RETTENS DOM (Femte Afdeling)

6. april 2017 ( 1 )

»EU-varemærker — indsigelsessag — international registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret — figurmærket NANA FINK — det ældre EU-ordmærke NANA — varer, der ikke er af lignende art — artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009 — omfanget af den undersøgelse, som appelkammeret skal foretage — pligt til at træffe afgørelse om klagen i sin helhed«

I sag T-39/16,

Nanu-Nana Joachim Hoepp GmbH & Co. KG, Bremen (Tyskland), ved advokat T. Boddien,

sagsøger,

mod

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) ved A. Schifko, som befuldmægtiget,

sagsøgt,

den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO:

Nadine Fink, Basel (Schweiz),

angående en påstand om annullation af afgørelse truffet den 12. november 2015 af Første Appelkammer ved EUIPO (sag R 679/2014-1) vedrørende en indsigelsessag mellem Nanu-Nana Joachim Hoepp og Nadine Fink,

har

RETTEN (Femte Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, D. Gratsias, og dommerne A. Dittrich og P.G. Xuereb (refererende dommer),

justitssekretær: E. Coulon,

under henvisning til stævningen, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 25. januar 2016,

under henvisning til svarskriftet, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 25. april 2016,

under henvisning til Rettens skriftlige spørgsmål til parterne og parternes svar på disse spørgsmål, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 30. november 2016,

og under henvisning til, at ingen af hovedparterne har anmodet om afholdelse af retsmøde inden for fristen på tre uger efter, at det er forkyndt, at retsforhandlingernes skriftlige del er afsluttet, og at Retten i henhold til artikel 106, stk. 3, i Rettens procesreglement har besluttet at træffe afgørelse, uden at retsforhandlingerne omfatter en mundtlig del,

afsagt følgende

Dom

Tvistens baggrund

1

Den 29. marts 2012 opnåede det selskab, som Nadine Fink har efterfulgt, hos Det Internationale Bureau under Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret (WIPO) den internationale registrering, der har nr. 1111651, og som designerer Den Europæiske Union for følgende figurmærke:

Image

2

De varer, for hvilke denne internationale registrering blev opnået, henhører under klasse 14, 18 og 26 i Nicearrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret, og svarer for hver af disse klasser til følgende beskrivelse:

klasse 14: »ædle metaller og legeringer deraf og varer af disse materialer eller overtrukket hermed, indeholdt i denne klasse; juvelerarbejder, smykker, ædelstene; ure og kronometriske instrumenter; fantasifulde nøgleringe; æsker til ure; beslag og udsmykning til lynlåse af ædle metaller«

klasse 18. »læder og læderimitationer samt varer fremstillet af disse materialer og ikke indeholdt i andre klasser; skind og huder; kufferter og rejsetasker; paraplyer, parasoller, tegnebøger«

klasse 26: »bæltespænder; beslag og udsmykning til lynlåse af ædle metaller«.

3

Denne internationale registrering blev i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EU-varemærker (EUT 2009, L 78, s. 1) meddelt Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO). Den blev offentliggjort i EF-varemærketidende nr. 71/2012 den 13. april 2012. Den 24. august 2012 blev denne internationale registrering overdraget til Nadine Fink.

4

Den 9. januar 2013 rejste sagsøgeren, Nanu Nana Joachim Hoepp GmbH & Co. KG i henhold til artikel 41 og 156 i forordning nr. 207/2009 indsigelse mod den internationale registrering, for så vidt som den designerede Unionen og for alle de varer, der er nævnt i præmis 2 ovenfor.

5

Indsigelsen var støttet på det ældre EU-ordmærke NANA, som blev registreret den 19. april 2011 under nr. 6218945, der bl.a. omfattede varer, som henhører under klasse 14, 18 og 26 og for hver af disse klasser svarer til følgende beskrivelse:

klasse 14: »ure og andre kronometriske instrumenter af enhver art; bijouterie; nøglevedhæng; juvelerarbejder; smykker; dekorationsartikler af ædle metaller«

klasse 18: »læder og læderimitationer samt varer fremstillet af disse materialer (indeholdt i klasse 18); tasker af enhver art (indeholdt i klasse 18); tegnebøger, punge; kufferter af enhver art (indeholdt i klasse 18); paraplyer, parasoller, spadserestokke; rejsesæt og dele dertil (indeholdt i klasse 18)«

klasse 26: »kunstige blomster«.

6

Den registreringshindring, der blev påberåbt til støtte for indsigelsen, var den, som er omhandlet i artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009.

7

Ved afgørelse af 21. januar 2014 tog indsigelsesafdelingen indsigelsen delvist til følge. Indsigelsen blev forkastet, idet der ikke var lighed mellem varerne for så vidt angår følgende varer:

klasse 14: »beslag og udsmykning til lynlåse af ædle metaller; ædle metaller og legeringer deraf«

klasse 18: »læder og læderimitationer, ikke indeholdt i andre klasser; skind og huder«

klasse 26: »bæltespænder; beslag og udsmykning til lynlåse af ædle metaller«.

8

Indsigelsesafdelingen tog indsigelsen til følge, idet der forelå risiko for forveksling for så vidt angik de øvrige varer, der er omfattet af den omhandlede internationale registrering.

9

Den 7. marts 2014 indgav sagsøgeren en klage til EUIPO i henhold til artikel 58-64 i forordning nr. 207/2009 over indsigelsesafdelingens afgørelse.

10

Ved afgørelse af 12. november 2015 (herefter »den anfægtede afgørelse«) gav Første Appelkammer ved EUIPO afslag på klagen. Det fastslog bl.a., at indsigelsesafdelingen havde forkastet indsigelsen for følgende varer:

klasse 14: »beslag og udsmykning til lynlåse af ædle metaller«

klasse 18: »læder og læderimitationer, ikke indeholdt i andre klasser; skind og huder«

klasse 26: »bæltespænder; beslag og udsmykning til lynlåse af ædle metaller«.

11

Appelkammeret fandt, at disse varer og de varer, der er omfattet af det ældre varemærke, ikke var af lignende art. Appelkammeret anførte herved bl.a., at disse varer delvist var løse dele og delvist var råvarer eller halvfabrikata – idet de først og fremmest tjente til fremstilling af andre varer, og således var rettet mod en særligt opmærksom specialiseret kundekreds – mens de varer, der var omfattet af det ældre varemærke, var færdigvarer, som var rettet mod en rimeligt opmærksom slutforbruger. Appelkammeret konkluderede, at eftersom de omhandlede varer ikke var af lignende art, forelå der ikke en risiko for forveksling mellem de omtvistede varemærker.

Parternes påstande

12

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

Den anfægtede afgørelse annulleres.

EUIPO tilpligtes at betale sagens omkostninger.

13

EUIPO har nedlagt følgende påstande:

Frifindelse.

Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Retlige bemærkninger

Spørgsmålet om, hvorvidt visse af sagsøgerens argumenter kan antages til realitetsbehandling

14

EUIPO har gjort gældende, at sagsøgeren i alt væsentligt har begrundet det anførte om, at de varer, der henhører under klasse 14, 18 og 26, er af lignende art, under hensyntagen til varer – såsom »bælter« eller »beklædningsgenstande« eller »møbler«, »sengeudstyr« og »artikler til brug for kunstnere« – som i virkeligheden henhører under andre klasser, for hvilke det ældre varemærke er blevet registreret, men som ikke har været genstand for den administrative procedure for EUIPO. Sagsøgerens forklaringer vedrørende disse øvrige varer skal derfor afvises fra realitetsbehandling.

15

EUIPO har endvidere gjort gældende, at sagsøgeren har fremført nye argumenter for første gang for Retten. I denne forbindelse har EUIPO først henvist det af sagsøgeren hævdede om, at »læder« og »skind og huder« ikke udelukkende tjente som råvarer til omdannelse til færdigvarer, men at de ligeledes blev solgt direkte på markedet som sådanne, bl.a. som dekorationsgenstande. Dernæst er EUIPO af den opfattelse, at sagsøgerens argumentation vedrørende den omstændighed, at det ældre varemærke, som sagsøgeren er indehaver af, også er registreret for »læderimitationer« som sådanne, er ny. Endelig har EUIPO gjort gældende, at sagsøgerens argument vedrørende appelkamrenes tilgang i tidligere afgørelser, hvori appelkamrene fastslog, at »læder« og »skind og huder« var af lignende art, dels som halvfabrikata, dels som færdigvarer, der er fremstillet af disse materialer, er nyt. Eftersom disse argumenter er blevet fremført for første gang for Retten, skal de afvises fra realitetsbehandling.

16

Det skal bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at en sag, der er indbragt for Retten i medfør af artikel 65, stk. 2, i forordning nr. 207/2009, har til formål at efterprøve lovligheden af afgørelser fra appelkamrene. Inden for rammerne af den nævnte forordning skal denne efterprøvelse i henhold til forordningens artikel 76 foretages under hensyn til de faktiske og retlige omstændigheder i sagen, som den har foreligget for appelkammeret (jf. i denne retning dom af 1.2.2005, SPAG mod KHIM – Dann og Backer (HOOLIGAN), T-57/03, EU:T:2005:29, præmis 17 og den deri nævnte retspraksis).

17

Endvidere må der ifølge artikel 188 i Rettens procesreglement ikke i de processkrifter, som parterne har indgivet under sagen for Retten, foretages nogen ændring af sagsgenstanden, som den har foreligget for appelkammeret.

18

Der skal på baggrund af disse principper foretages en undersøgelse af EUIPO’s argumenter vedrørende spørgsmålet, om visse af sagsøgerens argumenter kan antages til realitetsbehandling.

19

For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgerens argument vedrørende sammenligningen af de omhandlede varer med andre varer end dem, der har været genstand for den administrative procedure for EUIPO, skal det bemærkes, at sagsøgeren i indsigelsesformularen i rubrikken »varer og tjenesteydelser, som indsigelsen er støttet på«, ikke satte kryds i feltet »alle varerne og tjenesteydelserne vedrørende registreringen/ansøgningen«, men i feltet »følgende varer og tjenesteydelser« og under denne rubrik anførte »alle varer i klasse 14, 18 og 26«. Sagsøgeren støttede således kun indsigelsen på de varer, der henhører under klasse 14, 18 og 26, som er omfattet af det ældre varemærke. Sagsøgerens argumenter vedrørende ligheden med andre varer er således udelukket fra genstanden for sagen ved appelkammeret og skal følgelig afvises fra realitetsbehandling.

20

Derimod skal sagsøgerens argument om, at »læder« og »skind og huder« ikke kun sælges som råvare, men ligeledes som færdigvarer, antages til realitetsbehandling.

21

Appelkammeret støttede sig nemlig i den anfægtede afgørelses punkt 32-35 i det væsentlige på almindeligt kendte forhold – dvs. forhold, som enhver har kendskab til eller kunne få kendskab til ved almindeligt tilgængelige kilder – idet det fastslog, at »læder og læderimitationer, ikke indeholdt i andre klasser; skind og huder« var halvfabrikata, og at de var rettet mod en anden kundekreds end den kundekreds, som de færdigvarer, der er beskyttet af det ældre varemærke, var rettet mod.

22

Det fremgår af retspraksis, at en part, over for hvem EUIPO gør almindeligt kendte forhold gældende, har mulighed for at anfægte rigtigheden heraf for Retten (dom af 22.6.2006, Storck mod KHIM, C-25/05 P, EU:C:2006:422, præmis 52, kendelse af 3.6.2009, Zipcar mod KHIM, C-394/08 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2009:334, præmis 43, og dom af 10.11.2011, LG Electronics mod KHIM, C-88/11 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2011:727, præmis 28).

23

Det skal endvidere lægges til grund, at sagsøgerens argument vedrørende EUIPO’s afgørelsespraksis ligeledes kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som en part ifølge retspraksis har ret til at henvise dertil, selv om dette sker for første gang for Retten, og selv om denne praksis er af senere dato end den sagsbehandling, der har fundet sted ved EUIPO (jf. i denne retning dom af 24.11.2005, Sasad mod KHIM – LTJ Diffusion (ARTHUR ET FELICIE), T-346/04, EU:T:2005:420, præmis 20).

24

Endelig skal sagsøgerens argument vedrørende det forhold, at det ældre varemærke, som sagsøgeren er indehaver af, også er registreret for »læderimitationer« som sådanne, antages til realitetsbehandling og realitetsbehandles.

25

Dette argument fra sagsøgeren vedrører i det væsentlige fortolkningen af listen over de varer, der er omfattet af det ældre varemærke. I denne forbindelse skal det bemærkes, at spørgsmålet om, hvorvidt ordlyden af klasse 18 med hensyn til det ældre varemærke skal forstås således, at den omfatter »varer af læder« og »læderimitationer« som sådanne og »varer af læderimitationer«, eller om den skal forstås således, at den kun omfatter »varer af læder« og »varer af læderimitationer«, er et spørgsmål, der udgjorde en del af den faktiske og retlige ramme for appelkammeret.

26

For at kunne undersøge, om de omhandlede varer er af samme eller lignende art, skal EUIPO’s instanser nemlig altid fastlægge de varer, der er omfattet af de omtvistede varemærker, og inden for denne ramme i givet fald foretage en fortolkning af listen over de varer, for hvilke varemærket er registreret. Et argument vedrørende fortolkningen af listen over de varer, der er omfattet af det ældre varemærke, kan således ikke anses for at gå ud over rammerne for tvisten, som denne forelå for appelkammeret. De spørgsmål, der nødvendigvis skal være løst, for at der kan træffes en afgørelse om tvisten, udgør nemlig en del af den faktiske og retlige ramme, der forelå for appelkammeret (jf. i denne retning dom af 1.2.2005, HOOLIGAN, T-57/03, EU:T:2005:29, præmis 25).

Den fejlagtige fastlæggelse af de varer, der er genstand for klagen, og undladelsen af at træffe afgørelse om visse varer

27

Det skal bemærkes, at sagsøgeren i begrundelsen for sin klage for appelkammeret anførte, at indsigelsesafdelingen havde forkastet indsigelsen for »beslag og udsmykning til lynlåse af ædle metaller«, der henhører under klasse 14, og »skind og huder«, der er omfattet af klasse 18, og »bæltespænder og beslag og udsmykning til lynlåse af ædle metaller«, der henhører under klasse 26.

28

Det skal fastslås, at »ædle metaller og legeringer deraf« og »læder og læderimitationer«, for hvilke indsigelsen ligeledes var blevet forkastet, ikke er indeholdt i denne opregning.

29

Appelkammeret undersøgte ganske vist varerne »læder og læderimitationer«, men ikke »ædle metaller og legeringer deraf«, for så vidt som appelkammeret fandt, at indsigelsesafdelingen ikke havde forkastet indsigelsen for disse sidstnævnte varer.

30

I denne forbindelse skal det bemærkes, at det fremgår af konklusionen i indsigelsesafdelingens afgørelse, at indsigelsesafdelingen, selv om den tog indsigelsen til følge for så vidt angik »varer af ædle metaller og legeringer deraf«, derimod forkastede indsigelsen for »ædle metaller og legeringer deraf«, for hvilke den fandt, at de ikke var af lignende art som de varer, der var beskyttet af det ældre varemærke. Indsigelsesafdelingen anførte på side 6 i sin afgørelse, at den forkastede indsigelsen for alle de varer, der ikke var af lignende art som de varer, der var omfattet af det ældre varemærke, hvilket omfattede »ædle metaller og legeringer deraf«.

31

For så vidt som appelkammeret antog, at indsigelsesafdelingen kun havde forkastet indsigelsen for de varer, der er opregnet i den anfægtede afgørelses punkt 1, som for så vidt angår de varer, der henhører under klasse 14, og som er omfattet af den omhandlede internationale registrering, kun henviste til »beslag og udsmykning til lynlåse af ædle metaller« uden nogen henvisning til »ædle metaller og til legeringer deraf«, blev parterne som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til procesreglementets artikel 89 opfordret til at udtale sig om dels rækkevidden af sagsgenstanden for appelkammeret, dels den eventuelle indvirkning på udfaldet af den foreliggende tvist af, at appelkammeret havde undladt at tage stilling til »ædle metaller og legeringer deraf«, der henhører under klasse 14, for så vidt angik den omhandlede internationale registrering.

32

Som svar på de stillede spørgsmål har sagsøgeren præciseret, at den klage, som sagsøgeren havde indgivet til appelkammeret, vedrørte indsigelsesafdelingens afgørelse i sin helhed, for så vidt som indsigelsen var blevet forkastet. Klagen for appelkammeret skulle derfor forstås således, at den ligeledes anfægtede forkastelsen af indsigelsen for »læder og læderimitationer« og »ædle metaller og legeringer deraf«.

33

Sagsøgeren er af den opfattelse, at den fejl, som appelkammeret begik ved at undlade at træffe afgørelse vedrørende »ædle metaller og legeringer deraf«, bør medføre en annullation af den anfægtede afgørelse.

34

EUIPO har anført, at omfanget af sagsgenstanden ikke fremgik klart af sagsøgerens anmodning for appelkammeret. EUIPO har ikke desto mindre anført, at appelkammeret burde have fortolket den pågældende anmodning således, at den vedrørte samtlige de varer, for hvilke indsigelsesafdelingen havde forkastet indsigelsen, hvilket omfattede »læder og læderimitationer« og »ædle metaller og legeringer deraf«.

35

Ifølge EUIPO har den fejl, der skyldes appelkammerets undladelse af at træffe afgørelse vedrørende »ædle metaller og legeringer deraf« ingen konsekvenser for udfaldet af nærværende sag, så meget desto mere som sagsøgeren selv hverken i klagen for EUIPO eller i stævningen for Retten nævnte disse varer.

36

På baggrund af det ovenstående skal det lægges til grund, at den af sagsøgeren indbragte klage for appelkammeret angik indsigelsesafdelingens afgørelse i dens helhed, for så vidt som indsigelsen var blevet forkastet. Denne konklusion fremgår klart af såvel EUIPO’s formular vedrørende omfanget af klagen som af påstandene i sagsøgerens skriftlige begrundelse for klagen. Dels satte sagsøgeren i den nævnte formular nemlig kryds i det felt, der angav, at afgørelsen var blevet anfægtet i sin helhed, dels nedlagde sagsøgeren i sit processkrift påstand om, for det første, at indsigelsen blev taget til følge for alle de omhandlede varer, og for det andet, at beskyttelsen i Unionen af den omhandlede internationale registrering blev fuldstændigt afslået. Både sagsøgeren og EUIPO har i øvrigt i deres svar på de stillede spørgsmål bekræftet, at sagsøgerens klage for appelkammeret skulle forstås som værende indgivet over indsigelsesafdelingens afgørelse i sin helhed, for så vidt som indsigelsen var blevet forkastet.

37

Det skal derfor konkluderes, at appelkammeret undlod at træffe afgørelse om den klage, der var blevet indgivet til det, for så vidt som denne klage vedrørte forkastelsen af indsigelsen for så vidt angår »ædle metaller og legeringer deraf« i klasse 14 for den omhandlede internationale registrering. Appelkammeret tilsidesatte dermed den forpligtelse, der følger af artikel 64, stk. 1, første punktum, i forordning nr. 207/2009, til at træffe afgørelse om den klage, der indbringes for det. Denne pligt skal imidlertid forstås på den måde, at appelkammeret er forpligtet til at træffe afgørelse om hver påstand, der er nedlagt for det, i sin helhed og enten tage påstanden til følge, afvise den af formalitetsgrunde eller forkaste den efter en realitetsbehandling. Det skal bemærkes, at tilsidesættelsen af denne pligt kan have påvirket indholdet af appelkammerets afgørelse, og at der derfor er tale om en væsentlig formforskrift, hvis tilsidesættelse kan tages under påkendelse ex officio (dom af 10.6.2008, Gabel Industria Tessile mod KHIM – Creaciones Garel (GABEL), T-85/07, EU:T:2008:186, præmis 20).

38

I modsætning til, hvad EUIPO har gjort gældende i sine svar på Rettens skriftlige spørgsmål, kan det ikke antages, at appelkammeret ved at afslå klagen i sin helhed i henhold til den funktionelle kontinuitet stadfæstede indsigelsesafdelingens standpunkt for så vidt angår »ædle metaller og legeringer deraf«. Det følger nemlig af den anfægtede afgørelse, at appelkammeret ikke var opmærksom på, at disse varer var genstand for den klage, der blev indgivet til det. Det er således udelukket at lægge til grund, at appelkammeret havde til hensigt at stadfæste indsigelsesafdelingens betragtninger vedrørende »ædle metaller og legeringer deraf«.

39

Det skal endvidere bemærkes, at Retten ikke kan træffe afgørelse om et spørgsmål, som appelkammeret ikke har taget stilling til (jf. i denne retning dom af 5.7.2011, Edwin mod KHIM, C-263/09 P, EU:C:2011:452, præmis 72). Dette er imidlertid tilfældet i denne sag, for så vidt som det er ubestridt, at appelkammeret ikke overhovedet udtalte sig om »ædle metaller og legeringer deraf«. Følgelig skal den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som appelkammeret undlod at træffe afgørelse vedrørende »ædle metaller og legeringer deraf«, der henhører under klasse 14, for den omhandlede internationale registrering.

De varer, der er beskyttet af det ældre varemærke

40

Sagsøgeren har i forbindelse med sin analyse af forholdet mellem de varer, der er omfattet af de omtvistede varemærker, og som henhører under klasse 18, gjort gældende, at det ældre varemærke, som sagsøgeren er indehaver af, blev registreret for »varer af læder«»læderimitationer« som sådanne samt for »varer af læderimitationer«. Sagsøgerens ræsonnement hviler på formuleringen af listen over varer på tysk, som er det sprog, hvorpå ansøgningen om registrering af det ældre varemærke er blevet indgivet, og som lyder som følger »Waren aus Leder und Lederimitationen sowie Waren daraus (soweit in Klasse 18 enthalten)« (varer af læder og læderimitationer samt varer deraf (indeholdt i klasse 18)).

41

EUIPO har bestridt det af sagsøgeren anførte. For det første har EUIPO fremhævet, at formuleringen af ordlyden af listen over de varer, der henhører under klasse 18, og som er omfattet af det ældre varemærke, er forskellig fra den liste, der er fastsat i Nicearrangementet, som lyder som følger: »læder og læderimitationer samt varer fremstillet af disse materialer og ikke indeholdt i andre klasser […]«. For det andet har EUIPO gjort gældende, at omfanget af den beskyttelse, der gives i henhold til denne klasse, er upræcis og kan fortolkes på flere måder, og at den under alle omstændigheder ikke opfylder de kriterier om klarhed og præcision, som Domstolen fastlagde i dom af 19. juni 2012, Chartered Insitute of Patent Attorneys (C-307/10, EU:C:2012:361).

42

Det skal konstateres, at i henhold til ordlyden af artikel 120, stk. 3, i forordning nr. 207/2009 – »[i] tvivlstilfælde lægges det af [EUIPO’s] sprog til grund, som EU-varemærkeansøgningen er indgivet på« – skal det beskyttelsesomfang, som den tyske udgave af den omhandlede ordlyd giver, gives forrang i det foreliggende tilfælde (jf. i denne retning dom af 21.3.2013, Event mod KHIM – CBT Comunicación Multimedia (eventer EVEN MANAGEMENTS SYSTEMS), T-353/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:147, præmis 14-16).

43

Det skal endvidere bemærkes, at i henhold til regel 2, stk. 2, i Kommissionens forordning (EF) nr. 2868/95 af 13. december 1995 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 40/94 om EF-varemærker (EFT 1995, L 303, s. 1), som fandt anvendelse på tidspunktet for de faktiske omstændigheder, skal fortegnelsen over varer og tjenesteydelser, for hvilke et varemærke er ansøgt, være udformet således, at varernes og tjenesteydelsernes art klart fremgår.

44

Det følger heraf, at det påhviler ansøgeren om registrering af et tegn som EU-varemærke i sin ansøgning at anføre en fortegnelse over de varer eller tjenesteydelser, som registreringen vedrører, og at foretage en beskrivelse af hver enkelte vare eller tjenesteydelse, der klart angiver dens art (dom af 23.11.2011, Pukka Luggage mod KHIM – Azpiroz Arruti (PUKKA), T-483/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:692, præmis 37).

45

Dette krav om klarhed, der i øvrigt forstærkes ved dom af 19. juni 2012, Chartered Institute of Patent Attorneys (C-307/10, EU:C:2012:361), som EUIPO har henvist til i sine bemærkninger, hvori Domstolen fastslog, at de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af en EU-varemærkeansøgningen, skal være identificeret med tilstrækkelig klarhed og præcision af ansøgeren, således at de kompetente myndigheder og de erhvervsdrivende alene på baggrund heraf kan fastlægge udstrækningen af den beskyttelse, varemærket giver (dom af 19.6.2012, Chared Institute of Patent Attorneys, C-307/10, EU:C:2012:361, præmis 64).

46

Det skal i den foreliggende sag bemærkes, at den ovennævnte tyske formulering kan forstås på to forskellige måder. For det første kan den fortolkes på den måde, som sagsøgeren har foreslået, der er nævnt i præmis 40 ovenfor. En sådan fortolkning hviler på den forudsætning, at for så vidt som ordet »varer« anvendes både i begyndelsen af og i slutningen af beskrivelsen af de varer, der henhører under den pågældende klasse 18, henviser den første anvendelse af ordet udelukkende til elementet »læder«, mens udtrykket »sowie Waren daraus (soweit in Klasse 18 enthalten (samt varer deraf (indeholdt i klasse 18)) vedrører elementet »læderimitationer«. Det følger heraf, at i henhold til denne fortolkning er »læderimitationer« ligeledes omfattet af den pågældende ordlyd. For det andet kan denne formulering ligeledes forstås på den måde, som EUIPO har lagt til grund, dvs. som en henvisning udelukkende til »varer af læder og af læderimitationer« som færdigvarer.

47

Det skal konstateres, at ved at tillade de to ovennævnte divergerende fortolkninger, har den af sagsøgeren valgte formulering for så vidt angår ordlyden af listen over varer, der henhører under klasse 18, og som er omfattet af det ældre varemærke, en tvetydig karakter, og den opfylder følgelig ikke det krav om klarhed, der følger af regel 2, stk. 2, i forordning nr. 2868/95 og af retspraksis. Det skal bemærkes, at sagsøgeren selv har skabt denne tvetydighed ved at tilføje ordene »Waren aus« (varer af) inden den generelle beskrivelse af klasse 18. I henhold til den retspraksis, der er nævnt ovenfor i præmis 44 og 45, påhvilede det imidlertid sagsøgeren at præcisere ordlyden af listen over de varer, der henhører under klasse 18, som er omfattet af det ældre varemærke. Det tilkom særligt sagsøgeren, såfremt denne havde til hensigt at ansøge om beskyttelse for »læderimitationer«, at vælge en formulering til listen over varer, som klart lod forstå, at der forelå en sådan hensigt.

48

Det skal fastslås, at indehaveren af varemærket ikke kan drage fordel af en tilsidesættelse af sin pligt til at udfærdige en liste over varerne på en klar og præcis måde. Den pågældende ordlyd må under alle omstændigheder ikke kunne fortolkes således, at den ligeledes til fordel for sagsøgeren omfatter »læderimitationer« som sådanne.

49

Sagsøgerens argument om, at det ældre varemærke er beskyttet for »læderimitationer«, må således forkastes.

Det eneste anbringende om tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009

50

Sagsøgeren har i det væsentlige fremsat et enkelt anbringende om tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009.

51

Sagsøgeren har støttet sit søgsmål på en række klagepunkter, der vedrører appelkammerets bedømmelse i den anfægtede afgørelse vedrørende den manglende risiko for forveksling mellem de omtvistede varemærker. Sagsøgeren har særligt gjort gældende, at appelkammeret med urette fastslog, at de varer, der var omfattet af den omhandlede internationale registrering, og de varer, der var omfattet af det ældre varemærke, ikke var af lignende art. Sagsøgeren er derfor af den opfattelse, at appelkammeret med urette fastslog, at der ikke var risiko for forveksling.

52

EUIPO har anfægtet sagsøgerens argumenter.

53

Indledningsvis skal det bemærkes, at det fremgår af ordlyden af artikel 151, stk. 1, i forordning nr. 207/2009, at enhver international registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret, fra registreringsdatoen, jf. artikel 3, stk. 4, i protokollen til Madridarrangementet om den internationale registrering af varemærker, der blev vedtaget i Madrid den 27. juni 1989 (EUT 2003, L 296, s. 22), skal have den samme virkning som en EU-varemærkeansøgning. Artikel 156, stk. 1, i forordning nr. 207/2009 bestemmer, at der over for en international registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret, kan rejses indsigelse på samme måde som over for en bekendtgjort EU-varemærkeansøgning.

54

Det følger af ordlyden af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009, at hvis indehaveren af et ældre varemærke rejser indsigelse, er det varemærke, der søges registreret, udelukket fra registrering, såfremt der i offentlighedens bevidsthed inden for det område, hvor det ældre mærke er beskyttet, er risiko for forveksling, fordi det yngre mærke er identisk med eller ligner det ældre varemærke, eller varerne eller tjenesteydelserne er af samme eller lignende art. Risikoen for forveksling indbefatter risikoen for, at der antages at være en forbindelse med det ældre varemærke.

55

Ifølge fast retspraksis udgør risikoen for, at det i kundekredsen kan antages, at de pågældende varer eller tjenesteydelser hidrører fra den samme virksomhed eller i givet fald fra økonomisk sammenhørende virksomheder, en risiko for forveksling. Ifølge samme retspraksis skal der foretages en helhedsvurdering af risikoen for forveksling på grundlag af den opfattelse, som den relevante kundekreds har af de omhandlede tegn og de omhandlede varer eller tjenesteydelser under hensyntagen til alle de relevante faktorer i det foreliggende tilfælde, bl.a. at ligheden mellem tegnene og ligheden mellem de pågældende varer og tjenesteydelser står i et indbyrdes afhængighedsforhold (jf. dom af 29.9.1998, Canon, C-39/97, EU:C:1998:442, præmis 16, 17 og 29 og den deri nævnte retspraksis, og af 9.7.2003, Laboratorios RTB mod KHIM – Giorgio Beverly Hills (GIORGIO BEVERLY HILLS), T-162/01, EU:T:2003:199, præmis 30-33 og den deri nævnte retspraksis).

56

Ved anvendelsen af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009 kræves, for at der kan foreligge en risiko for forveksling, både, at de omtvistede varemærker er identiske eller ligner hinanden, og at de varer eller tjenesteydelser, som varemærkerne betegner, er af samme eller lignende art. Der er i denne henseende tale om kumulative betingelser (jf. dom af 8.3.2013, Mayer Naman mod KHIM – Daniel e Mayer (David Mayer), T-498/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:117, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

57

Det er på baggrund af ovennævnte principper, at det skal undersøges, om det var med rette, at appelkammeret fandt, at der ikke forelå en risiko for forveksling mellem de omtvistede varemærker for de omhandlede varer.

Den relevante kundekreds

58

Ifølge retspraksis skal der i forbindelse med helhedsvurderingen af risikoen for forveksling tages hensyn til gennemsnitsforbrugeren af de pågældende varer, som er almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet. Der må også tages hensyn til, at gennemsnitsforbrugerens opmærksomhedsniveau kan variere, alt efter hvilken kategori af varer eller tjenesteydelser der er tale om. (jf. dom af 13.2.2007, Mundipharma mod KHIM, Altana Pharma (RESPICUR), T-256/04, EU:T:2007:46, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

59

I det foreliggende tilfælde må det lægges til grund, at henset til, at det ældre varemærke er et EU-varemærke, er det relevante geografiske område med hensyn til vurderingen af risikoen for forveksling Den Europæiske Union, hvilket appelkammeret med rette konstaterede, og sagsøgeren i øvrigt ikke har anfægtet.

60

Sagsøgeren har derimod anfægtet appelkammerets konklusion, hvorefter den relevante forbrugergruppe, i forhold til hvilken risikoen for forveksling skulle bedømmes, udgjordes af en særligt opmærksom specialiseret kundekreds.

61

For så vidt som der er et stort overlap mellem den argumentation, som sagsøgeren har fremført til dette punkt, og visse elementer, der fremgår af den analyse, som henhører under sammenligningen af de omhandlede varer, vil disse argumenter blive undersøgt sammen med undersøgelsen af spørgsmålet, om de nævnte varer er af lignende art.

62

Det er derfor inden for rammerne af sammenligningen af varerne, at undersøgelsen af klagen skal fortsættes.

Sammenligningen af varerne

– Varerne i klasse 14 og 26

63

I den anfægtede afgørelse konstaterede appelkammeret for det første, at de to omhandlede varegrupper, der henhører under klasse 14 og 26, som er omfattet af henholdsvis den omhandlede internationale registrering og det ældre varemærke, adskilte sig fra hinanden med hensyn til deres art, deres anvendelsesformål og benyttelsen af dem. Appelkammeret konkluderede, at de nævnte varer ikke var af lignende art med den begrundelse, at bæltespænder, beslag og udsmykning til lynlåse af ædle metaller var løse dele, som først og fremmest anvendes til fremstilling eller udsmykning af lynlåse eller bælter, og som derfor udgør halvfabrikata, mens de varer, der henhører under klasse 14 og 26, som er omfattet af det ældre varemærke, er færdigvarer, der dels tjener til at vise klokken og måle tid (»ure« og »kronometriske instrumenter«), dels er smykker eller udsmykning.

64

Appelkammeret bemærkede endvidere, at de omhandlede varer ikke stod i komplementaritetsforbindelse med hinanden, eftersom de omstridte løse dele ikke var uundværlige eller vigtige for anvendelsen af de færdigvarer, som henhører under klasse 14 og 26, som er omfattet af det ældre varemærke. Endvidere blev de omhandlede varer ikke udbudt gennem de samme distributionskanaler. Deres respektive funktioner er helt forskellige, og de er heller ikke konkurrerende. Eftersom de omhandlede varer ikke er rettet mod den samme kundekreds, er de følgelige ikke indbyrdes udskiftelige. Følgelig konkluderede appelkammeret, at de omhandlede varer, der henhører under klasse 14 og 26, ikke var af lignende art.

65

For det andet fastslog appelkammeret, at færdigvarer, navnlig »tasker«, der er indeholdt i klasse 18 og omfattet af det ældre varemærke, såvel ved deres art som ved deres anvendelsesformål adskilte sig fra de løse dele i klasse 14 og 26, der er omfattet af den omhandlede internationale registrering. Selv hvis det blev antaget, at de løse dele til lynlåse og bæltespænder var nødvendige for brugen af de færdigvarer, der henhører under klasse 18, og som er omfattet af det ældre varemærke, for så vidt som disse sidstnævnte omfatter lynlåse eller bælter eller remme, vil de relevante forbrugere dog ikke formode, at disse varer udbydes af de samme producenter.

66

Sagsøgeren har anfægtet appelkammerets bedømmelse af flere grunde. Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at appelkammeret undlod at tage hensyn til den omstændighed, at de omhandlede varer også kunne anvendes separat som særskilte varer, der også var rettet mod slutforbrugerne. I denne forbindelse har sagsøgeren særligt henvist til forskelligartetheden af de artikler, der er omfattet af udtrykket »udsmykning til lynlåse« – såsom smykkevedhæng, kæder, ringe – der kan påføres lynlåse for at udsmykke færdigvarer, såsom tasker eller beklædningsgenstande. Tilsvarende markedsføres »lynlåse« som særskilte varer, der gør det muligt for slutforbrugere at fastgøre f.eks. lange klædestoffer, såsom draperet stof, gardiner eller kåber, til kroppen eller fremhæve formen. Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at de omhandlede varer distribueres af de samme producenter, købes af den samme kundekreds og udbydes på de samme salgssteder. Den tilsigtede kundekreds kan således blive foranlediget til at antage, at der foreligger en umiddelbar nærhed og en komplementaritetsforbindelse mellem disse. De nævnte varers supplerende karakter følger i øvrigt deres overensstemmende æstetiske formål om at udsmykke færdigvarer.

67

EUIPO har anfægtet sagsøgerens argumenter.

68

Indledningsvis bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at der med henblik på vurderingen af, om de omhandlede varer eller tjenesteydelser er af lignende art, skal tages hensyn til alle relevante faktorer, der kendetegner forbindelsen mellem disse. Disse faktorer omfatter navnlig deres art, deres anvendelsesformål og benyttelsen af dem, samt om de er i et konkurrenceforhold eller supplerer hinanden. Der kan endvidere tages hensyn til andre faktorer, såsom f.eks. de omhandlede varers distributionskanaler (jf. i denne retning dom af 11.7.2007, El Corte Inglés mod KHIM – Bolaños Sabri (PiraÑAM diseño original Juan Bolaños), T-443/05, EU:T:2007:219, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

69

Hvad for det første angår sagsøgerens argument om, at de omhandlede varer, der henhører under klasse 14 og 26, nemlig »udsmykning til lynlåse af ædle metaller« og »bæltespænder«, ligeledes kan markedsføres som særskilte varer direkte til slutforbrugeren, skal det konstateres, at det, selv hvis det blev, at dette kan være tilfældet, ikke desto mindre forholder sig således, at dette forhold ikke kan rejse tvivl om den omstændighed, at disse varer er bestemt til hovedsageligt at blive solgt til erhvervsdrivende, der fremstiller færdigvarer, og nærmere bestemt til producenter af bælter og lynlåse.

70

Denne konklusion kan ikke drages i tvivl af sagsøgerens argumenter. I denne forbindelse bemærkes særligt, at sagsøgerens argument om, at »lynlåse« gør det muligt for forbrugerne at fastgøre draperet stof og tæpper eller beklædningsgenstande til kroppen, ikke kan tiltrædes. »Lynlåse« er nemlig efter selve deres art og anvendelsesformål varer, der er beregnet til at lukke bælter, og ikke varer, der anvendes med henblik på den af sagsøgeren anførte brug.

71

Det bemærkes endvidere, at sagsøgeren har gjort gældende, at de omhandlede varer distribueres af de samme producenter eller af indbyrdes forbundne producenter og udbydes på de samme distributionssteder og tilmed på de samme hylder. Sagsøgeren har imidlertid begrænset sig til blot at anføre dette uden at præcisere, hvilken type virksomhed der ifølge sagsøgeren både fremstiller de omhandlede varer og de varer, der er omfattet af det ældre varemærke, eller på hvilke distributionssteder disse varer udbydes.

72

Hvad for det andet angår sagsøgerens argument om de omhandlede varers supplerende karakter – der er støttet på deres overensstemmende æstetiske formål om at udsmykke færdigvarer – skal dette forkastes.

73

I denne forbindelse skal det først bemærkes, at varer og tjenesteydelser i henhold til retspraksis supplerer hinanden, såfremt der er en tæt forbindelse mellem dem i den forstand, at den ene er uundværlig eller vigtig for brugen af den anden, således at forbrugerne kan antage, at ansvaret for fremstillingen af disse varer eller for leveringen af disse tjenesteydelser påhviler den samme virksomhed (dom af 30.4.2015, Tecalan mod KHIM – Ensinger (TECALAN), T-100/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:251, præmis 40, jf. ligeledes i denne retning dom af 22.1.2009, Commercy mod KHIM – easyGroup mod KHIM – easyGroup IP Licensing (easyHotel), T-316/07, EU:T:2009:14, præmis 57 og 58 og den deri nævnte retspraksis).

74

Det følger endvidere af retspraksis, at en æstetisk komplementaritet mellem varer skal bestå i et reelt æstetisk behov i den forstand, at den ene vare er uundværlig eller vigtig for brugen af den anden, og at forbrugerne finder det sædvanligt eller normalt at bruge disse varer sammen (dom af 11.7.2007, Mühlens mod KHIM – Minoronzoni (TOSCA BLU), T-150/04, EU:T:2007:214, præmis 36, jf. ligeledes i denne retning dom af 1.3.2005, Sergio Rossi mod KHIM – Sissi Rossi (SISSI ROSSI), T-169/03, EU:T:2005:72, præmis 60 og 62).

75

I det foreliggende tilfælde skal det lægges til grund, at de omhandlede varer, dvs. på den ene side »bæltespænder« og »beslag og udsmykning til lynlåse af ædle metaller« i klasse 14 og 26, som er omfattet af den omhandlede internationale registrering, og på den anden side de varer, der er omfattet af de samme klasser, som beskyttet af det ældre varemærke, dvs. ure, juvelerarbejder eller dekorationsgenstande, såsom nøglevedhæng og dekorationsgenstande af ædle metaller samt kunstige blomster, som følge af deres forskellige karakter ikke er uundværlige og heller ikke i det mindste vigtige for deres respektive anvendelser.

76

For så vidt angår sagsøgerens argument vedrørende den komplementaritet, der foreligger mellem »udsmykning til lynlåse af ædle metaller« på den ene side, og »tasker«, der henhører under klasse 18, og som er omfattet af det ældre varemærke, på den anden side, skal det bemærkes, at »udsmykning til lynlåse af ædle metaller« ikke er uundværlige eller vigtige for at bruge en taske. En taske kan nemlig, selv når den er udstyret med en lynlås, anvendes uden, at denne lynlås påføres nogen udsmykning. Såfremt spørgsmålet betragtes ud fra synsvinklen om vigtigheden eller endog uundværligheden for »tasker« af anvendelsen af »beslag og udsmykning til lynlåse« bemærkes, at det ganske vist er korrekt, at det for at kunne anvende en udsmykning til lynlåse er nødvendigt at have en vare, der er udstyret med en lynlås. Det skal imidlertid konstateres, at tasker ikke er de eneste varer, der kan have et sådant lukkesystem. En udsmykning af lynlåse kan f.eks. ligeledes anvendes med en beklædningsgenstand, der er udstyret med en lynlås. Det skal i denne forbindelse endvidere konstateres, at der findes tasker, som ikke har et lynlåssystem. Den forbindelse, der består mellem »udsmykning af lynlåse af ædle metaller« og »tasker« er således ikke meget tæt. I denne forbindelse skal det bemærkes, at det med henblik på at fastslå, at varerne er af lignende art som følge af deres komplementaritet ikke er tilstrækkeligt, at en vare er uundværlig eller vigtig for brugen af den anden, idet denne omstændighed også skal have til følge, at forbrugeren kan antage, at ansvaret for fremstillingen af disse varer påhviler den samme virksomhed (jf. præmis 73 ovenfor). Med andre ord skal det undersøges, om »tasker« er så vigtige for brugen af »udsmykning til lynlåse«, at kundekredsen kan antage, at ansvaret for fremstillingen af disse varer påhviler den samme virksomhed (jf. i denne retning dom af 14.5.2013, Sanco mod KHIM – Marsalman (gengivelse af en kylling), T-249/11, EU:T:2013:238, præmis 39). Det skal lægges til grund, at den forbindelse, der foreligger mellem »udsmykning til lynlåse af ædle metaller« og »tasker«, ikke er tilstrækkeligt tæt til, at forbrugerne kan antage, at ansvaret for fremstillingen af disse varer påhviler den samme virksomhed. Kundekredsen forventer ikke, at en producent af tasker ligeledes udbyder udsmykning til lynlåse til salg.

77

Det skal endvidere bemærkes, som appelkammeret også anførte i den anfægtede afgørelses punkt 26, at den omstændighed, at alle de omtvistede varer kan tjene til dekorative formål, ikke er tilstrækkelig til fastslå, at varerne er af lignende art. Denne omstændighed er nemlig en faktor, der er for generel til i sig selv at kunne begrunde en konklusion om, at de omhandlede varer er supplerende og af denne grund af lignende art.

78

Det fremgår af det ovenstående, at sagsøgerens argumentation om en påstået komplementaritet mellem de omhandlede varer skal forkastes.

79

Hvad angår de øvrige relevante faktorer i henhold til den retspraksis, der er nævnt i præmis 68 ovenfor, skal det for det første bemærkes, at sagsøgeren selv har medgivet, at de omhandlede varer ikke stod i et konkurrenceforhold. For det andet skal det lægges til grund, at de omhandlede varer som følge af deres forskellige karakter heller ikke er substituerbare.

80

Henset til ovenstående oplysninger begik appelkammeret ikke en fejl, da det fastslog, at de omhandlede varer ikke var af lignende art.

– Varerne i klasse 18

81

Appelkammeret fastslog i den anfægtede afgørelse i det væsentlige, at »læder«, »læderimitationer« og »skind og huder«, der henhører under klasse 18, og som er omfattet af den omhandlede internationale registrering, er råvarer eller halvfabrikata, som skal undergives forarbejdning eller en videre omdannelse, og som følgelig er rettet til producenter af læderartikler og således til en specialiseret kundekreds. Appelkammeret fastslog, at de nævnte varer adskilte sig væsentligt fra de varer, der var omfattet af det ældre varemærke, som er færdigvarer, der er rettet mod slutforbrugerne. Ifølge appelkammeret er den omstændighed, at de omhandlede halvfabrikata er nødvendige for fremstillingen af nogle færdigvarer, der er omfattet af det ældre varemærke, såsom tasker og kufferter af enhver art, tegnebøger eller punge, ikke tilstrækkelig til at fastslå, at de pågældende varer er af lignende art, for så vidt som disse færdigvarer ligeledes kan fremstilles på grundlag af andre materialer. Kundekredsen vil således ikke antage, at varerne udbydes af de samme producenter. Appelkammeret konkluderede deraf, at de omhandlede varer i klasse 18 ikke var af lignende art.

82

Sagsøgeren har anfægtet denne bedømmelse fra appelkammeret af flere grunde. For det første har sagsøgeren anført, at de forskellige appelkamre i EUIPO i tidligere afgørelser allerede har anerkendt muligheden for at lægge til grund, at læder, læderimitationer og skind og huder som halvfabrikata på den ene side og færdigvarer, der er fremstillet af disse materialer, på den anden side, er af lignende art. Endvidere har sagsøgeren gjort gældende, at læder, læderimitationer og skind og huder heller ikke udelukkende markedsføres som halvfabrikata eller råvarer, men også kan sælges som sådanne direkte til den slutforbruger. I denne forbindelse har sagsøgeren henvist til anvendelsen af disse varer som dekorationsgenstande, såsom tæpper til plankegulve eller vægdekorationer. Dertil kommer, at skind og huder ligeledes anvendes som beskyttelse af madrasser eller stole. I disse tilfælde bliver de omtvistede varer ikke omdannet til andre varer, men anvendes som særskilte varer. De omhandlede varer er derfor efter sagsøgerens opfattelse af lignende art.

83

EUIPO har bestridt sagsøgerens argumenter.

84

Hvad for det første angår sagsøgerens argument vedrørende appelkamrenes tidligere afgørelsespraksis, i henhold til hvilken på den ene side læder og skind og huder som halvfabrikata og på den anden side varer, der var fremstillet af disse materialer, var af lignende art, skal det bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis, at de afgørelser, som appelkamrene ved EUIPO skal træffe i henhold til forordning nr. 207/2009 vedrørende registreringen af et tegn som EU-varemærke, træffes under udøvelse af en bunden kompetence og ikke på grundlag af en skønsmæssig beføjelse. Lovligheden af de nævnte afgørelser skal derfor udelukkende bedømmes på grundlag af denne forordning og ikke på grundlag af appelkamrenes tidligere afgørelsespraksis (dom af 26.4.2007, Alcon mod KHIM, C-412/05 P, EU:C:2007:252, præmis 65, og af 24.11.2005, Sadas mod KHIM – LTJ Diffusion (ARTHUR ET FELICIE), T-346/04, EU:T:2005:420, præmis 71). Endvidere og under alle omstændigheder skal det fremhæves, at Retten allerede har fastslået, at »læder og læderimitationer« og varer af disse materialer såsom tasker, kufferter, paraplyer, parasoller, spadserestokke, ligesom dem, der i det foreliggende tilfælde er beskyttet af det ældre varemærke, ikke var af lignende art (jf. i denne retning dom af 25.11.2010, Videffe mod KHIM – Ellis International Group (GOTHA), T-169/09, ikke trykt i Sml., EU:T:2010:484, præmis 7 og 29).

85

Hvad for det andet angår sagsøgerens argument om, at læder, læderimitationer og skind og huder ikke udelukkende markedsføres som råvarer eller halvfabrikata, men også kan sælges som særskilte varer direkte til slutforbrugeren, skal det lægges til grund, at det, selv såfremt det antages, at dette kan være tilfældet, ikke desto mindre forholder sig således, at dette forhold ikke kan rejse tvivl om den omstændighed, at disse varer hovedsagligt er rettet mod en kundekreds bestående af erhvervsdrivende (jf. i denne retning dom af 9.11.2016, Birkenstock Sales mod EUIPO (gengivelse af et motiv af bølgede linjer, der krydser hinanden), T-579/14, under appel, EU:T:2016:650, præmis 32).

86

Det skal endvidere konstateres, at »læder og læderimitationer; skind og huder« har en anden karakter og et andet anvendelsesformål end de varer, der er omfattet af det ældre varemærke. Mens de varer, der er omfattet af den omhandlede internationale registrering, hovedsagligt tjener til at levere råvarer til producenter af artikler af læder, læderimitationer og skind og huder, tjener de varer, der er omfattet af det ældre varemærke, til at dække og påklæde dele af den menneskelige krop, transportere genstande og beskytte sig mod regn og sol. I denne forbindelse skal det endvidere bemærkes, at Unionens retsinstanser har anerkendt, at en del af de varer, der er omfattet af det ældre varemærke – såsom »paraplyer« og »parasoller« – ud over deres hovedformål ligeledes kunne anses for at være varer, der henhører under modesektoren i ordets bredeste forstand, for så vidt som de kan anvendes af forbrugeren for at give et bestemt ydre indtryk (jf. i denne retning dom af 9.11.2016, gengivelse af et motiv af bølgede linjer, der krydser hinanden, T-579/14, under appel, EU:T:2016:650, præmis 118 og den deri nævnte retspraksis).

87

På grund af deres forskellige karakter bliver de omhandlede varer normalt fremstillet af forskellige producenter og afhændet via forskellige distributionskanaler. Der foreligger heller ikke noget konkurrenceforhold mellem disse varer.

88

For så vidt angår den eventuelle komplementaritet mellem »læder og læderimitationer; skind og huder« og visse varer i klasse 18, der er omfattet af det ældre varemærke, skal det bemærkes, at kompletterende varer ifølge retspraksis er dem, hvorimellem der er en tæt forbindelse i den forstand, at den ene er uundværlig eller vigtig for brugen af den anden, således at forbrugerne kan antage, at ansvaret for fremstillingen af disse varer påhviler den samme virksomhed (jf. i denne retning dom af 11.7.2007, PiraÑAM diseño original Juan Bolaños, T-443/05, EU:T:2007:219, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis). I det foreliggende tilfælde skal det imidlertid konstateres, at sagsøgeren ikke har præciseret grundene til, at de omhandlede varer er uundværlige eller i det mindste vigtige for deres respektive brug.

89

Sagsøgeren kan ikke gøre gældende, at de varer, der er omfattet af det ældre varemærke, og »læder og læderimitationer; skind og huder« er kompletterende, med den begrundelse, at de førstnævnte fremstilles med de sidstnævnte. I denne forbindelse skal det lægges til grund, at det var med rette, at appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 34-36 konstaterede, at den omstændighed, at varerne i klasse 18, der er omfattet af den omhandlede internationale registrering, er nødvendige for fremstillingen af visse varer indeholdt i klasse 18, som er omfattet af det ældre varemærke, såsom tasker og kufferter af enhver art, ikke er tilstrækkeligt til at fastslå, at de omhandlede varer er af lignende art, for så vidt som disse varer ligeledes kan fremstilles af andre materialer, og kundekredsen derfor ikke vil antage, at de pågældende varer udbydes af de samme producenter.

90

Det fremgår af det ovenstående, at det var uden at begå en skønsmæssig fejl, at appelkammeret konkluderede, at de omhandlede varer i klasse 18, ikke var af lignende art.

91

Det bemærkes, at for så vidt som en af de kumulative betingelser for, at det kan fastslås, at der foreligger risiko for forveksling, ikke er opfyldt i det foreliggende tilfælde, er sagsøgerens argumenter vedrørende tegnenes lighed uvirksomme.

92

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det konstateres, at det var med rette, at appelkammeret konkluderede, at der ikke forelå en risiko for forveksling mellem de omtvistede varemærker for de omhandlede varer.

93

Det følger heraf, at den anfægtede afgørelse skal annulleres, for så vidt som appelkammeret undlod at træffe afgørelse om den klage, der var blevet indgivet til det for så vidt angår »ædle metaller og legeringer deraf«, der henhører under klasse 14, og som er omfattet af den omhandlede internationale registrering. I øvrigt bør EUIPO frifindes.

Sagens omkostninger

94

Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 3, bærer hver part sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter.

95

Hver part bør derfor bære sine egne omkostninger.

 

På grundlag af disse præmisser

Udtaler og bestemmer

RETTEN (Femte Afdeling):

 

1)

Afgørelsen, der blev truffet den 12. november 2015 af Første Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 679/2014-1) vedrørende en indsigelsessag mellem Nanu-Nana Joachim Hoepp GmbH & Co. KG og Nadine Fink, annulleres, for så vidt som appelkammeret undlod at træffe afgørelse om den klage, der var blevet indgivet til det, for så vidt angår »ædle metaller og legeringer deraf«, der henhører under klasse 14 i Nicearrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret, og som er omfattet af det figurmærke, der er genstand for den internationale registrering nr. 1111651, som designerer Den Europæiske Union.

 

2)

I øvrigt frifindes EUIPO.

 

3)

Hver part bærer sine egne omkostninger.

 

Gratsias

Dittrich

Xuereb

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 6. april 2017.

Underskrifter


( 1 ) – * Processprog: tysk.