Sag T-433/16

Pometon SpA

mod

Europa-Kommissionen

Rettens dom (Tredje Udvidede Afdeling) af 28. marts 2019

»Konkurrence – karteller – det europæiske marked for stålslibemidler – afgørelse, hvorved der fastslås en overtrædelse af artikel 101 TEUF og af EØS-aftalens artikel 53 – prissamordning inden for hele EØS – »hybrid«, kronologisk forskudt procedure – uskyldsformodning – princippet om upartiskhed – charter om grundlæggende rettigheder – bevis for overtrædelse – samlet og vedvarende overtrædelse – konkurrencebegrænsende formål – overtrædelsens varighed – bøde – ekstraordinær tilpasning af grundbeløbet – begrundelsespligt – proportionalitet – ligebehandling – fuld prøvelsesret«

Konkurrence – administrativ procedure – princippet om god forvaltningsskik – krav om upartiskhed – rækkevidde – overholdelse af uskyldsformodningen

(Art. 101, stk. 1, TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41 og 48)

(jf. præmis 54-56)
Konkurrence – administrativ procedure – forligsprocedure – procedure, der ikke omfatter alle deltagerne i et kartel – virksomhed trukket sig fra forligsproceduren – Kommissionens vedtagelse af to afgørelser med forskellige modtagere efter adskilte procedurer – lovlighed – betingelser – overholdelse af forpligtelsen til upartiskhed og af uskyldsformodningen – rækkevidde

(Art. 101 TEUF; Rådets forordning nr. 773/2004, art. 10a)

(jf. præmis 63-103)
Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsafgørelse, der fastslår en overtrædelse – bevismiddel – anvendelse af en række indicier – de enkelte indiciers bevismæssige værdi – lovligheden af en helhedsbedømmelse af en række indicier

(Art. 101, stk. 1, TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 2)

(jf. præmis 107-113, 120 og 160)
Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsafgørelse, der fastslår en overtrædelse, som består i indgåelsen af en konkurrencebegrænsende aftale – afgørelse støttet på dokumentbeviser – bevismæssige forpligtelser for virksomheder, der bestrider overtrædelsens eksistens

(Art. 101 TEUF)

(jf. præmis 114-117 og 192-198)
Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsafgørelse, der fastslår en overtrædelse – anvendelse af erklæringer fra andre virksomheder, der har deltaget i overtrædelsen, som bevismidler – lovlighed – bevisværdi af frivillige erklæringer fra hoveddeltagerne i et ulovligt kartel med henblik på at være omfattet af samarbejdsmeddelelsens anvendelse

(Art. 101 TEUF; Kommissionens meddelelse 2006/C 298/17)

(jf. præmis 118, 119 og 207-221)
Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – tilpasning af grundbeløb – formildende omstændigheder – adfærd, som afviger fra den, der er aftalt inden for kartellet, og som medfører konkurrencemæssig adfærd på markedet

101, stk. 1, TEUF; Rådets forordning nr. 2003, art. 23, stk. 2 og 3; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 29, tredje led)

(jf. præmis 178-181)
Karteller – forbud – overtrædelser – aftaler og samordnet praksis udgør en samlet overtrædelse – virksomhed tilregnes ansvaret for hele overtrædelsen – betingelser – praksis og ulovlig adfærd, som indgår i en samlet plan – vurdering – kriterier – kendskab til eller forudsigeligheden af den samlede plan og dens hovedbestanddele

(Art. 101, stk. 1, TEUF)

(jf. præmis 243-267)
Karteller – konkurrencebegrænsning – bedømmelseskriterier – sondring mellem overtrædelser med konkurrencebegrænsende formål og overtrædelser med konkurrencebegrænsende virkning – overtrædelse med konkurrencebegrænsende formål – tilstrækkelig skadelig – vurdering

(Art. 101, stk. 1, TEUF)

(jf. præmis 273-286)
Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsafgørelse, der fastslår en overtrædelse – bevisbyrden for en overtrædelse og dennes varighed påhviler Kommissionen – omfanget af bevisbyrden – samlet og vedvarende overtrædelse – ikke bevis for visse, bestemte perioder i den samlede omhandlede periode – Ikke tilstrækkelig langvarig periode til at udgøre en afbrydelse af overtrædelsen

(Art. 101, stk. 1, TEUF)

(jf. præmis 294-313)
Retslig procedure – frist for fremlæggelse af beviser – artikel 85, stk. 3, i Rettens procesreglement – fremlæggelse af beviser inden afslutningen af den mundtlige forhandling – lovlighed – betingelser

(Rettens procesreglement, art. 85, stk. 3)

(jf. præmis 326-328)
Konkurrence – bøder – afgørelse om pålæggelse af bøder – begrundelsespligt – rækkevidde – Kommissionens mulighed for at fravige retningslinjerne for beregning af bøder – så meget strengere begrundelseskrav – begrundelse, der ikke giver mulighed for at vurdere, om den anvendte beregningsmetode er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet – tilsidesættelse heraf

(Art. 296, stk. 2, TEUF; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 37)

(jf. præmis 337-364)
Konkurrence – bøder – størrelse – domstolsprøvelse – Unionens retsinstansers fulde prøvelsesret – bødenedsættelse

(Art. 101 TEUF og 261 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 31)

(jf. præmis 365-396)

Resumé

Ved dommen i sagen Pometon mod Kommissionen (sag T-433/16), afsagt den 28. marts 2019, ændrede Retten, efter at den delvist havde annulleret Europa-Kommissionens afgørelse C(2016) 3121 final af 25. maj 2016 (sag AT.39792 — Stålslibemidler) vedrørende en procedure i henhold til artikel 101 TEUF og artikel 53 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), den bøde, der var blevet pålagt selskabet Pometon SpA for sammen med fire andre virksomheder at have deltaget i et kartel, som bestod i aftaler og samordnet praksis, og som i det væsentlige tilsigtede at samordne priserne på slibemidler i hele EØS. Den anfægtede afgørelse var blevet vedtaget efter en »hybrid«, kronologisk forskudt procedure, for så vidt som de fire andre karteldeltagende virksomheder havde været genstand for forligsafgørelse C(2014) 2074 final, som blev vedtaget i henhold til artikel 7 og 23 i forordning nr. 1/2003 ( 1 ), mens Pometon havde besluttet at trække sig fra forligsproceduren.

Hvad angår Pometons klagepunkt om, at Kommissionen allerede formodede, at selskabet var skyldigt, idet den flere gange i forligsafgørelsen henviste til selskabets adfærd, bemærkede Retten indledningsvis, at den administrative procedure for Kommissionen på kartelområdet er omfattet af artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og at princippet om uskyldsformodningen, der er fastsat i artikel 48, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder, ligeledes finder anvendelse mutatis mutandis på de administrative procedurer vedrørende overholdelsen af EU-bestemmelserne på konkurrenceområdet, henset til arten af de pågældende overtrædelser samt til arten og strengheden af de hertil knyttede sanktioner. Retten bemærkede herefter, at overholdelsen af den forpligtelse til upartiskhed, der er fastsat i artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder, indebærer, at Kommissionen som led i en procedure, der er blevet hybrid, affatter og begrunder forligsafgørelsen under anvendelse af alle de redaktionelle forbehold, der er nødvendige, for at denne afgørelse – selv om afgørelsen ikke er rettet til den virksomhed, der har trukket sig fra forligsproceduren – som helhed ikke skader de processuelle garantier, som sidstnævnte er omfattet af som led i den senere kontradiktoriske procedure. Følgelig undersøgte Retten under henvisning til de fortolkningskriterier, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol havde fastlagt i dommen af 27. februar 2014 i sagen Karaman mod Tyskland, for det første om de i forligsafgørelsen indeholdte redaktionelle forbehold vedrørende omtalen af noget af Pometons adfærd gav mulighed for at undgå enhver mistanke hos Kommissionen om, at den velovervejet havde formodet, at denne virksomhed var skyldig og ansvarlig, og for det andet, om henvisningerne til denne adfærd var nødvendige for at fastlægge ansvaret for adressaterne for forligsafgørelsen. Herved fastslog Retten, at de omtvistede henvisninger til Pometon hverken kunne anses for en antydning af Kommissionens manglende upartiskhed i forhold til virksomheden eller en manglende overholdelse af uskyldsformodningen i den anfægtede afgørelse.

Efter at have bemærket bevisbyrdereglerne for en overtrædelse af artikel 101, stk. 1, TEUF og for bevisførelsen bekræftede Retten herefter, at Kommissionen havde givet en retligt fyldestgørende begrundelse for såvel Pometons deltagelse i en samlet og vedvarende overtrædelse af artikel 101, stk. 1, TEUF, som udgjordes af forskellige dele af det omtvistede kartel, som for varigheden heraf. Samtlige de af Kommissionen undersøgte beviser godtgjorde nemlig, at Pometon havde fuldstændigt kendskab til ikke alene de væsentligste kendetegn ved kartellet, hvilket selskabet ikke har anfægtet bør kvalificeres som en samlet og vedvarende overtrædelse, men ligeledes til dets geografiske udstrækning, og at selskabet således havde til hensigt at deltage i denne overtrædelse. Eftersom der ikke forelå noget tegn på Pometons afstandtagen til kartellet, havde Kommissionen endvidere givet en retligt fyldestgørende begrundelse for, at selskabet ikke havde afbrudt sin deltagelse i den omhandlede samlede og vedvarende overtrædelse, selv om Kommissionen i en periode på ca. 16 måneder ikke havde direkte bevis for hemmelige kontakter.

Endelig undersøgte Retten påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse eller om nedsættelse af den bøde på 6197000 EUR, som Pometon var blevet pålagt. I denne henseende gjorde Pometon gældende, at det niveau for tilpasning af bødens grundbeløb, som Kommissionen havde fastlagt i medfør af punkt 37 i retningslinjerne for bødeberegning ( 2 ), ikke var tilstrækkeligt begrundet, og at dette tilpasningsniveau heller ikke var i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet.

Hvad angår annullationspåstanden fastslog Retten, at den anfægtede afgørelses grunde ikke tilstrækkelig præcist angav den anvendte beregningsmetode og elementerne i den vurdering, der blev taget i betragtning med henblik på, på grundlag af hver virksomheds eget ansvar, at sondre mellem den sats for nedsættelse af grundbeløbet, som var blevet indrømmet Pometon, og de satser, der var blevet anvendt på de øvrige parter i kartellet, som havde indgået forlig. Kommissionen havde nemlig i det væsentlige i generelle vendinger henvist til, at der var forskelle i den individuelle deltagelse for Pometon og de andre karteldeltagere, samt til, at det var nødvendigt at fastsætte en tilstrækkeligt afskrækkende bøde, der stod i forhold til den overtrædelse, som denne virksomhed havde gjort sig skyldig i. Retten fastslog derfor, at den anfægtede afgørelse var behæftet med en tilsidesættelse af begrundelsespligten hvad angår satsen for den usædvanlige nedsættelse, som Pometon blev indrømmet i medfør af retningslinjernes punkt 37, og annullerede afgørelsens artikel 2, som fastsatte den bøde, som Pometon var blevet pålagt.

Hvad angår påstanden om ændring af bødens størrelse bemærkede Retten, at den på grundlag af de oplysninger, som Kommissionen havde fremlagt i sine processkrifter, fik kendskab til beregningsmetoden og de kriterier, som Kommissionen havde anvendt i såvel den anfægtede afgørelse som i forligsafgørelsen, og at den dermed under udøvelse af sin fulde prøvelsesret kunne bedømme, om de var passende. Den bemærkede endvidere, at Unionens retsinstanser kunne ændre den anfægtede afgørelse, selv om den ikke blev annulleret, med henblik på at annullere, nedsætte eller forhøje den pålagte bøde, idet udøvelsen af denne prøvelsesret indebærer den endelige overførsel til Retten af beføjelsen til at pålægge sanktioner. Det tilkom følgelig Retten at fastlægge en passende bøde, idet dens vurderingsbeføjelser alene var begrænset af de kriterier om overtrædelsens grovhed og varighed, der er fastsat i artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 1/2003, samt af loftet på 10% af den berørte virksomheds samlede omsætning i det forudgående regnskabsår, forudsat at proportionalitetsprincippet, princippet om individuelle straffe, ligebehandlingsprincippet og begrundelsespligten blev overholdt.

Hvad angår kriteriet om varigheden af Pometons deltagelse i den omhandlede samlede og vedvarende overtrædelse fastslog Retten indledningsvis, at Kommissionen allerede havde taget tilstrækkeligt hensyn til denne betingelse ved fastsættelsen af bødens grundbeløb, hvilket Pometon ikke havde anfægtet. Herefter bemærkede Retten hvad angår anvendelsen af det retlige kriterium om overtrædelsens grovhed, at det tilkom den at fastlægge et tilpasningsniveau for bødens grundbeløb, som, henset til de kriterier, som den fandt relevante, stod i forhold til grovheden af den overtrædelse, Pometon havde begået, og som ligeledes var tilstrækkeligt afskrækkende. I denne forbindelse fandt Retten det som led i udøvelsen af sin fulde prøvelsesret passende at tage hensyn til først Pometons individuelle ansvar i deltagelsen i det pågældende kartel, herefter denne virksomheds evne til med sin ulovlige adfærd at skade konkurrencen på markedet for slibemidler og endelig til dens størrelse, idet den ved hver forskellig faktor sammenlignede Pometons individuelle ansvar og situation med de andre parter i kartellet. Under omstændighederne i denne sag førte disse faktorer til, at Retten indrømmede Pometon en undtagelsesvis nedsættelsessats på 75% af bødens grundbeløb tilpasset inden for rammerne af de formildende omstændigheder, således som beløbet var blevet fastlagt i den anfægtede afgørelse, og til således at fastsætte den bøde, som Pometon blev pålagt, til 3873375 EUR.

( 1 ) – Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i [artikel 101 TEUF] og [102 TEUF] (EFT 2003, L 1, s. 1).

( 2 ) – Retningslinjer for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning (EF) nr. 1/2003 (EUT 2006, C 210, s. 2).