Sag C-483/16
Zsolt Sziber
mod
ERSTE Bank Hungary Zrt.
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Fővárosi Törvényszék)
»Præjudiciel forelæggelse – forbrugerbeskyttelse – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – direktiv 93/13/EØF – artikel 7, stk. 1 – låneaftaler optaget i udenlandsk valuta – national lovgivning, som fastsætter specifikke procedurebetingelser for at anfægte rimeligheden – ækvivalensprincippet – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – artikel 47 – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse
Sammendrag – Domstolens dom (Anden Afdeling) af 31. maj 2018
Forbrugerbeskyttelse–urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler–direktiv 93/13–midler, der har til formål at bringe anvendelsen af urimelige kontraktvilkår til ophør–national lovgivning, som fastsætter specifikke procedurebetingelser for at anfægte rimeligheden af en bestemmelse i en låneaftale i fremmed valuta–lovlighed–betingelser–overholdelse af ækvivalens- og effektivitetsprincippet
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47; Rådets direktiv 93/13, art. 1 og art. 7, stk. 1)
Forbrugerbeskyttelse–urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler–direktiv 93/13–anvendelsesområde–situation, hvor der ikke foreligger et grænseoverskridende element–omfattet
(Rådets direktiv 93/13)
Artikel 7 i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler skal fortolkes således, at den i princippet ikke er til hinder for en national lovgivning, der fastsætter særlige proceduremæssige krav som de i hovedsagen omhandlede, for sager anlagt af forbrugere, der har indgået låneaftaler i fremmed valuta, som indeholder en bestemmelse, der fastsætter en forskel mellem den valutakurs, som finder anvendelse på frigivelsen af lånet, og den, der finder anvendelse på tilbagebetalingen af dette, og/eller en bestemmelse, som fastsætter en ensidig mulighed for ændring, der gør det muligt for kreditgiveren at hæve renterne, gebyrerne og omkostningerne, forudsat at konstateringen af, at vilkårene indeholdt i en sådan aftale er urimelige, gør det muligt at genoprette den retlige og faktiske situation, som forbrugeren ville have befundet sig i, hvis de urimelige vilkår ikke forelå.
Selv om Domstolen således på mange måder og under hensyn til kravene i artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13 har opstillet rammer for den måde, hvorpå de nationale domstole skal sikre beskyttelsen af de rettigheder, som tilkommer forbrugerne i henhold til dette direktiv, harmoniserer EU-lovgivningen i princippet ikke procedurerne for undersøgelsen af den påståede urimelighed i et kontraktvilkår, og disse falder derfor inden for medlemsstaternes interne retsorden, dog på betingelse af, at disse procedurer ikke er mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende situationer, der er underlagt national ret (ækvivalensprincippet), og at de fastsætter en effektiv domstolsbeskyttelse som fastsat i chartrets artikel 47 (jf. i denne retning dom af 14.4.2016, Sales Sinués og Drame Ba, C-381/14 og C-385/14, EU:C:2016:252, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).
(Jf. præmis 35 og 55 samt domskonkl. 1)
Direktiv 93/13 skal fortolkes således, at det også finder anvendelse i situationer, hvor der ikke foreligger et grænseoverskridende element.
57 Det bemærkes herved, at EUF-traktatens bestemmelser om fri bevægelighed i henhold til fast retspraksis ikke finder anvendelse på situationer, hvor samtlige elementer er begrænset til en enkelt medlemsstat (jf. i denne retning dom af 15.11.2016, Ullens de Schooten, C-268/15, EU:C:2016:874, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).
Som anført af generaladvokaten i punkt 70 i sit forslag til afgørelse, omhandler hovedsagen imidlertid ikke traktatens bestemmelser om fri bevægelighed, men EU-lovgivning, der harmoniserer et specifikt retsområde på tværs af medlemsstaterne. Bestemmelserne i den nævnte EU-lovgivning finder derfor anvendelse uanset den rent interne karakter af den i hovedsagen omhandlede situation.
(jf. præmis 57-59 og domskonkl. 2)