30.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 191/9

Appel iværksat den 26. februar 2016 af British Airways plc til prøvelse af dom afsagt af Retten (Første Afdeling) den 16. december 2015 i sag T-48/11, British Airways plc mod Europa-Kommissionen

(Sag C-122/16 P)

(2016/C 191/11)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: British Airways plc (ved J. Turner, QC, barrister R. O'Donoghue og solicitor A. Lyle-Smythe)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—

Rettens dom ophæves, for så vidt som den begrænser rækkevidden af annullationen af den anfægtede afgørelse truffet af Europa-Kommissionen til den påstand, British Airways nedlagde i sin oprindelige påstand om annullation.

—

Punkt 1 i Rettens domskonklusion ophæves.

—

Den anfægtede afgørelse truffet af Europa-Kommissionen ophæves i sin helhed.

—

British Airways’ omkostninger ved appellen dækkes.

Anbringender og væsentligste argumenter

British Airways plc har med denne appel nedlagt påstand om en delvis ophævelse af Rettens afgørelse af 16. december 2015 i sag T-48/11, British Airways plc mod Europa-Kommissionen. Dommen annullerede delvist Kommissionens afgørelse C(2010) 7694 final af 9. november 2010 i sag COMP/39258 — luftfragt, for så vidt som den vedrører British Airways.

Appellanten har fremsat to anbringender til støtte for appellen.

1.

Første anbringende om, at Retten begik en retlig fejl, idet den anvendte begrebet ultra petita til at begrænse sin handlefrihed, selv om Retten af egen drift havde fastslået, at Europa-Kommissionens afgørelse var behæftet med grundlæggende mangler af ordre public-karakter, som gjorde den ugyldig i sin helhed. Retten traf ikke afgørelse ultra petita ved af egen drift at undersøge et spørgsmål af ordre public-karakter og træffe afgørelse i sagen på det grundlag. Derfor begik Retten en retlig fejl ved at fastslå, at den var begrænset af ultra petita ved fastlæggelsen af konsekvenserne af dens konstatering i dommens dispositive del.

2.

Andet anbringende om at Retten subsidiært, selv hvis princippet om ultra petita fandt anvendelse, burde have fastslået, at den ikke desto mindre havde beføjelse til — og endda var forpligtet til — at annullere den anfægtede afgørelse i sin helhed for at give virkning til sin egen konklusion om, at den anfægtede afgørelse var behæftet med en mangel, som tilsidesatte højere retsnormer, nemlig legalitetsprincippet og princippet om adgang til effektive retsmidler som sikret ved artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder.