18.4.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 136/7

1)

Følger det af Domstolens dom i Köbler-sagen (dom af 30.9.2003, sag C-224/01) (1) og i Traghetti del Mediterraneo-sagen (dom af 13.6.2006, sag C-173/03) (2) om statens ansvar for retsinstansers fejl, der indebærer tilsidesættelse af EU-retten, at en ret må anses for en ret i sidste instans, når en afgørelse fra denne ret inden for rammerne af en kassationssag ikke efterprøves, fordi kassationsappellanten, der har indgivet et skriftligt indlæg i kassationssagen, efter en uomstødelig formodning i de nationale procesregler anses for at have frafaldet sagen?

2)

Kan det forenes med artikel 267, stk. 3, TEUF, også i lyset af artikel 47, stk. 2, og 52, stk. 3, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (3), at en national retsinstans, som ifølge denne traktatsbestemmelse er forpligtet til at forelægge Domstolen en præjudiciel anmodning, afviser dette alene af den grund, at anmodningen er formuleret i et skriftligt indlæg, som ifølge de relevante procesregler ikke kan tages i betragtning, fordi det er indgivet uden for fristerne?

3)

Såfremt den højeste af de ordinære retter ikke behandler en anmodning om at forelægge et præjudicielt spørgsmål, må det da antages, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 267, stk. 3, TEUF, også i lyset af artikel 47, stk. 2, og 52, stk. 3, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, såfremt denne retsinstans afslår anmodningen alene med den begrundelse, at spørgsmålet ikke forelægges, »da det i betragtning af de anførte anbringender vil blive afvist på grundlag af en regel, der er særlig for retsplejen ved Hof van Cassatie (kassationsdomstol)«.