Sag C-393/16
Comité Interprofessionnel du Vin de Champagne
mod
Aldi Süd Dienstleistungs-GmbH & Co.OHG
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesgerichtshof)
»Præjudiciel forelæggelse – den fælles markedsordning for landbrugsprodukter – beskyttelse af beskyttede oprindelsesbetegnelser (BOB) – forordning (EF) nr. 1234/2007 – artikel 118m, stk. 2, litra a), nr. ii), og artikel 118m, stk. 2, litra b) og c) – forordning (EU) nr. 1308/2013 – artikel 103, stk. 2, litra a), nr. ii), og artikel 103, stk. 2, litra b) og c) – anvendelsesområde – udnyttelse af omdømmet ved en beskyttet oprindelsesbetegnelse – uretmæssig anvendelse, efterligning eller antydning af en beskyttet oprindelsesbetegnelse – falsk eller vildledende angivelse – den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Champagne« anvendt i betegnelsen for en fødevare – betegnelsen »Champagner Sorbet« – fødevare med champagne som ingrediens – ingrediens, som tilfører fødevaren en væsentlig egenskab«
Sammendrag – Domstolens dom (Anden Afdeling) af 20. december 2017
Landbrug–fælles markedsordning–vin–betegnelse og præsentation af vine–beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser–beskyttelse–anvendelsesområde–anvendelse af en beskyttet oprindelsesbetegnelse som del af en betegnelse for en fødevare, som er tilsat en ingrediens, der opfylder dennes produktspecifikationer–omfattet
[Rådets forordning nr. 1234/2007, som ændret ved forordning nr. 491/2009, art. 118m, stk. 2, litra a), nr. ii); Europa Parlamentets og Rådets forordning nr. 1308/2013, art. 103, stk. 2, litra a), nr. ii)]
Landbrug–fælles markedsordning–vin–betegnelse og præsentation af vine–beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser–udnyttelse af omdømmet ved en beskyttet oprindelsesbetegnelse–begreb–anvendelse af en beskyttet oprindelsesbetegnelse for at udnytte denne betegnelses omdømme utilbørligt
[Rådets forordning nr. 1234/2007, som ændret ved forordning nr. 491/2009, art. 118m, stk. 2, litra a), nr. ii); Europa Parlamentets og Rådets forordning nr. 1308/2013, art. 103, stk. 2, litra a), nr. ii)]
Landbrug–fælles markedsordning–vin–betegnelse og præsentation af vine–beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser–beskyttelse–udnyttelse af en beskyttet oprindelsesbetegnelses omdømme–begreb–anvendelse af en betegnelse som del af en betegnelse for en fødevare, som er tilsat en ingrediens, der opfylder dennes produktspecifikationer–omfattet–betingelser–fravær som en væsentlig egenskab ved denne fødevare af en smag, der hovedsageligt er skabt af tilstedeværelsen af denne ingrediens i sammensætningen af denne fødevare
[Rådets forordning nr. 1234/2007, som ændret ved forordning nr. 491/2009, art. 118m, stk. 2, litra a), nr. ii); Europa Parlamentets og Rådets forordning nr. 1308/2013, art. 103, stk. 2, litra a), nr. ii)]
Landbrug–fælles markedsordning–vin–betegnelse og præsentation af vine–beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser–uretmæssig anvendelse, efterligning eller antydning af en beskyttet oprindelsesbetegnelse–begreb–anvendelse af en beskyttet oprindelsesbetegnelse som del af en betegnelse for en fødevare, som er tilsat en ingrediens, der opfylder disse produktspecifikationer–ikke omfattet
[Rådets forordning nr. 1234/2007, som ændret ved forordning nr. 491/2009, art. 118m, stk. 2, litra b); Europa Parlamentets og Rådets forordning nr. 1308/2013, art. 103, stk. 2, litra b)]
Landbrug–fælles markedsordning–vin–betegnelse og præsentation af vine–beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser–beskyttelse mod falske eller vildledende angivelser–rækkevidde
[Rådets forordning nr. 1234/2007, som ændret ved forordning nr. 491/2009, art. 118m, stk. 2, litra c); Europa Parlamentets og Rådets forordning nr. 1308/2013, art. 103, stk. 2, litra c)]
Artikel 118m, stk. 2, litra a), nr. ii), i Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 af 22. oktober 2007 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om særlige bestemmelser for visse landbrugsprodukter (fusionsmarkedsordningen), som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 491/2009 af 25. maj 2009, og artikel 103, stk. 2, litra a), nr. ii), i Europa Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007 skal fortolkes således, at deres anvendelsesområde omfatter tilfælde, hvor en beskyttet oprindelsesbetegnelse såsom »Champagne« anvendes som del af en salgsbetegnelse for en fødevare, såsom »Champagner Sorbet«, som ikke opfylder produktspecifikationerne for denne beskyttede oprindelsesbetegnelse, men som indeholder en ingrediens, der opfylder disse produktspecifikationer.
(jf. præmis 36 og domskonkl. 1)
Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 40)
Artikel 118m, stk. 2, litra a), nr. ii), i forordning nr. 1234/2007, som ændret ved forordning nr. 491/2009, og artikel 103, stk. 2, litra a), nr. ii), i forordning nr. 1308/2013 skal fortolkes således, at benyttelse af en beskyttet oprindelsesbetegnelse som del af en salgsbetegnelse for en fødevare, som ikke opfylder produktspecifikationerne, og som er tilsat en ingrediens, der opfylder disse produktspecifikationer, såsom »Champagner Sorbet«, udgør en udnyttelse af en beskyttet oprindelsesbetegnelses omdømme som omhandlet i disse bestemmelser, hvis denne fødevare ikke som væsentlig egenskab har en smag, der i det væsentlige er skabt af denne ingrediens i dens sammensætning.
Det skal i denne forbindelse fastslås, at anvendelsen af en beskyttet oprindelsesbetegnelse som en del af en salgsbetegnelse for en fødevare, som ikke opfylder produktspecifikationerne for denne beskyttede oprindelsesbetegnelse, men som indeholder en ingrediens, der opfylder disse produktspecifikationer, tilsigter at udnytte denne beskyttede oprindelsesbetegnelses omdømme utilbørligt, hvis denne ingrediens ikke tilfører denne fødevare en væsentlig egenskab. Hvad angår afgørelsen af, om den pågældende ingrediens tilfører denne fødevare en væsentlig egenskab, udgør mængden af denne ingrediens i sammensætningen af denne fødevare et væsentligt, men ikke tilstrækkeligt kriterium. Vurderingen heraf afhænger af de pågældende produkter og skal underkastes en kvalitativ vurdering. Når det i en fødevares betegnelse som i hovedsagen anføres, at den indeholder en ingrediens, som er beskyttet af en beskyttet oprindelsesbetegnelse, der skal antyde smagen af denne fødevare, skal den smag, der skabes med denne ingrediens, udgøre den nævnte fødevares væsentlige egenskab.
(jf. præmis 50-53 og domskonkl. 2)
Artikel 118m, stk. 2, litra b), i forordning nr. 1234/2007, som ændret ved forordning nr. 491/2009, og artikel 103, stk. 2, litra b), i forordning nr. 1308/2013 skal fortolkes således, at benyttelse af en beskyttet oprindelsesbetegnelse som del af en salgsbetegnelse for en fødevare, som ikke opfylder produktspecifikationerne, men som er tilsat en ingrediens, der opfylder disse produktspecifikationer, såsom »Champagner Sorbet«, ikke udgør en uretmæssig anvendelse, efterligning eller antydning som omhandlet i disse bestemmelser.
Ved i betegnelsen for den pågældende fødevare at indføre betegnelsen for en ingrediens, der er beskyttet af en beskyttet oprindelsesbetegnelse, anvendes denne beskyttede oprindelsesbetegnelse nemlig direkte for tydeligt at henføre til en smagsegenskab forbundet med denne, hvilket hverken udgør en uretmæssig anvendelse, efterligning eller antydning.
(Jf. præmis 57 og 59 samt domskonkl. 3)
Artikel 118m, stk. 2, litra c), i forordning nr. 1234/2007, som ændret ved forordning nr. 491/2009, og artikel 103, stk. 2, litra c), i forordning nr. 1308/2013 skal fortolkes således, at de finder anvendelse på både falske eller vildledende betegnelser, som i den relevante kundekreds kan give et fejlagtigt indtryk af produktets oprindelse, og på falske eller vildledende angivelser om dette produkts art eller dets væsentlige egenskaber.
(jf. præmis 64 og domskonkl. 4)