4.4.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 118/12


Sag anlagt den 26. januar 2016 — Europa-Kommissionen mod Republikken Finland

(Sag C-42/16)

(2016/C 118/15)

Processprog: finsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved J. Hottiaux og I. Koskinen, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Republikken Finland

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at Republikken Finland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 1 og artikel 7, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/126/EF af 20. december 2006 om kørekort (1), idet den har udstedt duplikatkørekort, hvis gyldighedsperiode udløber den 18. januar 2033, og sine forpligtelser i henhold til artikel 7, stk. 5, i direktiv 2006/126/EF, idet den ikke har tilsluttet sig EU’s kørekortnetværk.

Republikken Finland tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Et af hovedmålene med direktiv 2006/126/EF er at forbedre sikkerheden omkring kørekort. Ved at anvende de i direktivet fastsatte frister kan dette mål opfyldes, og de nyeste foranstaltninger kan anvendes ved udstedelsen af kørekort, således at forfalskninger kan forhindres, og således at direktivets færdselssikkerhedsmål kan opfyldes. Artikel 1 i direktiv 2006/126/EF foreskriver, at der skal indføres et nationalt kørekort baseret på den EF-model, der er fastsat i bilag I. Direktivets artikel 7, stk. 1, regulerer de krav, som finder anvendelse på kørekort, og artikel 7, stk. 2, fastsætter gyldighedsperioden for de kørekort, der er blevet udstedt fra den 19. januar 2013. I Finland kan gyldighedsperioden for de duplikatkørekort, som er blevet udstedt efter den 19. januar 2013, være meget længere end det, der er fastsat i henhold til artikel 7, stk. 2, litra a og b), i direktiv 2006/126/EF.

I henhold til artikel 7, stk. 5, litra d), i direktiv 2006/126/EF skal medlemsstaterne benytte EU’s kørekortnetværk, når det bliver operativt. EU’s kørekortnetværk (RESPER) er blevet oprettet og blev operationelt den 19. januar 2013. Da Finland ikke har tilsluttet sig EU’s kørekortnetværk (RESPER), kan det ikke kontrolleres i netværket, om forudsætningerne for udstedelsen af et kørekort er opfyldt. De øvrige medlemsstater kan ikke i samarbejde med Finland kontrollere, om forudsætningerne for udstedelsen af et kørekort er opfyldt, og de kan ikke udveksle oplysninger med Finland over dette netværk. Den udveksling af oplysninger, der er fastsat i artikel 15 i direktiv 2006/126/EF, kan således ikke finde sted med Finland over EU’s kørekortnetværk.


(1)  EUT L 403, s. 18.