Sag C-146/16
Verband Sozialer Wettbewerb eV
mod
DHL Paket GmbH
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesgerichtshof)
»Præjudiciel forelæggelse – urimelig handelspraksis – reklame i et trykt medie – udeladelse af væsentlige oplysninger – adgang til disse oplysninger via det websted, hvormed de pågældende produkter distribueres – produkter, som sælges af den person, der har offentliggjort annoncen, eller af tredjemænd«
Sammendrag – Domstolens dom (Tiende Afdeling) af 30. marts 2017
Tilnærmelse af lovgivningerne – virksomhedernes urimelige handelspraksis over for forbrugerne – direktiv 2005/29 – vildledende udeladelser – oplysning, der anses for væsentlig i forbindelse med en købsopfordring – begreb – rækkevidde – reklame for konkrete produkter i et trykt medie, idet disse produkter købes via det websted, som er anført i reklamen, og som tilhører den virksomhed, der er ophavsmand til den nævnte reklame – omfattet – den nationale rets vurdering – kriterier
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29, art. 7, stk. 4)
Artikel 7, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 skal fortolkes således, at en annoncereklame som den i hovedsagen omhandlede, der henhører under begrebet »købsopfordring« som omhandlet i dette direktiv, kan opfylde den oplysningspligt, der er fastsat i denne bestemmelse. Det påhviler den forelæggende ret i det enkelte tilfælde at undersøge dels, om begrænsningerne i rum i reklameteksten begrunder, at oplysninger om leverandøren kun stilles til rådighed på platformen for onlinesalg, dels, hvor det er relevant, om de oplysninger, der kræves i det nævnte direktivs artikel 7, stk. 4, litra b), vedrørende platformen for onlinesalg, gives nemt og hurtigt.
(jf. præmis 33 og domskonkl.)