Sag C-540/16

»Spika« UAB m.fl.

mod

Žuvininkystės tarnyba prie Lietuvos Respublikos žemės ūkio ministerijos

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Lietuvos vyriausiasis administracinis teismas)

»Præjudiciel forelæggelse – fælles fiskeripolitik – forordning (EU) nr. 1380/2013 – artikel 16, stk. 6, og artikel 17 – fordeling af fiskerimuligheder – national lovgivning, som fastsætter en metode, der er baseret på gennemsigtige og objektive kriterier – ulige vilkår for operatører i denne sektor – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – artikel 16 og 20 – frihed til at oprette og drive egen virksomhed – ligebehandling – proportionalitet«

Sammendrag – Domstolens dom (Femte Afdeling) af 12. juli 2018

1. Præjudicielle spørgsmål–Domstolens kompetence–grænser–anmodning om fortolkning af en national lovgivning om gennemførelse af EU-retten–begrebet gennemførelse af EU-retten–national foranstaltning, der beslutter, hvordan de fiskerimuligheder, som medlemsstaterne har fået tildelt, fordeles–omfattet

   (Art. 267, TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1380/2013, art. 16, stk. 6)

2. Fiskeri–bevarelse af havets ressourcer–kvoteordning for fiskeri–fordelingen mellem medlemsstaterne af fiskemuligheder–national lovgivning, som fastsætter en metode, der er baseret på gennemsigtige og objektive kriterier–foranstaltning, der kan medføre ulige vilkår for operatører i denne sektor–begrundet i nødvendigheden af at undgå overudnyttelse af havets ressourcer–lovlig–uberettiget hindring i frihed til at oprette og drive egen virksomhed og i retten til ligebehandling–foreligger ikke

   (Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 16 og 20 samt art. 52, stk. 1; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1380/2013, art. 2, stk. 1, art. 16, stk. 6, og art. 17)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 22-24)

2.  Artikel 16, stk. 6, og artikel 17 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 af 11. december 2013 om den fælles fiskeripolitik, om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1954/2003 og nr. 1224/2009 og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 og nr. 639/2004 samt Rådets afgørelse 2004/585/EF og artikel 16 og 20 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat som den i hovedsagen omhandlede, hvorved denne medlemsstat, idet den baserer sig på et gennemsigtigt og objektivt kriterium, vedtager en metode til fordeling af fiskerimuligheder, der kan føre til en ulige behandling af operatører, som har fiskerfartøjer, der fører dens flag, for så vidt som nævnte metode forfølger en eller flere almene interesser, der er anerkendt af Den Europæiske Union, og overholder proportionalitetsprincippet.

   Da en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede forfølger den fælles fiskeripolitiks målsætninger, som de er fastslået i forordning nr. 1380/2013, skal det fastslås, at den opfylder et mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen som omhandlet i chartrets artikel 52, stk. 1. Hvad angår den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivnings egnethed til at nå de mål af almen interesse, den forfølger, bemærkes, at denne lovgivning med den metode for tildeling af fiskerimuligheder, som den fastsætter, bl.a. gør det muligt at undgå, at havets biologiske ressourcer overudnyttes, og at fornyelsen heraf forstyrres eller forhindres. Under disse omstændigheder er den nævnte lovgivning egnet til at sikre fiskeriets miljømæssige bæredygtighed som omhandlet i artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 1380/2013.

   Hvad angår spørgsmålet, om denne metode indebærer restriktioner for de friheder, der er fastslået i chartrets artikel 16 og 20, som går videre, end hvad der er nødvendigt for at nå de mål, der forfølges med den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning, fremgår det for det første af forelæggelsesafgørelsen, at den historiske andel kan forøges eller formindskes på grundlag af visse kriterier, bl.a. af miljømæssig karakter, eller som bidrager til udviklingen af den lokale økonomi. Dernæst kan en historisk operatør ikke selv råde over mere end 40% af de fiskerimuligheder, der tildeles Republikken Litauen, for så vidt angår en given fiskeart. Endelig, og som anført i denne doms præmis 38, tildeles den andel af fiskerimulighederne, som ikke fortrinsvis tildeles de historiske operatører, og som skal udgøre ikke under 5% af de fiskerimuligheder, som Republikken Litauen har fået tildelt, ved auktion til andre operatører, som har et fiskerfartøj, der fører litauisk flag. Under disse omstændigheder medfører den i hovedsagen omhandlede metode for tildeling af fiskerimuligheder ikke blot ikke, at fiskerimulighederne udelukkende forbeholdes de historiske operatører på grundlag af deres respektive historiske andele, men den gør det desuden muligt at vægte disse andele på grundlag af et antal objektive elementer.

   (jf. præmis 44, 47, 48, 51-54 og 56 samt domskonkl.)