1

Med sin appel har Alliance for Europe GEIE (herefter »IAE«) nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets kendelse af 21. april 2016, Inclusion Alliance for Europe mod Kommissionen (T-539/13, ikke trykt i Sml., herefter den appellerede kendelse, EU:T:2016:235), hvorved Retten frifandt Kommissionen for IAE’s påstand om annullation af Kommissionens afgørelse C(2013) 4693 final af 17. juli 2013 om inddrivelse af et beløb på 212411,89 EUR, svarende til en del af det finansielle bidrag, der blev udbetalt til IAE til opfyldelse af de tre tilskudsaftaler, der var indgået i forbindelse med projekterne MARE, Senior og ECRN (herefter »den omtvistede afgørelse«).

2

Artikel 169 i Domstolens procesreglement med overskriften »Påstande, anbringender og argumenter i appelskriftet« fastsætter i stk. 1:

»Påstandene i appelskriftet skal gå ud på, at Rettens afgørelse, således som den fremgår af denne afgørelses konklusion, ophæves helt eller delvist.«

3

Procesreglementets artikel 170 med overskriften »Påstande for det tilfælde, at appellen tages til følge«, foreskriver i stk. 1:

»Påstandene i appelskriftet skal gå ud på, at der, såfremt appellen tages til følge, helt eller delvist gives medhold i de i første instans nedlagte påstande, idet nye påstande ikke kan nedlægges. Der må ikke i appelskriftet foretages nogen ændring af sagens genstand, som den forelå for Retten.«

4

Tvistens baggrund er beskrevet i den appellerede kendelses præmis 1-61. Baggrunden for den foreliggende sag kan sammenfattes som følger.

5

IAE er et selskab med hjemsted i Rumænien, som driver virksomhed inden for sundhedssektoren og sektoren for social inklusion.

6

Den 19. december 2007 og den 2. september 2008 indgik Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber med IAE i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1982/2006/EF af 18. december 2006 om Det Europæiske Fællesskabs syvende rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration (2007-2013) (EUT 2006, L 412, s. 1, herefter »det syvende rammeprogram«) henholdsvis en tilskudsaftale med overskriften »Senior – Social Ethical and Privacy Needs in ICT for Older People: a dialogue roadmap« (herefter »Senior-kontrakten«) og en tilskudsaftale med overskriften »Market Requirements, Barriers and Cost-Benefits Aspects of Assistive Technologies« (herefter »MARE-kontrakten«).

7

Den 6. oktober 2008 indgik Kommissionen inden for rammerne af et af de tre særprogrammer under rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation (CIP), som blev vedtaget ved Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1639/2006/EF af 24. oktober 2006 om et rammeprogram for konkurrenceevne og innovation (2007-2013) (EUT 2006, L 310, s. 15) (herefter »IK-rammeprogrammet«), en tredje tilskudsaftale med IAE med overskriften »European Civil Registry Network« (herefter »ECRN-kontrakten«).

8

IAE og de andre berørte aktører deltog i de omhandlede forskningsprojekter inden for rammerne af konsortier, og hver tilskudsaftale omfattede navnlig et bilag II, der indeholdt de generelle aftalebetingelser (herefter med hensyn til Senior- og MARE-kontrakterne »de generelle betingelser i det syvende rammeprogram« og med hensyn til ECRN-kontrakten »de generelle betingelser i IK-rammeprogrammet«).

9

De generelle betingelser i det syvende rammeprogram og de generelle betingelser i IK-rammeprogrammet fastsætter Kommissionens finansiering for et bestemt beløb af de støtteberettigede omkostninger, som er afholdt af deltagerne i disse rammeprogrammer med henblik på gennemførelsen af de omhandlede projekter.

10

I henhold til artikel II.22 i de generelle betingelser i det syvende rammeprogram og artikel II.28 i de generelle betingelser i IK-rammeprogrammet havde Kommissionen beføjelse til gennem eksterne revisorer eller sine egne tjenestegrene at foretage regnskabsrevisioner vedrørende »finansielle, systemiske eller andre aspekter (såsom forvaltnings- og regnskabsprincipper) i forhold til den korrekte gennemførelse af [den pågældende] tilskudsaftale«.

11

Revisionsproceduren var underlagt de generelle betingelser for det syvende rammeprogram og de generelle betingelser for IK-rammeprogrammet. Det var navnlig fastlagt, at der ved afslutningen af denne revisionsprocedure skulle udarbejdes en foreløbig rapport, som skulle fremsendes til den berørte part, således at sidstnævnte kunne fremsatte bemærkninger inden vedtagelsen af den endelige rapport.

12

Artikel II.21 i de generelle betingelser i det syvende rammeprogram og artikel II.30 i de generelle betingelser i IK-rammeprogrammet vedrørte Kommissionens inddrivelse af de beløb, der uberettiget var udbetalt til hver modtager.

13

Det var i Senior-, MARE- og ECRN-kontrakterne i øvrigt fastlagt, at disse var reguleret af bestemmelserne heri, af EU-retsakter, der vedrører det syvende rammeprogram eller IK-programmet, Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT 2002, L 248, s. 1), som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 1525/2007 af 17. december 2007 (EUT 2007, L 343, s. 9) (herefter »finansforordningen«) og Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2342/2002 af 23. december 2002 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 1605/2002 (EFT 2002, L 357, s. 1), af andre EU-retlige regler og, subsidiært, af belgisk ret.

14

Senior-kontraktens artikel 9, stk. 2, MARE-kontraktens artikel 9 og ECRN-kontraktens artikel 10 gav Kommissionen beføjelse til at vedtage afgørelser, der kan tvangsfuldbyrdes, med henblik på opfyldelse af »forpligtelser til at betale en pengeydelse« som omhandlet i artikel 256 EF (nu artikel 299 TEUF).

15

Denne beføjelse var ligeledes fastsat i artikel II.21 i de generelle betingelser i det syvende rammeprogram og i artikel II.30 i de generelle betingelser i IK-rammeprogrammet.

16

Efter at have betalt forskellige økonomiske bidrag inden for rammerne af Senior- og MARE-kontrakterne opsagde Kommissionen førtidigt MARE-kontrakten og meddelte IAE, at den havde til hensigt at foretage en revision med henblik på at kontrollere, at disse kontrakter var blevet opfyldt korrekt.

17

Denne revision viste vanskeligheder ved den finansielle forvaltning af de omhandlede projekter, idet betingelserne i de nævnte kontrakter og de generelle betingelser i det syvende rammeprogram ikke var blevet overholdt.

18

Da Kommissionen fandt, at IAE’s bemærkninger til den foreløbige revisionsrapport ikke indeholdt nye oplysninger, meddelte den ved skrivelse af 21. december 2010 den berørte part, at revisionen var afsluttet, idet Kommissionen fremsendte den endelige revisionsrapport til denne, hvoraf fremgik, at der for så vidt angår Senior-kontrakten skulle inddrives 49677 EUR og for så vidt angår MARE-kontrakten 72890 EUR. Kommissionen anmodede endvidere IAE om at vurdere, i hvilket omfang de systematiske vanskeligheder, der blev konstateret i denne rapport, kunne have konsekvenser for regnskaberne for de perioder, der endnu ikke havde været genstand for revision.

19

Ved e-mail af 10. marts 2011, hvorved Kommissionen blev underrettet om, at der i januar samme år var indgivet en klage til Den Europæiske Ombudsmand, anmodede IAE Kommissionen om en forlængelse af fristen for at besvare sidstnævnte anmodning. Samme dag afslog Kommissionen at imødekomme IAE’s anmodning om forlængelse af fristen i henhold til artikel 2, stk. 6, i Europa-Parlamentets afgørelse 94/262/EKSF, EF, Euratom af 9. marts 1994 vedrørende ombudsmandens statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af hans hverv (EFT 1994, L 113, s. 15).

20

Den 17. oktober 2011 udstedte Kommissionen, efter forskellige udvekslinger mellem IAE og Kommissionen, i forbindelse med MARE-projektet debetnota nr. 3241111004 på 72889,57 EUR, idet den forbeholdt sig ret til ved manglende betaling at vedtage en retsakt, der kan tvangsfuldbyrdes, som omhandlet i artikel 299 TEUF.

21

Den 2. april 2012 meddelte Kommissionen IAE, at den havde til hensigt at inddrive de skyldige beløb i forbindelse med Senior-projektet. Da Kommissionen fandt, at IAE’s bemærkninger til den endelige revisionsrapport ikke indeholdt nye oplysninger, udstedte den debetnota nr. 3241203475 på 49677 EUR.

22

Ved afgørelse af 2. maj 2012, der blev vedtaget efter afslutningen af proceduren i forbindelse med IAE’s klage, konkluderede Ombudsmanden, at denne klage ikke indeholdt nogen tilfælde af »fejl eller forsømmelser«, der kunne tilskrives Kommissionen.

23

Idet IAE ikke havde tilbagebetalt nogen af de skyldige beløb i forbindelse med MARE- og Senior-projekterne, tilsendte Kommissionen den 4. april og den 20. juli 2012 selskabet en åbningsskrivelse, hvori den anmodede selskabet om for hvert af disse projekter at betale hovedstolen med tillæg af morarenter fra den dato, der var anført i henholdsvis debetnota nr. 3241111004 og debetnota nr. 3241203475. Kommissionen præciserede, at hvis de pågældende beløb ikke blev betalt senest 15 dage efter modtagelsen af disse åbningsskrivelser, ville der blive iværksat en tvangsinddrivelse af disse beløb.

24

Den 26. juni 2012 traf Kommissionen under hensyntagen til resultaterne af revisionen af MARE- og Seniorprojekterne de nødvendige skridt med henblik på at opnå, at IAE skulle betale erstatning beregnet i henhold til artikel II.24 i de generelle betingelser i det syvende rammeprogram. Da IAE ikke havde fremsat bemærkninger hertil, udstedte Kommissionen den 10. september 2012 to andre debetnotaer, hvori den ligeledes henviste til muligheden for, at den i tilfælde af manglende betaling kunne vedtage en afgørelse, der kan tvangsfuldbyrdes, som omhandlet i artikel 299 TEUF.

25

I forbindelse med ECRN-kontrakten, hvor Kommissionen havde udbetalt et finansielt bidrag på 178230 EUR til IAE, lod Kommissionen ligeledes foretage en revision, hvoraf det fremgik, at den finansielle forvaltning af det omhandlede projekt ikke var blevet gennemført under overholdelse af de betingelser, der var fastsat i denne kontrakt og i de generelle betingelser i IK-rammeprogrammet.

26

Den 19. december 2011 afsluttede Kommissionen, efter at have modtaget IAE’s bemærkninger til den foreløbige revisionsrapport, revisionsproceduren, idet den udarbejdede den endelige rapport, ifølge hvilken der skulle inddrives et beløb på 169365 EUR hos IAE.

27

Den 5. marts 2012 bekræftede Kommissionen – på trods af IAE’s bemærkninger hertil – konklusionerne i den endelige revisionsrapport, idet den underrettede den berørte part om iværksættelsen af en procedure med henblik på inddrivelse af det uretmæssigt udbetalte beløb i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel II.28.5 og II.30.1 i de generelle betingelser i IK-rammeprogrammet.

28

Den 7. maj 2012 udstedte Kommissionen debetnota nr. 3241204669 med angivelse af den dato, hvorfra der begyndte at påløbe morarente, og endnu en gang muligheden for, at Kommissionen i tilfælde af manglende betaling kunne vedtage en afgørelse, der kan tvangsfuldbyrdes, som omhandlet i artikel 299 TEUF.

29

Da IAE ikke havde betalt inden for den fastsatte frist, fremsendte Kommissionen den 26. juni 2012 en rykkerskrivelse til den berørte part.

30

Efter en udvidelse af den oprindeligt stillede bankgaranti var det restbeløb, som IAE stadig skyldte, den 30. juli samme år på 62427 EUR og med tillæg af morarenter til en værdi af 2798 EUR, i alt 65225 EUR.

31

Den 17. juli 2013 vedtog Kommissionen den omtvistede afgørelse i henhold til artikel 299 TEUF.

32

I henhold til afgørelsens artikel 1 skyldte IAE Kommissionen for så vidt angår MARE-kontrakten 80352,07 EUR, for så vidt angår Senior-kontrakten 53138,40 EUR og for så vidt angår ECRN-kontrakten 65225 EUR. Til disse beløb blev lagt morarenter på 13696,42 EUR pr. 15. juli 2013, dvs. et samlet beløb på 212411,89 EUR, som IAE skyldte, forhøjet med 25,42 EUR for hver dags yderligere forsinkelse.

33

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 2. oktober 2013 anlagde IAE sag med påstand dels om annullation af den omtvistede afgørelse, dels om betaling af erstatning fra Kommissionen for den økonomiske og ikke-økonomiske skade, som IAE havde lidt som følge af anvendelsen af den omtvistede afgørelse.

34

Hvad angår annullationspåstanden afviste Retten indledningsvis søgsmålet, for så vidt som det var rettet mod det revisionsfirma, der havde fået fuldmagt til at foretage revisionerne, med den begrundelse, at det var åbenbart, at Unionens retsinstanser ikke havde kompetence til at træffe afgørelse herom.

35

Retten afviste endvidere at realitetsbehandle dels begæringen om udsættelse af gennemførelsen af den omtvistede afgørelse, med den begrundelse, at denne begæring ikke var blevet fremsat »ved særskilt dokument« i henhold til Rettens procesreglement, dels påstanden om annullation af »alle andre undersøgelsesprocedurer, der gennemføres af Kommissionen eller på dennes anmodning af andre organisationer«, i mangel af yderligere præciseringer med hensyn til genstanden for denne påstand.

36

Til støtte for søgsmålet for Retten fremsatte IAE i det væsentlige otte anbringender.

37

Retten bemærkede i den appellerede kendelses præmis 86, at når Kommissionen som led i et kontraktforhold formaliserer fastlæggelsen af en fordring ved en afgørelse, der kan tvangsfuldbyrdes, som omhandlet i artikel 299 TEUF, kan denne afgørelse kun anfægtes for Unionens retsinstanser på grundlag af artikel 263 TEUF. I denne kendelses præmis 90 præciserede Retten, at lovligheden af en sådan afgørelse skulle bedømmes i henhold til EUF-traktaten eller enhver anden retsregel vedrørende dens anvendelse, dvs. EU-retten. Retten tilføjede, at en sagsøger, når Unionens retsinstanser skal påkende et søgsmål anlagt på grundlag af artikel 272 TEUF, til gengæld kun kan foreholde den medkontraherende institution manglende opfyldelse af kontraktlige forpligtelser eller tilsidesættelse af den ret, der finder anvendelse på den pågældende kontrakt.

38

Retten udledte heraf i kendelsens præmis 91, at de anbringender, der var fremsat i stævningen i første instans med henblik på at få Retten til at udtale sig om lovligheden af den omtvistede afgørelse i forhold til bestemmelserne i de omhandlede kontrakter og den nationale ret, der fandt anvendelse på disse kontrakter, skulle afvises.

39

Under disse omstændigheder foretog Retten en undersøgelse af hvert af de anbringender, som IAE havde fremsat i forbindelse med søgsmålet i første instans, med henblik på at afgøre, om de kunne antages til realitetsbehandling i forbindelse med et søgsmål anlagt på grundlag af artikel 263 TEUF.

40

Hvad angår det første anbringende om en forkert anvendelse af »Financial Guide« bemærkede Retten i den appellerede kendelses præmis 96, at IAE i det væsentlige gjorde gældende, at de omhandlede kontraktbestemmelser fastsatte, at Financial Guide 2007 skulle finde anvendelse og følgelig ikke gjorde det muligt for revisoren at anvende nyere versioner af disse retningslinjer. Idet Retten fandt, at denne argumentation vedrørte fortolkningen af bestemmelserne i de omhandlede kontrakter, afviste den dette anbringende i kendelsens præmis 97.

41

Retten tilføjede i kendelsens præmis 98, at denne konklusion ikke kunne drages i tvivl af den omformulering af det nævnte anbringende, som IAE havde forsøgt at foretage ved at gøre gældende, at den angivelige anvendelse med tilbagevirkende kraft af Financial Guide 2010 udgjorde en tilsidesættelse af princippet om lovmæssig forvaltning, proportionalitetsprincippet, kontradiktionsprincippet, princippet om gennemsigtighed, princippet om retten til en retfærdig rettergang og begrundelsespligten. I samme kendelses præmis 99 fastslog Retten således, at en sådan argumentation, der blev fremført for første gang i replikken, skulle afvises i henhold til artikel 44, stk. 1, i Rettens procesreglement, sammenholdt med procesreglementets artikel 48, stk. 2, første afsnit.

42

Hvad angår det andet anbringende om tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik og princippet om overholdelse af retten til forsvar fastslog Retten – efter at den havde fundet, at anbringendet kunne antages til realitetsbehandling – i den appellerede kendelses præmis 112, at det skulle forkastes som åbenbart ugrundet.

43

Hvad angår det tredje anbringende vedrørende fejl i den endelige revisionsrapport og manglende hensyntagen til IAE’s bemærkninger til den foreløbige revisionsrapport afviste Retten i den appellerede kendelses præmis 115 dette anbringende som åbenbart uantageligt til realitetsbehandling med den begrundelse, at den deri fremførte argumentation var vanskeligt forståelig og under alle omstændigheder på ingen måde var underbygget. I kendelsens præmis 116 og 117 tilføjede Retten, at det første klagepunkt under alle omstændigheder vedrørte fortolkningen af de omhandlede kontrakter, og at det andet klagepunkt allerede var blevet forkastet i forbindelse med undersøgelsen af det andet anbringende.

44

Hvad angår det fjerde og det femte anbringende om tilsidesættelse af samarbejdsprincippet og princippet om gensidig tillid samt usikkerheden med hensyn til de regler, der finder anvendelse på små og mellemstore virksomheder (SMV) med henblik på vurderingen af, om projektomkostningerne var støtteberettigede, afviste Retten ligeledes i den appellerede kendelses præmis 120 og 123 disse anbringender som åbenbart uantagelige til realitetsbehandling, for så vidt som de udelukkende vedrørte fortolkningen af bestemmelserne i de omhandlede kontrakter og ikke fortolkningen af en EU-retlig regel.

45

Det sjette appelanbringende om den manglende anvendelse af Den Internationale Revisorsammenslutnings (IFAC) regler og af den europæiske lovgivning om revision af SMV’er blev afvist af Retten i den appellerede kendelses præmis 126, idet det var åbenbart, at dette anbringende ikke vedrørte EU-retlige regler, i forhold til hvilke lovligheden af den omtvistede afgørelse kunne vurderes.

46

Det syvende anbringende om fejl begået af revisoren med hensyn til de nærmere bestemmelser for gennemførelsen af revisionerne og den omstændighed, at visse omkostninger, som IAE havde anmeldt, ikke var støtteberettigede, blev ligeledes afvist af Retten i den appellerede kendelses præmis 128 som åbenbart uantageligt til realitetsbehandling, idet den påberåbte argumentation vedrørte fortolkningen af bestemmelserne i de omhandlede kontrakter.

47

Med det ottende anbringende påberåbte IAE sig Den Europæiske Unions ansvar for uberettiget berigelse. Retten bemærkede i den appellerede kendelses præmis 130, at et sådant anbringende ikke kunne gøres gældende i forbindelse med et søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF. Retten tilføjede i øvrigt i kendelsens præmis 132, at for at der kan gives medhold i et sådant søgsmål, skal berigelsen savne ethvert gyldigt retsgrundlag, hvilket imidlertid ikke er tilfældet, når den, som i den foreliggende sag, er begrundet i kontraktlige forpligtelser.

48

Hvad angår påstanden om erstatning, hvorved IAE nedlagde påstand om, at Kommissionen tilpligtedes at betale erstatning for den økonomiske og ikke-økonomiske skade, som IAE havde lidt som følge af anvendelsen af den omtvistede afgørelse, afviste Retten i den appellerede kendelses præmis 138 dette som åbenbart uantageligt til realitetsbehandling, idet det ikke opfyldte kravene i artikel 21, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og artikel 44, stk. 1, i Rettens procesreglement.

49

Følgelig tog Retten ikke søgsmålet i første instans til følge, idet det var åbenbart, at det delvis ikke kunne antages til realitetsbehandling, delvis var retligt ugrundet.

50

I appelskriftet har IAE i det væsentlige nedlagt følgende påstande:

51

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

52

Kommissionen har i svarskriftet fremsat en formalitetsindsigelse.

53

Kommissionen har for det første gjort gældende, at for så vidt som de anbringender, der er fremsat til støtte for appellen, blot er en gentagelse af den argumentation, der blev fremsat i stævningen i første instans, og ikke indeholder nogen specifik retlig argumentation i forhold til Rettens ræsonnement i den appellerede kendelse, opfylder appelskriftet ikke betingelserne i procesreglementets artikel 168, stk. 1, litra d), hvorefter appelskriftet skal indeholde »de retlige anbringender og argumenter, der gøres gældende, og en kortfattet fremstilling af anbringenderne«.

54

For det andet overholder appelskriftet ikke bestemmelserne i procesreglementets artikel 170, hvorefter »[p]åstandene i appelskriftet skal gå ud på, at der, såfremt appellen tages til følge, helt eller delvist gives medhold i de i første instans nedlagte påstande, idet nye påstande ikke kan nedlægges«. Kommissionen har i denne forbindelse anført, at påstandene i appelskriftet udelukkende går ud på, at den appellerede kendelse ophæves i sin helhed, men ikke går ud på, at der gives medhold i de påstande, der blev nedlagt i første instans – dvs. navnlig om annullation af den omtvistede afgørelse. IAE har således ikke søgsmålsinteresse i den foreliggende sag. Selv om appellen tages til følge, vil Domstolens afgørelse nemlig ikke have nogen effektiv virkning, når henses til opretholdelsen af den omtvistede afgørelse i retsordenen.

55

Hvad for det første angår argumentationen om, at appellen ikke kan antages til realitetsbehandling med den begrundelse, at den ikke overholder betingelserne i procesreglementets artikel 168, stk. 1, litra d), skal det bemærkes, at det fremgår af denne bestemmelse samt af artikel 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF og af artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, at et appelskrift præcist skal angive, hvilke elementer der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, og de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand, idet appellen eller det pågældende anbringende i modsat fald afvises (jf. i denne retning dom af 4.10.2018, Staelen mod Europæiske Ombudsmand, C-45/18 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2018:814, præmis 14 og den deri nævnte retspraksis).

56

I den foreliggende sag indeholder appelskriftet for så vidt angår hvert anbringende en angivelse af de punkter i den appellerede kendelse, der kritiseres, samt en kort argumentation, der identificerer den retlige fejl, som denne kendelse angiveligt er behæftet med, hvilket således gør det muligt for Domstolen at udøve sin legalitetskontrol. Det fremgår i øvrigt underforstået af svarskriftet, at det ikke var vanskeligt for Kommissionen at forstå appellantens argumentation i forbindelse med de forskellige anbringender.

57

Hvad for det andet angår argumentationen om, at appellen skal afvises med den begrundelse, at IAE i sine påstande ikke har nedlagt påstand om, at de af selskabet i første instans nedlagte påstande tages til følge, bemærkes, at i henhold til procesreglementets artikel 169 skal påstandene i appelskriftet gå ud på, at Rettens afgørelse, således som den fremgår af denne afgørelses konklusion, ophæves. Denne bestemmelse vedrører det grundlæggende princip i appelsager, hvorefter appellen skal rettes mod den afgørelse fra Retten, der appelleres, og kan ikke være begrænset til at sigte efter at ændre visse præmisser i denne afgørelse (jf. i denne retning dom af 15.11.2012, Al-Aqsa mod Rådet og Nederlandene mod Al-Aqsa, C-539/10 P og C-550/10 P, EU:C:2012:711, præmis 43-45, og af 14.11.2017, British Airways mod Kommissionen,C-122/16 P, EU:C:2017:861, præmis 51).

58

Procesreglementets artikel 170, som er en forlængelse af artikel 169, omhandler derimod de påstande i appelskriftet, der vedrører følgerne af en eventuel annullation af denne afgørelse (jf. i denne retning dom af 11.6.2015, EMA mod Kommissionen, C-100/14 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2015:382, præmis 41).

59

I den foreliggende sag bemærkes for det første, at IAE formelt har nedlagt påstand om ophævelse af den appellerede kendelse. For det andet bemærkes, at selv om de øvrige påstande i appelskriftet ikke udtrykkeligt tilsigter, at de i første instans nedlagte påstande tages til følge, eller at den omtvistede afgørelse annulleres, kan de ikke anses for andet end i det væsentlige at tilsigte det samme resultat.

60

For ikke at udvise overdreven formalisme i strid med den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 57 og 58, må det følgelig konkluderes, at IAE har opfyldt kravene i procesreglementets artikel 169 og 170.

61

Hvad endvidere angår argumentationen om IAE’s manglende søgsmålsinteresse skal det bemærkes, at en sådan retlig interesse forudsætter, at appellen med sit resultat kan tilføre appellanten en fordel (dom af 19.10.1995, Rendo m.fl. mod Kommissionen, C-19/93 P, EU:C:1995:339, præmis 13, og af 3.4.2003, Parlamentet mod Samper, C-277/01 P, EU:C:2003:196, præmis 28).

62

Det skal i denne henseende bemærkes, at IAE, for så vidt som selskabet ikke fik medhold i sine påstande i første instans, utvivlsomt har en interesse i, at Domstolen tager selskabets appel til følge og hjemviser sagen til Retten med henblik på, at denne realitetsbehandler de anbringender, som den afviste fra realitetsbehandling.

63

Henset til de ovenstående betragtninger kan formalitetsindsigelsen ikke tages til følge.

64

Til støtte for appellen har IAE fremsat fire anbringender. Det første appelanbringende vedrører en fejlagtig fortolkning af begrebet søgsmål på grundlag af artikel 263 TEUF. Med det andet appelanbringende har IAE gjort gældende, at Retten anlagde en urigtig fortolkning af den argumentation, der var fremsat i replikken, og dermed tilsidesatte almindelige EU-retlige principper. Det tredje appelanbringende vedrører en fejlagtig fortolkning af det tredje og det sjette anbringende, der blev fremsat i første instans, samt manglende begrundelse af den appellerede kendelse. Det fjerde appelanbringende vedrører en fejlagtig fortolkning af klagepunktet om en uberettiget berigelse for Unionen og af erstatningskravet.

65

Med det første appelanbringende har IAE foreholdt Retten, at den kvalificerede søgsmålet i første instans fejlagtigt, idet den i den appellerede kendelses præmis 90 fastslog, at dette søgsmål med urette var støttet på artikel 263 TEUF, og at det burde have været anlagt på grundlag af artikel 272 TEUF, eftersom de fremsatte anbringender vedrørte manglende opfyldelse af kontraktlige forpligtelser eller tilsidesættelse af den lovgivning, der finder anvendelse på de omhandlede kontrakter.

66

Ifølge IAE vedrører de anbringender, der er fremsat i stævningen, ikke manglende opfyldelse af kontraktlige forpligtelser, men tilsidesættelse af almindelige EU-retlige principper, som er nævnt i såvel EUF-traktaten som i finansforordningen, hvortil der i øvrigt udtrykkeligt henvises i artikel II.25 i de generelle betingelser i det syvende rammeprogram. IAE har understreget, at bestemmelserne i de omhandlede kontrakter kun udgør en del af den retlige referenceramme, som kræver en »løbende fortolkning« og kræver, at de suppleres med udtrykkelige henvisninger til EU-rettens generelle principper.

67

Desuden ville det at tillade, at Retten kan stille spørgsmålstegn ved det retlige grundlag for søgsmålet i første instans, indebære en tilsidesættelse af retten til forsvar, idet adressater for afgørelser, som i væsentlig grad påvirker deres interesser, ikke ville være i stand til på effektiv vis at gøre deres synspunkter gældende.

68

IAE har påpeget, at der såvel i stævningen som i replikken er påberåbt generelle principper i EU-retten, såsom navnlig princippet om overholdelse af retten til forsvar, kontradiktionsprincippet, retten til en retfærdig rettergang, princippet om lovmæssig forvaltning og proportionalitetsprincippet.

69

Kommissionen har gjort gældende, at det første anbringende skal forkastes som åbenbart ugrundet. Ifølge denne institution var det med rette, at Retten i den appellerede kendelses præmis 82 ff. fastslog, at søgsmålet i første instans var støttet på artikel 263 TEUF, og at de anbringender, som IAE havde fremsat til støtte for påstanden om, at der blev truffet en afgørelse om den omtvistede afgørelses lovlighed i forhold til de kontraktmæssige bestemmelser, henset til karakteren af og grænserne for retsinstansens opgave i forbindelse med legalitetskontrollen, følgelig skulle afvises.

70

Hvad angår den af IAE fremsatte argumentation for så vidt angår kvalificeringen af de anbringender, der er fremsat i forbindelse med et annullationssøgsmål, skal det bemærkes, at Retten i den appellerede kendelses præmis 90 uden at foretage nogen bedømmelse af, om grundlaget for det søgsmål, den skulle påkende, var korrekt eller ej, henviste til den retspraksis, i henhold til hvilken Unionens retsinstanser, når et annullationssøgsmål indbringes for dem på grundlag af artikel 263 TEUF, skal efterprøve lovligheden af den anfægtede retsakt i forhold til EUF-traktaten eller enhver retsregel vedrørende traktatens anvendelse og dermed i forhold til EU-retten, og at en sagsøger i forbindelse med et søgsmål anlagt i henhold til artikel 272 TEUF derimod kun kan foreholde den medkontraherende institution manglende opfyldelse af kontraktlige forpligtelser eller tilsidesættelse af den ret, der finder anvendelse på den pågældende kontrakt.

71

Det skal i denne henseende bemærkes, at et annullationssøgsmål i henhold til artikel 263 TEUF generelt kan anlægges til prøvelse af alle retsakter, der vedtages af EU-institutionerne, uanset deres art eller form, som er bestemt til at afføde bindende retsvirkninger, der kan berøre sagsøgerens interesser gennem en væsentlig ændring af sidstnævntes retsstilling (dom af 9.9.2015, Lito Maieftiko Gynaikologiko kai Cheirourgiko Kentro mod Kommissionen, C-506/13 P, EU:C:2015:562, præmis 16, af 28.2.2019, Alfamicro mod Kommissionen, C-14/18 P, EU:C:2019:159, præmis 47, af 25.6.2020, SatCen mod KF, C-14/19 P, EU:C:2020:492, præmis 69, og af 16.7.2020, ADR Center mod Kommissionen, C-584/17 P, EU:C:2020:576, præmis 62).

72

Unionens retsinstanser er imidlertid ikke kompetente til at påkende annullationssøgsmål, når sagsøgerens retsstilling udelukkende indgår som led i et kontraktforhold, hvis retlige ramme er reguleret af den nationale lovgivning, som de kontraherende parter har valgt (jf. i denne retning dom af 9.9.2015, Lito Maieftiko Gynaikologiko kai Cheirourgiko Kentro mod Kommissionen, C-506/13 P, EU:C:2015:562, præmis 18, af 28.2.2019, Alfamicro mod Kommissionen, C-14/18 P, EU:C:2019:159, præmis 48, af 25.6.2020, SatCen mod KF, C-14/19 P, EU:C:2020:492, præmis 78, og af 16.7.2020, ADR Center mod Kommissionen, C-584/17 P, EU:C:2020:576, præmis 63).

73

Såfremt Unionens retsinstanser anså sig for kompetente til at afgøre tvister om annullation af akter, der indgår i en udelukkende kontraktmæssig sammenhæng i dette tilfælde, ville der således ikke blot være en risiko for, at artikel 272 TEUF, hvorefter det ved en voldgiftsbestemmelse er muligt at tillægge Unionen retslig kompetence, ville miste sin betydning, men også, at disse retsinstansers kompetence i de tilfælde, hvor kontrakten ikke indeholder en tilsvarende bestemmelse, bliver udvidet i forhold til de begrænsninger, der følger af artikel 274 TEUF, som giver de nationale dømmende myndigheder en almindelig kompetence til at påkende tvister, hvor Unionen er part (dom af 9.9.2015, Lito Maieftiko Gynaikologiko kai Cheirourgiko Kentro mod Kommissionen, C-506/13 P, EU:C:2015:562, præmis 19, af 28.2.2019, Alfamicro mod Kommissionen, C-14/18 P, EU:C:2019:159, præmis 49, af 25.6.2020, SatCen mod KF, C-14/19 P, EU:C:2020:492, præmis 79, og af 16.7.2020, ADR Center mod Kommissionen, C-584/17 P, EU:C:2020:576, præmis 64).

74

Det følger af denne retspraksis, at når der foreligger en kontrakt mellem sagsøgeren og en af institutionerne, kan der kun anlægges sag ved Unionens retsinstanser på grundlag af artikel 263 TEUF, hvis den anfægtede akt har til formål at afføde bindende retsvirkninger, der ligger uden for det kontraktmæssige forhold mellem parterne, og som indebærer udøvelse af offentligretlige beføjelser, som er tillagt den kontraherende institution i sin egenskab af administrativ myndighed (dom af 9.9.2015, Lito Maieftiko Gynaikologiko kai Cheirourgiko Kentro mod Kommissionen, C-506/13 P, EU:C:2015:562, præmis 20, af 28.2.2019, Alfamicro mod Kommissionen, C-14/18 P, EU:C:2019:159, præmis 50, og af 16.7.2020, ADR Center mod Kommissionen, C-584/17 P, EU:C:2020:576, præmis 65).

75

Kommissionen kan imidlertid ikke vedtage en afgørelse, der kan tvangsfuldbyrdes, som led i et kontraktforhold, som ikke indeholder en voldgiftsbestemmelse med angivelse af Unionens retsinstanser, og som af denne grund henhører under en medlemsstats retsinstansers domstolskompetence. Kommissionens vedtagelse af en sådan afgørelse uden en voldgiftsbestemmelse ville nemlig føre til en begrænsning af sidstnævnte retsinstansers kompetence, eftersom Unionens retsinstanser vil blive kompetente til at tage stilling til lovligheden af denne afgørelse. Kommissionen ville således systematisk kunne omgå den kompetencefordeling mellem Unionens retsinstanser og de nationale retter, der er fastsat i den primære ret, som er nævnt i denne doms præmis 72-74. Kommissionens beføjelse til at vedtage afgørelser, der kan tvangsfuldbyrdes, som led i et kontraktforhold, skal derfor begrænses til kontrakter, som indeholder en voldgiftsbestemmelse, der tillægger Unionens retsinstanser kompetence (jf. i denne retning dom af 16.7.2020, ADR Center mod Kommissionen, C-584/17 P, EU:C:2020:576, præmis 73).

76

Det følger af den praksis fra Retten, der er nævnt i den appellerede kendelses præmis 70, at Unionens retsinstanser, når de skal påkende et annullationssøgsmål på grundlag af artikel 263 TEUF, tager stilling til den anfægtede retsakts lovlighed i forhold til EU-retten, idet sagsøgeren kun kan påberåbe sig manglende opfyldelse af kontraktlige forpligtelser eller tilsidesættelse af den lovgivning, der finder anvendelse på den pågældende kontrakt, i forbindelse med et søgsmål, der er anlagt på grundlag af artikel 272 TEUF.

77

Denne praksis fra Retten medfører, at Unionens retsinstanser, når de skal påkende et annullationssøgsmål, der er anlagt til prøvelse af en afgørelse, der kan tvangsfuldbyrdes, og som udgør en retsakt, der er vedtaget i henhold til en selvstændig kompetence, der er adskilt fra kontraktforholdet mellem parterne, vil afvise ethvert anbringende om manglende opfyldelse af kontraktlige forpligtelser eller om tilsidesættelse af bestemmelser i national ret, der finder anvendelse på den pågældende kontrakt, medmindre det under bestemte betingelser, der ikke alene omhandler disse retsinstansers hensigt, men også den omstændighed, at sagsøgeren ikke udtrykkeligt har modsat sig dette, og at der foreligger anbringender om tilsidesættelse af de regler, der regulerer kontraktforholdet, er muligt at foretage en omkvalificering af de fremsatte anbringender (jf. i denne retning dom af 16.7.2020, ADR Center mod Kommissionen, C-584/17 P, EU:C:2020:576, præmis 81 og 84).

78

I den foreliggende sag afviste Retten, efter at den i den appellerede kendelses præmis 92 havde henvist til, at der skulle foretages en undersøgelse af hvert af de fremsatte anbringender, det første og det tredje til det syvende anbringende i søgsmålet i første instans, bl.a. med den begrundelse, at den argumentation, der blev fremsat heri, vedrørte fortolkningen af bestemmelserne i de omhandlede kontrakter.

79

Anvendelsen af Rettens praksis, hvori der sondres mellem, om de anbringender, der er fremsat i forbindelse med et søgsmål, af Unionens retsinstanser, ved hvilke søgsmålet er anlagt, skal anses for at vedrøre en af de tilsidesættelser eller et af de tilfælde, der er omhandlet i artikel 263, stk. 2, TEUF, eller om anbringenderne derimod skal anses for at vedrøre manglende opfyldelse af vilkårene i den pågældende kontrakt eller tilsidesættelse af bestemmelser i national ret, der finder anvendelse på kontrakten, ville have krævet, at sagsøgeren ligeledes anlagde sit søgsmål på grundlag af artikel 272 TEUF. Af denne grund kan denne retspraksis ikke garantere, at alle faktiske og retlige forhold, der er relevante for tvisten, undersøges med henblik på at sikre en effektive retsbeskyttelse som omhandlet i artikel 47 Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

80

For at en ret kan træffe afgørelse om en anfægtelse af de rettigheder og forpligtelser, der følger af EU-retten, under overholdelse af chartrets artikel 47, skal denne ret nemlig have kompetence til at undersøge alle faktiske og retlige forhold, der er relevante for den tvist, der er indbragt for den (jf. i denne retning dom af 6.11.2012, Otis m.fl., C-199/11, EU:C:2012:684, præmis 49, og af 16.7.2020, ADR Center mod Kommissionen, C-584/17 P, EU:C:2020:576, præmis 84). Når Unionens retsinstanser i henhold til artikel 263 TEUF er forelagt et annullationssøgsmål i forbindelse med en tvist til prøvelse af en afgørelse, der støttes på gennemførelsen af en kontrakt – såsom i forbindelse med vedtagelsen af en afgørelse, der kan tvangsfuldbyrdes, som formaliserer en kontraktmæssig fordring – skal disse retsinstanser tage stilling til såvel de anbringender, der anfægter afgørelsen på grund af institutionens udøvelse af offentligretlige beføjelser, som til de anbringender, der anfægter de kontraktlige forpligtelser, der ligger til grund for vedtagelsen af den nævnte afgørelse (jf. i denne retning dom af 16.7.2020, ADR Center mod Kommissionen, C-584/17 P, EU:C:2020:576, præmis 88).

81

Hvis parterne i deres kontrakt i henhold til en voldgiftsbestemmelse beslutter at tillægge Unionens retsinstanser kompetence til at påkende tvister vedrørende denne kontrakt, har den nævnte retsinstans desuden kompetence til at tage stilling til tilsidesættelser af chartret og de generelle principper i EU-retten, uanset hvilken lov der i henhold til den nævnte kontrakt finder anvendelse herpå.

82

I denne henseende bemærkes, at når Kommissionen gennemfører en kontrakt, er den fortsat underlagt de forpligtelser, der påhviler den i henhold til chartret og de generelle principper i EU-retten. Den omstændighed, at den lovgivning, der finder anvendelse på den pågældende kontrakt, ikke sikrer de samme garantier som dem, der følger af chartret og de generelle principper i EU-retten, fritager således ikke Kommissionen for at sikre overholdelsen heraf i forhold til sine kontrahenter (jf. i denne retning dom af 16.7.2020, ADR Center mod Kommissionen, C-584/17 P, EU:C:2020:576, præmis 86).

83

Det følger heraf, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at Unionens retsinstanser i forbindelse med et søgsmål, der er anlagt på grundlag af artikel 263 TEUF, udelukkende skal vurdere lovligheden af den anfægtede retsakt i forhold til EU-retten, og at en manglende opfyldelse af bestemmelserne i den pågældende kontrakt eller en tilsidesættelse af den ret, der finder anvendelse på denne kontrakt, kun kan påberåbes i forbindelse med et søgsmål anlagt på grundlag af artikel 272 TEUF.

84

I betragtning af det ovenstående skal det første appelanbringende tages til følge.

85

Med det andet appelanbringende har IAE gjort gældende, at det var med urette, at Retten i den appellerede kendelses præmis 98 fastslog, at argumentationen i replikken bestod i at fremsætte nye anbringender, der tilsigtede at omformulere det første anbringende i stævningen i første instans. Retten anlagde herved en urigtig fortolkning af argumentationen i replikken. Der er nemlig ikke tale om en ny påstand, men blot om præciseringer af de anbringender, der er fremsat i stævningen.

86

Kommissionen har gjort gældende, at det andet anbringende skal forkastes som åbenbart ugrundet.

87

Det skal bemærkes, således som udtrykket »i øvrigt« hentyder til, at begrundelsen i den appellerede kendelses præmis 98 er fremført for fuldstændighedens skyld i forhold til begrundelsen i kendelsens præmis 97, hvori Retten fastslog, at det første anbringende skulle afvises, for så vidt som den argumentation, som dette anbringende indeholder, vedrører fortolkningen af kontraktens bestemmelser og følgelig ikke som sådan kan påberåbes i forbindelse med et annullationssøgsmål, der er anlagt på grundlag af artikel 263 TEUF.

88

Anbringender, der er rettet imod en overflødig præmis i en afgørelse fra Retten, kan imidlertid ikke føre til en ophævelse af denne afgørelse og er derfor uvirksomme (jf. bl.a. dom af 11.12.2019, Mytilinaios Anonymos Etairia – Omilos Epicheiriseon (C-332/18 P, EU:C:2019:1065, præmis 137 og den deri nævnte retspraksis).

89

Det andet appelanbringende skal følgelig forkastes som uvirksomt.

90

Med det tredje appelanbringende har IAE for det første foreholdt Retten, at den ikke i den appellerede kendelses præmis 113 ff. og 124 ff. tog behørigt hensyn til de gældende bestemmelser om revision og følgelig heller ikke til de generelle principper i EU-retten, og for det andet, at den ikke gav en tilstrækkelig begrundelse for, hvorfor det tredje og det sjette anbringende, der var fremsat til støtte for søgsmålet i første instans, skulle forkastes som ugrundede.

91

Ifølge IAE følger det af artikel 317 TEUF, at Kommissionen ligeledes skal handle i overensstemmelse med principperne om forsvarlig økonomisk forvaltning på revisionsområdet. I øvrigt er Kommissionen i overensstemmelse med 33. betragtning til finansforordningen samt dennes artikel 124 forpligtet til at overholde visse almindeligt anerkendte regnskabsprincipper, herunder princippet om kontinuitet i regnskabsmetoderne. Disse principper finder ikke kun anvendelse på EU-institutionerne i forbindelse med gennemførelsen af Unionens budget, men kan gøres gældende over for institutionerne i forbindelse med ethvert søgsmål, der anlægges, herunder i sager om kontraktforhold.

92

Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at anvendelsen af revisionsreglerne henhører under fortolkningen af kontraktbestemmelser og ikke kan gøres til genstand for en undersøgelse ved Unionens retsinstanser i forbindelse med et annullationssøgsmål, selv om Retten tværtimod burde have taget hensyn til disse regler med henblik på at konkludere, at der var sket en tilsidesættelse af de generelle principper i EU-retten.

93

Endvidere begik Retten en retlig fejl i forbindelse med vurderingen af de af IAE fremlagte beviser, idet den ikke tog hensyn til de faktiske omstændigheder og den dokumentation, som IAE havde fremlagt.

94

Ifølge Kommissionen skal det tredje anbringende forkastes som ugrundet.

95

Hvad for det første angår den angiveligt manglende begrundelse for den appellerede kendelse bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis, at den forpligtelse til at begrunde domme, som påhviler Retten, indebærer, at Retten klart og utvetydigt skal angive de betragtninger, som den har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne afgørelse, og således at Domstolen kan udøve sin prøvelsesret (jf. bl.a. dom af 14.10.2010, Deutsche Telekom mod Kommissionen, C-280/08 P, EU:C:2010:603, præmis 136, og af 26.5.2016, Rose Vision mod Kommissionen, C-224/15 P, EU:C:2016:358, præmis 24).

96

I det foreliggende tilfælde fremgår det af den appellerede kendelses præmis 114-118 og 124-126, at det ikke med rette kan foreholdes Retten ikke at have begrundet, hvorfor IAE’s tredje og sjette anbringende til støtte for annullationssøgsmålet skulle afvises.

97

I forbindelse med undersøgelsen af det tredje anbringende bemærkede Retten nemlig i den appellerede kendelses præmis 115, at IAE’s indsigelser i forhold til den endelige revisionsrapport var vanskelige at forstå og under alle omstændigheder på ingen måde var underbyggede, idet den fastslog, at det derfor var åbenbart, at de skulle afvises. Hvad angår tilsidesættelsen af princippet om overholdelse af retten til forsvar henviste Retten til den undersøgelse, der var foretaget i den appellerede kendelses præmis 107-122, og konkluderede, at den af IAE påberåbte argumentation i denne henseende måtte forkastes som ugrundet.

98

Hvad angår det sjette anbringende bemærkede Retten i den appellerede kendelses præmis 124 og 125, at de bestemmelser, som IAE henviste til, var regler, der enten hidrørte fra andre organer eller var uden bindende virkning.

99

Hvad for det andet angår argumentationen om en angivelig retlig fejl, som Retten begik i forbindelse med bedømmelsen af de faktiske omstændigheder og beviserne, er det tilstrækkeligt at bemærke, at det følger af fast retspraksis, at appellen er begrænset til retsspørgsmål, og at det alene er Retten, der har kompetence til at fastlægge og bedømme de relevante faktiske omstændigheder og til at tage stilling til bevismaterialet, medmindre disse omstændigheder og beviser er gengivet forkert (dom af 18.7.2006, Rossi mod KHIM, C-214/05 P, EU:C:2006:494, præmis 26, og af 13.9.2007, Il Ponte Finanziaria mod KHIM, C-234/06 P, EU:C:2007:514, præmis 38).

100

For så vidt som IAE i den foreliggende sag ikke har gjort gældende, at Retten gengav de faktiske omstændigheder eller beviserne forkert, men blot har anført, at Retten begik en fejl ved bedømmelsen af de faktiske omstændigheder og de beviser, der var blevet fremlagt for den, skal denne argumentation afvises.

101

Hvad for det tredje angår anvendelsen af artikel 317 TEUF og finansforordningen bemærkes, at Domstolen kun har kompetence til at tage stilling til den retlige afgørelse, der er blevet truffet vedrørende de anbringender, der blev behandlet i første instans. En parts adgang til for første gang for Domstolen at fremføre et anbringende, der ikke er blevet fremført for Retten, er ensbetydende med en adgang til at forelægge Domstolen, der har en begrænset kompetence i appelsager, en mere omfattende tvist end den, der blev forelagt Retten (jf. i denne retning dom af 1.6.1994, Kommissionen mod Brazzelli Lualdi m.fl., C-136/92 P, EU:C:1994:211, præmis 59).

102

I den foreliggende sag bemærkes, at IAE ganske vist ikke påberåbte sig en sådan argumentation for Retten, men begrænsede sig til at gøre gældende, at der var sket en tilsidesættelse af visse revisionsbestemmelser.

103

For så vidt som det fremgår af denne doms præmis 83, at Kommissionen er forpligtet til at overholde bestemmelserne i EUF-traktaten og finansforordningen, hvad enten den handler som medkontrahent i kontraktforhold mellem Kommissionen og en borger, eller den i sin egenskab af administrativ myndighed vedtager afgørelser, der kan tvangsfuldbyrdes, kan den omstændighed, at IAE nu henviser til anvendelsen af artikel 317 TEUF og finansforordningens bestemmelser, imidlertid ikke føre til den konklusion, at denne argumentation har en anden rækkevidde end den, der blev fremsat for Retten. Den nævnte argumentation skal anses for at være en uddybning af et klagepunkt, der oprindeligt blev fremsat i sagen for Retten.

104

Eftersom Retten forkastede dette klagepunkt bl.a. med den begrundelse, at den argumentation, der blev fremsat heri, bestod af simple påstande, som var vanskelige at forstå og under alle omstændigheder på ingen måde var underbyggede, eller at dette klagepunkt på ingen måde henviste til de EU-retlige regler, og at den argumentation, der blev fremsat for Domstolen, ikke kunne afhjælpe dette, skal det nævnte klagepunkt imidlertid afvises.

105

Henset til ovenstående betragtninger skal det tredje appelanbringende delvist afvises, delvist forkastes som ugrundet.

106

Med det fjerde appelanbringendes første led har IAE foreholdt Retten, at den fastslog, at selskabets påstand om, at Unionen ifaldt ansvar som følge af berettiget berigelse, var ugrundet alene med henvisning til, at der forelå et kontraktforhold mellem parterne, uden at der blev taget hensyn til den fordel, som Kommissionen havde opnået ved den leverede ydelse.

107

Med dette appelanbringendes andet led har IAE gjort gældende, at Retten med urette fastslog, at selskabets erstatningspåstand ikke var begrundet, selv om et sådant krav nødvendigvis var baseret på den ydelse, som IAE allerede havde leveret, og på de omkostninger, som selskabet allerede havde afholdt.

108

Kommissionen har gjort gældende, at det fjerde appelanbringende bør forkastes som ugrundet.

109

Hvad angår det fjerde appelanbringendes første led bemærkes, at det, for at et søgsmål, der er baseret på en uberettiget berigelse, kan tages til følge, er afgørende, at berigelsen mangler ethvert gyldigt retsgrundlag. Denne betingelse er navnlig ikke opfyldt, når berigelsen er begrundet i kontraktlige forpligtelser (jf. i denne retning dom af 16.12.2008, Masdar (UK) mod Kommissionen, C-47/07 P, EU:C:2008:726, præmis 46, og af 28.7.2011, Agrana Zucker, C-309/10, EU:C:2011:531, præmis 53).

110

Det følger heraf, at det var med rette, at Retten efter at have henvist til den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 109, i den appellerede kendelses præmis 133 fastslog, at Kommissionens angivelige berigelse var baseret på MARE-, Senior- og ECRN-kontrakterne, som den havde indgået med IAE, således at denne berigelse ikke kunne anses for »uberettiget« i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i retspraksis.

111

Det fjerde appelanbringendes første led skal følgelig forkastes som ugrundet.

112

Hvad angår det fjerde appelanbringendes andet led bemærkes, at ifølge Domstolens faste praksis forudsætter Unionens ansvar uden for kontraktforhold som omhandlet i artikel 340, stk. 2, TEUF, at en række betingelser er opfyldt, nemlig at den adfærd, som Unionens institutioner lægges til last, har været retsstridig, at der foreligger et virkeligt tab, og at der er en årsagsforbindelse mellem denne adfærd og det angivelige tab (jf. bl.a. dom af 14.10.2014, Giordano mod Kommissionen, C-611/12 P, EU:C:2014:2282, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

113

Eftersom stævningen i første instans ikke indeholdt nogen oplysninger til støtte for påstanden om erstatning, var det i den foreliggende sag med rette, at Retten i den appellerede kendelses præmis 138 forkastede denne påstand som åbenbart ugrundet i henhold til artikel 21, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og artikel 44, stk. 1, i Rettens procesreglement. I denne henseende kan appellanten ikke med føje gøre gældende, at selskabet kunne frigøre sig fra overholdelsen af de formkrav, der er fastsat i disse bestemmelser, for så vidt som selskabets påstand nødvendigvis støttede sig på den ydelse, som det allerede havde leveret, og på de omkostninger, som det allerede havde afholdt.

114

Følgelig skal det fjerde appelanbringendes andet led ligeledes forkastes som ugrundet.

115

På baggrund af ovenstående bemærkninger skal det fjerde appelanbringende forkastes som ugrundet.

116

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal appellen tages til følge, og den appellerede kendelse skal derfor ophæves.

117

I overensstemmelse med artikel 61, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol kan Domstolen, når den ophæver den af Retten trufne afgørelse, enten træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse, eller hjemvise den til Retten til afgørelse.

118

I den foreliggende sag finder Domstolen, at tvisten ikke er moden til påkendelse, idet det første og det tredje til det syvende anbringende, der blev fremsat i forbindelse med søgsmålet i første instans, i den appellerede kendelse blev afvist med den fejlagtige begrundelse, at de vedrørte fortolkningen eller den angivelige manglende gennemførelse af bestemmelserne i de omhandlede kontrakter og ikke en tilsidesættelse af EU-retlige regler.

119

Følgelig bør sagen hjemvises til Retten.

120

Da sagen hjemvises til Retten, bør afgørelsen om sagsomkostningerne i appelsagen udsættes.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Tredje Afdeling):