Sag C-494/16

Giuseppa Santoro

mod

Comune di Valderice
og
Presidenza del Consiglio dei Ministri

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunale di Trapani)

»Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – tidsbegrænset ansættelse – kontrakter indgået med en arbejdsgiver i den offentlige sektor – foranstaltninger til sanktionering af misbrug af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter – ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet«

Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 7. marts 2018

Socialpolitik – rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP – direktiv 1999/70 – foranstaltninger, der har til formål at forhindre misbrug ved anvendelse af flere på hinanden følgende tidsbegrænsende ansættelseskontrakter – kontrakter indgået med en arbejdsgiver i den offentlige sektor – national lovgivning, der ikke sanktionerer brugen af sådanne kontrakter ved udbetaling af en erstatning til den pågældende arbejdstager, der skal kompensere for den manglende ændring af et tidsbegrænsede ansættelsesforhold til et tidsubegrænset ansættelsesforhold – tildeling af en anden erstatning, idet den berørte arbejdstager har mulighed for at opnå fuld erstatning for tab af beskæftigelsesmuligheder eller for tab som følge af en mistet mulighed for at bestå en administrativ udvælgelsesprøve – lovlighed – betingelse – forekomsten af en effektiv og afskrækkende sanktionsmekanisme – den nationale rets efterprøvelse

(Rådets direktiv 1999/70, bilag, § 5)

§ 5 i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, indgået den 18. marts 1999, der er knyttet som bilag til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning, der på den ene side ikke straffer en arbejdsgiver i den offentlige sektors misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter ved udbetaling af en erstatning til den pågældende arbejdstager, der skal kompensere for den manglende ændring af tidsbegrænsede ansættelsesforhold til et tidsubegrænset ansættelsesforhold, men på den anden side fastsætter tildeling af en erstatning på mellem 2,5 og 12 månedslønninger på grundlag af den pågældende arbejdstagers seneste månedsløn, idet sidstnævnte har mulighed for at opnå fuld erstatning for skaden ved på grundlag af en formodning at bevise at være gået glip af andre beskæftigelsesmuligheder eller ved at bevise, at vedkommende i tilfælde af afholdelse af en almindelig udvælgelsesprøve ville være blevet udvalgt, forudsat at en sådan lovgivning ledsages af en tilstrækkelig effektiv og afskrækkende sanktionsmekanisme, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

Henset til de vanskeligheder, der er forbundet med at påvise et tab af muligheder, skal det konstateres, at en formodningsmekanisme, som har til formål at sikre, at en arbejdstager, der som følge af et misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter er gået glip af en beskæftigelsesmulighed, gives mulighed for at eliminere konsekvenserne af en sådan tilsidesættelse af EU-retten, kan opfylde effektivitetskravet.

Under alle omstændigheder kan den omstændighed, at den foranstaltning, som den nationale lovgiver har vedtaget med henblik på at sanktionere misbrug af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter begået af arbejdsgivere i den private sektor, udgør den mest omfattende beskyttelse, der kan tilkendes en arbejdstager, ikke i sig selv bevirke, at de nationale foranstaltninger, som finder anvendelse på arbejdstagere i den offentlige sektor, bliver mindre effektive.

(jf. præmis 50, 51 og 54 samt domskonkl.)