1

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/55/EF af 26. juni 2003 om fælles regler for det indre marked for naturgas og om ophævelse af direktiv 98/30/EF (EUT 2003, L 176, s. 57) er blevet ophævet og erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/73/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for naturgas og om ophævelse af direktiv 2003/55/EF (EUT 2009, L 211, s. 94).

2

Artikel 32 i direktiv 2009/73, der er identisk med artikel 18 i direktiv 2003/55, har følgende ordlyd:

»Tredjeparts adgang

1.   Medlemsstaterne sikrer, at der indføres en ordning for tredjeparts adgang til transmissions- og distributionssystemerne samt LNG-faciliteter, som bygger på offentliggjorte tariffer, der gælder alle privilegerede kunder, herunder forsyningsvirksomheder, og som anvendes objektivt og uden at diskriminere mellem systembrugere. Medlemsstaterne sikrer, at tarifferne eller de metoder, de er baseret på, er godkendt forud for deres ikrafttræden i overensstemmelse med artikel 41 af en i artikel 39, stk. 1, omhandlet regulerende myndighed, og at disse tariffer – og metoderne, hvor kun disse godkendes – offentliggøres, inden de træder i kraft.

2.   Transmissionssystemoperatører skal, hvis det er nødvendigt for, at de kan udøve deres hverv, bl.a. i forbindelse med grænseoverskridende transmission, have adgang til andre transmissionssystemoperatørers net.

3.   Bestemmelserne i dette direktiv er ikke til hinder for, at der indgås langtidskontrakter, såfremt de overholder Fællesskabets konkurrenceregler.«

3

Artikel 36 i direktiv 2009/73, der har erstattet artikel 22 i direktiv 2003/55, er affattet således:

»Ny infrastruktur

1.   Større nye anlæg i gasinfrastrukturen, dvs. sammenkoblingslinjer, LNG-faciliteter og lagerfaciliteter, kan på anmodning undtages fra bestemmelserne i artikel 9, 32, 33 og 34 samt artikel 41, stk. 6, 8 og 10, for en bestemt periode og på følgende betingelser:

[…]

3.   Den [nationale] regulerende myndighed kan fra sag til sag træffe afgørelse om den undtagelse, der er omhandlet i stk. 1 og 2.

[…]

6.   En undtagelse kan omfatte hele det nye infrastrukturanlægs kapacitet eller hele den markant forøgede kapacitet på det eksisterende anlæg, eller den kan omfatte en del af kapaciteten.

Når der træffes beslutning om at indrømme en undtagelse, skal der fra sag til sag tages stilling til, om det er nødvendigt at tidsbegrænse undtagelsen og gøre den betinget af ikke-diskriminerende adgang til infrastrukturanlægget. Når der træffes beslutning om disse betingelser, skal der navnlig tages hensyn til den ekstrakapacitet, der skal opbygges, eller ændringen af den eksisterende kapacitet, projektets tidshorisont og nationale forhold.

[…]

8.   Den regulerende myndighed tilsender Kommissionen en kopi af hver ansøgning om undtagelse, så snart den er modtaget. Den kompetente myndighed giver straks Kommissionen meddelelse om afgørelsen samt om alle oplysninger, der er relevante for den. Disse oplysninger kan forelægges Kommissionen i en sammenfattet form, der sætter den i stand til at træffe en velunderbygget afgørelse. Oplysningerne skal navnlig omfatte:

9.   Inden for to måneder fra dagen efter modtagelsen af en meddelelse kan Kommissionen træffe afgørelse om, at den regulerende myndighed skal ændre eller trække sin afgørelse om at indrømme en undtagelse tilbage. Hvis Kommissionen udbeder sig yderligere oplysninger, kan denne tomånedersfrist forlænges med yderligere to måneder. Denne yderligere frist løber fra dagen efter modtagelsen af de fuldstændige oplysninger. Den oprindelige tomånedersfrist kan også forlænges med både Kommissionens og den regulerende myndigheds samtykke.

[…]

Den regulerende myndighed efterkommer Kommissionens afgørelse om at ændre eller trække afgørelsen om undtagelsen tilbage inden for en måned og underretter Kommissionen herom.

[…]«

4

§ 28a, stk. 1, i Gesetz über die Elektrizitäts- und Gasversorgung (Energiewirtschaftsgesetz – EnWG) (den tyske el- og gasforsyningslov) af 7. juli 2005 (BGBl. 2005 I, s. 1970, på s. 3621, herefter »EnWG«) bestemmer i den affattelse, der finder anvendelse på de foreliggende omstændigheder, at Bundesnetzagentur (den nationale tilsynsmyndighed i Tyskland, herefter »BNetzA«) bl.a. kan fravige bestemmelserne om tredjepartsadgang til sammenkoblinger mellem Forbundsrepublikken Tyskland og andre stater. Betingelserne for anvendelsen af EnWG’s § 28a svarer i det væsentlige til betingelserne i artikel 36, stk. 1, i direktiv 2009/73.

5

Den tyske nationale regulerende myndighed, BNetzA, tilsendte den 13. marts 2009 Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber to afgørelser af 25. februar 2009, hvorved den grænseoverskridende transmissionskapacitet i gasrørledningsprojektet Ostseepipeline-Anbindungsleitung (OPAL) blev undtaget fra anvendelsen af reglerne om tredjepartsadgang i artikel 18 i direktiv 2003/55 og takstbestemmelserne i dette direktivs artikel 25, stk. 2-4. OPAL-gasrørledningen udgør landjordssektionen i vest af Nord Stream 1-gasrørledningen, hvis indgangssted befinder sig i nærheden af lokaliteten Lubmin tæt ved Greifswald i Tyskland, og hvis udgangssted befinder sig ved lokaliteten Brandov i Den Tjekkiske Republik. De to afgørelser vedrørte de andele, som OPAL-gasrørledningens to ejere hver besad.

6

OPAL-gasrørledningen ejes således af WIGA Transport Beteiligungs-GmbH & Co. (herefter »WIGA«, tidligere W & G Beteiligungs-GmbH & Co. KG, tidligere Wingas GmbH & Co. KG), som ejer en andel på 80% i den nævnte gasrørledning, og E.ON Ruhrgas AG, som ejer en andel i gasrørledningen på 20%. WIGA kontrolleres i fællesskab af OAO Gazprom og BASF SE. Det selskab, der driver WIGA’s del af OPAL-gasrørledningen, er OPAL Gastransport GmbH & Co. KG (herefter »OGT«).

7

Ved afgørelse K(2009) 4694 (herefter »den oprindelige afgørelse«) af 12. juni 2009 anmodede Kommissionen i henhold til artikel 22, stk. 4, tredje afsnit, i direktiv 2003/55 (nu artikel 36, stk. 9, i direktiv 2009/73) BNetzA om at ændre sine afgørelser af 25. februar 2009 ved at føje følgende betingelser til disse afgørelser:

8

Den 7. juli 2009 ændrede BNetzA sine afgørelser af 25. februar 2009 ved at tilpasse disse afgørelser til de i præmis 7 ovenfor nævnte betingelser, der var fastsat i den oprindelige afgørelse. BNetzA meddelte en undtagelse fra reglerne for en periode på 22 år.

9

OPAL-gasrørledningen blev taget i brug den 13. juli 2011 og har en kapacitet på ca. 36,5 mia. m3/år på sin nordlige del, der er beliggende mellem Greifswald og indgangsstedet ved Groß-Köris syd for Berlin (Tyskland). OPAL-gasrørledningens sydlige del, der er beliggende mellem Groß-Köris og udgangsstedet ved Brandov, har derimod en kapacitet på 32 mia. m3/år. Differencen på 4,5 mia. m3/år var tiltænkt at skulle sælges i handelsområdet Gaspool, der omfatter det nordlige og det østlige Tyskland.

10

I henhold til den oprindelige afgørelse og BNetzA’s afgørelser af 25. februar 2009, som ændret ved BNetzA’s afgørelser af 7. juli 2009, blev OPAL-gasrørledningens kapacitet fuldstændig undtaget fra anvendelsen af reglerne om tredjepartsadgang og takstbestemmelserne på grundlag af direktiv 2003/55.

11

I den nuværende tekniske opsætning kan naturgassen kun leveres til gasrørledningens indgangssted tæt ved Greifswald gennem Nord Stream 1-gasrørledningen, som anvendes af Gazprom-koncernen til at transportere gas fra russiske forekomster. Eftersom Gazprom ikke har gennemført det gasafhændelsesprogram, der er genstand for den oprindelige afgørelse, er de 50% af denne gasrørlednings kapacitet, der ikke er tildelt, aldrig blevet udnyttet, således at kun 50% af transmissionskapaciteten i OPAL-gasrørledningen er blevet udnyttet.

12

Den 12. april 2013 anmodede OGT, OAO Gazprom og Gazprom Eksport LLC formelt BNetzA om at ændre visse bestemmelser i den undtagelse, der var blevet meddelt i 2009.

13

Den 13. maj 2016 underrettede BNetzA på grundlag af artikel 36 i direktiv 2009/73 Kommissionen om, at den som følge af anmodningen fra OGT, OAO Gazprom og Gazprom Eksport havde til hensigt at ændre visse bestemmelser i den i 2009 meddelte undtagelse angående den del af OPAL-gasrørledningen, der blev drevet af OGT, ved at indgå en offentligretlig aftale med OGT, som ifølge tysk ret kunne sidestilles med en forvaltningsafgørelse.

14

Den af BNetzA påtænkte ændring bestod i det væsentlige i at erstatte begrænsningen pålagt i medfør af den oprindelige afgørelse (jf. præmis 7 ovenfor) i den kapacitet, som dominerende virksomheder kunne tildele, med en forpligtelse for OGT til at udbyde mindst 50% af den af dette selskab udnyttede kapacitet, dvs. 15864532 kWh/h (ca. 12,3 mia. m3/år), på auktion, heraf 14064532 kWh/h (ca. 10,98 mia. m3/år) i form af fast dynamisk allokerbar kapacitet (feste dynamisch zuordenbare Kapazitäten, DZK) og 1800000 kWh/h (ca. 1,38 mia. m3/år) i form af fast frit allokerbar kapacitet (feste frei zuordenbare Kapazitäten, FZK) ved udgangsstedet ved Brandov. I tilfælde af, at efterspørgslen på FZK-kapacitet to år i træk oversteg det oprindelige udbud på 1800000 kWh/h, var OGT forpligtet til på visse betingelser at forøge udbuddet af en sådan kapacitet indtil et loft på 3600000 kWh/h (ca. 2,8 mia. m3/år).

15

Den 28. oktober 2016 vedtog Kommissionen på grundlag af artikel 36, stk. 9, i direktiv 2009/73 afgørelse C(2016) 6950 final om ændring af de i henhold til direktiv 2003/55 fastsatte betingelser for undtagelse af OPAL-gasrørledningen fra reglerne om tredjepartsadgang og takstbestemmelser (herefter »den anfægtede afgørelse«), der er rettet til BNetzA. Den procedure, der er fastsat i artikel 36 i direktiv 2009/73, svarer i det væsentlige til proceduren i artikel 22 i direktiv 2003/55, som udgjorde retsgrundlaget for den oprindelige afgørelse. Den anfægtede afgørelse blev offentliggjort på Kommissionens hjemmeside den 3. januar 2017.

16

I den anfægtede afgørelse anførte Kommissionen indledningsvis i 18.-21. betragtning til denne, at selv om artikel 36 i direktiv 2009/73 ikke indeholdt nogen bestemmelse, der specifikt vedrørte muligheden for at ændre en undtagelse såsom den, der var genstand for den oprindelige afgørelse, og som var blevet godkendt i henhold til artikel 22 i direktiv 2003/55, fulgte det af de almindelige forvaltningsretlige principper, at afgørelser med lange tidsmæssige virkninger kunne gøres til genstand for en fornyet undersøgelse. Henset til princippet om parallelitet i formkravene og af hensyn til retssikkerheden fandt Kommissionen således, at det i den foreliggende sag var hensigtsmæssigt at undersøge det forslag til ændring af den oprindelige undtagelse, som BNetzA havde indgivet, i lyset af den procedure, der er fastsat i artikel 36 i direktiv 2009/73 for nye anlæg. Med hensyn til de materielle betingelser, som en sådan ændring skulle opfylde, fandt Kommissionen, at ændringer i omfanget af en tidligere meddelt undtagelse eller i de betingelser, der lå til grund for denne undtagelse, i mangel af specifikke bestemmelser om fornyet undersøgelse skulle være begrundede, og at nye faktiske omstændigheder, der var indtruffet efter den oprindelige afgørelse om fritagelse, i denne forbindelse kunne udgøre en gyldig grund til at foretage en fornyet undersøgelse af denne oprindelige afgørelse.

17

Hvad angik realiteten godkendte Kommissionen ved den anfægtede afgørelse de ændringer i undtagelsesordningen, som BNetzA havde påtænkt, med forbehold af visse ændringer, nemlig bl.a.:

18

I overensstemmelse med den anfægtede afgørelse ændrede BNetzA den 28. november 2016 den undtagelse, der var blevet indrømmet ved denne tilsynsmyndigheds afgørelse af 25. februar 2009 angående den del af OPAL-gasrørledningen, der blev drevet af OGT, ved at indgå en offentligretlig aftale med OGT, som ifølge tysk ret kunne sidestilles med en forvaltningsafgørelse.

19

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 16. december 2016 har Republikken Polen anlagt nærværende sag.

20

Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor samme dag indgav Republikken Polen en begæring om foreløbige forholdsregler, der blev forkastet ved kendelse af 21. juli 2017, Polen mod Kommissionen (T-883/16 R, EU:T:2017:542). Afgørelsen om sagsomkostningerne blev udsat.

21

Ved dokumenter indleveret til Rettens Justitskontor henholdsvis den 19. januar, den 20. marts og den 29. marts 2017 har Forbundsrepublikken Tyskland fremsat begæring om tilladelse til at intervenere i den foreliggende sag til støtte for Kommissionens påstande, mens Republikken Letland og Republikken Litauen har fremsat begæring om tilladelse til at intervenere til støtte for Republikken Polens påstande. Da sagens hovedparter ikke har gjort indsigelse, har formanden for Rettens Første Afdeling taget disse interventionsbegæringer til følge.

22

Svarskriftet er blevet indleveret til Rettens Justitskontor den 3. marts 2017.

23

Efter offentliggørelsen af den anfægtede afgørelse den 3. januar 2017 har Republikken Polen ved dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 13. marts 2017 fremført yderligere argumenter for stævningen og fremsat et supplerende anbringende.

24

Ved dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 9. juni 2017 har Kommissionen indgivet sine bemærkninger til Republikken Polens processkrift af 13. marts 2017.

25

Replikken og duplikken er blevet indgivet til Rettens Justitskontor henholdsvis den 2. juni og den 31. august 2017.

26

Ved dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 22. december 2017 anmodede Republikken Polen i medfør af artikel 28, stk. 1 og 5, i Rettens procesreglement om, at sagen henvises til Store Afdeling eller i det mindste til en afdeling med fem dommere. Retten besluttede den 16. februar 2018 ikke at foreslå, at sagen henvises til Store Afdeling, og noterede, at sagen i medfør af procesreglementets artikel 28, stk. 5, blev henvist til Første Udvidede Afdeling.

27

Retten har som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse anmodet Republikken Polen og Kommissionen om at fremlægge visse dokumenter og besvare visse spørgsmål. Republikken Polen og Kommissionen har efterkommet disse anmodninger.

28

Parterne og intervenienterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten i retsmødet den 23. oktober 2018.

29

Republikken Polen har nedlagt følgende påstande:

30

Republikken Letland har nedlagt følgende påstande:

31

Republikken Litauen har nedlagt påstand om, at den anfægtede afgørelse annulleres.

32

Kommissionen har, støttet af Forbundsrepublikken Tyskland, nedlagt følgende påstande:

33

Republikken Polen har anlagt sit søgsmål den 16. december 2016 alene på grundlag af pressemeddelelsen om den anfægtede afgørelse, som Kommissionen offentliggjorde på datoen for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, dvs. den 28. oktober 2016. Den anfægtede afgørelse blev for sin del offentliggjort den 3. januar 2017 på Kommissionens hjemmeside.

34

Republikken Polen har anført, at denne medlemsstat først ved offentliggørelsen af den anfægtede afgørelse på Kommissionens hjemmeside kunne gøre sig bekendt med det præcise indhold af denne afgørelse. Det var således efter at have gennemgået den anfægtede afgørelse, således som offentliggjort, at Republikken Polen den 13. marts 2017 indleverede et »supplement til søgsmålet« (herefter »det supplerende skriftlige indlæg«), hvori denne medlemsstat dels fremførte en række supplerende argumenter til støtte for sit første anbringende, dels fremsatte et supplerende anbringende.

35

[Som berigtiget ved kendelse af 20. december 2019] Kommissionen har bestridt, at det supplerende skriftlige indlæg kan antages til realitetsbehandling. For det første har Kommissionen gjort gældende, at Republikken Polen med stævningen indleveret den 16. december 2016 har udtømt sin klageret i henhold til artikel 263 TEUF ved at lade den søgsmålsfrist begynde at løbe, der er baseret på datoen for erhvervelse af kendskab til den anfægtede afgørelses indhold, og at denne medlemsstat ikke kan være berettiget til en ny søgsmålsfrist på grundlag af den senere offentliggørelse af den anfægtede afgørelse. For det andet har Kommissionen anført, at procesreglementet ikke fastsætter nogen mulighed for at »supplere« en stævning, idet nye anbringender, der støttes på senere indtrufne faktiske omstændigheder, kan fremføres i replikken i overensstemmelse med procesreglementets artikel 84, stk. 2. For det tredje har Kommissionen gjort gældende, at det supplerende skriftlige indlæg, hvori der henvises til en ny søgsmålsfrist, er en form for »supplerende søgsmål«, der skal afvises som følge af litispendens, bl.a. fordi anlæggelsen af søgsmålet den 16. december 2016 har gjort det muligt for Republikken Polen at nyde godt af en effektiv domstolsbeskyttelse, herunder gennem foreløbige forholdsregler.

36

Artikel 263, stk. 6, TEUF bestemmer, at de i artiklen omhandlede klager skal indgives inden to måneder efter, at retsakten, alt efter sin art, er offentliggjort eller meddelt klageren, eller i mangel heraf senest to måneder efter, at klageren har fået kendskab til den.

37

Eftersom den anfægtede afgørelse i den foreliggende sag blev offentliggjort den 3. januar 2017, var det følgelig på denne dato, at søgsmålsfristen begyndte at løbe. I medfør af procesreglementets artikel 60 forlænges denne frist med en fast afstandsfrist på ti dage. I den foreliggende sag udløb søgsmålsfristen derfor den 13. marts 2017.

38

Det supplerende skriftlige indlæg, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 13. marts 2017, blev således indgivet på søgsmålsfristens sidste dag, dvs. inden fristens udløb. Følgelig kan det antages til realitetsbehandling.

39

Denne konklusion ændres ikke af Kommissionens argumenter.

40

For det første kan der ikke gives Kommissionen medhold i argumentet om, at Republikken Polen har udtømt sin klageret ved at lade den søgsmålsfrist begynde at løbe, der er baseret på datoen for erhvervelse af kendskab til den anfægtede afgørelses indhold.

41

Dels følger det således af fast retspraksis, at søgsmålsfristerne er præceptive og ikke er undergivet parternes eller retsinstansernes rådighed, da formålet hermed er at tilvejebringe klarhed og retssikkerhed og undgå enhver forskelsbehandling og vilkårlighed i retsplejen (jf. dom af 18.9.1997, Mutual Aid Administration Services mod Kommissionen,T-121/96 og T-151/96, EU:T:1997:132, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis). Det følger heraf, at i det tilfælde hvor en sagsøger anlægger sag, inden fristen ifølge artikel 263, stk. 6, TEUF er begyndt at løbe, betyder det ikke, at den i denne artikel fastsatte frist dermed ændres. I den foreliggende sag begyndte søgsmålsfristen derfor ikke at løbe på datoen for sagsanlægget, men i medfør af artikel 263, stk. 6, TEUF på datoen for offentliggørelsen af den anfægtede afgørelse (jf. i denne retning dom af 26.9.2013, PPG og SNF mod ECHA, C-626/11 P, EU:C:2013:595, præmis 38 og 39).

42

Dels kan datoen for offentliggørelse af en eventuel pressemeddelelse om vedtagelsen af en afgørelse under alle omstændigheder ikke anses for at få søgsmålsfristen til at løbe. Navnlig kan det ikke antages, at læsningen af en sådan pressemeddelelse svarer til »kendskab« til den anfægtede afgørelse i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 263, stk. 6, TEUF, da en sådan pressemeddelelse kun indeholder et kortfattet resumé af den omtalte afgørelse.

43

For det andet og hvad angår argumentet om, at procesreglementet ikke fastsætter nogen mulighed for at indlevere et supplerende skriftligt indlæg til stævningen efter indgivelsen af denne stævning, skal det bemærkes, at det fremgår af retspraksis, at Den Europæiske Union er et retsfællesskab, hvori institutionerne er undergivet kontrol med, om deres retsakter er forenelige med traktaten, og hvori de processuelle regler, der finder anvendelse på de søgsmål, som Unionens retsinstanser forelægges, i videst muligt omfang skal fortolkes således, at de kan anvendes på en måde, der bidrager til opfyldelsen af formålet, der er at sikre en effektiv retsbeskyttelse af borgernes rettigheder i henhold til EU-retten (dom af 17.7.2008, Athinaïki Techniki mod Kommissionen,C-521/06 P, EU:C:2008:422, præmis 45).

44

Dermed kan den omstændighed alene, at procesreglementet ikke udtrykkeligt fastsætter en mulighed for at indgive et supplerende skriftligt indlæg til stævningen efter dennes indgivelse, ikke fortolkes således, at en sådan mulighed er udelukket, forudsat at dette supplerende skriftlige indlæg til stævningen indgives inden udløbet af søgsmålsfristen.

45

Det gælder på tilsvarende vis, at selv om procesreglementets artikel 84, stk. 2, bestemmer, at hvor der foreligger nye faktiske omstændigheder, der er fremkommet under sagen, skal nye anbringender eller argumenter fremsættes i forbindelse med den yderligere skriftveksling, fremgår det ikke af denne bestemmelse, at såfremt sagsøgeren, som det er tilfældet i den foreliggende sag, inden søgsmålsfristen er udløbet, og inden der er indgivet replik, fremlægger et særskilt dokument med henblik på at fremsætte sine anbringender og argumenter vedrørende den anfægtede afgørelse, som er blevet offentliggjort efter anlæggelsen af søgsmålet, skal dette særskilte dokument afvises fra realitetsbehandling.

46

I den foreliggende sag har Kommissionen været i stand til at tage stilling til de anbringender og argumenter, som Republikken Polen har fremført i sit supplerende skriftlige indlæg. På Rettens opfordring har Kommissionen den 9. juni 2017 afgivet sine bemærkninger til det supplerende skriftlige indlæg. Under disse omstændigheder gøres der ikke med antagelsen af det supplerende skriftlige indlæg til realitetsbehandling indgreb i Kommissionens mulighed for at tage stilling til sagsøgerens anbringender og argumenter i den foreliggende sag.

47

På baggrund af det ovenstående skal det supplerende skriftlige indlæg, som Republikken Polen har indgivet den 13. marts 2017 og dermed før søgsmålsfristens udløb, antages til realitetsbehandling.

48

Til støtte for søgsmålet har Republikken Polen fremsat seks anbringender, hvoraf det første vedrører en tilsidesættelse af artikel 36, stk. 1, litra a), i direktiv 2009/73, sammenholdt med artikel 194, stk. 1, litra b), TEUF, samt af solidaritetsprincippet, det andet vedrører Kommissionens manglende kompetence samt en tilsidesættelse af artikel 36, stk. 1, i direktiv 2009/73, det tredje vedrører en tilsidesættelse af artikel 36, stk. 1, litra b), i direktiv 2009/73, det fjerde vedrører en tilsidesættelse af artikel 36, stk. 1, litra a) og e), i direktiv 2009/73, det femte vedrører en tilsidesættelse af internationale konventioner, som Unionen har tiltrådt, og det sjette vedrører en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet.

49

Indledningsvis skal det første anbringende behandles.

50

Efter at Kommissionen havde anført, at den i den oprindelige afgørelse var nået til den konklusion, at OPAL-gasrørledningen ville forbedre forsyningssikkerheden, undersøgte den i 49.-53. betragtning til den anfægtede afgørelse, om de af BNetzA foreslåede ændringer af driftsordningen kunne føre til en anderledes bedømmelse. Kommissionen nåede til den konklusion, at dette ikke var tilfældet, navnlig i betragtning af, at den ekstrakapacitet, der faktisk kunne anvendes på Nord Stream 1-gasrørledningen efter forøgelsen af den faktisk anvendte kapacitet i OPAL-gasrørledningen, ikke var tilstrækkelig til fuldstændigt at erstatte de gasmængder, der indtil da passerede gennem Braterstwo- og Yamal-gasrørledningerne.

51

Republikken Polen har, støttet af Republikken Litauen, gjort gældende, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter princippet om energimæssig sikkerhed og princippet om energimæssig solidaritet og derfor er i strid med artikel 36, stk. 1, litra a), i direktiv 2009/73, sammenholdt med artikel 194, stk. 1, litra b), TEUF. Ifølge Republikken Polen udgør en indrømmelse af en ny undtagelse vedrørende OPAL-gasrørledningen en trussel for gasforsyningssikkerheden i Unionen, navnlig i Centraleuropa. Navnlig kan en reduktion af gastransmissionen ved hjælp af Yamal- og Braterstwo-gasrørledningerne føre til en svækkelse af Polens energisikkerhed og i høj grad hæmme diversificeringen af gasforsyningskilderne.

52

Republikken Polen har anført, at det følger af artikel 36, stk. 1, litra a), i direktiv 2009/73, at en administrativ undtagelse kun kan indrømmes til fordel for et nyt større anlæg i gasinfrastrukturen, såfremt investeringen i det pågældende infrastrukturanlæg forbedrer gasforsyningssikkerheden, hvilket kriterium ifølge denne medlemsstat skal fortolkes i sammenhæng med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 994/2010 af 20. oktober 2010 om foranstaltninger til opretholdelse af naturgasforsyningssikkerheden og ophævelse af Rådets direktiv 2004/67/EF (EFT 2010, L 295, s. 1) og i lyset af hovedformålet med Unionens energipolitik, der er angivet i artikel 194, stk. 1, TEUF, nemlig at sikre energisikkerheden for Unionen som helhed og for dennes medlemsstater individuelt.

53

Kommissionen har, støttet af Forbundsrepublikken Tyskland, bestridt disse argumenter.

54

I henhold til artikel 36, stk. 1, litra a), i direktiv 2009/73 »[kan] [s]tørre nye anlæg i gasinfrastrukturen, dvs. sammenkoblingslinjer, […] på anmodning undtages fra bestemmelserne [om bl.a. tredjepartsadgang] for en bestemt periode og på følgende betingelser: a) investeringen skal […] øge forsyningssikkerheden«.

55

Indledningsvis skal Republikken Polens argument om, at dette kriterium finder anvendelse i den foreliggende sag, fordi der med den anfægtede afgørelse indrømmes en ny undtagelse fra tredjepartsadgangen, forkastes.

56

Det skal således fastslås, at Kommissionen ikke i den konkrete sag med den anfægtede afgørelse har godkendt en indførelse af en ny undtagelse, men en ændring af en eksisterende undtagelse. Det skal i denne forbindelse påpeges, at den grænseoverskridende transmissionskapacitet i OPAL-gasrørledningen allerede i medfør af BNetzA’s afgørelser af 25. februar 2009, som ændret ved afgørelserne af 7. juli 2009 (jf. præmis 5 og 8 ovenfor), var omfattet af en undtagelse fra anvendelsen af reglerne om tredjepartsadgang i artikel 18 i direktiv 2003/55 og takstbestemmelserne i dette direktivs artikel 25, stk. 2-4. Den ordning, som BNetzA foreslog den 13. maj 2016, som ændret i overensstemmelse med den anfægtede afgørelse, opretholdt – som der er redegjort for i præmis 14 og 16 ovenfor – i princippet denne undtagelse ved at ændre de hertil knyttede betingelser.

57

Det skal i denne sammenhæng præciseres, at der som fremhævet af Kommissionen i retsmødet ikke med den anfægtede afgørelse skete nogen ændring af den oprindelige afgørelse. I medfør af artikel 36, stk. 3, i direktiv 2009/73 er det således den nationale regulerende myndighed, der træffer afgørelse om den undtagelse, der er omhandlet i direktivets artikel 36, stk. 1. Det var således BNetzA, der traf afgørelsen om undtagelsen i 2009 (jf. præmis 5 og 8 ovenfor), og som i 2016 ændrede betingelserne for denne undtagelse ved at indgå en offentligretlig aftale med OGT (jf. præmis 18 ovenfor). I de to tilfælde begrænsede Kommissionen sig til at udøve den kontrolbeføjelse, der var tillagt denne institution i artikel 22, stk. 4, tredje afsnit, i direktiv 2003/55 og siden i artikel 36, stk. 9, i direktiv 2009/73, ved at anmode BNetzA om at foretage en række ændringer i sine afgørelser. Den oprindelige afgørelse og den anfægtede afgørelse udgjorde derfor to selvstændige afgørelser, i hver af hvilke der blev taget stilling til en af de tyske myndigheder påtænkt foranstaltning, nemlig dels BNetzA’s afgørelser af 25. februar 2009 (jf. præmis 5 ovenfor), dels den offentligretlige aftale, der blev anmeldt den 13. maj 2016 (jf. præmis 13 ovenfor), og som kunne sidestilles med en forvaltningsafgørelse.

58

Med hensyn til kriteriet om forbedringen af forsyningssikkerheden fremgår det af ordlyden af artikel 36, stk. 1, litra a), i direktiv 2009/73, at det ikke er den undtagelse, der anmodes om, men investeringen, der skal opfylde dette kriterium – det vil i den konkrete sag sige anlæggelsen af OPAL-gasrørledningen. Det var derfor i forbindelse med den oprindelige afgørelse, at det tilkom Kommissionen at sikre sig, at den påtænkte investering opfyldte dette kriterium. Kommissionen var derimod ikke forpligtet til at undersøge det nævnte kriterium i forbindelse med den anfægtede afgørelse, der alene indeholdt en godkendelse af en ændring af de betingelser, som undtagelsen var undergivet. Dette spørgsmål kunne således ikke besvares anderledes i 2016 end i 2009, eftersom der ikke i 2016 blev påtænkt nogen ny investering, og den af BNetzA foreslåede ændring af driftsbetingelserne ikke ændrede OPAL-gasrørledningen som infrastrukturanlæg betragtet.

59

At Kommissionen i den anfægtede afgørelse foretog en undersøgelse, der ikke var påkrævet efter de gældende retsforskrifter, kan imidlertid ikke medføre, at Unionens retsinstanser under en sag indbragt for dem skal efterprøve denne afgørelse ud fra et ikke-lovbestemt kriterium.

60

Følgelig skal det første anbringende forkastes som uvirksomt, for så vidt som det er støttet på artikel 36, stk. 1, litra a), i direktiv 2009/73.

61

Hvad angår artikel 194, stk. 1, TEUF har Republikken Polen, støttet af Republikken Litauen, fremhævet, af det deri angivne solidaritetsprincip er en af Unionens prioriteter på det energipolitiske område. Ifølge denne medlemsstat forpligter dette princip såvel medlemsstaterne som EU-institutionerne til at gennemføre Unionens energipolitik i en ånd af solidaritet. Navnlig er foranstaltninger fra EU-institutionerne, der svækker energisikkerheden for visse regioner eller for visse medlemsstater, herunder deres gasforsyningssikkerhed, i strid med princippet om energimæssig solidaritet.

62

Republikken Polen har anført, at den anfægtede afgørelse gør det muligt for Gazprom og enhederne i Gazprom-koncernen at omdirigere supplerende gasmængder til EU-markedet ved fuldt ud at udnytte kapaciteten i Nord Stream 1-gasrørledningen. Da der ikke er nogen nævneværdig vækst i efterspørgslen på naturgas i Centraleuropa, er den eneste mulige konsekvens heraf en indflydelse på betingelserne for levering og benyttelse af transmissionstjenesterne på de gasrørledninger, der konkurrerer med OPAL, dvs. Braterstwo- og Yamal-gasrørledningerne, i form af en reduktion eller endog en fuldstændig afbrydelse af gastransmissionen gennem disse to gasrørledninger.

63

For det første frygter Republikken Polen i denne forbindelse, at en sådan begrænsning eller afbrydelse af transmissionen gennem Braterstwo-gasrørledningen vil bevirke, at det bliver umuligt at opretholde forsyningen på Polens område gennem denne gasrørledning fra Ukraine, hvilket vil gøre det umuligt at sikre den fortsatte forsyning til kunderne på Polens område, med de følgende konsekvenser, som Kommissionen tilsyneladende ikke har undersøgt,

64

Henset til udløbet i 2020 af aftalen om gastransmission gennem Yamal-gasrørledningen til Vesteuropa, der bliver efterfulgt af udløbet i 2022 af aftalen om gaslevering til Polen gennem denne samme gasrørledning, frygter Republikken Polen for det andet en risiko for en reduktion eller endog en fuldstændig afbrydelse af gasforsyningen gennem Yamal-gasrørledningen, som vil få negative virkninger på

65

Kommissionen har bestridt disse argumenter. Den har navnlig gjort gældende, at den energimæssige solidaritet er et politisk begreb, der optræder i denne institutions meddelelser og dokumenter, hvorimod den anfægtede afgørelse skulle opfylde de retlige kriterier, der er fastsat i artikel 36, stk. 1, i direktiv 2009/73. Kommissionen har i det væsentlige anført, at det princip om solidaritet mellem medlemsstaterne, der er fastsat i artikel 194, stk. 1, TEUF, dels er rettet til lovgiver og ikke til den forvaltning, der anvender lovgivningen, dels alene vedrører krisesituationer angående det indre gasmarkeds forsyning eller funktion, hvorimod direktiv 2009/73 fastsætter principperne for dette markeds normale funktion. Det kriterium om forbedring af forsyningssikkerheden, der er fastsat i det nævnte direktivs artikel 36, stk. 1, og som Kommissionen undersøgte i den anfægtede afgørelse, kan under alle omstændigheder anses for at inddrage begrebet energimæssig solidaritet. Endelig har Kommissionen bemærket, at Nord Stream 1-gasrørledningen er anerkendt som et projekt af fælles interesse, der udgør gennemførelsen af et prioriteret projekt af europæisk interesse, som er foreskrevet i Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 1364/2006/EF af 6. september 2006 om retningslinjer for de transeuropæiske net på energiområdet og om ophævelse af beslutning 96/391/EF og nr. 1229/2003/EF (EUT 2006, L 262, s. 1), og at det forhold, at den anfægtede afgørelse kan give mulighed for en udvidet anvendelse af en sådan infrastruktur, er forenelig med de fælles og europæiske interesser.

66

I øvrigt har Kommissionen bestridt, at den ændring af driftsordningen for OPAL-gasrørledningen, der blev godkendt ved den anfægtede afgørelse, kan være til fare for naturgasforsyningssikkerheden for Central- og Østeuropa generelt eller for Polen i særdeleshed.

67

Artikel 194, stk. 1, TEUF er affattet således:

»Som led i det indre markeds oprettelse og funktion og under hensyn til kravet om at bevare og forbedre miljøet sigter Unionens politik på energiområdet mod i en ånd af solidaritet mellem medlemsstaterne:

68

Denne bestemmelse, der blev indført ved Lissabontraktaten, har indsat et udtrykkeligt retsgrundlag i EUF-traktaten for Unionens politik på energiområdet, der førhen hvilede på et grundlag bestående af bl.a. den tidligere artikel 95 EF vedrørende gennemførelsen af det indre marked (nu artikel 114 TEUF).

69

Den »ånd af solidaritet«, der er angivet i artikel 194, stk. 1, TEUF, er det specifikke udtryk på dette område for det generelle princip om solidaritet mellem medlemsstaterne, der bl.a. er angivet i artikel 2 TEU, i artikel 3, stk. 3, TEU og i artikel 24, stk. 2 og 3, TEU, såvel som i artikel 122, stk. 1, TEUF og i artikel 222 TEUF. Dette princip danner grundlaget for hele EU-systemet i overensstemmelse med det tilsagn, der er fastsat i artikel 4, stk. 3, TEU (jf. i denne retning dom af 10.12.1969, Kommissionen mod Frankrig, 6/69 og 11/69, ikke trykt i Sml., EU:C:1969:68, præmis 16).

70

Hvad angår indholdet af dette princip skal det fremhæves, at solidaritetsprincippet rummer rettigheder og forpligtelser såvel for Unionen som for medlemsstaterne. På den ene side er Unionen omfattet af en solidaritetsforpligtelse over for medlemsstaterne, og på den anden side er medlemsstaterne omfattet af en solidaritetsforpligtelse indbyrdes og over for Unionens fælles interesse og de af Unionen førte politikker.

71

I forbindelse med politikken på energiområdet indebærer dette bl.a. forpligtelser til gensidig assistance i det tilfælde, hvor en medlemsstat som følge af eksempelvis naturkatastrofer eller terrorhandlinger befinder sig i en kritisk situation eller i en nødsituation i henseende til sin gasforsyning. I modsætning til, hvad Kommissionen har gjort gældende, kan princippet om energimæssig solidaritet dog ikke begrænses til sådanne ekstraordinære situationer, som udelukkende henhører under EU-lovgivers kompetence – hvilken kompetence er gennemført i den afledte ret med vedtagelsen af forordning nr. 994/2010 (erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1938 af 25. oktober 2017 om foranstaltninger til opretholdelse af gasforsyningssikkerheden og ophævelse af forordning (EU) nr. 994/2010 (EUT 2017, L 280, s. 1)).

72

Tværtimod rummer solidaritetsprincippet tillige en generel forpligtelse for Unionen og medlemsstaterne til, under udøvelsen af deres respektive kompetencer, at tage hensyn til de andre aktørers interesser.

73

Hvad nærmere bestemt angår Unionens politik på energiområdet indebærer dette, at Unionen og medlemsstaterne under udøvelsen af deres kompetencer i henhold til denne politik skal bestræbe sig på at undgå at træffe foranstaltninger, der kan påvirke Unionens og de øvrige medlemsstaters interesser med hensyn til forsyningssikkerheden, forsyningssikkerhedens økonomiske og politiske bæredygtighed og diversificeringen af forsyningskilderne eller af forsyningen, og dette med henblik på at varetage deres indbyrdes afhængighed og deres faktiske solidaritet.

74

I forbindelse med artikel 36, stk. 1, i direktiv 2009/73 viser disse overvejelser sig bl.a. i begreberne »at det indre marked for naturgas fungerer tilfredsstillende«, og »at det regulerede system, som infrastrukturen er koblet til, fungerer effektivt«, som er angivet i den nævnte bestemmelse, litra e), uden dog at være begrænset til disse begreber.

75

Som påpeget af EU-lovgiver i fjerde betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 347/2013 af 17. april 2013 om retningslinjer for den transeuropæiske energiinfrastruktur og om ophævelse af beslutning nr. 1364/2006/EF og ændring af forordning (EF) nr. 713/2009, (EF) nr. 714/2009 og (EF) nr. 715/2009 (EFT 2013, L 115, s. 39), understregede Det Europæiske Råd i denne henseende den 4. februar 2011 behovet for at modernisere og udvide Europas energiinfrastruktur og at sammenkoble net på tværs af grænserne med henblik på at operationalisere solidaritet mellem medlemsstaterne, at give mulighed for alternative forsynings- eller transitruter og energikilder og at udvikle vedvarende energikilder, som kan konkurrere med traditionelle energikilder. Rådet slog fast, at ingen medlemsstat bør være isoleret i forhold til de europæiske gas- og elnet efter 2015 eller opleve, at dens energiforsyningssikkerhed bringes i fare, på grund af mangel på relevante forbindelser.

76

Følgelig skal det argument forkastes, som Kommissionen har fremsat i retsmødet, og hvormed det i det væsentlige gøres gældende, at Kommissionen ved at anerkende, at artikel 36, stk. 1, i direktiv 2009/73 gennemfører det i artikel 194, stk. 1, TEUF fastsatte solidaritetsprincip, har taget behørigt hensyn til dette princip alene ved at have undersøgt de kriterier, der er fastsat i artikel 36, stk. 1, i direktiv 2009/73.

77

Anvendelsen af princippet om energimæssig solidaritet betyder dog ikke, at Unionens politik på energiområdet i ingen tilfælde må have nogen negative indvirkninger på en medlemsstats særlige interesser på energiområdet. EU-institutionerne og medlemsstaterne er imidlertid forpligtede til ved gennemførelsen af denne energipolitik at tage hensyn til såvel Unionens som de forskellige medlemsstaters interesser og at afveje disse interesser i tilfælde af konflikt.

78

I betragtning af denne rækkevidde af solidaritetsprincippet påhvilede det Kommissionen som led i den anfægtede afgørelse at vurdere, om den ændring af driftsordningen for OPAL-gasrørledningen, som den tyske regulerende myndighed havde foreslået, kunne påvirke andre medlemsstaters interesser på energiområdet, og i bekræftende fald at afveje disse interesser over for den interesse, som den nævnte ændring havde for Forbundsrepublikken Tyskland, og i givet fald Unionen.

79

Det må fastslås, at den i præmis 78 ovenfor omtalte undersøgelse mangler i den anfægtede afgørelse. Ikke alene er solidaritetsprincippet ikke omtalt i den anfægtede afgørelse, men det fremgår således ikke af denne afgørelse, at Kommissionen faktisk har foretaget en undersøgelse af dette princip.

80

Det er rigtigt, at Kommissionen i den anfægtede afgørelses punkt 4.2 (48.-53. betragtning) gjorde nogle bemærkninger om kriteriet om forbedring af forsyningssikkerheden. Efter en henvisning til den undersøgelse af dette kriterium, der skete i den oprindelige afgørelse, hvor Kommissionen havde konkluderet, at dette kriterium var opfyldt, fastslog Kommissionen således, at det forslag, som den var blevet forelagt af BNetzA, ikke ændrede denne konklusion.

81

For det første skal det imidlertid bemærkes, at såvel undersøgelsen i den oprindelige afgørelse som den supplerende undersøgelse i den anfægtede afgørelse alene vedrører virkningen af idriftsættelsen og forøgelsen af den faktisk anvendte kapacitet i OPAL-gasrørledningen på forsyningssikkerheden i Unionen generelt. I den anfægtede afgørelses punkt 4.2 redegjorde Kommissionen således bl.a. for, dels at den disponible supplerende transmissionskapacitet ved den tysk-tjekkiske grænse gavnede alle de regioner, der kunne nås fra dette sted med de eksisterende eller fremtidige infrastrukturer, dels at den supplerende kapacitet ikke muliggjorde en fuldstændig erstatning af de øvrige transitveje. Derimod foretog Kommissionen bl.a. ikke en undersøgelse af indvirkningerne fra ændringen af driftsordningen for OPAL-gasrørledningen på forsyningssikkerheden for Polen.

82

For det andet skal det påpeges, at de bredere aspekter af princippet om energimæssig solidaritet ikke bliver berørt i den anfægtede afgørelse. Bl.a. fremgår det hverken, at Kommissionen har undersøgt, hvad der kunne blive konsekvenserne på mellemlang sigt – navnlig for Republikken Polens energipolitik – af, at en del af de naturgasmængder, der tidligere er blevet transporteret gennem Yamal- og Braterstwo-gasrørledningerne, overføres til Nord Stream 1/OPAL-transitvejen, eller at den har afvejet disse virkninger over for den forøgelse af forsyningssikkerheden på EU-niveau, som Kommissionen havde konstateret.

83

Under disse omstændigheder må det fastslås, at den anfægtede afgørelse er blevet vedtaget under tilsidesættelse af princippet om energimæssig solidaritet, således som formuleret i artikel 194, stk. 1, TEUF.

84

Følgelig skal Republikken Polens første anbringende tages til følge, for så vidt som det er støttet på overtrædelsen af dette princip.

85

Det følger af det ovenstående, at der skal gives medhold i søgsmålet, og at den anfægtede afgørelse skal annulleres.

86

Eftersom den anfægtede afgørelse skal annulleres på grundlag af det første anbringende, er det ikke længere fornødent, at Retten tager stilling til de øvrige anbringender, som Republikken Polen har fremsat.

87

Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har tabt sagen, bør det pålægges denne at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med Republikken Polens påstand.

88

I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, bærer medlemsstater, der er indtrådt i en sag, deres egne omkostninger. Følgelig bærer Republikken Letland, Republikken Litauen og Forbundsrepublikken Tyskland hver deres egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Første Udvidede Afdeling):

I. Retsforskrifter

II. Tvistens baggrund

III. Retsforhandlinger og parternes påstande

IV. Retlige bemærkninger

A. Formaliteten vedrørende Republikken Polens processkrift af 13. marts 2017

B. Realiteten

1. Det første anbringende om en tilsidesættelse af artikel 36, stk. 1, litra a), i direktiv 2009/73, sammenholdt med artikel 194, stk. 1, litra b), TEUF, samt af solidaritetsprincippet

a) Den angivelige tilsidesættelse af artikel 36, stk. 1, litra a), i direktiv 2009/73

b) Den angivelige tilsidesættelse af artikel 194, stk. 1, TEUF

1) Rækkevidden af princippet om energimæssig solidaritet

2) Spørgsmålet om, hvorvidt den anfægtede afgørelse tilsidesætter princippet om energimæssig solidaritet

2. De øvrige anbringender

V. Sagsomkostninger