Sag C-405/16 P
Forbundsrepublikken Tyskland
mod
Europa-Kommissionen
Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 28. marts 2019
»Appel – statsstøtte – støtte indrømmet med visse bestemmelser i den ændrede tyske lov om vedvarende energikilder (EEG-loven af 2012) – støtte til producenter af EEG-el og begrænset EEG-afgift for energiintensive brugere – afgørelse, der fastslår, at støtten er delvist uforenelig med det indre marked – begrebet »statsstøtte« – fordel – statsmidler – offentlig kontrol med midlerne – foranstaltning, der kan sidestilles med en afgift på elforbrug«
Statsstøtte – begreb – støtte hidrørende fra statsmidler – politik, der indebærer offentlig støtte til producenterne af el fra vedvarende energikilder – midler fra en afgift, som er pålagt el-leverandørerne, og som administreres i fællesskab af de enheder, der er underlagt statslig kontrol – afgift, der ikke kan sidestilles med en afgift i snæver forstand – ingen statslig rådighedsbeføjelse med midlerne – ingen offentlig kontrol med midlernes forvaltere – ikke omfattet
(Art. 107, stk. 1, TEUF)
(jf. præmis 64-87)
Resumé
Domstolen har annulleret Kommissionens afgørelse om, at den tyske lov af 2012 om vedvarende energikilder (EEG-loven af 2012) indebar statsstøtte
I dommen i sagen Tyskland mod Kommissionen (sag C-405/16 P), der blev afsagt den 28. marts 2019, har Domstolen for det første taget en appel iværksat af Tyskland til prøvelse af dom afsagt af Retten den 10. maj 2016, Tyskland mod Kommissionen (T-47/15, EU:T:2016:281), hvorved Retten havde frifundet Kommissionen for Tysklands påstand om annullation af Kommissionens afgørelse (EU) 2015/1585 af 25. november 2014 ( 1 ), til følge og for det andet annulleret den omtvistede afgørelse. I modsætning til Kommissionen og Retten har Domstolen fundet, at de foranstaltninger, som Tyskland havde vedtaget til fordel for producenter af elektricitet fra vedvarende energikilder og minegas (herefter »EEG-el«) ( 2 ), ikke kunne kvalificeres som statsstøtte, da de ikke involverede statsmidler.
EEG-loven af 2012, hvis formål var at sikre producenterne af EEG-el en højere pris end markedsprisen, forpligtede bl.a. netoperatørerne til at købe EEG-el til de lovbestemte takster og til at afsætte EEG-el på spotmarkedet på elektricitetsbørsen. Såfremt den opnåede pris ikke gjorde det muligt for dem at få dækket de økonomiske omkostninger ved køb til de lovbestemte tariffer, gav mekanismen kaldet »EEG-afgift« dem mulighed for at kræve, at de leverandører, der forsynede de endelige forbrugere, betalte dem forskellen i forhold til de solgte mængder. Disse leverandører havde mulighed for, men ikke en forpligtelse til at vælte EEG-afgiften over på de endelige forbrugere.
I den omtvistede afgørelse fandt Kommissionen bl.a., at de således vedtagne foranstaltninger, der var ulovlige, for så vidt som de ikke var blevet anmeldt til Kommissionen ( 3 ), udgjorde statsstøtte, men at de alligevel var forenelige med det indre marked, forudsat at Tyskland indfriede et tilsagn. I sin dom fastslog Retten bl.a., at Kommissionen med føje havde fundet, at EEG-loven af 2012 involverede statsmidler. Ifølge Retten hidrørte mekanismerne i EEG-loven af 2012 principalt fra gennemførelsen af en politik, der indebærer offentlig støtte til producenterne af EEG-el. Endvidere involverede midlerne fra EEG-afgiften, som var underlagt de offentlige myndigheders dominerende indflydelse og kunne sidestilles med en afgift, statsmidler. Endvidere handlede de organer, som skulle forvalte disse mekanismer ikke for egen regning og frit, men som administratorer af støtte, der ydes ved hjælp af statsmidler.
Domstolen har i det foreliggende tilfælde fundet, at både Retten og Kommissionen i henholdsvis den appellerede dom og den omtvistede afgørelse begik en retlig fejl ved at fastslå, at de pågældende foranstaltninger involverede statsmidler.
Domstolen har i denne forbindelse indledningsvis fastslået, at eftersom EEG-loven af 2012 ikke indeholdt en forpligtelse til at vælte EEG-afgiften over på de endelige forbrugere, kunne Retten ikke fastslå, at den »med hensyn til [sine] virkninger [kunne] sidestilles med en afgift af [forbruget]«, Domstolen har endvidere fastslået, at det hverken er godtgjort, at staten havde rådighedsbeføjelse med hensyn til midlerne fra EEG-afgiften, eller at staten udøvede offentlig kontrol med disse midler. Retten har nemlig begrænset sig til at påvise, at de offentlige myndigheder udøvede en dominerende indflydelse på midlerne fra afgiften, uden at den kunne konkludere, at staten kunne råde over disse midler, dvs. bestemme en anden anvendelse end den ved EEG-loven af 2012 fastsatte. Selv om de af Retten fastlagte forhold ganske vist gjorde det muligt at konkludere, at de offentlige myndigheder udøvede kontrol med, om EEG-loven af 2012 blev overholdt, kunne det derimod ikke konkluderes, at der blev udøvet offentlig kontrol med selve midlerne fra EEG-afgiften.
Af disse grunde har Domstolen fastslået, at Kommissionen ikke havde godtgjort, at fordelene fastsat ved EEG-loven af 2012 involverede statsmidler og dermed udgjorde statsstøtte, og den har derfor annulleret den omtvistede afgørelse.
( 1 ) – Kommissionens afgørelse (EU) 2015/1585 af 25.11.2014 om støtteordningen SA. 33995 (2013/C) (ex 2013/NN) [gennemført af Tyskland til støtte for el fra vedvarende energikilder og energiintensive brugere] (EUT 2015, L 250, s. 122, herefter »den omtvistede afgørelse«).
( 2 ) – Gesetz zur Neuregelung des Rechtsrahmens für die Förderung der Stromerzeugung aus erneuerbaren Energien (lov om nyregulering af retsforskrifterne for fremme af elektricitet produceret fra vedvarende energikilder) (BGBl. 2011 I, s. 1634, herefter »EEG-loven af 2012«). Denne lov fandt kun anvendelse fra den 1.1.2012 til den 31.7.2014, inden den blev erstattet af EEG 2014, som blev godkendt ved Kommissionens afgørelse af 27.7.2014.
( 3 ) – Artikel 108, stk. 3, TEUF.