29.8.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 314/27

Sag anlagt den 26. juni 2016 — Ville de Paris mod Kommissionen

(Sag T-339/16)

(2016/C 314/38)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Ville de Paris (Paris, Frankrig) (ved advokat J. Assous)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—

Kommissionens forordning (EU) nr. 2016/646 af 20. april 2016 om ændring af forordning (EF) nr. 692/2008 med hensyn til emissioner fra lette personbiler og lette erhvervskøretøjer (Euro 6) annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale et symbolsk beløb på 1 EUR til dækning af det tab, som Ville de Paris har lidt som følge af vedtagelsen af denne forordning.

—

Kommissionen tilpligtes at betale samtlige sagsomkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat to anbringender.

1.

Første anbringende: Kommissionens forordning (EU) nr. 2016/646 af 20. april 2016 om ændring af forordning (EF) nr. 692/2008 med hensyn til emissioner fra lette personbiler og lette erhvervskøretøjer (Euro 6) (EUT 2016, L 109, s. 1, herefter den »anfægtede forordning«) er ugyldig på grund af manglende kompetence som følge af Europa-Kommissionens uhensigtsmæssige brug af forskriftsproceduren med kontrol. Kommissionen har ingen materiel kompetence, og den har tilsidesat væsentlige formforskrifter i forbindelse med vedtagelsen af den anfægtede forordning.

2.

Andet anbringende: Den anfægtede forordning er ugyldig som følge af tilsidesættelsen af primære retsregler, den afledede ret på miljøområdet og afledte bestemmelser i EU-retten som følge af den manglende overholdelse af de generelle principper inden for europæiske miljøret samt retssikkerhedsprincippet og princippet om den berettigede forventning.

Hvad angår søgsmålets erstatningskrav har sagsøgeren anført, at betingelserne for at udløse Unionens ansvar uden for kontrakt er opfyldt, for det første idet den anfægtede forordning indeholder både formelle og materielle uregelmæssigheder, for det andet idet den anfægtede forordning har forårsaget et reelt og sikkert tab for sagsøgeren og for det tredje, idet den direkte årsagssammenhæng mellem Kommissionens adfærd og det påståede tab ikke kan bestrides.