–

Merck KGaA ved Rechtsanwälte S. Völker og M. Pemsel,

–

Merck & Co. Inc., Merck Sharp & Dohme Corp. og MSD Sharp & Dohme GmbH ved Rechtsanwälte A. Bothe, Y. Draheim og P. Fromlowitz,

–

Europa-Kommissionen ved T. Scharf og M. Wilderspin, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 109, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EU-varemærker (EUT 2009, L 78, s. 1).

2

Anmodningen er blevet fremsat i en sag mellem på den ene side Merck KGaA og på den anden side Merck & Co. Inc., Merck Sharp & Dohme Corp. og MSD Sharp & Dohme GmbH vedrørende førstnævnte selskabs krav om nedlæggelse af forbud mod sidstnævnte selskabers anvendelse af ordet »MERCK« i domænenavne, på sociale medieplatforme på internettet og i firmanavne i såvel Tyskland som andre steder i Den Europæiske Union.

3

Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001, L 12, s. 1) har hvad angår forholdet mellem medlemsstaterne erstattet konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, undertegnet den 27. september 1968 (EFT 1972, L 299, s. 32).

4

15. betragtning til forordning nr. 44/2001 lød som følger:

»Af hensyn til en harmonisk retspleje er det nødvendigt at mindske risikoen for parallelle retssager mest muligt og undgå, at der træffes indbyrdes uforenelige retsafgørelser i to medlemsstater. Der bør være en klar, effektiv mekanisme til at afgøre tilfælde af litispendens […]«

5

Samme forordnings artikel 27, der var indeholdt i forordningens afsnit II, afdeling 9, med overskriften »Litispendens og indbyrdes sammenhængende krav«, bestemte:

»1.   Såfremt krav, der har samme genstand og hviler på samme grundlag, fremsættes mellem de samme parter for retter i forskellige medlemsstater, udsætter enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, på embeds vegne sagen, indtil denne rets kompetence er fastslået.

2.   Når det er fastslået, at den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, er kompetent, erklærer enhver anden ret sig inkompetent til fordel for den første.«

6

3. og 15.-17. betragtning til forordning nr. 207/2009 lyder som følger:

[…]

7

Artikel 1, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 bestemmer:

»[EU]-varemærket har enhedskarakter. Det har samme retsvirkninger overalt inden for [Unionen]: Et varemærke kan kun registreres, overdrages, opgives, erklæres for bortfaldet eller ugyldigt, og brugen deraf kun forbydes med virkning for hele [Unionen]. Dette princip gælder, medmindre andet fastsættes i denne forordning.«

8

Denne forordnings artikel 109 med overskriften »Litispendens og indbyrdes sammenhængende krav i søgsmål om krænkelse af [EU]-varemærker og nationale varemærker«, som findes i afsnit XI, afdeling 1, i denne forordning med overskriften »Søgsmål om krænkelse af flere varemærker«, bestemmer følgende i stk. 1, litra a):

»Når krav vedrørende krænkelse, der har samme genstand og hviler på samme retsgrundlag, fremsættes mellem de samme parter for retterne i forskellige medlemsstater, det ene på grundlag af et [EU]-varemærke og det andet på grundlag af et nationalt varemærke:

9

Sagsøgeren i hovedsagen er en kemi- og medicinalvirksomhed, der ifølge forelæggelsesafgørelsen beskæftiger ca. 40000 personer og udøver virksomhed i 67 lande verden over.

10

Den første sagsøgte i hovedsagen, Merck & Co., er børsnoteret og moderselskab til den anden sagsøgte i hovedsagen, Merck Sharp & Dohme, som sælger hovedsageligt lægemidler og vacciner samt hudpleje- og kosmetiske produkter. Ifølge forelæggelsesafgørelsen er Merck Sharp & Dohme ansvarlig for samordningen af koncernens driftsmæssige aktiviteter, navnlig dens profil på internettet, herunder navnlig offentliggørelse af oplysninger af interesser for dens aktionærer. Den tredje sagsøgte i hovedsagen, MSD Sharp & Dohme, er en tysk filial af Merck & Co.

11

Sagsøgeren og de sagsøgte i hovedsagen var oprindeligt medlemmer i samme koncern. Efter 1919 er der imidlertid tale om adskilte virksomheder.

12

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at Merck er indehaver af det nationale varemærke MERCK, der er registreret i Det Forenede Kongerige. Det er ligeledes indehaver af EU-ordmærket MERCK for varer, der henhører under klasse 5, 9 og 16 i Nicearrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret, og for tjenesteydelser, der henhører under Nicearrangementets klasse 42.

13

Der er indgået flere aftaler i forlængelse af hinanden mellem på en ene side det selskab, i hvis rettigheder Merck er indtrådt, og på den anden side det selskab, i hvis rettigheder Merck Sharp & Dohme er indtrådt. Disse aftaler, hvoraf den seneste stadig er i kraft, fastsatte regler for Merck Sharp & Dohmes anvendelse af Mercks varemærker i Tyskland og andre medlemsstater.

14

På den hjemmeside, som tilhører sagsøgerne i hovedsagen, www.merck.com, bliver alle brugere i Tyskland eller i en anden medlemsstat, navnlig via links, ført til undersider, hvis indhold ligeledes viser, hvor på internettet de sagsøgte i hovedsagen er til stede, såsom på www.merckengage.com, www.merckvaccines.com eller www.merck-animal-health.com. Formidlingen af information er ikke målrettet geografisk på disse websteder, idet indholdet kan konsulteres i identisk form over hele verden.

15

Merck & Co. og Merck Sharp & Dohme havde ved siden af deres domænenavne sørget for andre former for onlinesynlighed på flere andre sociale medieplatforme.

16

Den 8. marts 2013 anlagde sagsøgeren i hovedsagen på grundlag af dets nationale varemærke sag ved High Court of Justice (England & Wales), Chancery Division (ret i første instans (England og Wales), afdelingen for handelsretlige sager mv., Det Forenede Kongerige), mod navnlig Merck & Co. og Merck Sharp & Dohme for en påstået krænkelse af dets nationale varemærke som følge af brugen af navnet »Merck« i Det Forenede Kongerige.

17

Den 11. marts 2013 anlagde sagsøgeren i hovedsagen på grundlag af det EU-varemærke, som sagsøgeren er indehaver af, ligeledes for Landgericht Hamburg (den regionale ret i første instans i Hamburg, Tyskland) sag mod de samme sagsøgte, men også mod MSD Sharp & Dohme.

18

Som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, er sagsøgeren i hovedsagen af den opfattelse, at den omstændighed, at de sagsøgte i hovedsagens hjemmesider, som sagsøgeren i hovedsagen har taget screenshots af, er tilgængelige i EU, og dermed også i Tyskland, uden at formidlingen er geografisk målrettet, krænker sagsøgeren i hovedsagens varemærkerettigheder.

19

Ved skriftlige indlæg af henholdsvis 11. november 2014 og 12. marts, 10. september og 22. december 2015 ændrede sagsøgeren i hovedsagen sine påstande for den forelæggende ret og hævede i hovedsagen sit søgsmål for så vidt angår Det Forenede Kongeriges område. De sagsøgte i hovedsagen har anfægtet denne hævelse af sagen.

20

De sagsøgte i hovedsagen er af den opfattelse, at den sag, der verserer ved den forelæggende ret, ikke kan antages til realitetsbehandling i henhold til artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009, i det mindste for så vidt angår anbringendet om krænkelse af sagsøgeren i hovedsagens EU-varemærke i hele EU. Sidstnævntes delvise hævelse af sagen er uden betydning i denne forbindelse.

21

Landgericht Hamburg (den regionale ret i første instans i Hamburg) har anført, at artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 må antages at udelukke enhver mulighed for at begrænse den territoriale rækkevidde af en erklæring fra den ret, ved hvilken sagen er anlagt sidst, om, at denne er inkompetent under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede. Den nærer imidlertid tvivl i denne henseende.

22

På denne baggrund har Landgericht Hamburg (den regionale ret i første instans i Hamburg) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

23

Med det første og det andet spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 skal fortolkes således, at den heri opstillede betingelse om, at der skal være tale om krav, »der har samme genstand og hviler på samme retsgrundlag«, er opfyldt, når krav vedrørende krænkelse – det første på grundlag af et nationalt varemærke med påstand om krænkelse på en medlemsstats område og det andet på grundlag af et EU-varemærke om en krænkelse på hele Unionens område – er fremsat mellem de samme parter for retterne i forskellige medlemsstater.

24

Det følger af artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009, at når krav vedrørende krænkelse fremsættes mellem de samme parter for retterne i forskellige medlemsstater, det ene på grundlag af et EU-varemærke og det andet på grundlag af et nationalt varemærke, skal den ret, ved hvilken sagen er anlagt sidst, ex officio erklære sig inkompetent til fordel for den ret, ved hvilken sagen er anlagt først, såfremt de pågældende varemærker er identiske og gælder for varer eller tjenesteydelser af samme art.

25

Det fremgår ikke af ordlyden af artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009, hvad der forstås ved »der har samme genstand og hviler på samme retsgrundlag« som omhandlet i bestemmelsen.

26

Det bemærkes, at ifølge Domstolens faste praksis følger det såvel af kravet om en ensartet anvendelse af EU-retten som af lighedsprincippet, at ordlyden af en EU-retlig bestemmelse, der – som det er tilfældet i det foreliggende tilfælde – ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret med henblik på at fastlægge dens betydning og rækkevidde, normalt i hele Unionen skal undergives en selvstændig og ensartet fortolkning, som skal søges under hensyntagen ikke alene til bestemmelsens ordlyd, men ligeledes til den sammenhæng, hvori bestemmelsen indgår, og det formål, som forfølges med den pågældende lovgivning (jf. i denne retning dom af 26.5.2016, Envirotec Denmark, C-550/14, EU:C:2016:354, præmis 27, og af 18.5.2017, Hummel Holding, C-617/15, EU:C:2017:390, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).

27

Det skal indledningsvis fremhæves, at rækkevidden af artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 på grund af uoverensstemmelse mellem de forskellige sprogversioner ikke kan fastlægges ved fortolkning af ordlyden alene (jf. i denne retning dom af 15.3.2017, Al Chodor, C-528/15, EU:C:2017:213, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

28

Det forholder sig nemlig således, at mens nogle sprogversioner såsom den spanske, den franske og den slovenske henviser til krav vedrørende krænkelse, der omhandler »samme faktiske omstændigheder«, henviser andre sprogversioner, såsom den engelske og den litauiske, til krav, der »hviler på samme grundlag«, og den danske til krav, der har »samme genstand«, og som også »hviler på samme grundlag«.

29

Hvad angår den sammenhæng, som den omhandlede bestemmelse indgår i, skal det for det første bemærkes, at som det fremgår af 17. betragtning til forordning nr. 207/2009, er forordningens artikel 109 inspireret af reglerne om litispendens i forordning nr. 44/2001, hvis artikel 27, i stk. 1, bestemmer, at såfremt krav, der har samme genstand og hviler på samme grundlag, fremsættes mellem de samme parter for retter i forskellige medlemsstater, udsætter enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, på embeds vegne sagen, indtil denne rets kompetence er fastslået, og i stk. 2, når det er fastslået, at den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, er kompetent, erklærer enhver anden ret sig inkompetent til fordel for den første.

30

Det skal endvidere fremhæves, at de procedureregler, der er fastsat i forordning nr. 207/2009, udgør ex specialis i forhold til de i forordning nr. 44/2001 omhandlede procedureregler. Det følger således af artikel 94, stk. 1, i forordning nr. 207/2009, at medmindre andet er fastsat i forordning nr. 207/2009, finder bestemmelserne i forordning nr. 44/2001 anvendelse på sager vedrørende EU-varemærker og på sager i forbindelse med litispendens og indbyrdes sammenhængende krav vedrørende EU-varemærker og nationale varemærker, hvilket taler for en sammenhængende fortolkning af begreberne i disse instrumenter.

31

Hvad angår formålet med artikel 109, stk. 1, i forordning nr. 207/2009 skal det bemærkes, at formålet med forordningen ifølge 17. betragtning hertil er at undgå, at der afsiges indbyrdes modstridende domme i søgsmål, hvori de samme parter er involveret, og som er anlagt vedrørende de samme forhold, om krænkelse af et EU-varemærke og parallelle nationale varemærker.

32

Dette formål svarer til et af formålene med forordning nr. 44/2001, der ifølge 15. betragtning til denne forordning navnlig er at mindske risikoen for parallelle retssager mest muligt og undgå, at der træffes indbyrdes uforenelige retsafgørelser i forskellige medlemsstater.

33

Det skal følgelig fastslås, at betingelsen i artikel 109, stk. 1, i forordning nr. 207/2009 om, at der skal være tale om krav, »der har samme genstand og hviler på samme retsgrundlag«, skal fortolkes analogt med Domstolens fortolkning af betingelsen om, at der skal være tale om krav, »der har samme genstand og hviler på samme grundlag« som omhandlet i artikel 27, stk. 1, i forordning nr. 44/2001.

34

Det skal i denne forbindelse endvidere bemærkes, at hvad angår betingelsen om, at genstanden for kravene skal være identisk, anvender de engelske sprogversioner samme udtryk.

35

Det følger af ovenstående betragtninger, at med henblik på at undersøge, om betingelsen om, at der skal være tale om krav, »der har samme genstand og hviler på samme retsgrundlag«, er opfyldt ved anvendelsen af artikel 109, stk. 1, i forordning nr. 207/2009, skal det, således som generaladvokaten har anført i punkt 49 og 50 i forslaget til afgørelse, afgøres, om krav vedrørende krænkelse som omhandlet i artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 hviler på samme grundlag og har samme genstand.

36

I henhold til retspraksis vedrørende artikel 21 i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager – hvorom bemærkes, at den fortolkning, som Domstolen har foretaget heraf, også gælder for artikel 27 i forordning nr. 44/2001 – omfatter kravets »grundlag« de faktiske omstændigheder og den retsregel, der påberåbes til støtte for kravet (jf. analogt dom af 6.12.1994, Tatry, C-406/92, EU:C:1994:400, præmis 39, og af 22.10.2015, Aannemingsbedrijf Aertssen og Aertssen Terrassements, C-523/14, EU:C:2015:722, præmis 43).

37

Det skal i den foreliggende sag for det første bemærkes, at i lighed med, hvad generaladvokaten har anført i punkt 51 i forslaget til afgørelse, skal indbyrdes sammenhængende krav i søgsmål om krænkelse af EU-varemærker og nationale varemærker i henhold til artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 anses for at hvile på samme grundlag, eftersom de hviler på enerettigheder, der følger identiske varemærker. Hvis den sag, som er anlagt ved den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, er anlagt på grundlag af et nationalt mærke, mens den sag, der er anlagt ved den ret, ved hvilken sagen er anlagt sidst, er anlagt på grundlag af et EU-varemærke, er denne omstændighed uadskilleligt forbundet med litispendensreglen i artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009.

38

Hvad for det andet angår de faktiske omstændigheder fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at de anlagte sager ved henholdsvis High Court of Justice (England & Wales), Chancery Division (ret i første instans (England og Wales), afdelingen for handelsretlige sager mv.), og Landgericht Hamburg (den regionale ret i første instans i Hamburg) vedrørte anvendelsen af ordet »Merck« i domænenavne på sociale medieplatforme på internettet, som er tilgængelige over hele verden. Det fremgår således, at betingelsen om identiske faktiske omstændigheder – med forbehold for den forelæggende rets efterprøvelse – i lighed med betingelsen om samme grundlag er opfyldt i den foreliggende sag.

39

Hvad angår »genstand« har Domstolen præciseret, at der herved skal forstås, hvad kravet går ud på (jf. analogt dom af 6.12.1994, Tatry, C-406/92, EU:C:1994:400, præmis 41, og af 8.5.2003, Gantner Electronic, C-111/01, EU:C:2003:257, præmis 25), hvorved begrebet »genstand« ikke kan begrænses til tilfælde, hvor de to krav formelt er identiske (jf. analogt dom af 8.12.1987, Gubisch Maschinenfabrik, 144/86, EU:C:1987:528, præmis 17).

40

Der skal i denne forbindelse tages hensyn til de respektive sagsøgeres krav i hver af sagerne (jf. analogt dom af 14.10.2004, Mærsk Olie & Gas, C-39/02, EU:C:2004:615, præmis 36).

41

I det foreliggende tilfælde skal det konstateres, at sagerne, som er anlagt ved henholdsvis High Court of Justice (England & Wales), Chancery Division (ret i første instans (England og Wales), afdelingen for handelsretlige sager mv.), og Landgericht Hamburg (den regionale ret i første instans i Hamburg), vedrører delvist sammenfaldende krav. Selv om sagerne vedrører brugen af ordet »Merck« i domænenavne og på sociale medieplatforme på internettet, hvis indhold kan konsulteres i identisk form over hele verden, skal det nemlig bemærkes, at formålet med den sag, der er anlagt ved High Court of Justice (England & Wales), Chancery Division (ret i første instans (England og Wales), afdelingen for handelsretlige sager mv.), og som er baseret på rettigheder, der kan afledes af et varemærke registreret i Det Forenede Kongerige, er at opnå et forbud mod anvendelsen af ordet »Merck« på Det Forenede Kongeriges område, mens formålet med den sag, der er anlagt ved Landgericht Hamburg (den regionale ret i første instans i Hamburg), og som er baseret på rettigheder, der kan afledes af et EU-varemærke, er at opnå et forbud mod anvendelsen af dette ord på Unionens område.

42

Henset til formålet med artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009, som der er henvist til i nærværende doms præmis 31, må det lægges til grund, at de krav, som er fremsat for de retter, der er nævnt i den foranstående præmis, i henhold til denne bestemmelse alene skal anses for at have samme genstand, såfremt de påståede krænkelser vedrører samme område.

43

Enhver anden fortolkning ville indebære, at en indehaver af et EU-varemærke, som først har anlagt et søgsmål om krænkelse på grundlag af et identisk nationalt varemærke mod en påstået krænker ved en ret i en medlemsstat, der har kompetence til at påkende en sag om krænkelse begrænset til den pågældende medlemsstats område, på urimelig måde ville få indskrænket mulighederne for at gøre sine rettigheder til et EU-varemærke gældende på andre medlemsstaters område. En sådan fortolkning underkender det i 15. betragtning til forordning nr. 207/2009 nævnte formål om at styrke EU-varemærkernes beskyttelse.

44

Henset til ovenstående betragtninger skal det første og det andet spørgsmål besvares med, at artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 skal fortolkes således, at den heri opstillede betingelse om, at der skal være tale om krav, »der har samme genstand og hviler på samme retsgrundlag«, alene er opfyldt, når krav vedrørende krænkelse, som fremsættes mellem de samme parter for retterne i forskellige medlemsstater, på grundlag af henholdsvis et nationalt varemærke og et EU-varemærke, vedrører en påstået krænkelse af et nationalt varemærke og et identisk EU-varemærke på de samme medlemsstaters område.

45

Med det tredje og det fjerde spørgsmål, der bør undersøges samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 skal fortolkes således, at når krav – det ene på grundlag af et nationalt varemærke og en påstået krænkelse på en medlemsstats område og det andet på grundlag af et EU-varemærke og en påstået krænkelse på hele Unionens område – fremsættes mellem de samme parter for retterne i forskellige medlemsstater, skal den ret, ved hvilken sagen om krav vedrørende krænkelse er anlagt sidst, erklære sig inkompetent til at træffe afgørelse med hensyn til samtlige krav eller alene erklære sig inkompetent med hensyn til den del af kravet, der vedrører den medlemsstats område, som der er henvist til i det krav om krænkelse, der er fremført for den ret, ved hvilken sagen er anlagt først.

46

Det skal bemærkes, at hvad angår krav vedrørende krænkelse, der har samme genstand og hviler på samme retsgrundlag, som fremsættes mellem de samme parter for retterne i forskellige medlemsstater, det ene på grundlag af et EU-varemærke og det andet på grundlag af et nationalt varemærke, præciserer ordlyden af artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 ikke rækkevidden af en erklæring fra den en ret, ved hvilken sagen er anlagt sidst, og hvorved denne erklærer sig inkompetent til fordel for den ret, ved hvilken sagen er anlagt først.

47

Det fremgår imidlertid af formålet med artikel 109 i forordning nr. 207/2009, som der er henvist til i denne doms præmis 31, og af svaret på det første og det andet spørgsmål, at erklæringen om inkompetence som omhandlet i denne artikels stk. 1, litra a), alene skal afgives, når kravene for disse retter har samme genstand og hviler på samme retsgrundlag (jf. i denne retning dom af 6.12.1994, Tatry, C-406/92, EU:C:1994:400, præmis 33 og 34).

48

Betingelsen i artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 om, at der skal være tale om krav, »der har samme genstand og hviler på samme retsgrundlag«, er dermed opfyldt, når krav vedrørende krænkelse, det ene på grundlag af et nationalt varemærke og det andet på grundlag af et EU-varemærke, fremsættes mellem de samme parter for retterne i forskellige medlemsstater, alene for så vidt som de vedrører en påstået krænkelse på de samme medlemsstaters område af et nationalt varemærke og et EU-varemærke, som er identiske.

49

Som de sagsøgte i hovedsagen har bemærket, har EU-varemærket i henhold til artikel 1, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 enhedskarakter. Da det har samme retsvirkninger overalt inden for Unionen, kan et EU-varemærke i henhold til denne bestemmelse, medmindre andet er fastsat i denne forordning, kun registreres, overdrages, opgives, erklæres for bortfaldet eller ugyldigt, og brugen deraf kun forbydes med virkning for hele Unionen. Det fremgår endvidere af tredje betragtning til forordning nr. 207/2009, at det med forordningen tilstræbte formål er indførelsen af en EU-ordning for varemærker, som nyder ensartet beskyttelse og har retsvirkning på hele Unionens område. Endelig fremgår det af 16. betragtning til denne forordning, at det er afgørende, at retsafgørelser vedrørende gyldigheden og krænkelse af EU-varemærker skal have retskraft inden for hele Unionens område, da dette er den eneste måde, hvorpå man kan undgå indbyrdes modstridende afgørelser fra domstolene og EUIPO og krænkelse af EU-varemærkets enhedskarakter.

50

Med henblik på at sikre den ensartede beskyttelse mod risikoen for krænkelse, som EU-varemærket har på hele Unionens område, skal et forbud mod at krænke eller at true med at krænke et EU-varemærke, der nedlægges af en kompetent EU-varemærkedomstol, i princippet omfatte hele Unionens område (dom af 12.4.2011, DHL Express France, C-235/09, EU:C:2011:238, præmis 44, og af 22.9.2016, combit Software, C-223/15, EU:C:2016:719, præmis 30).

51

Den territoriale udstrækning af det nævnte forbud kan imidlertid i visse tilfælde begrænses (dom af 12.4.2011, DHL Express France, C-235/09, EU:C:2011:238, præmis 46, og af 22.9.2016, combit Software, C-223/15, EU:C:2016:719, præmis 31).

52

Som generaladvokaten har anført i punkt 82 i forslaget til afgørelse, omfatter dette også det tilfælde, hvor den ret, ved hvilken sagen er anlagt sidst, skal erklære sig delvist inkompetent i henhold til artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009.

53

Henset til ovenstående betragtninger skal det tredje og det fjerde spørgsmål herefter besvares med, at artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 skal fortolkes således, at når krav – det ene på grundlag af et nationalt varemærke og en påstået krænkelse på en medlemsstats område og det andet på grundlag af et EU-varemærke og en påstået krænkelse på hele Unionens område – fremsættes mellem de samme parter for retterne i forskellige medlemsstater, skal den ret, ved hvilken sagen er anlagt sidst, erklære sig inkompetent med hensyn til den del af kravet, der vedrører den medlemsstats område, som der er henvist til i det krav om krænkelse, der er fremført for den ret, ved hvilken sagen er anlagt først.

54

Med det femte og det sjette spørgsmål, som skal undersøges samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 skal fortolkes således, at den heri omhandlede betingelse om, at der skal være tale om krav, »der har samme genstand og hviler på samme retsgrundlag«, er opfyldt, når de i bestemmelsen omhandlede krav ikke længere vedrører en påstået krænkelse af et nationalt varemærke, der er identisk med et EU-varemærke på de samme medlemsstaters område, fordi den delvise hævelse, som en sagsøger – gyldigt – har foretaget af en sag om krænkelse, der er baseret på et EU-varemærke, og hvori der indledningsvis blev nedlagt påstand om at forbyde anvendelsen af dette varemærke på Unionens område, vedrører den medlemsstats område, som den sag, der er baseret på et nationalt varemærke og anlagt ved den første ret, tager sigte på, og hvormed der er nedlagt påstand om forbud mod anvendelsen af det omhandlede varemærke på det nationale område.

55

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at det femte og det sjette spørgsmål er baseret på den forudsætning, artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 ikke gør det muligt for den ret, ved hvilken sagen er anlagt sidst, at erklære sig delvist inkompetent i den sag, der er anlagt for den.

56

Som det fremgår af svaret på det første til det fjerde spørgsmål, kan den ret, for hvilken sagen er anlagt sidst, i tilfælde af, at der er fremsat krav om krænkelse mellem de samme parter for retterne i forskellige medlemsstater, på grundlag af henholdsvis et nationalt varemærke og et EU-varemærke, vedrørende en påstået krænkelse af et nationalt varemærke, som er identisk med et EU-varemærke, på samme medlemsstaters område og på hele Unionens område, alene erklære sig inkompetent for så vidt angår den del af sagen, der vedrører den medlemsstats område, som der er henvist til i det krav om krænkelse, der er fremført for den ret, ved hvilken sagen er anlagt først.

57

Heraf følger, at den ret, ved hvilken en sag er anlagt sidst, ikke skal erklære sig inkompetent til fordel for den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, når krav om krænkelse ikke længere vedrører en påstået krænkelse af et nationalt varemærke, der er identisk med et EU-varemærke på de samme medlemsstaters område, fordi den af en sagsøgers gyldige delvise hævelse af en sag vedrørende krænkelse, der er anlagt på grundlag af et EU-varemærke, og hvormed der indledningsvis er nedlagt påstand om at forbyde anvendelsen af dette varemærke på Unionens område, vedrører den medlemsstats område, som den sag, der er baseret på et nationalt varemærke og anlagt ved den første ret, tager sigte på, og hvormed der er nedlagt påstand om forbud mod anvendelsen af det omhandlede varemærke på det nationale område.

58

På baggrund af ovenstående betragtninger skal det femte og det sjette spørgsmål besvares med, at artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 skal fortolkes således, at den heri omhandlede betingelse om, at der skal være tale om krav, »der har samme genstand og hviler på samme retsgrundlag«, ikke længere er opfyldt, når de i bestemmelsen omhandlede krav ikke længere vedrører en påstået krænkelse af et nationalt varemærke, der er identisk med et EU-varemærke på de samme medlemsstaters område, fordi den delvise hævelse, som en sagsøger gyldigt har foretaget af en sag om krænkelse, der er baseret på et EU-varemærke, og hvori der indledningsvis blev nedlagt påstand om at forbyde anvendelsen af dette varemærke på Unionens område, vedrører den medlemsstats område, som den sag, der er baseret på et nationalt varemærke og anlagt ved den første ret, tager sigte på, og hvormed der er nedlagt påstand om forbud mod anvendelsen af det omhandlede varemærke på det nationale område.

59

Med det syvende spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 skal fortolkes således, at i tilfælde af, at et EU-varemærke er identisk med et nationalt varemærke, skal den ret, ved hvilken sagen er anlagt sidst, alene erklære sig inkompetent til fordel for den ret, ved hvilken sagen er anlagt først, såfremt de pågældende varemærker gælder for varer eller tjenesteydelser af samme art, eller hvis den ret, ved hvilken sagen er anlagt sidst, også er inkompetent i tilfælde, hvor det EU-varemærke, der er blevet påberåbt for den en ret, ved hvilken sagen er anlagt sidst, er registreret for supplerende varer og tjenesteydelser, der ikke er omfattet af det identiske nationale varemærke, der er påberåbt for den ret, ved hvilken sagen er anlagt først.

60

Det fremgår i denne forbindelse af artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009, at denne bestemmelse finder anvendelse, »såfremt de pågældende varemærker er identiske og gælder for varer eller tjenesteydelser af samme art«.

61

Heraf følger, at den ret, ved hvilken sagen er anlagt sidst, i tilfælde af identitet mellem EU-varemærket og det nationale varemærke alene skal erklære sig inkompetent til fordel for den ret, ved hvilken sagen er anlagt først, såfremt disse varemærker gælder for varer eller tjenesteydelser af samme art.

62

På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger skal det syvende spørgsmål besvares med, at artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 skal fortolkes således, at i tilfælde af identitet mellem et EU-varemærke og et nationalt varemærke skal den ret, ved hvilken sagen er anlagt sidst, alene erklære sig inkompetent til fordel for den ret, ved hvilken sagen er anlagt først, såfremt disse varemærker gælder for varer eller tjenesteydelser af samme art.

63

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret: