9.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 6/24

—

Dom af 5. juli 2016 i sag T-167/15 ophæves.

—

EU-varemærke nr. 010144392 »Neuschwanstein« erklæres ugyldigt.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Retten har underkendt, at betegnelsen »Neuschwanstein« er en geografisk oprindelsesangivelse. Den har i dommens præmis 27 — der i sig selv er selvmodsigende — anført, at Schloss Neuschwanstein (Neuschwanstein slot) ganske vist »geografisk set kan lokaliseres«, men ikke er noget »geografisk sted«, fordi stedets hovedfunktion består i bevaring af kulturarv, og ikke fremstilling eller markedsføring af souvenirartikler eller tjenesteydelser. Et geografisk steds »hovedfunktion« har dog ingen betydning for den absolutte registreringshindring for oprindelsesangivelsen. Schloss Neuschwanstein kan entydigt og uforanderligt lokaliseres og adskiller sig i modsætning til Rettens opfattelse fra et almindeligt museum, som bestemmes ud fra de udstillingsgenstande, der vises dér, som — i modsætning til Schloss Neuschwanstein — også kan flyttes til et andet sted.

Den relevante kundekreds vil ikke foretage den i Rettens dom anførte analytiske betragtning af navnet som »svanens nye sten«; den vil i stedet udelukkende forbinde fantasinavnet med det verdensberømte slot. Således modsiger Rettens dom også EU-Domstolens angivelser i dom Chiemsee (2), da den relevante kundekreds sætter varer, der er kendetegnet med tegnet »Neuschwanstein«, i forbindelse med Schloss Neuschwanstein som verdensberømt centrum for turister. Dette sted er således uden tvivl egnet til at påvirke forbrugernes præferencer gennem de forestillinger, der påvirker dette sted positivt. Derfor kan tegnet ikke beskyttes som geografisk angivelse. Der er en almen interesse i — i det mindste for typiske souvenirartikler, der markedsføres og sælges for at minde om den pågældende seværdighed — at friholde navnene på kendte seværdigheder fra en monopolisering gennem varemærkebeskyttelse. I den appellerede dom blev der dog ikke foretaget en analyse af de ansøgte varer og tjenesteydelser med henblik på spørgsmålet, om de var egnede som souvenirartikler. Dette havde dog været nødvendigt, navnlig fordi der blev ansøgt om det omtvistede varemærke for overbegreber, som de typiske souvenirartikler også falder under. Den omstændighed, at ansøgeren er Freistaat Bayern, ændrer, således som EU-Domstolen har fremhævet i dom Monarco (3), intet ved disse principper, da det er de samme principper, der gælder for en stat som ansøger om et varemærke, som for andre markedsdeltagere.

2.

I modsætning til det, der er blevet anført i den hidtidige retspraksis, kom Retten med hensyn til registreringshindringen om det manglende særpræg i henhold til artikel 7, stk. 1, litra b), i EU-varemærkeforordningen til det resultat, at den relevante kundekreds ville indse, at alle de varer, der var betegnet med »Neuschwanstein«, blev fremstillet, markedsført eller leveret under Freistaat Bayerns kontrol (jf. præmis 43). Imidlertid ser købere af varer, der traditionelt udbydes i nærheden af seværdigheder og som bærer seværdighedernes navn, ingen forbindelse til ejeren af seværdigheden i denne betegnelse og forventer ikke, at varerne fremstilles og markedsføres af denne. Betegnelsen »Neuschwanstein« tjener udelukkende som minde om deres besøg på seværdigheden og salgsstedet. Det er ligegyldigt for de relevante persongrupper, hvem der har fremstillet varerne.

3.

Det må lægges til grund, at ansøgeren om varemærket »Neuschwanstein« var i ond tro, jf. artikel 52, stk. 1, litra b), da de relevante kundekredse og bevisligt også ansøgeren allerede før ansøgningen om det omtvistede EU-varemærke var klar over, at der i Schloss Neuschwansteins nærmeste omgivelser udbydes forskellige varer, der er kendetegnet med denne seværdigheds navn.