1

Vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) er bl.a. blevet ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1023/2013 af 22. oktober 2013 (EUT 2013, L 287, s. 15).

2

1., 3., 7. og 12. betragtning til forordning nr. 1023/2013 har følgende ordlyd:

[…]

[…]

[…]

3

Artikel 1, nr. 24), i forordning nr. 1023/2013 foreskriver, at der i kapitel 2 i vedtægtens afsnit III tilføjes en afdeling 7, der har overskriften »Orlov i tjenestens interesse«, og som indeholder en enkelt bestemmelse, nemlig artikel 42c. Denne bestemmelse har følgende ordlyd:

»En tjenestemand med mindst ti års tjenesteår kan tidligst fem år før sin pensionsberettigende alder efter afgørelse truffet af ansættelsesmyndigheden sendes på orlov i tjenestens interesse som følge af organisatoriske behov i forbindelse med erhvervelse af nye kompetencer i institutionerne.

Det samlede antal tjenestemænd, der hvert år sendes på orlov i tjenestens interesse, må højst udgøre 5% af tjenestemænd i samtlige institutioner, der året forinden gik på pension. Det således beregnede samlede antal tildeles hver institution i henhold til deres respektive antal tjenestemænd pr. 31. december det foregående år. Resultatet af denne tildeling rundes op til det nærmeste hele tal i hver institution.

En sådan orlov har ikke karakter af en disciplinær foranstaltning.

Orlovens varighed skal i princippet svare til perioden frem til det tidspunkt, hvor tjenestemanden når den pensionsberettigende alder. Imidlertid kan ansættelsesmyndigheden i særlige situationer beslutte at bringe orloven til ophør og lade tjenestemanden genindtræde i tjenesten.

Når en tjenestemand på orlov i tjenestens interesse når den pensionsberettigende alder, pensioneres han automatisk.

For orlov i tjenestens interesse gælder følgende bestemmelser:

Den tjenestemand, der således er sendt på orlov, modtager en godtgørelse, der beregnes i henhold til bestemmelserne i bilag IV.

Efter anmodning fra tjenestemanden er godtgørelsen betinget af, at der indbetales bidrag til pensionsordningen beregnet på grundlag af godtgørelsen. I sådanne tilfælde tages tjenestetiden som tjenestemand på orlov i tjenestens interesse i betragtning ved beregningen af de pensionsgivende tjenesteår i henhold til artikel 2 i bilag VIII.

Godtgørelsen korrigeres ikke med en justeringskoefficient.«

4

Forordning nr. 1023/2013 trådte i kraft den 1. november 2013, og vedtægtens artikel 42c har fundet anvendelse siden den 1. januar 2014.

5

Sagsøgeren, FV, er forhenværende tjenestemand ved Rådet for Den Europæiske Union. Hun tiltrådte tjenesten ved Rådets Generalsekretariat (herefter »Generalsekretariatet«) den 1. maj 1981 som tjenestemand på prøve og blev udnævnt til fastansat tjenestemand den 1. november 1981. Hun gjorde i løbet af sin karriere tjeneste ved forskellige tjenestegrene ved Rådet.

6

[fortroligt] ( 1 )

7

[fortroligt]

8

Ved meddelelse til personalet nr. 71/15 af 23. oktober 2015 (herefter »CP 71/15«) gav Rådets generalsekretær oplysninger om institutionens gennemførelse af vedtægtens artikel 42c. Denne meddelelse har følgende ordlyd:

»[…] EU-institutionerne skal løbende forny og udvikle sig, hvilket indebærer, at tjenestemændene skal erhverve nye kompetencer og ajourføre deres viden for at tilpasse sig den nye udvikling. Disse nye kompetencer kan f.eks. vedrøre nye it-værktøjer, nye systemer, der tages i brug med henblik på udfærdigelse af dokumenter til Det Europæiske Råd/Rådet, nye procedurer på udbudsområdet eller området for intern revision, nye arbejdsmetoder eller nye ledelses- eller organisationsformer.

Formålet med orlov i tjenestens interesse er at give de tjenestemænd, der har vanskeligt ved at erhverve nye kompetencer og at tilpasse sig udviklingen i arbejdsmiljøet, mulighed for at blive placeret på orlov, før de har nået pensionsalderen. […]

I 2015 er der mulighed for at placere fem (5) tjenestemænd på orlov ved Rådet og Det Europæiske Råd […]«

9

[fortroligt]

10

[fortroligt]

11

[fortroligt]

12

[fortroligt]

13

[fortroligt]

14

[fortroligt]

15

[fortroligt]

16

[fortroligt]

17

[fortroligt]

18

[fortroligt]

19

[fortroligt]

20

[fortroligt]

21

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 28. oktober 2016 har sagsøgeren anlagt nærværende sag.

22

Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor samme dag har sagsøgeren anmodet om at blive tildelt anonymitet i medfør af artikel 66 i Rettens procesreglement. Ved afgørelse af 30. januar 2017 imødekom Retten denne anmodning.

23

Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 28. november 2016 har sagsøgeren i henhold til procesreglementets artikel 66 anmodet om, at visse oplysninger i stævningen og i bilagene hertil udelades fra de dokumenter, som offentligheden har adgang til.

24

Rådet har den 1. februar 2017 indleveret svarskrift.

25

Ved processkrifter indleveret til Rettens Justitskontor henholdsvis den 24. og den 10. februar 2017 har Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen anmodet om tilladelse til at intervenere i nærværende sag til støtte for Rådets påstande.

26

Ved processkrifter indleveret til Rettens Justitskontor den 8. marts 2017 har sagsøgeren anmodet om, at visse oplysninger i stævningen og i bilagene hertil behandles fortroligt i forhold til Parlamentet og Kommissionen, såfremt disse institutioner gives tilladelse til at intervenere. Sagsøgeren har vedlagt denne anmodning en ikke-fortrolig version af disse dokumenter.

27

Sagsøgeren har den 20. april 2017 indleveret replik.

28

Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 17. maj 2017 har sagsøgeren anmodet om, at visse oplysninger i replikken og i bilagene hertil behandles fortroligt i forhold til Parlamentet og Kommissionen, såfremt disse institutioner gives tilladelse til at intervenere. Hun har vedlagt denne anmodning en ikke-fortrolig version af disse dokumenter.

29

Ved kendelse af 8. juni 2017, FV mod Rådet (T-750/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:420), fik Parlamentet og Kommissionen tilladelse til at intervenere til støtte for Rådets påstande. Eftersom sagsøgeren i henhold til procesreglementets artikel 144, stk. 2, havde fremsat anmodning om fortrolig behandling af visse oplysninger i de ovenfor nævnte indlæg og i bilagene hertil, blev det i denne kendelse fastsat, at fremsendelsen af sagsakterne til Parlamentet og Kommissionen midlertidigt skulle begrænses til en ikke-fortrolig version af disse sagsakter i afventning af de eventuelle bemærkninger, som disse institutioner måtte fremsætte vedrørende anmodningerne om fortrolig behandling.

30

Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 28. juni 2017 har Kommissionen gjort indsigelse mod anmodningen om fortrolig behandling af stævningen og bilagene hertil. Parlamentet har ikke fremsat indsigelse mod denne anmodning.

31

Rådet har den 17. juli 2017 indgivet duplik.

32

Parlamentet og Kommissionen har indgivet interventionsindlæg henholdsvis den 19. og den 12. juli 2017.

33

Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 21. august 2017 har sagsøgeren anmodet om, at visse oplysninger i duplikken og i bilagene hertil behandles fortroligt i forhold til Parlamentet og Kommissionen, og har vedlagt denne anmodning en ikke-fortrolig version af disse dokumenter.

34

Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 1. september 2017 har Rådet meddelt, at det ikke har bemærkninger til Parlamentets og Kommissionens interventionsindlæg.

35

Ved processkrifter indleveret til Rettens Justitskontor den 5. september 2017 har sagsøgeren fremsat sine bemærkninger til Parlamentets og Kommissionens interventionsindlæg.

36

Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 25. september 2017 har Kommissionen fremsat indsigelse mod anmodningen om fortrolig behandling af duplikken og af bilagene hertil. Parlamentet har ikke fremsat indsigelse mod denne anmodning.

37

Ved kendelse af 26. januar 2018 gav formanden for Rettens Anden Afdeling delvist medhold i den anmodning om fortrolig behandling, som sagsøgeren havde fremsat, fastsatte en frist for sagsøgeren til at fremlægge en ikke-fortrolig version af stævningen, duplikken og bilagene hertil, og anførte, at der ville blive fastsat en frist for Kommissionen til efter modtagelsen af den ikke-fortrolige version af de nævnte dokumenter at fremsætte eventuelle supplerende bemærkninger til sit interventionsindlæg.

38

Den 7. marts 2018 har Kommissionen indgivet supplerende bemærkninger til sit interventionsindlæg.

39

Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 22. marts 2018 har Rådet meddelt, at det ikke har bemærkninger til Kommissionens supplerende bemærkninger.

40

Den 5. april 2018 har sagsøgeren fremsat bemærkninger til Kommissionens supplerende bemærkninger.

41

Den 6. april 2018 underrettede Rettens Justitskontor parterne om, at retsforhandlingernes skriftlige del var afsluttet.

42

Ved skrivelse af 24. april 2018 har sagsøgeren i medfør af procesreglementets artikel 106 fremsat en begrundet anmodning med henblik på at få lejlighed til at udtale sig i forbindelse med retsforhandlingernes mundtlige del.

43

På forslag fra Anden Afdeling har Retten den 16. maj 2018 i medfør af procesreglementets artikel 28 besluttet at henvise sagen til behandling i en udvidet afdeling.

44

På forslag fra den refererende dommer har Retten (Anden Udvidede Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling og opfordrede i forbindelse med de foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, der er fastsat i procesreglementets artikel 89, parterne til skriftligt at besvare visse spørgsmål og til at fremlægge visse dokumenter. Parterne har efterkommet disse opfordringer inden for den fastsatte frist.

45

Parterne har afgivet indlæg og besvaret Rettens spørgsmål i retsmødet den 10. juli 2018.

46

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

47

Rådet har nedlagt følgende påstande:

48

Parlamentet har nedlagt påstand om, at Rådet frifindes.

49

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

50

Sagsøgeren har nedlagt påstand om annullation af afgørelsen af 8. december 2015, og »om fornødent« annullation af afgørelsen om afslag på klagen af 19. juli 2016. Hun har gjort gældende, at denne påstand skal antages til realitetsbehandling ikke blot som følge af, at den er rettet mod afgørelsen af 8. december 2015, men også som følge af, at den er rettet mod afgørelsen om afslag på klagen, for så vidt som denne afgørelse indeholder nye elementer i forhold til afgørelsen af 8. december 2015.

51

De andre parter i tvisten har ikke bestridt, at påstanden om annullation af de to ovenfor nævnte afgørelser kan antages til realitetsbehandling.

52

Det bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at den administrative klage som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 2, og administrationens udtrykkelige eller stiltiende afvisning deraf udgør en integrerende del af en sammensat procedure og kun er en forudgående betingelse for at anlægge sag ved Unionens retsinstanser. Under disse omstændigheder har et søgsmål, selv om det formelt vedrører klagens afvisning, til følge, at Unionens retsinstanser skal prøve den akt, der indeholder det klagepunkt, som klagen omhandlede (jf. i denne retning dom af 17.1.1989, Vainker mod Parlamentet, 293/87, EU:C:1989:8, præmis 7 og 8), undtagen i det tilfælde, hvor afslaget på klagen har en anden rækkevidde end den akt, som har været genstand for klagen (dom af 25.10.2006, Staboli mod Kommissionen, T-281/04, EU:T:2006:334, præmis 26).

53

Enhver afvisning af en klage, hvad enten den er stiltiende eller udtrykkelig, bekræfter nemlig blot – såfremt det er en ren afvisning – den akt eller den undladelse, som klageren anfægter, og udgør ikke i sig selv en anfægtelig akt, således at de påstande, der er rettet mod en sådan afgørelse, der i forhold til den oprindelige afgørelse ikke har noget selvstændigt indhold, skal anses for rettet mod den oprindelige akt (jf. dom af 19.6.2015, Z mod Domstolen, T-88/13 P, EU:T:2015:393, præmis 141 og den deri nævnte retspraksis).

54

En udtrykkelig afgørelse om afvisning af en klage kan, henset til dens indhold, således være af en sådan karakter, at den ikke bekræfter den af sagsøgeren anfægtede retsakt. Dette er tilfældet, når afgørelsen om afvisning af klagen indeholder en fornyet vurdering af sagsøgerens forhold på grundlag af nye faktiske eller retlige omstændigheder, eller når den ændrer eller supplerer den oprindelige afgørelse. I disse tilfælde udgør afvisningen af klagen en retsakt, der er underlagt domstolskontrol, og retsinstansen tager hensyn til den ved vurderingen af lovligheden af den anfægtede retsakt, eller anser den ligefrem for en retsakt, der går adressaten imod, og som erstatter den anfægtede retsakt (dom af 15.9.2017, Skareby mod EU-Udenrigstjenesten, T--585/16, EU:T:2017:613, præmis 18).

55

I det foreliggende tilfælde skal det først bemærkes, at der er indgivet klage og anlagt sag ved Retten inden for de frister, der er fastsat i vedtægtens artikel 90 og 91.

56

Det skal derefter bemærkes, at afgørelsen om afslag på klagen hverken ændrer betydningen eller rækkevidden af afgørelsen af 8. december 2015, hvorved sagsøgeren blev placeret på orlov i tjenestens interesse i henhold til vedtægtens artikel 42c. Afgørelsen om afslag på klagen supplerer i øvrigt den begrundelse for afgørelsen af 8. december 2015, der vedrører vurderingen af sagsøgerens evne til at erhverve nye kompetencer og til at tilpasse sig udviklingen i arbejdsmiljøet, og tager i forbindelse med denne vurdering hensyn til de faktiske omstændigheder, der ikke forelå den 8. december 2015, dvs. på det tidspunkt, hvor afgørelsen om at placere sagsøgeren på orlov i tjenestens interesse blev truffet. Retten henviser i denne forbindelse til sagsøgerens bedømmelsesrapporter for 2014 og 2015, som ifølge Rådets forklaringer blev udfærdiget efter afgørelsen af 8. december 2015, men før afgørelsen om afslag på klagen.

57

Det skal under disse omstændigheder fastslås, at den eneste afgørelse, der i det foreliggende tilfælde er bebyrdende for sagsøgeren, er afgørelsen af 8. december 2015 om at placere sagsøgeren på orlov i tjenestens interesse i henhold til vedtægtens artikel 42c (herefter »den anfægtede afgørelse«), idet der i forbindelse med vurderingen af, om denne afgørelse er lovlig, dog skal tages hensyn til den begrundelse, der er indeholdt i afgørelsen om afslag på klagen.

58

Sagsøgeren har til støtte for sin annullationspåstand fremsat fem anbringender, hvoraf det første vedrører en ulovlighedsindsigelse mod vedtægtens artikel 42c, det andet tilsidesættelse af denne bestemmelse og af CP 71/15 og anlæggelse af åbenbart urigtige skøn, det tredje tilsidesættelse af retten til at blive hørt, det fjerde tilsidesættelse af omsorgspligten og det femte magtfordrejning.

59

Sagsøgeren har gjort gældende, at vedtægtens artikel 42c er ulovlig, for så vidt som den medfører en tilsidesættelse af princippet om lighed for loven og af princippet om forbud mod forskelsbehandling bl.a. på grund af alder, der er fastsat i artikel 20 og 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (EUT 2000, L 303, s. 16) og vedtægtens artikel 1d.

60

Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at vedtægtens artikel 42c indfører en ulige behandling på grund af alder, således som denne er defineret i artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2000/78, for så vidt som den udtrykkeligt finder anvendelse på tjenestemænd og ansatte »tidligst fem år før [den pågældendes] pensionsberettigende alder«. Denne ulige behandling er ikke objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78. Selv om vedtægtens artikel 42c måtte anses for at forfølge et sådant legitimt formål, er de midler, der er anvendt til at nå dette formål, hverken hensigtsmæssige eller nødvendige i den forstand, hvori disse udtryk er anvendt i artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78.

61

Parlamentet, Rådet og Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumentation og nedlagt påstand om, at dette anbringende forkastes.

62

Det er indledningsvis hensigtsmæssigt at identificere de bestemmelser, der skal anvendes i forbindelse med vurderingen af den af sagsøgeren fremsatte ulovlighedsindsigelse.

63

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at ligebehandlingsprincippet er et grundlæggende princip i EU-retten, som er fastslået i artikel 20 i chartret om grundlæggende rettigheder, og princippet om forbud mod forskelsbehandling i dette charters artikel 21, stk. 1, er et særligt udtryk herfor (dom af 5.7.2017, Fries, C-190/16, EU:C:2017:513, præmis 29).

64

Det fremgår i øvrigt af artikel 51, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder, at bestemmelserne i dette charter er rettet til Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer under iagttagelse af nærhedsprincippet.

65

Det følger heraf, at lovligheden af vedtægtens artikel 42c, som blev indført i vedtægten ved forordning nr. 1023/2013, skal vurderes i lyset af den trinhøjere regel, der udgøres af artikel 21, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder, som sagsøgeren har henvist til i sin argumentation, og som forbyder enhver forskelsbehandling bl.a. på grund af alder.

66

Eftersom sagsøgeren har henvist til direktiv 2000/78, er det indledningsvis hensigtsmæssigt at gengive de relevante bestemmelser deri.

67

Artikel 1 i direktiv 2000/78, der har overskriften »Formål«, bestemmer:

»Formålet med dette direktiv er, med henblik på at gennemføre princippet om ligebehandling i medlemsstaterne, at fastlægge en generel ramme for bekæmpelsen af forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.«

68

Artikel 2 i direktiv 2000/78, der har overskriften »Begrebet forskelsbehandling«, bestemmer i stk. 1 og 2:

»1.   I dette direktiv betyder princippet om ligebehandling, at ingen må udsættes for nogen form for direkte eller indirekte forskelsbehandling af nogen af de i artikel 1 anførte grunde.

2.   I henhold til stk. 1

69

Artikel 6 i direktiv 2000/78, der har overskriften »Berettigelse af ulige behandling på grund af alder«, bestemmer stk. 1:

»1.   Uanset artikel 2, stk. 2, kan medlemsstaterne bestemme, at ulige behandling på grund af alder ikke udgør forskelsbehandling, hvis den er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål inden for rammerne af den nationale ret, bl.a. legitime beskæftigelses-, arbejdsmarkeds- og erhvervsuddannelsespolitiske mål, og hvis midlerne til at opfylde det pågældende formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Der kan bl.a. være tale om følgende former for ulige behandling:

70

Det bemærkes endvidere, at det fremgår af artikel 288, stk. 3, TEUF, at direktiver med hensyn til det tilsigtede mål er bindende for medlemsstaterne. Det følger heraf, at direktiv 2000/78, således som det i øvrigt er præciseret i dette direktivs artikel 21, er rettet til medlemsstaterne og ikke institutionerne. Bestemmelserne i dette direktiv kan derfor ikke udlægges således, at de i sig selv pålægger institutionerne forpligtelser i forbindelse med udøvelsen af deres lovgivnings- og afgørelsesbeføjelser (jf. i denne retning og analogt dom af 9.9.2003, Rinke, C-25/02, EU:C:2003:435, præmis 24, og af 24.5.2008, Belfass mod Rådet, T-495/04, EU:T:2008:160, præmis 43), og kan heller ikke som sådan begrunde en ulovlighedsindsigelse mod vedtægtens artikel 42c (jf. i denne retning dom af 21.9.2011, Adjemian m.fl. mod Kommissionen, T-325/09 P, EU:T:2011:506, præmis 52).

71

Selv om direktiv 2000/78 ikke som sådan kan pålægge Unionens institutioner forpligtelser, når de udøver deres lovgivnings- og afgørelsesbeføjelser med henblik på at regulere ansættelsesforholdene mellem dem selv og deres personale, forholder det sig imidlertid ikke desto mindre således, at de regler og principper, der er fastsat i eller følger af dette direktiv, kan påberåbes over for disse institutioner, når de kun er det specifikke udtryk for grundlæggende regler i traktaterne og generelle principper, der forpligter de nævnte institutioner direkte (jf. i denne retning dom af 14.12.2016, Todorova Androva mod Rådet m.fl., T-366/15 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:729, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

72

Domstolen har allerede fastslået, at direktiv 2000/78 inden for området for beskæftigelse og erhverv udmønter princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder, der udgør et almindeligt EU-retligt princip (jf. i denne retning dom af 13.11.2014, Vital Pérez, C-416/13, EU:C:2014:2371, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).

73

Det følger heraf, at selv om bestemmelserne i direktiv 2000/78 ikke som sådan kan begrunde en ulovlighedsindsigelse mod vedtægtens artikel 42c, udgør de en inspirationskilde, når det skal fastlægges, hvilke forpligtelser der påhviler EU-lovgiver inden for Unionens tjenestemandsretlige område, samtidig med at der tages hensyn til dette områdes særlige karakter. Det er på denne måde, at Retten i det foreliggende tilfælde vil tage direktiv 2000/78 i betragtning.

74

Hvad angår sagsøgerens henvisning til vedtægtens artikel 1d skal det bemærkes, at denne bestemmelse fastsætter et forbud mod enhver form for forskelsbehandling, herunder på grund af alder, i forbindelse med anvendelsen af vedtægten. Denne bestemmelse blev indført i vedtægten ved Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 723/2004 af 22. marts 2004 om ændring af vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne (EUT 2004, L 124, s. 1).

75

For så vidt som vedtægtens artikel 1d indgår i samme regelfastsættende retsakt som vedtægtens artikel 42c, nemlig i vedtægten, og således har den samme rang i den retlige trinfølge, udgør denne bestemmelse ikke en regel, der kan anvendes i forbindelse med vurderingen af, om vedtægtens artikel 42c er lovlig. Sagsøgeren har i øvrigt præciseret, at hun udelukkende har henvist til vedtægtens artikel 1d, idet denne bestemmelse fastsætter det generelle princip om lighed for loven og princippet om forbud mod forskelsbehandling bl.a. på grund af alder.

76

På baggrund af de ovenfor anførte betragtninger skal det fastslås, at spørgsmålet om, hvorvidt vedtægtens artikel 42c er lovlig, skal vurderes på grundlag af artikel 21, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder, idet der samtidig inden for de grænser, der er redegjort for i præmis 73 ovenfor, skal tages hensyn til direktiv 2000/78.

77

Som det allerede fremgår ovenfor (jf. præmis 63 ovenfor), fastsætter artikel 21, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder princippet om forbud mod forskelsbehandling, som udgør et særligt udtryk for ligebehandlingsprincippet, som er fastsat i dette charters artikel 20.

78

Ifølge Domstolens faste praksis indebærer ligebehandlingsprincippet, at ensartede situationer ikke må behandles forskelligt og forskellige situationer ikke behandles ens, medmindre forskelsbehandlingen er objektivt begrundet (jf. dom af 5.7.2017, Fries, C-190/16, EU:C:2017:513, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).

79

Det skal derfor først undersøges, om vedtægtens artikel 42c medfører en ulige behandling på grund af alder, og derefter i bekræftende fald, om denne ulige behandling ikke desto mindre er forenelig med artikel 21, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder, for så vidt som den opfylder de i dette charters artikel 52, stk. 1, nævnte kriterier (jf. i denne retning dom af 5.7.2017, Fries, C-190/16, EU:C:2017:513, præmis 35).

80

Det bemærkes, at vedtægtens artikel 42c finder anvendelse »tidligst fem år før [den berørte tjenestemands] pensionsberettigende alder«. Rådet har præciseret, at denne bestemmelse finder anvendelse på tjenestemænd i aldersintervallet fra 55 til tæt på 66 år. Det fremgår af de relevante retsforskrifter og af de forklaringer, som Rådet har givet i et skriftligt svar på et spørgsmål fra Retten, at dette aldersinterval er fastsat ud fra følgende argumentation.

81

Hvad angår de tjenestemænd, der er indtrådt i tjenesten inden den 1. januar 2014, skal der tages hensyn til artikel 22, stk. 1, femte afsnit, i bilag XIII til vedtægten:

»For tjenestemænd, der er indtrådt i tjenesten inden den 1. januar 2014, fastsættes den pensionsalder, der skal tages i betragtning ved alle henvisninger til pensionsalderen i denne vedtægt, efter ovennævnte bestemmelser, medmindre andet er angivet i nærværende vedtægt.«

82

Pensionsalderen varierer mellem 60 og 65 år afhængigt af, hvilken alder tjenestemanden havde den 1. maj 2014, således som det fremgår af indholdet af de første fire afsnit i artikel 22, stk. 1, i bilag XIII til vedtægten.

83

Hvad angår de tjenestemænd, der er indtrådt i tjenesten efter den 1. januar 2014, er pensionsalderen i henhold til vedtægtens artikel 52, første afsnit, litra a), fastsat til 66 år.

84

Det følger heraf, at eftersom tjenestemænd kan placeres på orlov i tjenestens interesse, når de har tilbagelagt mindst ti års tjenesteår, men tidligst fem år før pensionsalderen, kan denne orlov anvendes på tjenestemænd, der er mellem 55 år (for så vidt angår de tjenestemænd, der var 60 år eller derover den 1. maj 2014, og for hvem pensionsalderen således var fastsat til 60 år) og 66 år (for så vidt angår de tjenestemænd, der er ansat efter den 1. januar 2014, og for hvem pensionsalderen således er fastsat til 66 år).

85

For så vidt som vedtægtens artikel 42c udelukkende finder anvendelse på tjenestemænd i aldersintervallet fra 55 til 66 år, og ikke på yngre tjenestemænd, der ikke er omfattet af det ovenfor nævnte aldersinterval, indfører denne bestemmelse en ulige behandling på grund af alder.

86

Det bemærkes, at Rådet har udtrykt tvivl om, hvorvidt vedtægtens artikel 42c er omfattet af begrebet forskelsbehandling i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 2 i direktiv 2000/78, for så vidt som der ikke deri henvises til en »bestemt alder«, men til de berørte tjenestemænds pensionsalder, som kan variere. Der er således tale om en støtteforanstaltning i forbindelse med pensionering, som har til formål at lette den »pludselige overgang« fra arbejdsliv til pensionering, og ikke at udøve forskelsbehandling på grund af en bestemt alder i forhold til en anden alder. Til støtte for dette argument har Rådet endvidere anført, at der for anvendelsen af vedtægtens artikel 42c gælder en anden betingelse, som er uafhængig af alder, nemlig betingelsen om, at tjenestemanden skal have tilbagelagt mindst ti års tjenesteår.

87

Det af Rådet fremsatte argument vedrører begrundelsen for den ulige behandling på grund af alder, der følger af vedtægtens artikel 42c, og rejser ikke tvivl om, hvorvidt denne ulige behandling foreligger. For så vidt som denne bestemmelse alene vedrører tjenestemænd inden for et bestemt aldersinterval, der er klart identificeret, foreligger der et tilfælde af direkte ulige behandling på grund af alder, uanset om det ovenfor nævnte aldersinterval er fastsat ud fra de berørte tjenestemænds pensionsalder. Spørgsmålet om, hvorvidt denne ulige behandling udgør en forskelsbehandling, der er forbudt i henhold til artikel 21 i chartret om grundlæggende rettigheder, er et spørgsmål, der er uafhængigt af spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger ulige behandling.

88

Det skal i øvrigt, fortsat som svar på det argument fra Rådet, der er anført i præmis 86 ovenfor, konstateres, at den omstændighed, at vedtægtens artikel 42c fastsætter andre betingelser, der ikke vedrører alder, såsom betingelsen om antallet af tjenesteår, som de berørte tjenestemænd skal have tilbagelagt, og betingelsen om, at der skal foreligge »organisatoriske behov i forbindelse med erhvervelse af nye kompetencer«, ikke afhjælper den omstændighed, at når disse betingelser er opfyldt, bliver de tjenestemænd, der er omfattet af det omhandlede aldersinterval, behandlet forskelligt fra de tjenestemænd, der ikke er omfattet af dette aldersinterval.

89

Ifølge retspraksis er det en betingelse for at kunne kritisere EU-lovgiver for at have tilsidesat ligebehandlingsprincippet, at denne har behandlet ensartede situationer forskelligt på en sådan måde, at visse personer stilles ringere end andre (jf. dom af 16.12.2008, Arcelor Atlantique og Lorraine m.fl., C-127/07, EU:C:2008:728, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis). Det følger af denne retspraksis, at det i det foreliggende tilfælde skal undersøges, om den ulige behandling på grund af alder, der er indført ved vedtægtens artikel 42c, indebærer, at de tjenestemænd, der er omfattet af det omhandlede aldersinterval, stilles ringere end de tjenestemænd, der ikke er omfattet af dette interval (jf. i denne retning dom af 5.7.2017, Fries, C-190/16, EU:C:2017:513, præmis 33).

90

De tjenestemænd, der er omfattet af det omhandlede aldersinterval og dermed potentielt omfattet af den foranstaltning, der er fastsat i vedtægtens artikel 42c, kan i det foreliggende tilfælde mod deres vilje blive pålagt en ændring af deres administrative stilling, idet de ophører med at være i »aktiv tjeneste« i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i vedtægtens artikel 36, og bliver placeret på »orlov i tjenestens interesse«. Disse tjenestemænd mister i øvrigt muligheden for at sikre udvikling af deres karriere, for så vidt som de i henhold til vedtægtens artikel 42c, stk. 6, litra b), ikke kan avancere til et højere løntrin eller forfremmes til en højere lønklasse.

91

De tjenestemænd, der ikke er omfattet af anvendelsen af vedtægtens artikel 42c, udsættes ikke for sådanne ulemper i forhold til deres karriere.

92

Det er i øvrigt ubestrideligt, at de tjenestemænd, der placeres på orlov i tjenestens interesse, oplever en nedgang i deres erhvervsmæssige indkomst, der bl.a. følger af den omstændighed, at de ikke længere modtager en grundløn, idet grundlønnen erstattes af en godtgørelse, der er fastsat i vedtægtens artikel 42c, stk. 7. Det fremgår af denne bestemmelse, at denne godtgørelse beregnes i henhold til bestemmelserne i bilag IV til vedtægten, hvilket indebærer, at de tjenestemænd, der placeres på orlov i tjenestens interesse, i de tre første måneder har ret til en månedlig godtgørelse svarende til deres grundløn, fra den fjerde til den sjette måned i den periode, hvor foranstaltningen anvendes, en månedlig godtgørelse, der er lig med 85% af grundlønnen, og fra den syvende måned og indtil afslutningen af orlovsperioden, dvs. indtil tidspunktet for pensionering, en månedlig godtgørelse, der er lig med 70% af grundlønnen. Det fremgår af vedtægtens artikel 42c, stk. 9, at denne godtgørelse ikke korrigeres med en justeringskoefficient. Det ovenfor nævnte økonomiske tab forværres i øvrigt potentielt af den omstændighed, at de berørte tjenestemænd ikke længere kan avancere til et højere løntrin eller forfremmes til en højere lønklasse, således som det allerede er anført.

93

De tjenestemænd, der ikke er omfattet af det omhandlede aldersinterval, og som vedtægtens artikel 42c derfor ikke kan finde anvendelse på, udsættes ikke for de økonomiske ulemper, der er identificeret i præmis 92 ovenfor.

94

På baggrund af de ovenfor anførte betragtninger skal det fastslås, at vedtægtens artikel 42c indfører en ulige behandling på grund af alder.

95

Det fremgår af artikel 52, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder, at enhver begrænsning i udøvelsen af de rettigheder og friheder, der anerkendes ved dette charter, skal være fastlagt i lovgivningen og skal respektere disse rettigheders og friheders væsentligste indhold. Under iagttagelse af proportionalitetsprincippet kan der kun indføres begrænsninger, såfremt disse er nødvendige og faktisk svarer til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, eller et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder.

96

I det foreliggende tilfælde skal det konstateres, at den ulige behandling på grund af alder, der er indført ved vedtægtens artikel 42c, er fastsat ved »lovgivning« i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 52, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder, for så vidt som denne bestemmelse udspringer af forordning nr. 1023/2013 (jf. i denne retning dom af 5.7.2017, Fries, C-190/16, EU:C:2017:513, præmis 37).

97

Det skal i øvrigt konstateres, at den ovenfor nævnte ulige behandling vedrører et spørgsmål af begrænset omfang inden for rammerne af Unionens tjenestemandsretlige område, dvs. spørgsmålet om at placere visse tjenestemænd, der opfylder visse betingelser, herunder en betingelse vedrørende alder, på orlov i tjenestens interesse. Det følger heraf, at denne ulige behandling »respekterer [det] væsentligste indhold« i princippet om forbud mod forskelsbehandling i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 52, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder (jf. i denne retning dom af 5.7.2017, Fries, C-190/16, EU:C:2017:513, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).

98

Til støtte for denne konstatering skal det bemærkes, at det af vedtægtens artikel 42c, stk. 2, fremgår, at det samlede antal tjenestemænd, der hvert år sendes på orlov i tjenestens interesse, højst må udgøre 5% af tjenestemænd i samtlige institutioner, der året forinden gik på pension. Når der henses til dette loft og til de betingelser for at anvende vedtægtens artikel 42c, der er fastsat i denne bestemmelses stk. 1, forholder det sig derfor således, at det antal tjenestemænd, der hvert år kan placeres på orlov i tjenestens interesse er meget begrænset, således som det fremgår af Parlamentets, Rådets og Kommissionens skriftlige svar på et spørgsmål fra Retten. Rådet har som eksempel anført, at i løbet af 2015, 2016 og 2017 blev fire tjenestemænd ved Rådet hvert år placeret på orlov i tjenestens interesse ud af i alt 2757 tjenestemænd, der gjorde tjeneste ved Rådet den 31. december 2017.

99

Retten vil nedenfor undersøge spørgsmålet om, hvorvidt de to resterende betingelser, der er fastsat i artikel 52, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder, og som gør det muligt at begrunde den ulige behandling på grund af alder, der er indført ved vedtægtens artikel 42c, er opfyldt i det foreliggende tilfælde. Disse betingelser vedrører spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger et mål af almen interesse, der er anerkendt i Unionen, og som kan begrunde den ulige behandling, og spørgsmålet om, hvorvidt proportionalitetsprincippet er blevet overholdt.

100

Rådet har, støttet af Parlamentet og Kommissionen, nærmere bestemt anført, at den ulige behandling på grund af alder, der er indført ved vedtægtens artikel 42c, forfølger tre mål af almen interesse inden for det personalepolitiske område. For det første har denne ulige behandling til formål at optimere institutionernes investeringer i erhvervsuddannelse ved, at de gives mulighed for at tilrettelægge deres investeringer i forhold til de tjenestemænd, der fortsat skal tilbagelægge en rimelig ansættelsesperiode før pensioneringen. For det andet har den ovenfor nævnte ulige behandling til formål at yde støtte til de tjenestemænd, der er tæt på pensionsalderen, og som ikke er i stand til at erhverve nye kompetencer og at tilpasse sig udviklingen i arbejdsmiljøet ved institutionerne. For det tredje har denne ulige behandling i det væsentlige til formål at sikre en balance i aldersstrukturen mellem yngre og ældre tjenestemænd, hvilket desuden fremmer ansættelse og forfremmelse af yngre tjenestemænd, erfaringsudveksling og innovative tiltag samt geografisk mangfoldighed.

101

Sagsøgeren har bestridt eksistensen af de tre ovenfor nævnte mål. Sagsøgeren har anført, at det eneste mål, der forfølges med vedtægtens artikel 42c, er målet om at reducere institutionernes omkostninger og at nedbringe antallet af ansatte »ved at skaffe sig af« med de tjenestemænd, der et tættest på pensionsalderen, og som modtager en høj løn. Dette mål udgør imidlertid ikke et »beskæftigelses-, arbejdsmarkeds- og erhvervsuddannelsespolitisk« mål i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78, der kan begrunde den ulige behandling på grund af alder, der er indført ved vedtægtens artikel 42c.

102

For det første skal det undersøges, om de mål, som institutionerne har henvist til, foreligger. Der skal i denne forbindelse tages hensyn til vedtægtens artikel 42c og om nødvendigt den generelle sammenhæng, som denne bestemmelse indgår i, med henblik på at identificere det mål, der ligger til grund for den ulige behandling, der er indført ved denne bestemmelse (jf. analogt dom af 16.10.2007, Palacios de la Villa, C-411/05, EU:C:2007:604, præmis 56 og 57, af 21.7.2011, Fuchs og Köhler, C-159/10 og C-160/10, EU:C:2011:508, præmis 39, og af 6.11.2012, Kommissionen mod Ungarn, C-286/12, EU:C:2012:687, præmis 58).

103

Hvad angår det første påberåbte mål, dvs. målet om at optimere investeringerne i erhvervsuddannelse, skal det først bemærkes, at anvendelsen af vedtægtens artikel 42c er undergivet en betingelse om, at der skal foreligge »organisatoriske behov i forbindelse med erhvervelse af nye kompetencer«. Henvisningen til »erhvervelse af nye kompetencer« viser, at der består en sammenhæng mellem den ovenfor nævnte bestemmelse og erhvervsuddannelsen.

104

Det fremgår endvidere af sagsakterne og bl.a. af Det Europæiske Råds konklusioner af 7. og 8. februar 2013, at forordning nr. 1023/2013, og dermed vedtægtens artikel 42c, blev vedtaget i forbindelse med budgetstramninger inden for den europæiske offentlige forvaltning og under hensyn til medlemsstaternes ønske om at forbedre dennes effektivitet og resultater samt gradvist at reducere antallet af ansatte ved institutionerne med 5% i perioden 2013/2017.

105

Det bemærkes i øvrigt, at de betragtninger, der fremgår af første, tredje, syvende og tolvte betragtning til forordning nr. 1023/2013, for det første viser, at Unionen fortsat vil have behov for at råde over en offentlig forvaltning af høj kvalitet (første betragtning), som til trods for nedskæringen af antallet af ansatte er i stand til at udføre de opgaver, som de har fået ansvaret for (tredje betragtning), for det andet, at der er behov for at effektivisere forvaltningen af de menneskelige ressourcer (syvende betragtning), og for det tredje, at der med henvisning til de ovenfor nævnte konklusioner fra Det Europæiske Råd er behov for at forbedre effektiviteten og produktiviteten og tilpasse sig til de ændrede økonomiske vilkår og sikre omkostningseffektiviteten (tolvte betragtning).

106

De ovenfor nævnte betragtninger til forordning nr. 1023/2013 viser, at EU-lovgiver ønskede at forfølge målet om at opnå en effektiv forvaltning af de udgifter, der er forbundet med den europæiske offentlige forvaltning, med henblik på at sikre omkostningseffektiviteten, og således gøre det muligt at opretholde forvaltningens høje kvalitetsniveau og i sidste ende gøre det muligt for Unionen at nå sine mål, gennemføre sine politikker og udføre sine opgaver i en situation, der er kendetegnet ved budgetstramninger og nedskæringer i antallet af ansatte ved institutionerne. Når der henses til denne konstatering og til de betragtninger, der fremgår af præmis 103 ovenfor, skal det fastslås, at det må anses for godtgjort, at der foreligger et mål om at optimere investeringerne i erhvervsuddannelsen af tjenestemændene, og at EU-lovgiver forfølger dette mål gennem den ulige behandling på grund af alder, der er indført ved vedtægtens artikel 42c.

107

Uden at det er nødvendigt at vurdere, hvorvidt de to andre mål, som institutionerne har henvist til, foreligger, skal det for det andet undersøges, om det første påberåbte mål, som er blevet tilstrækkeligt godtgjort, udgør et mål af »almen interesse, der er anerkendt af Unionen« i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 52, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder.

108

Det første påberåbte mål har i det væsentlige til formål at opnå en hensigtsmæssig forvaltning af offentlige midler med henblik på at sikre omkostningseffektiviteten i en situation, der er kendetegnet ved budgetstramninger og nedskæring af antallet af ansatte ved institutionerne. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det af artikel 310, stk. 5, TEUF fremgår, at budgettet gennemføres i overensstemmelse med princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning. Det fremgår i øvrigt af artikel 30, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (EUT 2012, L 298, s. 1), at bevillingerne skal anvendes i overensstemmelse med princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning, dvs. i overensstemmelse med principperne om sparsommelighed, produktivitet og effektivitet. Det præciseres i artikel 30, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 966/2012, at princippet om produktivitet vedrører et optimalt forhold mellem de anvendte ressourcer og de opnåede resultater. Det følger af disse bestemmelser, at EU-lovgivers mål om ved hjælp af den ulige behandling på grund af alder, der er indført ved vedtægtens artikel 42c, at sikre en optimering af institutionernes udgifter til erhvervsuddannelse, udgør et mål »af almen interesse, der er anerkendt i Unionen«.

109

For så vidt som det første påberåbte mål vedrører institutionernes politik for erhvervsuddannelse, er den omfattet af anvendelsesområdet for artikel 6, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2000/78, der blandt de legitime formål, som kan begrunde en ulige behandling på grund af alder, der er indført ved nationale foranstaltninger, nævner erhvervsuddannelse. Det følger heraf, at det første påberåbte mål, selv i henhold til det ovenfor nævnte direktiv, som udgør en inspirationskilde ved fastlæggelsen af EU-lovgivers forpligtelser i det foreliggende tilfælde (jf. præmis 73 ovenfor), udgør et mål »af almen interesse, der er anerkendt af Unionen« i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 52, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder (jf. analogt dom af 5.7.2017, Fries, C-190/16, EU:C:2017:513, præmis 42 og 43).

110

På baggrund af de ovenfor anførte betragtninger skal det fastslås, at den ulige behandling på grund af alder, der er indført ved vedtægtens artikel 42c, i det mindste svarer til et mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 52, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder.

111

Denne konklusion kan ikke drages i tvivl af det af sagsøgeren fremsatte argument, der er redegjort for i præmis 101 ovenfor. Uafhængigt af det spørgsmål, som dette argument rejser, og som vedrører spørgsmålet om, hvorvidt målet om at reducere omkostningerne og nedbringe antallet af ansatte ved institutionerne som sådan kan udgøre et mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, skal det nemlig konstateres, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at dette udgør det eneste mål, der forfølges med vedtægtens artikel 42c. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det er blevet godtgjort, at EU-lovgiver forfølger i hvert fald et andet legitimt mål, nemlig i det foreliggende tilfælde målet om at optimere de investeringer, der anvendes på tjenestemændenes erhvervsuddannelse.

112

Eftersom den ulige behandling på grund af alder, der er indført ved vedtægtens artikel 42c, opfylder mindst et mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, skal det undersøges, om denne ulige behandling overholder proportionalitetsprincippet i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 52, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder (jf. i denne retning dom af 5.7.2017, Fries, C-190/16, EU:C:2017:513, præmis 39).

113

En undersøgelse af, om den ulige behandling på grund af alder, der er indført ved vedtægtens artikel 42c, er forholdsmæssig, indebærer, at det skal vurderes, om denne ulige behandling er egnet til at nå det forfulgte mål, og om den går videre end det, der er nødvendigt for at nå dette mål (jf. i denne retning dom af 5.7.2017, Fries, C-190/16, EU:C:2017:513, præmis 44).

114

Ud fra en analogi med den vide skønsmargen, som den nationale lovgiver er tillagt med hensyn til fastlæggelsen af de foranstaltninger, der kan vedtages for at nå et bestemt mål inden for området for socialpolitik og beskæftigelse (dom af 16.10.2007, Palacios de la Villa, C-411/05, EU:C:2007:604, præmis 68, af 5.3.2009, Age Concern England, C-388/07, EU:C:2009:128, præmis 51, og af 9.9.2015, Unland, C-20/13, EU:C:2015:561, præmis 57), skal EU-lovgiver i denne forbindelse tillægges en vid skønsmargen med hensyn til fastlæggelsen af de foranstaltninger, der kan vedtages for at nå et mål af almen interesse inden for det personalepolitiske område. Henset til denne vide skønsmargen skal Retten i det foreliggende tilfælde foretage en prøvelse af, om det er urimeligt, at EU-lovgiver er af den opfattelse, at den ulige behandling på grund af alder, der er indført ved vedtægtens artikel 42c, kan være hensigtsmæssig og nødvendig for at nå det legitime mål, der er påberåbt (jf. analogt dom af 16.10.2007, Palacios de la Villa, C-411/05, EU:C:2007:604, præmis 72, af 12.1.2010, Petersen, C-341/08, EU:C:2010:4, præmis 70, og af 9.9.2015, Unland, C-20/13, EU:C:2015:561, præmis 65).

115

Hvad angår det første påberåbte mål, der vedrører optimeringen af investeringerne i erhvervsuddannelse, skal det bemærkes, at vedtægtens artikel 42c blev vedtaget i en situation, der var kendetegnet ved budgetstramninger og nedskæring i antallet af ansatte. Som det fremgår af sagsakterne, har der været tale om en gradvis nedskæring i antallet af ansatte med 5% i perioden 2013/2017, som har berørt samtlige Unionens institutioner, organer og enheder. Den ovenfor nævnte bestemmelse blev endvidere vedtaget i en situation, hvor man ønskede at forbedre effektiviteten og produktiviteten inden for den europæiske offentlige forvaltning med henblik på at sikre omkostningseffektiviteten, således som det fremgår af 12. betragtning til forordning nr. 1023/2013.

116

Rådet har præciseret, at institutionerne i en sådan situation og med henblik på at sikre, at det faldende antal ansatte kan varetage de stadigt mere omfattende opgaver, bør ændre deres arbejdsmetoder og kræve, at tjenestemændene tilpasser sig og løbende erhverver nye kompetencer. Disse omstændigheder supplerer endvidere de muligheder, som indførelsen af it-løsninger og digitaliseringen af procedurerne giver, og som mindsker behovet for ufaglært arbejdskraft. Samtlige disse omstændigheder tvinger institutionerne til at foretage betydelige investeringer i tjenestemændenes erhvervsuddannelse.

117

Rådet har anført, at vedtægtens artikel 42c, når der henses til disse omstændigheder, giver institutionerne mulighed for at målrette investeringerne i erhvervsuddannelse mod de tjenestemænd, der fortsat har en rimelig tid tilbage i tjenesten, og tilbyde en form for førtidspension til de tjenestemænd, der er i slutningen af deres karriere.

118

Det kan nemlig ikke bestrides, at når der består et behov for, at tjenestemænd erhverver nye kompetencer, og det således kræves, at institutionerne foretager investeringer i erhvervsuddannelse i en situation, der er kendetegnet ved budgetstramninger og nedskæring i antallet af ansatte, vil den omstændighed, at tjenestemænd, der nærmer sig pensionsalderen, placeres på orlov, frigive de midler, der anvendes til deres erhvervsuddannelse, og som i stedet kan anvendes til erhvervsuddannelse af yngre tjenestemænd, der skal tilbagelægge en længere karriere ved institutionerne. Det følger heraf, at denne placering på orlov bidrager til at optimere de investeringer, der foretages i erhvervsuddannelse, idet dette tjener til at forbedre forholdet mellem omkostningerne ved investeringerne og de fordele, som institutionerne derved opnår. Det skal derfor fastslås, at når der henses til den vide skønsmargen, som tilkommer EU-lovgiver (jf. præmis 114 ovenfor), udgør den ulige behandling på grund af alder, der er indført ved vedtægtens artikel 42c, et middel, der er egnet til at nå det første mål, som EU-lovgiver forfølger.

119

Hvad angår vurderingen af spørgsmålet om, hvorvidt den ovenfor nævnte ulige behandling går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det forfulgte mål, skal denne foranstaltning placeres i den retlige sammenhæng, som den indgår i, og der skal tages hensyn til såvel den skade, som denne foranstaltning kan forvolde de berørte tjenestemænd, som de fordele, som bl.a. institutionerne opnår herved (jf. i denne retning og analogt dom af 5.7.2017, Fries, C-190/16, EU:C:2017:513, præmis 53).

120

Hvad angår de fordele, som institutionerne opnår, skal det fastslås, at den optimering af investeringerne i erhvervsuddannelse, der er genstand for den ulige behandling på grund af alder, bidrager til, at institutionerne i sidste ende kan fortsætte med at udføre deres opgaver i en situation, der er kendetegnet ved budgetstramninger og nedskæring i antallet af ansatte.

121

Såfremt den ovenfor nævnte ulige behandling betragtes i forhold til den sammenhæng, som vedtægtens artikel 42c indgår i, og vedtægten helt generelt, skal det i øvrigt bemærkes, at placering på orlov i tjenestens interesse i sidste ende udgør et personaleadministrativt værktøj, som institutionerne kan anvende, for så vidt som denne form for orlov udgør en af de yderligere administrative stillinger, som tjenestemænd kan placeres i, og som indgår blandt de andre administrative stillinger, som i henhold til vedtægtens artikel 35 udgøres af aktiv tjeneste, midlertidig tjeneste i anden stilling, tjenestefrihed af personlige årsager, ventepenge, orlov til aftjening af værnepligt og forældreorlov eller familieorlov.

122

Det skal endvidere konstateres, at vedtægten ikke indeholder bestemmelser, der udgør et »alternativ« til den foranstaltning, der er fastsat i vedtægtens artikel 42c. For så vidt som sagsøgeren har henvist til vedtægtens artikel 51 om utilstrækkelig faglig indsats, skal det navnlig bemærkes, at denne bestemmelse har til formål at konstatere og sanktionere, at en tjenestemand udfører en utilfredsstillende arbejdsindsats, og finder anvendelse uden hensyntagen til tjenestens interesse, mens den foranstaltning, der vedtages i henhold til vedtægtens artikel 42c, anvendes i tjenestens interesse.

123

Eftersom vedtægtens artikel 42c har karakter af et supplerende personaleadministrativt værktøj, udgør den ipso facto en fordel for institutionerne.

124

Hvad angår den skade, som de berørte tjenestemænd er blevet forvoldt, skal der tages hensyn til de betragtninger, der er anført i præmis 90-92 ovenfor.

125

Det skal samtidig bemærkes, at når disse tjenestemænd placeres på orlov i tjenestens interesse, sker dette på rimelige økonomiske vilkår, således som Rådet desuden med føje har anført. Det skal nemlig bl.a. bemærkes, at de berørte tjenestemænd modtager en månedlig godtgørelse indtil orlovens ophør, som beregnes på den måde, der er anført i præmis 92 ovenfor, og som efter Rettens opfattelse ikke er urimelig. Som det fremgår af vedtægtens artikel 42c, stk. 8, har de berørte tjenestemænd mulighed for at fortsætte indbetalingen af bidrag til pensionsordningen og således mulighed for at opnå en højere pension. Den betingelse om mindst ti års tjenesteår, der er fastsat i vedtægtens artikel 42c, bidrager således også til, at den foranstaltning, der er fastsat i denne bestemmelse, kan anses for forholdsmæssig, idet denne betingelse, således som Parlamentet med føje har anført, indebærer, at denne foranstaltning alene anvendes på de tjenestemænd, der har en sådan løn og sådanne pensionsrettigheder, at det mindsker de økonomiske ulemper, der er forbundet med at blive placeret på orlov. Endelig skal det bemærkes, for det første, at der i vedtægtens artikel 42c, stk. 1, er fastsat en række betingelser for anvendelsen af den foranstaltning, der er fastsat i denne bestemmelse, for det andet, at institutionerne ikke har pligt til at vedtage denne foranstaltning, idet de har en vid skønsmargen med hensyn til vedtagelsen af en sådan foranstaltning, og, for det tredje, at det samlede antal tjenestemænd, der hvert år kan blive omfattet af denne foranstaltning, højst kan udgøre 5% af det samlede antal tjenestemænd i samtlige institutioner, der året forinden gik på pension (jf. præmis 98 ovenfor).

126

På baggrund af samtlige de betragtninger, der er anført i præmis 120-125 ovenfor, forekommer det ikke urimeligt, at EU-lovgiver er af den opfattelse, at det er nødvendigt at fastsætte bestemmelse om orlov i tjenestens interesse udelukkende for de tjenestemænd, der er omfattet af det omhandlede aldersinterval, og ikke de tjenestemænd, der ikke er omfattet af dette interval, med henblik på at nå det legitime mål om at optimere investeringerne i erhvervsuddannelse. Det skal derfor fastslås, at den ulige behandling, der er indført ved vedtægtens artikel 42c, er forholdsmæssig i forhold til det første legitime mål, der er påberåbt.

127

For så vidt som det er godtgjort, at den ulige behandling på grund af alder er forholdsmæssig i forhold til det første legitime mål, der er påberåbt, skal det fastslås, at denne ulige behandling, der er indført ved vedtægtens artikel 42c, ikke er i strid med artikel 21, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder, idet den opfylder de kriterier, der er nævnt i dette charters artikel 52, stk. 1. Den ulovlighedsindsigelse, der er fremsat mod vedtægtens artikel 42c, skal derfor ikke tages til følge.

128

Sagsøgeren har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er i strid med vedtægtens artikel 42c og CP 71/15, og at den er behæftet med åbenbart urigtige skøn. Sagsøgeren har i denne forbindelse bl.a. anført, at Rådet ikke begrundede, hvorledes det var i tjenestens interesse at anvende vedtægtens artikel 42c på hende, at det ikke identificerede de faktiske organisatoriske behov, der gjorde det nødvendigt at erhverve nye kompetencer, og at det ikke redegjorde for de nye kompetencer, som hun ikke havde været i stand til at erhverve. Rådet henviste derimod bl.a. til hendes angiveligt negative bedømmelsesrapporter og hendes adfærd i tjenesten, dvs. til omstændigheder, som ikke er omfattet af anvendelsesområdet for vedtægtens artikel 42c. Sagsøgeren har endvidere bestridt konklusionen i den anfægtede afgørelse om, at hun ikke var i stand til at tilpasse sig udviklingen i tjenestens behov.

129

Rådet har bestridt sagsøgerens argumentation og har påstået dette anbringende forkastet.

130

Det bemærkes, at det af vedtægtens artikel 42c udtrykkeligt fremgår, at når de berørte tjenestemænd placeres på orlov, sker dette i tjenestens interesse. Det fremgår i øvrigt som betingelse for at anvende denne bestemmelse, at der foreligger »organisatoriske behov i forbindelse med erhvervelse af nye kompetencer i institutionerne«.

131

Det bemærkes endvidere, at Rådets Generalsekretariat ved CP 71/15 gav meddelelse om denne institutions gennemførelse af vedtægtens artikel 42c (jf. præmis 8 ovenfor) og bl.a. præciserede indholdet af udtrykket »organisatoriske behov i forbindelse med erhvervelse af nye kompetencer i institutionerne« for så vidt angår denne institution. Det fremgår af denne meddelelse og de præciseringer, der blev foretaget i forbindelse med afgørelsen om afslag på klagen (jf. bl.a. punkt 44 og 64 i denne afgørelse), at Rådet i forbindelse med anvendelsen af vedtægtens artikel 42c tager hensyn til de to følgende elementer: Dels tager det hensyn til de »organisatoriske behov i forbindelse med erhvervelse af nye kompetencer« i institutionen, idet det foretager en vurdering af, om der foreligger sådanne behov, som gør det nødvendigt, at de berørte tjenestemænd erhverver nye kompetencer, dels tager det hensyn til disse tjenestemænds evne til at erhverve sådanne kompetencer og til at tilpasse sig udviklingen i arbejdsmiljøet.

132

Rådet har i punkt 44 i afgørelsen om afslag på klagen og i svarskriftet for Retten præciseret, at vurderingen af det andet element, der er identificeret i præmis 131 ovenfor, nødvendigvis må indeholde en vurdering af fremtidige forhold, idet der på grundlag af de oplysninger, som ansættelsesmyndigheden råder over på det tidspunkt, hvor den træffer sin afgørelse, skal foretages en vurdering af, om det er rimeligt at antage, at de berørte tjenestemænd fremover vil have vanskeligt ved at tilpasse sig udviklingen i arbejdsmiljøet og de krav, som tjenesten stiller.

133

Det fremgår af den retlige ramme, der i det foreliggende tilfælde udgøres af vedtægtens artikel 42c med de præciseringer, der følger af CP 71/15, som er bindende for Rådet, at vurderingen af de to elementer, der er identificeret i præmis 131 ovenfor, er en fremadrettet vurdering, hvilket denne institution i øvrigt bekræftede i retsmødet som svar på et spørgsmål fra Retten.

134

Sagsøgeren har bestridt, at den af Rådet anlagte fortolkning af vedtægtens artikel 42c er lovlig. For det første har sagsøgeren anført, at Rådet i CP 71/15 har foretaget en urigtig gengivelse af denne bestemmelse, idet det har anført, at »de tjenestemænd, der har vanskeligt ved at erhverve nye kompetencer og at tilpasse sig udviklingen i arbejdsmiljøet«, vil blive placeret på orlov i tjenestens interesse. For det andet har sagsøgeren anført, at den argumentation, som Rådet har redegjort for i svarskriftets punkt 76, hvorefter der skal foretages »en vurdering af, i hvilket omfang en tjenestemand er i stand til at erhverve nye kompetencer og til at tilpasse sig udviklingen i arbejdsmiljøet«, som følge af denne ulovlige gengivelse ikke skal tages til følge, for så vidt som den er baseret på antagelser, der ikke er omfattet af ordlyden af vedtægtens artikel 42c.

135

Denne argumentation, som sagsøgeren har fremsat, gør det nødvendigt at foretage en vurdering af, om Rådets tilgang, således som den er beskrevet i CP 71/15 og nærmere forklaret i afgørelsen om afslag på klagen og i sagsøgerens skriftlige indlæg for Retten, er forenelig med den trinhøjere retsregel, der udgøres af vedtægtens artikel 42c (jf. i denne retning dom af 22.9.2015, Barnett mod EØSU, F-20/14, EU:F:2015:107, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis).

136

Det bemærkes i denne forbindelse, at der i vedtægtens artikel 42c udtrykkeligt henvises til »tjenestens interesse«. Som Rådet har præciseret i et skriftligt svar på et spørgsmål fra Retten, udgør de »organisatoriske behov i forbindelse med erhvervelse af nye kompetencer«, der også er nævnt i denne artikel, et særligt aspekt ved tjenestens interesse.

137

For så vidt som de »organisatoriske behov« er knyttet til »erhvervelse[n] af nye kompetencer« og kun udgør et særligt aspekt ved tjenestens interesse inden for rammerne af vedtægtens artikel 42c, skal det fastslås, at denne bestemmelses ordlyd ikke er til hinder for, at Rådet, når det skal vurdere de »organisatoriske behov i forbindelse med erhvervelse af nye kompetencer«, tager hensyn til de berørte tjenestemænds evne til at »erhverve nye kompetencer og til at tilpasse sig udviklingen i arbejdsmiljøet«, således som det fremgår af CP 71/15.

138

Denne hensyntagen til et forhold, der alene gør sig gældende for de berørte tjenestemænd, er heller ikke i strid med formålet med vedtægtens artikel 42c. For så vidt som det er blevet godtgjort, at denne bestemmelse tilsigter at optimere institutionernes investeringer i erhvervsuddannelse for at sikre omkostningseffektiviteten, er det nemlig foreneligt med dette mål, at Rådet i forbindelse med fastlæggelsen af omkostningerne ved at investere i erhvervsuddannelse tager hensyn til de berørte tjenestemænds evne til at erhverve nye kompetencer og til at tilpasse sig udviklingen i arbejdsmiljøet. Denne hensyntagen til et forhold, der alene gør sig gældende for de berørte tjenestemænd, er ligeledes begrundet i den omstændighed, at anvendelsen af vedtægtens artikel 42c medfører negative konsekvenser for disse tjenestemænd, og at den kan anvendes på dem imod deres vilje (jf. præmis 90-92 ovenfor). Det følger heraf, at denne hensyntagen til et forhold, der alene gør sig gældende for de berørte tjenestemænd, gør anvendelsen af denne bestemmelse i forhold til dem mindre streng.

139

Det skal således fastslås, at den vurdering, som Rådet foretog af de berørte tjenestemænds evne til at erhverve nye kompetencer og til at tilpasse sig udviklingen i arbejdsmiljøet, er forenelig med vedtægtens artikel 42c.

140

For så vidt som denne vurdering foretages i tjenestens interesse, skal den i øvrigt nødvendigvis vedrøre de berørte tjenestemænds fremtidige evne til at erhverve nye kompetencer og til at tilpasse sig udviklingen i arbejdsmiljøet og skal således indeholde en vurdering af fremtidige forhold, således som Rådet med føje har anført. I modsat fald ville denne vurdering ikke blive foretaget i tjenestens interesse. Det skal derfor endvidere fastslås, at den vurdering af fremtidige forhold, der er indeholdt i vurderingen af det andet element, der er identificeret i præmis 131 ovenfor, er forenelig med vedtægtens artikel 42c.

141

På grundlag af de ovenfor anførte betragtninger skal den af sagsøgeren fremsatte argumentation, der er redegjort for i præmis 134 ovenfor, ikke tages til følge.

142

Det fremgår af den retlige ramme, der udgøres af vedtægtens artikel 42c og af CP 71/15, at Rådet i det foreliggende tilfælde havde pligt til at foretage en vurdering af to elementer ved de »organisatoriske behov i forbindelse med erhvervelse af nye kompetencer«, nemlig for det første institutionens fremtidige organisatoriske behov, der gør det nødvendigt at erhverve nye kompetencer, og for det andet sagsøgerens evne til at erhverve disse nye kompetencer, der er identificeret på forhånd, med henblik på i sidste ende at vurdere, om det ville være omkostningseffektivt at investere i sagsøgerens erhvervsuddannelse i overensstemmelse med det formål, der forfølges med vedtægtens artikel 42c.

143

Det skal indledningsvis bemærkes, at Rådet i sit skriftlige indlæg for Retten med henvisning til punkt 9, litra c), i den anfægtede afgørelse har præciseret, at ansættelsesmyndigheden i det foreliggende tilfælde ikke blot tog hensyn til udviklingen inden for den tjenestegren, som sagsøgeren gjorde tjeneste ved, men også institutionens, dvs. Generalsekretariatets, organisatoriske behov som helhed, og at denne tilgang ikke er i strid med vedtægtens artikel 42c og heller ikke er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn. Sagsøgeren har bestridt, at Rådet faktisk foretog den vurdering, som det hævder at have foretaget.

144

Det skal derfor undersøges, om Rådet i det foreliggende tilfælde faktisk foretog en fremadrettet vurdering af de organisatoriske behov ved den tjenestegren, som sagsøgeren gjorde tjeneste ved, og ved institutionen som helhed, således som den hævder at have gjort.

145

For så vidt som en vurdering af de organisatoriske behov hænger sammen med vurderingen af tjenestens interesse, skal Rådet i forbindelse med denne vurdering tillægges en vid skønsmargen, som Retten kun kan drage i tvivl, såfremt der et anlagt et åbenbart urigtigt skøn, foreligger urigtige faktiske oplysninger eller magtfordrejning (jf. i denne retning dom af 12.12.2000, Dejaiffe mod KHIM, T-223/99, EU:T:2000:292, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis, og af 16.5.2018, Barnett mod EØSU, T-23/17, ikke trykt i Sml., under appel, EU:T:2018:271, præmis 36 og 38).

146

En retslig kontrol i den foreliggende sag kræver imidlertid, selv om den har et begrænset omfang, at Rådet, der har udstedt den anfægtede afgørelse, er i stand til for Retten at godtgøre, at denne afgørelse blev vedtaget ved en egentlig udøvelse af dets skønsbeføjelse, hvilket forudsætter, at alle relevante forhold og omstændigheder angående den omhandlede situation tages i betragtning (jf. i denne retning dom af 7.9.2006, Spanien mod Rådet, C-310/04, EU:C:2006:521, præmis 122, og af 11.7.2007, Wils mod Parlamentet, F-105/05, EU:F:2007:128, præmis 75).

147

Det følger heraf, at Rådet i det mindste skal være i stand til at fremlægge og på klar og utvetydig måde redegøre for de tilgrundliggende faktiske forhold, der skulle tages i betragtning til støtte for den anfægtede afgørelse, og som udøvelsen af dets skønsbeføjelse afhang af (jf. i denne retning og analogt dom af 7.9.2006, Spanien mod Rådet, C-310/04, EU:C:2006:521, præmis 123, og af 11.7.2007, Wils mod Parlamentet, F-105/05, EU:F:2007:128, præmis 76).

148

For så vidt som Rådet skal foretage en vurdering af omkostningseffektiviteten ved at investere i sagsøgerens erhvervsuddannelse, er det logisk, at de ovenfor nævnte tilgrundliggende oplysninger omfattede oplysninger om arten og omfanget af kommende reformer.

149

For det første fremgår det i det foreliggende tilfælde af sagsakterne, at sagsøgeren i sin skrivelse af 1. december 2015 (jf. præmis 13 ovenfor) bl.a. anførte, at ansættelsesmyndigheden ikke havde godtgjort, at der forelå »organisatoriske behov i forbindelse med erhvervelse af nye kompetencer«, der kunne begrunde, at hun skulle placeres på orlov mod sin vilje, og at den ikke havde identificeret de nye kompetencer, der skulle erhverves.

150

For det andet fremgår det af den anfægtede afgørelse, at de eneste relevante punkter, der behandler spørgsmålet om vurderingen af de fremtidige organisatoriske behov, er punkt 9, litra a) og c).

151

Ansættelsesmyndigheden anførte i punkt 9, litra a), i den anfægtede afgørelse, at enheden [fortroligt], som sagsøgeren var tilknyttet, var i gang med at tilpasse sine arbejdsmetoder i fuld overensstemmelse med de reformer, der også blev gennemført inden for andre tjenestegrene ved direktoratet [fortroligt]. Ansættelsesmyndigheden oplyste generelt, at disse reformer bl.a. bestod i gennemførelsen af »nye og fleksible procedurer« og »aktiviteter«, »digitalisering af arbejdsgange« og »interinstitutionelle it-løsninger«. Ansættelsesmyndigheden oplyste, at det for at gennemføre disse reformer var nødvendigt, at personalet havde en passende faglig dygtighed og udviste en vis grad af fleksibilitet.

152

Retten er af den opfattelse, at indholdet af det ovenfor nævnte punkt 9, litra a), ikke godtgør, at ansættelsesmyndigheden faktisk foretog en fremadrettet vurdering af de organisatoriske behov ved såvel enheden [fortroligt] som direktoratet [fortroligt]. De oplysninger, der fremgår af dette punkt, viser nemlig hverken, at de reformer, der er henvist til, vil blive gennemført i fremtiden, eller at der blev taget hensyn til arten og omfanget af disse reformer. Disse oplysninger viser med andre ord ikke, at Rådet tog hensyn til de fremtidige organisatoriske behov, således som den havde pligt til at gøre det i henhold til sin fremadrettede strategi, og heller ikke, at Rådet foretog en vurdering af arten og omfanget af disse reformer med henblik på at kunne vurdere omkostningseffektiviteten ved sagsøgerens behov for erhvervsuddannelse.

153

Hvad angår punkt 9, litra c), i den anfægtede afgørelse skal det fastslås, at Rådet har begrænset sig til at anføre, at Generalsekretariatets tjenestegrene »løbende tilpasser sig det stadigt stigende antal møder, som [det] skal organisere, og lovgivningsprocessens dynamiske udvikling«. Disse oplysninger godtgør imidlertid ikke, at Rådet foretog en fremadrettet vurdering af Generalsekretariatets organisatoriske behov som helhed, således som det hævder at have gjort (jf. præmis 143 ovenfor). Selv om det antages, at Rådet foretog en sådan vurdering, er det ikke godtgjort, at der i forbindelse med denne vurdering blev taget hensyn til arten og omfanget af de fremtidige reformer. De betragtninger, der er indeholdt i punkt 9, litra c), i den anfægtede afgørelse, synes nemlig at vedrøre spørgsmålet om, hvorvidt det er muligt at forflytte sagsøgeren, således som det fremgår af dette punkts første og sidste punktum.

154

De resterende betragtninger i punkt 9 i den anfægtede afgørelse, der indeholder begrundelsen for anvendelsen af vedtægtens artikel 42c, vedrører ikke vurderingen af de fremtidige organisatoriske behov. Punkt 9, litra b), i den anfægtede afgørelse indeholder de historiske oplysninger om sagsøgerens karriere og en vurdering af hendes tilpasningsevne, der er baseret på oplysninger om hendes karriereforløb frem til det tidspunkt, hvor den anfægtede afgørelse blev truffet. Punkt 9, litra d) og e), i den anfægtede afgørelse indeholder en vurdering af, om det er muligt at forflytte sagsøgeren, og punkt 9, litra e), indeholder en konstatering af, at en sådan mulighed ikke foreligger. Vurderingen af denne mulighed udgør imidlertid ikke en vurdering af de fremtidige organisatoriske behov, for så vidt som den vedrører spørgsmålet om, hvorvidt det er muligt at forflytte sagsøgeren til en anden tjenestegren, og vedrører ikke spørgsmålet om, hvorvidt omkostningseffektiviteten kunne begrunde, at sagsøgeren blev tilbudt erhvervsuddannelse med henblik på, at hun kunne tilpasse sig de reformer, der ville blive gennemført. Det fremgår under alle omstændigheder, at den skrivelse fra personaleafdelingen af 17. november 2015 (jf. præmis 11 ovenfor), der lå til grund for vurderingen af, om det var muligt at forflytte sagsøgeren, at sagsøgerens personlige valg også påvirkede denne mulighed, idet hun ifølge denne skrivelse havde afslået en række ledige stillinger. Denne skrivelse indeholder ikke på nogen måde en vurdering af de fremtidige organisatoriske behov.

155

For det tredje skal det bemærkes, at sagsøgeren i klagen over den anfægtede afgørelse på ny anfægtede bl.a., at der forelå en reform, der havde en sådan karakter, at den kunne begrunde, at vedtægtens artikel 42c skulle finde anvendelse på hende. Afgørelsen om afslag på klagen indeholder imidlertid ikke et svar på dette argument fra sagsøgeren og indeholder mere generelt heller ikke oplysninger, der godtgør, at Rådet faktisk foretog en fremadrettet vurdering af de organisatoriske behov. Denne institution begrænsede sig til at foretage en vurdering af sagsøgerens evne til at erhverve nye kompetencer og til at tilpasse sig udviklingen i arbejdsmiljøet, og baserede sin konklusion om, at der ikke forelå en sådan mulighed, på den argumentation, der er sammenfattet i punkt 33 i afgørelsen om afslag på klagen, hvoraf fremgår, at »en person, der har vanskeligt ved at udføre sit almindelige arbejde, ikke er i stand til at håndtere den udfordring, som kræves i forbindelse med tilpasning til en ny virkelighed, der er under forandring«.

156

For det fjerde har Rådet som svar på sagsøgerens argument om, at Rådet ikke identificerede de faktiske organisatoriske behov, der gjorde det nødvendigt at erhverve nye kompetencer (jf. præmis 128 ovenfor), i sit svarskrift for Retten begrænset sig til med henvisning til punkt 9, litra c), i den anfægtede afgørelse at bekræfte, at »de ændrede arbejdsmetoder ved Generalsekretariatet og det heraf følgende stigende behov for, at personalet er i stand til at tilpasse sig, herunder for tjenestemænd i ansættelsesgruppe AST, ikke har rent hypotetisk karakter, men udgør en virkelighed, som ansættelsesmyndigheden skal tage hensyn til«. Denne blotte konstatering fra Rådets side godtgør ikke på nogen måde, at der faktisk blev foretaget en fremadrettet vurdering af de organisatoriske behov, og tilføjer ingen væsentlige oplysninger til de oplysninger, der fremgår af punkt 9, litra c), i den anfægtede afgørelse, som i sig selv ikke er tilstrækkelig til at godtgøre, at der blev foretaget en sådan vurdering (jf. præmis 153 ovenfor). I det argument, som Rådet har anført i duplikken, er der desuden også kun henvist til punkt 9 i den anfægtede afgørelse.

157

Den omstændighed, at Rådet for Retten har henvist til en skrivelse fra enhedschefen [fortroligt] af 26. oktober 2015 (jf. præmis 11 ovenfor), der vedrører en omorganisering af tjenestegrenen [fortroligt], der fandt sted i 2014 efter tiltrædelsen af en ny [fortroligt], bidrager ikke med nyttige oplysninger om, hvorvidt der faktisk blev foretaget en fremadrettet vurdering af de organisatoriske behov ved denne tjenestegren, ved enheden [fortroligt] eller ved Generalsekretariatet som helhed. Som det i øvrigt fremgår af den ovenfor nævnte skrivelse af 26. oktober 2015, og således som Rådet har bekræftet i duplikken, blev der udelukkende henvist til den tidligere gennemførte omorganisering for at underbygge konstateringen af, at sagsøgeren angiveligt ikke var i stand til at erhverve nye kompetencer og til at tilpasse sig udviklingen i arbejdsmiljøet.

158

For det femte præciserede Rådet, henset til den argumentation, som Rådet har anført i punkt 42 i duplikken, og som kan forstås således, at denne institution i forbindelse med sin vurdering i det foreliggende tilfælde af de fremtidige organisatoriske behov tog hensyn til den nedskæring i antallet af ansatte, der skulle gennemføres, i retsmødet som svar på et spørgsmål fra Retten, at dette ikke var tilfældet. Det fremgår i øvrigt ikke af indholdet af hverken den anfægtede afgørelse eller afgørelsen om afslag på klagen, at der blev taget hensyn hertil.

159

På baggrund af de ovenfor anførte betragtninger skal det fastslås, at Rådet ikke har godtgjort, at den anfægtede afgørelse blev vedtaget ved, at det faktisk udøvede sin skønsbeføjelse med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt der forelå fremtidige organisatoriske behov, som gjorde det nødvendigt, at sagsøgeren erhvervede nye kompetencer, for så vidt som det ikke har godtgjort, at det foretog en fremadrettet vurdering, og at det tog hensyn til dels arten og omfanget af de reformer, der skulle gennemføres, dels institutionens organisatoriske behov som helhed, således som den har hævdet at have gjort. Det fremgår til gengæld af sagsakterne, at Rådet reelt udelukkende baserede den anfægtede afgørelse på en vurdering af, om sagsøgeren var i stand til at erhverve nye kompetencer. For så vidt som denne vurdering imidlertid ikke blev sat i forbindelse med en faktisk og fremadrettet vurdering af de organisatoriske behov, foretog Rådet en urigtig anvendelse af vedtægtens artikel 42c, der kræver, at den pågældende institution tager hensyn til objektive omstændigheder, der vedrører denne institutions»organisatoriske behov«. Såfremt der ikke tages hensyn til disse omstændigheder, risikerer den orlov, der er fastsat i den ovenfor nævnte bestemmelse, at få karakter af en disciplinær foranstaltning over for de tjenestemænd, der er berørt af denne foranstaltning.

160

Under disse omstændigheder skal det fastslås, at Rådet overskred grænserne for den vide skønsbeføjelse, som det rådede over i det foreliggende tilfælde, og at det andet anbringende på dette grundlag skal tages til følge. Det følger heraf, at den anfægtede afgørelse, hvorved sagsøgeren blev placeret på orlov i tjenestens interesse, skal annulleres, uden at det er fornødent at undersøge de andre anbringender, som sagsøgeren har fremsat.

161

Sagsøgeren har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse har forvoldt hende et økonomisk tab og en ikke-økonomisk skade.

162

Det økonomiske tab består hovedsageligt i et tab af indtægter, og Rådet bør drage samtlige konsekvenser af annullationen af den anfægtede afgørelse og af afgørelsen om afslag på klagen.

163

Rådet bør navnlig betale sagsøgeren forskellen mellem, for det første, hendes nettoløn (grundløn og godtgørelser) og den godtgørelse, som hun er blevet tildelt i henhold til vedtægtens artikel 42c (således som denne er fastsat i bilag IV til vedtægten) for perioden fra januar til marts 2016, og, for det andet, forskellen mellem hendes nettoløn (grundløn og godtgørelser) og hendes pension fra den 1. april 2016. Ved beregningen bør der tages hensyn til forringelsen af udviklingen i sagsøgerens karriereforløb, som ikke blot omfatter muligheden for at avancere til nye løntrin, men også muligheden for at blive forfremmet før pensioneringen ved 65 år. Endelig bør samtlige disse beløb pålægges morarenter med Den Europæiske Centralbanks (ECB) rentesats, forhøjet med 2 procentpoint. Sagsøgeren har opgjort tabet til 121101,72 EUR, idet dette beløb ikke omfatter bl.a. morarenter, avancement med to nye løntrin den 1. april 2018 og den 1. april 2020 og udviklingen i karrieren ved forfremmelse.

164

Hvad angår det økonomiske tab har sagsøgeren endvidere henvist til de økonomiske vanskeligheder, som de to ovenfor nævnte afgørelser har forvoldt hende. [fortroligt] Sagsøgeren har opgjort det økonomiske tab, som disse omstændigheder har forvoldt, til 30000 EUR, med forbehold for forhøjelse.

165

[fortroligt]

166

[fortroligt]

167

[fortroligt]

168

[fortroligt]

169

Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at den lidte ikke-økonomiske skade ikke kan erstattes alene ved en annullationsdom, og har opgjort erstatningen af denne skade efter ret og billighed til 70000 EUR.

170

Rådet har, støttet af Kommissionen, principalt nedlagt påstand om, at erstatningspåstanden forkastes, og subsidiært om, at de beløb, som sagsøgeren har krævet i erstatning for de hævdede tab, forekommer overdrevne og bør nedsættes til et rimeligt niveau.

171

Det fremgår af fast retspraksis, at flere betingelser skal være opfyldt, for at en institution kan ifalde ansvar for ulovlig adfærd ved pådømmelsen af et krav om erstatning fremsat af en tjenestemand eller en ansat; de handlinger, institutionen kritiseres for at have begået, skal således være ulovlige, og der skal være lidt et tab og være årsagsforbindelse mellem handlingerne og det påberåbte tab (jf. dom af 12.7.2012, Kommissionen mod Nanopoulos, T-308/10 P, EU:T:2012:370, præmis 102 og den deri nævnte retspraksis).

172

Sagsøgeren har i det foreliggende tilfælde gjort gældende, at hun har lidt et økonomisk tab og ikke-økonomisk skade.

173

Det økonomiske tab, som sagsøgeren har gjort gældende, består af to dele, nemlig tab af indtægter som følge af, at hun blev placeret på orlov i tjenestens interesse, og de økonomiske konsekvenser, der følger af, at hun ikke kan betale de lån, som hun har indgået aftale om.

174

Hvad angår den første del har sagsøgeren anført, at »sagsøgte skal drage samtlige konsekvenser af annullationen af de anfægtede afgørelser«. Sagsøgeren har endvidere redegjort nærmere for disse konsekvenser.

175

Det følger heraf, at den erstatning for økonomisk tab, som sagsøgeren har nedlagt påstand om, er sammenfaldende med de forpligtelser, der i henhold til artikel 266 TEUF påhviler Rådet som følge af annullationen af den anfægtede afgørelse.

176

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at den institution, fra hvilken en af Unionens retsinstanser annulleret retsakt hidrører, i henhold til artikel 266 TEUF har pligt til at gennemføre de til annullationsafgørelsens opfyldelse nødvendige foranstaltninger med henblik på at afhjælpe følgerne af den ulovlighed, som institutionen har begået. Administrationen skal således i princippet stille den berørte tjenestemand præcis i den situation, som i dag ville have været hans uden den fastslåede ulovlighed. Med henblik herpå kan administrationen for tidsmæssigt at korrigere de virkninger, som den pågældende ulovlighed har kunnet have, og betinget af, at de berørtes berettigede forventning er behørigt iagttaget, vedtage en retsakt, der har tilbagevirkende kraft (jf. i denne retning dom af 13.9.2011, AA mod Kommissionen, F-101/09, EU:F:2011:133, præmis 41).

177

For så vidt som den første del af det økonomiske tab, som sagsøgeren har påstået erstattet, er sammenfaldende med de forpligtelser, der påhviler Rådet som følge af annullationen af den anfægtede afgørelse, skal det derfor fastslås, at sagsøgerens påstand er nedlagt for tidligt og derfor ikke kan tages til følge (jf. i denne retning dom af 17.11.2017, Teeäär mod ECB, T-555/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:817, præmis 59).

178

Hvad angår den anden del skal det for det første bemærkes, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at hendes økonomiske tab er faktisk og reelt. [fortroligt] Disse omstændigheder godtgør imidlertid ikke, at der foreligger et reelt tab, men derimod et hypotetisk tab.

179

For det andet skal det bemærkes, at ifølge fast retspraksis skal et tab for at kunne erstattes være en tilstrækkelig direkte følge af den adfærd, der foreholdes institutionen (dom af 4.10.1979, Dumortier m.fl. mod Rådet, 64/76, 113/76, 167/78, 239/78, 27/79, 28/79 og 45/79, EU:C:1979:223, præmis 21, af 25.6.1997, Perillo mod Kommissionen, T-7/96, EU:T:1997:94, præmis 41, og af 27.6.2000, Meyer mod Kommissionen, EU:T:2000:170, præmis 49). Det er sagsøgeren, der skal bevise årsagsforbindelsen (dom af 18.9.1995, Blackspur m.fl. mod Rådet og Kommissionen, T-168/94, EU:T:1995:170, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis, og af 14.10.2004, I mod Domstolen, T-256/02, EU:T:2004:306, præmis 49). I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren imidlertid ikke godtgjort, at der foreligger en tilstrækkelig direkte forbindelse mellem nedgangen i hendes indtægter som følge af den anfægtede afgørelse og hendes evne til at betale de lån, som hun har indgået aftale om. Denne manglende betalingsevne kan skyldes flere faktorer, som Rådet ikke har nogen indflydelse på, herunder bl.a. den måde, hvorpå sagsøgeren håndterer sine økonomiske forhold, hvilket Rådet ikke kan drages til ansvar for.

180

På baggrund af de ovenfor anførte betragtninger skal sagsøgerens påstand om erstatning for det økonomiske tab forkastes.

181

Unionens retsinstanser har præciseret, at annullation af en ulovlig retsakt i sig selv udgør en passende og principielt tilstrækkelig erstatning for den ikke-økonomiske skade, som retsakten kan have forvoldt, medmindre sagsøgeren godtgør at have lidt en ikke-økonomisk skade, som kan adskilles fra den ulovlighed, der danner grundlag for annullationen, og som ikke kan erstattes fuldt ud ved denne annullation (jf. dom af 31.3.2004, Girardot mod Kommissionen, T-10/02, EU:T:2004:94, præmis 131 og den deri nævnte retspraksis).

182

I det foreliggende tilfælde vedrører de omstændigheder, der er nævnt i præmis 166 og 167 ovenfor, og som angiveligt har forvoldt en ikke-økonomisk skade, vedtagelsen af den anfægtede afgørelse. Retten finder i denne forbindelse i det foreliggende tilfælde, at annullationen af denne afgørelse udgør en passende erstatning for den påståede ikke-økonomiske skade, der følger af disse omstændigheder.

183

Hvad angår den ikke-økonomiske skade, der er redegjort for i præmis 165 ovenfor, vedrører den ikke på nogen måde den anfægtede afgørelse [fortroligt].

184

Hvad angår den ikke-økonomiske skade, der er redegjort for i præmis 168 ovenfor, skal det bemærkes, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at der foreligger en tilstrækkelig direkte forbindelse mellem nedgangen i hendes indtægter, der følger af den anfægtede afgørelse, og [fortroligt].

185

Henset til de ovenfor anførte betragtninger skal sagsøgerens påstand om erstatning for ikke-økonomisk skade også forkastes. Erstatningspåstanden skal derfor forkastes i sin helhed.

186

Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

187

Da Rådet har tabt sagen, bør det pålægges dette at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med sagsøgerens påstand herom.

188

Parlamentet og Kommissionen bærer hver deres egne omkostninger i overensstemmelse med procesreglementets artikel 138, stk. 1.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Anden Udvidede Afdeling):

I. Tvistens baggrund

II. Retsforhandlingerne og parternes påstande

III. Retlige bemærkninger

A. Om søgsmålets genstand

B. Om annullationspåstanden

1. Om det første anbringende om ulovligheden af vedtægtens artikel 42c

a) Indledende bemærkninger

b) Hvorvidt der foreligger ulige behandling på grund af alder

c) Hvorvidt de i artikel 52, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder nævnte kriterier er opfyldt

1) Om spørgsmålet om, hvorvidt den ulige behandling på grund af alder, der er indført ved vedtægtens artikel 42c, opfylder et mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen

2) Om proportionalitetsprincippet

2. Om det andet anbringende om tilsidesættelse af vedtægtens artikel 42c og af CP 71/15 og anlæggelsen af åbenbart urigtige skøn

a) Om fastlæggelsen af den retlige ramme, der finder anvendelse i det foreliggende tilfælde

b) Om vurderingen af de fremtidige organisatoriske behov i det foreliggende tilfælde

C. Om erstatningspåstanden

1. Om det økonomiske tab

2. Om den ikke-økonomiske skade

IV. Om sagsomkostningerne