Forenede sager C-234/16 og C-235/16
Asociación Nacional de Grandes Empresas de Distribución (ANGED)
mod
Consejería de Economía y Hacienda del Principado de Asturias og Consejo de Gobierno del Principado de Asturias
(anmodninger om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Supremo)
»Præjudiciel forelæggelse – regional afgift på store detailhandelscentre – etableringsfrihed – miljøbeskyttelse og fysisk planlægning – statsstøtte – selektiv foranstaltning«
Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 26. april 2018
Etableringsfrihed–skattelovgivning–selskabsskat–national lovgivning om regional afgift på store detailhandelscentre–lovlig
(Art. 49 TEUF og 54 TEUF)
Statsstøtte–begreb–foranstaltningens selektive karakter–undtagelse fra den almindelige beskatningsordning–begrundet med systemets karakter og opbygning–bedømmelseskriterier
(Art. 107, stk. 1, TEUF)
Artikel 49 TEUF og 54 TEUF skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en afgift, som pålægges store detailhandelscentre som det, der er omhandlet i hovedsagerne.
I hovedsagerne fastsætter den omhandlede lovgivning et kriterium vedrørende virksomhedens offentlige udstillings- og salgsareal, som ikke udgør en direkte forskelsbehandling. Det fremgår heller ikke af de dokumenter, der er fremlagt for Domstolen, at dette kriterium i de fleste tilfælde er til skade for statsborgere fra andre medlemsstater eller selskaber, der har hjemsted i andre medlemsstater.
(jf. præmis 24, 25 og 28 samt domskonkl. 1)
En afgift som den i hovedsagerne omhandlede, der pålægges store distributionsvirksomheder hovedsageligt i forhold til deres salgsareal, idet den fritager virksomheder med et salgsareal på under 4000 m2 fra afgift, udgør ikke statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF. En sådan afgift udgør heller ikke statsstøtte som omhandlet i denne bestemmelse, for så vidt som den fritager virksomheder med et salgsareal på under 10000 m2, som udelukkende beskæftiger sig med havearbejde, salg af køretøjer, byggematerialer, maskiner og industrimaterialer, fra afgift, idet de ikke medfører lige så store skader på miljøet og den fysiske planlægning som de øvrige, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at undersøge.
(jf. præmis 55 og domskonkl. 2)