Sag C-335/16

VG Čistoća d.o.o.

mod

Đuro Vladika
og
Ljubica Vladika

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Općinski sud u Velikoj Gorici)

»Præjudiciel forelæggelse – miljø – affald – direktiv 2008/98/EF – dækning af omkostningerne ved affaldshåndtering – forureneren betaler-princippet – begrebet »affaldsindehaver« – pris opkrævet for affaldshåndtering – særligt gebyr til finansiering af kapitalinvesteringer«

Sammendrag – Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 30. marts 2017

Miljø – affald – direktiv 2008/98 – omkostninger ved affaldsbortskaffelse afholdt af indehaverne – anvendelse af forureneren betaler-princippet – national lovgivning, hvorefter afgiften beregnes på grundlag af et skøn over den affaldsmængde, der frembringes af brugerne af ordningen, og ikke på grundlag af den faktisk frembragte affaldsmængde – lovlighed – betingelse – proportionelle omkostninger – den nationale rets vurdering

(Art. 192 TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98, art. 14 og art. 15, stk. 1)

Artikel 14 og artikel 15, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF af 19. november 2008 om affald og om ophævelse af visse direktiver skal fortolkes således, at de på EU-rettens nuværende udviklingstrin ikke er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der med henblik på finansiering af en ordning med håndtering og bortskaffelse af dagrenovation fastsætter en pris, der beregnes på grundlag af et skøn over den affaldsmængde, der frembringes af brugerne af ordningen, og ikke på grundlag af den affaldsmængde, som disse rent faktisk frembringer og overlader til indsamling, samt foreskriver, at brugerne som affaldsindehavere skal betale et yderligere gebyr, hvis overskud skal finansiere de kapitalinvesteringer, som er nødvendige til behandling af affald, herunder genanvendelse heraf. Det påhviler imidlertid den forelæggende ret på grundlag af de faktiske og retlige omstændigheder, som den har fået forelagt, at efterprøve, om dette ikke fører til, at visse »indehavere« pålægges udgifter, der er klart uforholdsmæssige i forhold til de affaldsmængder eller til karakteren af det affald, som disse kan frembringe. Den nationale ret kan herved navnlig tage hensyn til kriterier knyttet til typen af de ejendomme, som bebos af brugerne, til arealet og anvendelsen af disse ejendomme, »indehavernes« produktionskapacitet, rumfanget af de beholdere, der er stillet til rådighed for brugerne, samt indsamlingshyppigheden, eftersom disse parametre er egnede til direkte at påvirke omkostningerne ved håndtering af affaldet.

På EU-rettens nuværende udviklingstrin er der ikke vedtaget regler i henhold til artikel 192 TEUF, som pålægger medlemsstaterne at anvende en præcis metode vedrørende finansieringen af omkostningerne ved bortskaffelse af dagrenovation, således at denne finansiering efter den pågældende medlemsstats valg kan sikres gennem afgifter, gebyrer eller enhver anden form for opkrævning. På denne baggrund kan anvendelsen af faktureringskriterier, som er baseret på rumfanget af den beholder, der er stillet til rådighed for brugerne, på grundlag af bl.a. arealet af de ejendomme, der bebos, samt anvendelsen af disse, give mulighed for at beregne omkostningerne til bortskaffelse af affald og at fordele dem blandt de forskellige indehavere, eftersom dette parameter er egnet til direkte at påvirke omkostningernes størrelse (jf. i denne retning dom af 16.7.2009, Futura Immobiliare m.fl.,C-254/08, EU:C:2009:479, præmis 48 og 50).

(jf. præmis 26 og 32 samt domskonkl.)