagsøgerens klage over dette afslag.

Sagsøgte tilpligtes at betale alle sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført et eneste anbringende vedrørende tilsidesættelse af tjenestemandsvedtægtens af artikel 25.

Sagsøgeren har gjort gældende, at meddelelsen om, at der »ansættes« en person i en tjeneste, på ingen måde opfylder den i artiklen opstillede betingelse om offentliggørelse af afgørelser om udnævnelser, og som følge af en manglende forskriftmæssig offentliggørelse kan hver enkelt ansat kræve at få tilsendt afgørelsen om den pågældende udnævnelse. Denne ret er i det foreliggende tilfælde blevet tilsidesat af ansættelsesmyndigheden ved Oversættelsescentret for Den Europæiske Unions Organer (CdT) med vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, dvs. afgørelsen af 23. december 2015, hvorved sagsøgeren fik afslag på sin ansøgning om at få tilsendt denne afgørelse.

Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at forordning nr. 45/2001 om beskyttelse af personoplysninger ikke kan gøres gældende over for denne ret, som er afledt af tjenestemandsvedtægtens artikel 25, eftersom artikel 25 — uanset om det lægges til grund, at en afgørelse om udnævnelse falder ind under de oplysninger, som er beskyttet af denne forordning — skal anses for en lex specialis regel, der giver tredjemand ret til aktindsigt.