Sag T-310/16
Foshan Lihua Ceramic Co. Ltd
mod
Europa-Kommissionen
Rettens dom (Fjerde Afdeling) af 20. marts 2019
»Dumping – import af keramiske fliser med oprindelse i Kina – artikel 11, stk. 4 og 5, og artikel 17 i forordning (EF) nr. 1225/2009 (nu artikel 11, stk. 4 og 5, og artikel 17 i forordning (EU) 2016/1036) – afslag på at tildele status som ny eksporterende producent som omhandlet i artikel 3 i gennemførelsesforordning (EU) nr. 917/2011 – stikprøveudtagning – individuel undersøgelse – fortrolighed«
Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – procedure for genoptagelse af undersøgelse – anvendelse af stikprøver i den oprindelige undersøgelse – vedtagelse på grundlag af undersøgelsen af en afgørelse om afslag på en anmodning om status som ny eksporterende producent – pligt til at offentliggøre undersøgelsen – foreligger ikke
(Aftalen om anvendelsen af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel, »antidumpingaftalen af 1994«, art. 9.5; Rådets forordning nr. 1225/2009, som ændret ved forordning nr. 37/2014, art. 5, stk. 10 og 11, art. 6, stk. 7, art. 9, stk. 6, og art. 11, stk. 2, 4 og 5, samt forordning nr. 917/2011, art. 3)
(jf. præmis 57-60)
Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – procedure for genoptagelse af undersøgelse – anvendelse af stikprøver i den oprindelige undersøgelse – mulighed for en ny eksporterende producent for at anmode om en individuel antidumpingtoldsats – foreligger ikke – uforenelighed med Verdenshandelsorganisationens aftaler – foreligger ikke
(Aftalen om anvendelsen af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel, »antidumpingaftalen af 1994«, art. 9.5; Rådets forordning nr. 1225/2009, som ændret ved forordning nr. 37/2014, art. 9, stk. 6, og art. 11, stk. 4, første til fjerde afsnit)
(jf. præmis 65)
Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – procedure for genoptagelse af undersøgelse – anvendelse af stikprøver i den oprindelige undersøgelse – mulighed for en ny eksporterende producent for at anmode om udvidelse af en antidumpingtoldsats, som gælder for de producenter, der har samarbejdet, men ikke har indgået i stikprøven – betingelser – pligt til at underrette de øvrige berørte parter – foreligger ikke
(Rådets forordning nr. 1225/2009, som ændret ved forordning nr. 37/2014, art. 11, stk. 4, samt forordning nr. 917/2011, art. 3)
(jf. præmis 66)
Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – antidumpingprocedure – betydningen af procedurefejl for lovligheden af en forordning om indførelse af antidumpingtold – betingelser
(Rådets forordning nr. 1225/2009, som ændret ved forordning nr. 37/2014, art. 5, stk. 10 og 11, og art. 6, stk. 7)
(jf. præmis 67)
Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – institutionernes skønsbeføjelser – domstolskontrol – grænser
(Rådets forordning nr. 1225/2009, som ændret ved forordning nr. 37/2014)
(jf. præmis 103)
Fælles handelspolitik – kommissionsafgørelse – vurdering af lovligheden ud fra de oplysninger, der forelå på tidspunktet for vedtagelsen af afgørelsen
(Rådets forordning nr. 1225/2009, som ændret ved forordning nr. 37/2014)
(jf. præmis 129)
Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – antidumpingprocedure – retten til forsvar – retten til at blive hørt – rækkevidde
(Rådets forordning nr. 1225/2009, som ændret ved forordning nr. 37/2014)
(jf. præmis 147, 148, 207)
Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – procedure for genoptagelse af undersøgelse – anvendelse af stikprøver i den oprindelige undersøgelse – tildeling af status som ny eksporterende producent – betingelser – bevisbyrde
(Rådets forordning nr. 1225/2009, som ændret ved forordning nr. 37/2014, art. 11, stk. 4, samt forordning nr. 917/2011, art. 3)
(jf. præmis 188-191)
Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – forordning om indførelse af antidumpingtold
(Art. 296 TEUF)
(jf. præmis 210)
Resumé
Med sin dom Foshan Lihua Ceramic mod Kommissionen (T-310/16), der blev afsagt den 20. marts 2019, har Retten frifundet Kommissionen i det søgsmål, som Foshan Lihua Ceramic, en eksporterende kinesisk producent (herefter »sagsøgeren«), havde anlagt med påstand om annullation af den afgørelse, hvorved Kommissionen afslog sagsøgerens anmodning om status som ny eksporterende producent med hensyn til de endelige antidumpingforanstaltninger, der blev indført over for import af keramiske fliser med oprindelse i Folkerepublikken Kina ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 917/2011 ( 1 ) (herefter »den endelige forordning«). Sagsøgeren, der ikke deltog i den administrative procedure, der førte til vedtagelsen af den nævnte forordning, blev pålagt en antidumpingtoldsats, der var fastsat ved brug af den højeste af de konstaterede dumpingmargener for et repræsentativt produkt fra en eksporterende producent, der havde deltaget i den administrative procedure. Kommissionen forkastede anmodningen om tildeling af status som ny eksporterende producent med den begrundelse, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at denne virksomhed opfyldte betingelserne for tildeling af denne status.
Retten har indledningsvis bemærket, at artikel 11, stk. 5, i forordning nr. 1225/2009 ( 2 ) (»herefter grundforordningen«), som alene i forhold til de genoptagede undersøgelsesprocedurer, der er fastsat i denne forordnings artikel 11, stk. 2-4, overfører en række relevante bestemmelser fra grundforordningen angående procedurerne for og gennemførelsen af undersøgelserne, herunder grundforordningens artikel 5, stk. 10 og 11, og artikel 6, stk. 7, ikke er anvendelig på en undersøgelse, der er støttet på den endelige forordnings artikel 3.
Hvad angår den angivelige tilsidesættelse af artikel 9.5 i aftalen om anvendelsen af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel af 1994 (GATT) (herefter »antidumpingaftalen«) ( 3 ) har Retten fastslået, at selv om ordlyden af grundforordningens artikel 11, stk. 4, første til tredje afsnit – med undtagelse af den tredje betingelse om, at der er sket eksport efter den oprindelige undersøgelsesperiode – svarer til ordlyden af antidumpingaftalens artikel 9.5, indeholder grundforordningens artikel 11, stk. 4, ydermere et fjerde afsnit, ifølge hvilket denne artikel ikke finder anvendelse, når institutionerne under den oprindelige undersøgelse har gjort brug af stikprøveudtagning. Denne undtagelse har til formål, at de nye eksporterende producenter ikke bringes i en gunstigere processuel situation end de eksporterende producenter, der har samarbejdet under den oprindelige undersøgelse, men ikke har indgået i stikprøven. Der tages ikke hensyn til dette ønske i antidumpingaftalen. Grundforordningens artikel 11, stk. 4, fjerde afsnit, udgør således et udtryk for EU-lovgivers vilje til, hvad angår betingelserne for at genoptage en undersøgelse for de nye eksporterende producenter, at vedtage en fremgangsmåde, som er særegen for EU’s retsorden, således at den nævnte bestemmelse ikke kan anses for en foranstaltning, der har til formål at sikre gennemførelsen i EU’s retsorden af en inden for rammerne af Verdenshandelsorganisationen påtaget særlig forpligtelse. Det følger heraf, at antidumpingaftalens artikel 9.5 ikke har direkte virkning i EU’s retsorden.
Derefter har Retten fastslået, at det er begrundet, at et mindre antal personer underrettes om indledningen af en undersøgelse efter den endelige forordnings artikel 3, eftersom formålene med den undersøgelse, der gennemføres efter den endelige forordnings artikel 3, er snævrere end formålene med den undersøgelse, der gennemføres efter grundforordningens artikel 11, stk. 4. Mens den undersøgelse, der gennemføres efter grundforordningens artikel 11, stk. 4, ikke blot har til formål at afgøre, om den pågældende erhvervsdrivende er en ny eksporterende producent, men tillige – i tilfælde af en bekræftende besvarelse af dette første spørgsmål – at fastlægge denne erhvervsdrivendes individuelle dumpingmargen, har den undersøgelse, der gennemføres efter den endelige forordnings artikel 3, således ikke noget andet formål end at efterprøve, om den pågældende erhvervsdrivende virkelig er en ny eksporterende producent. I løbet af denne undersøgelse skal den erhvervsdrivende dokumentere, at virksomheden ikke i den oprindelige undersøgelsesperiode har eksporteret de i den endelige forordnings artikel 1, stk. 1, omhandlede produkter med oprindelse i Kina, at den ikke er forretningsmæssigt forbundet med en eksportør eller producent, der er omfattet af de foranstaltninger, der er indført ved denne forordning, og at den faktisk har eksporteret de pågældende varer eller har indgået en uigenkaldelig kontraktlig forpligtelse til at eksportere en væsentlig mængde heraf til EU efter den oprindelige undersøgelsesperiodes ophør. Da disse betingelser angår den situation, der er specifik for den pågældende erhvervsdrivende, er det oplagt, at denne, med udelukkelse af enhver tredjepart, har de bedste forudsætninger for at tilvejebringe de nødvendige oplysninger.
Hvad endelig angik bevisbyrden og beviskravet har Retten tydeliggjort, at den bevisbyrde, der påhviler den, der ansøger om status som ny eksporterende producent, såvel efter den endelige forordnings artikel 3 som efter grundforordningens artikel 11, stk. 4, ikke i sig selv på nogen måde er umulig at løfte. Fremlæggelsen af fuldstændige, sammenhængende og kontrollerbare oplysninger og beviser navnlig om samtlige sagsøgerens salg og om strukturen i sagsøgerens koncern gør det muligt for Kommissionen at udelukke, at det pågældende produkt er blevet eksporteret til EU i den oprindelige undersøgelsesperiode – såfremt dette rent faktisk ikke har været tilfældet – eller endog at konkludere, at sagsøgeren ikke er forretningsmæssigt forbundet med nogen eksporterende producent, der er omfattet af den omhandlede antidumpingtold.
I denne forbindelse tilkommer det hverken Kommissionen at dokumentere, at sagsøgeren har eksporteret det pågældende produkt til EU, eller at der består forretningsmæssige forbindelser med virksomheder, der er omfattet af den omhandlede antidumpingtold, eller at fremlægge indicier for dette. For at afslå en ansøgning om tildeling af denne status er det i forhold til sagens realitet tilstrækkeligt, at de beviser, der er fremlagt af den pågældende erhvervsdrivende, har været utilstrækkelige til at underbygge dennes udsagn. Derimod tilkommer det Kommissionen – inden for rammerne af sin rolle i undersøgelserne om tildeling af status som ny eksporterende producent – med alle de midler, der er stillet til dens rådighed, at efterprøve rigtigheden af de udsagn og af det bevismateriale, som en sådan erhvervsdrivende er fremkommet med.
( 1 ) – Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 917/2011 af 12.9.2011 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af keramiske fliser med oprindelse i Folkerepublikken Kina (EUT 2011, L 238, s. 1).
( 2 ) – Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30.11.2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EUT 2009, L 343, s. 51), som senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 37/2014 af 15.1.2014 om ændring af visse forordninger vedrørende den fælles handelspolitik for så vidt angår procedurerne for vedtagelse af visse foranstaltninger (EUT 2014, L 18, s. 1).
( 3 ) – Aftalen om anvendelsen af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel af 1994 (GATT) (EFT 1994, L 336, s. 103), der fremgår af bilag 1A til overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen (WTO) (EFT 1994, L 336, s. 3)