Forenede sager C-427/16 og C-428/16

»Chez Elektro Balgaria« AD mod Yordan Kotsev

og

»FrontEx International« EAD

mod

Emil Yanakiev

(anmodninger om præjudiciel afgørelse indgivet af Sofiyski rayonen sad)

»Præjudiciel forelæggelse – konkurrence – fri udveksling af tjenesteydelser – en sammenslutning af advokatvirksomheders fastsættelse af minimumsstørrelsen af salærer – forbud for en ret mod at pålægge godtgørelse af et salær, som er mindre end disse mindstebeløb – national lovgivning, der betragter merværdiafgift (moms) som en del af prisen for en ydelse, der er udført i forbindelse med udøvelse af et liberalt erhverv«

Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 23. november 2017

  1. Konkurrence–EU-regler–medlemsstaternes forpligtelser–national lovgivning, som tillader erhvervsdrivende at fastsætte tariffer under overholdelse af kriterier vedrørende almene hensyn og uden nogen uddelegering af beføjelser om godkendelse eller fastsættelse af tariffer–lovlighed

    (Art. 4, stk. 3, TEU; art. 101, stk. 1, TEUF)

  2. Konkurrence–EU-regler–medlemsstaternes forpligtelser–national lovgivning, som hindrer en advokat og dennes klient i at blive enige om et vederlag, der er mindre end de af en national sammenslutning af advokatvirksomheder fastsatte minimumsstørrelser–forbud for de nationale retter mod at pålægge godtgørelse af et salær, som er mindre end disse mindstebeløb–ikke tilladt

    (Art. 4, stk. 3, TEU; art. 101, stk. 1, TEUF)

  3. Fri udveksling af tjenesteydelser–advokater–direktiv 77/249–anvendelsesområde–en national rets tilkendelse af godtgørelse af salærer til udbydere af juridiske tjenester–udelukket

    (Art. 4, stk. 3, TEU; art. 101, stk. 1, TEUF; Rådets direktiv 77/249)

  4. Harmonisering af afgiftslovgivningerne–det fælles merværdiafgiftssystem–beskatningsgrundlag–levering af varer og tjenesteydelser–national lovgivning, der betragter merværdiafgift (moms) som en uadskillelig del af advokaters salær, med den virkning, at disse salærer pålægges dobbelt moms–ikke tilladt

    [Rådets direktiv 2006/112, art. 78, stk. 1, litra a)]

  1.  Der foreligger en tilsidesættelse af artikel 101 TEUF, sammenholdt med artikel 4, stk. 3, TEU, såfremt en medlemsstat enten foreskriver eller fremmer indgåelse af aftaler i strid med artikel 101 TEUF eller forstærker sådanne aftalers virkninger, eller såfremt den fratager de af medlemsstaten udstedte retsforskrifter deres statslige karakter ved at uddelegere ansvaret for at træffe beslutninger om økonomisk intervention til private erhvervsdrivende (dom af 21.9.2016, Etablissements Fr. Colruyt, C-221/15, EU:C:2016:704, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis). Dette er ikke tilfældet, når tarifferne fastsættes under overholdelse af kriterier vedrørende almene hensyn som fastsat ved loven, og de offentlige myndigheder ikke overlader deres beføjelser til at godkende eller fastsætte tariffer til private erhvervsdrivende, selv om de erhvervsdrivendes repræsentanter ikke udgør mindretallet i det udvalg, der foreslår disse tariffer (jf. i denne retning dom af 4.9.2014, API m.fl., C-184/13 – C-187/13, C-194/13, C-195/13 og C-208/13, EU:C:2014:2147, præmis 31).

    Den tarif, der fastsættes af en erhvervsorganisation, kan ikke desto mindre have en statslig karakter, såfremt medlemmerne af denne organisation er sagkyndige, der er uafhængige af de pågældende erhvervsdrivende, og de af loven er forpligtet til at fastsætte tarifferne under hensyntagen til ikke blot interesserne hos de virksomheder eller sammenslutninger af virksomheder i den pågældende sektor, som har udpeget dem, men også til almenvellet og til interesserne hos virksomheder i andre sektorer eller brugere af de pågældende tjenesteydelser (dom af 4.9.2014, API m.fl., C-184/13 – C-187/13, C-194/13, C-195/13 og C-208/13, EU:C:2014:2147, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis). For at sikre, at medlemmerne af en sådan erhvervsorganisation rent faktisk agerer under iagttagelse af almenvellets interesse, skal kriterierne for denne interesse fastsættes ved lovbestemmelser, som er tilstrækkeligt præcise, og der skal foreligge en effektiv kontrol med beslutningskompetencen i sidste instans fra statens side (jf. i denne retning dom af 4.9.2014, API m.fl., C-184/13 – C-187/13, C-194/13, C-195/13 og C-208/13, EU:C:2014:2147, præmis 41).

    (jf. præmis 42, 43, 45 og 46)

  2.  Artikel 101, stk. 1, TEUF, sammenholdt med artikel 4, stk. 3, TEU, skal fortolkes således, at en national lovgivning som den i hovedsagerne omhandlede, der på den ene side ikke tillader en advokat og dennes klient at blive enige om et vederlag, der er mindre end den i en bekendtgørelse fra en sammenslutning af advokatvirksomheder som Vissh advokatski savet (det øverste advokatråd, Bulgarien) fastsatte minimumsstørrelse, idet denne advokat ellers kan pålægges disciplinære foranstaltninger, og på den anden side ikke bemyndiger retten til at pålægge godtgørelse af et salær, som er mindre end dette mindstebeløb, kan begrænse konkurrencen inden for det indre marked som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF. Det tilkommer den forelæggende ret at undersøge, om en sådan lovgivning under hensyn til den måde, hvorpå den konkret gennemføres, reelt opfylder lovlige formål, og om de således pålagte begrænsninger er begrænset til det, der er nødvendigt for at sikre gennemførelsen af disse lovlige formål.

    Det følger heraf, at på baggrund af manglen på bestemmelser, som kan sikre, at det øverste advokatråd handler som en udskilt del af den offentlige magt, der arbejder i almenvellets interesse med henblik på en effektiv kontrol med beslutningskompetencen i sidste instans fra statens side, må en erhvervsorganisation som det øverste advokatråd anses for en sammenslutning af virksomheder som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF, når den vedtager bekendtgørelser, som fastsætter mindstebeløb for advokatsalærer. Det skal i denne henseende fastslås, at fastsættelsen af mindstebeløb for advokatsalærer, der er gjort obligatoriske ved en national lovgivning såsom den i hovedsagerne omhandlede, som herved hindrer, at andre udbydere af juridiske tjenester kan fastsætte vederlag, der er lavere end disse mindstebeløb, svarer til en horisontal fastsættelse af de pålagte minimumstariffer (jf. i denne retning dom af 4.9.2014, API m.fl., C-184/13 – C-187/13, C-194/13, C-195/13 og C-208/13, EU:C:2014:2147, præmis 43).

    (jf. præmis 49, 51 og 58 samt domskonkl. 1)

  3.  Artikel 101, stk. 1, TEUF, sammenholdt med artikel 4, stk. 3, TEU og Rådets direktiv 77/249/EØF af 22. marts 1977 om lettelser med henblik på den faktiske gennemførelse af advokaters frie udveksling af tjenesteydelser, skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagerne omhandlede, hvorefter juridiske personer og enkeltmandsvirksomheder af en national ret tilkendes godtgørelse af advokatsalærer, såfremt de repræsenteres af en juridisk rådgiver. Hertil kommer, at eftersom direktiv 77/249 ikke indeholder nogen bestemmelse, der regulerer en rets tilkendelse af godtgørelse af salærer til udbydere af juridiske tjenester, må det fastslås, at denne nationale lovgivning heller ikke falder ind under anvendelsesområdet for direktiv 77/249.

    (jf. præmis 62, 63 og domskonkl. 2)

  4.  Artikel 78, stk. 1, litra a), i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagerne omhandlede, hvorefter merværdiafgiften anses for en uadskillelig del af registrerede advokaters salær, hvis dette har den virkning, at disse salærer pålægges dobbelt merværdiafgift.

    Det bemærkes i denne forbindelse, at princippet om afgiftsneutralitet, der danner grundlaget for det fælles momssystem, i henhold til Domstolens praksis er til hinder for, at beskatningen af en afgiftspligtigs erhvervsmæssige virksomhed fører til en dobbelt afgiftsopkrævning (jf. i denne retning dom af 23.4.2009, Puffer, C-460/07, EU:C:2009:254, præmis 46, og af 22.3.2012, Klub, C-153/11, EU:C:2012:163, præmis 42).

    (jf. præmis 66, 68 og domskonkl. 3)