29.3.2016 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 111/13 |
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Korkein hallinto-oikeus (Finland) den 20. januar 2016 — A Oy
(Sag C-33/16)
(2016/C 111/16)
Processprog: finsk
Den forelæggende ret
Korkein hallinto-oikeus
Parter i hovedsagen
Sagsøger: A Oy
Procesdeltager: Veronsaajien oikeudenvalvontayksikkö (finsk afgiftsmyndighed)
Præjudicielle spørgsmål
1) |
Skal artikel 148, litra d), i Rådets direktiv 2006/112/EF (1) om det fælles merværdiafgiftssystem fortolkes således, at lastning og losning af et fartøj er ydelser i denne bestemmelses forstand, der er bestemt til at dække et direkte behov i forbindelse med søgående fartøjers ladning som omhandlet i dette direktivs artikel 148, litra a)? |
2) |
Skal artikel 148, litra d), i direktiv 2006/112/EF henset til præmis 24 i Domstolens dom Elmeka, forenede sager C-181/04 — C-183/04, hvorefter afgiftsfritagelsen i henhold til denne bestemmelse ikke kan udvides til at omfatte levering af tjenesteydelser i et forudgående handelsled, fortolkes således, at dette også gælder for den i nærværende sag omtvistede tjenesteydelse, hvor den tjenesteydelse, der i første handelsled leveres af en af A Oys underentreprenører, omfatter en tjenesteydelse, som direkte fysisk vedrører ladningen, og som A Oy viderefakturerer til speditøren eller transportøren? |
3) |
Skal artikel 148, litra d), i direktiv 2006/112/EF henset til præmis 24 i Domstolens ovennævnte dom, hvorefter afgiftsfritagelsen i henhold til denne bestemmelse kun gælder for tjenesteydelser, der leveres direkte til rederiet, fortolkes således, at denne afgiftsfritagelse ikke kan finde anvendelse, såfremt tjenesteydelsen leveres til den, der har råderet over ladningen, f.eks. eksportøren eller importøren af varerne? |