DOMSTOLENS DOM (Tiende Afdeling)

2. marts 2017 ( *1 )

»Præjudiciel forelæggelse — socialpolitik — direktiv 2002/15/EF — beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed — tilrettelæggelse af arbejdstiden — vejtransport — mobil arbejdstager — selvstændig chauffør — begreb — afvisning«

I sag C-97/16

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Juzgado de lo Social no 3 de Barcelona (arbejdsretten i Barcelona, Spanien) ved afgørelse af 2. februar 2016, indgået til Domstolen den 17. februar 2016, i sagen

José María Pérez Retamero

mod

TNT Express Worldwide Spain S.L.,

Last Mile Courier SL, tidligere Transportes Sapirod S.L.,

Fondo de Garantía Salarial (Fogasa),

har

DOMSTOLEN (Tiende Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, M. Berger, og dommerne E. Levits og F. Biltgen (refererende dommer),

generaladvokat: E. Sharpston

justitssekretær: A. Calot Escobar,

efter at der er afgivet indlæg af:

—	José María Pérez Retamero ved abogado J. Juan Monreal

—	TNT Express Worldwide Spain S.L. ved abogado D. Fernández de Lis Alonso

—	Last Mile Courier SL, tidligere Transportes Sapirod S.L., ved abogado V. Domenech Huertas

—	den spanske regering ved V. Ester Casas, som befuldmægtiget

—	Europa-Kommissionen ved J. Hottiaux og J. Rius Riu, som befuldmægtigede,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

Dom

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 3, litra d) og e), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/15/EF af 11. marts 2002 om tilrettelæggelse af arbejdstid for personer, der udfører mobile vejtransportaktiviteter (EFT 2002, L 80, s. 35, berigtiget i EUT 2007, L 57, s. 28).

Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem José María Pérez Retamero på den ene side og Last Mile Courier S.L., tidligere Transportes Sapirod S.L. (herefter »Sapirod«), og TNT Express Worldwide Spain S.L. (herefter »TNT«) på den anden side vedrørende Sapirods afskedigelse af José María Pérez Retamero.

Retsforskrifter

EU-retten

Fjerde, niende og tiende betragtning til direktiv 2002/15 har følgende ordlyd:

»(4)	Det er derfor nødvendigt at fastsætte en række mere specifikke forskrifter om arbejdstid inden for vejtransport med henblik på transportsikkerheden og de berørte personers sundhed og sikkerhed.

[…]

(9)	Definitionerne i dette direktiv kan ikke danne præcedens for andre fællesskabsforskrifter vedrørende arbejdstid.

(10)

For at forbedre færdselssikkerheden, undgå at fordreje konkurrencevilkårene og garantere sikkerhed og sundhed for de mobile arbejdstagere, der er omfattet af dette direktiv, bør disse vide præcis, hvilken del af den tid, der medgår til vejtransportaktiviteter, der betragtes som arbejdstid, og hvilken der ikke gør det, og som pauser, hviletid eller rådighedstid; disse arbejdstagere bør have ret til et minimum af daglige og ugentlige hvileperioder samt passende pauser. Det er ligeledes nødvendigt at indføre en maksimumsgrænse for, hvor mange timer der må arbejdes om ugen.«

Artikel 1 i direktiv 2002/15, der har overskriften »Formål«, fastsætter:

»Formålet med dette direktiv er at fastsætte minimumsforskrifter for tilrettelæggelse af arbejdstid for at forbedre beskyttelsen af sikkerheden og sundheden for personer, der udfører mobile vejtransportaktiviteter, samt forbedre færdselssikkerheden og tilnærme konkurrencevilkårene yderligere til hinanden.«

Dette direktivs artikel 2, stk. 1, begrænser direktivets anvendelsesområde til »mobile arbejdstagere, som er beskæftiget af virksomheder etableret i en medlemsstat og deltager i vejtransportaktiviteter omfattet af [Rådets] forordning (EØF) nr. 3820/85 [af 20. december 1985 om harmonisering af visse bestemmelser på det sociale område inden for vejtransport (EFT 1985, L 370, s. 1)], eller, hvis denne ikke finder anvendelse, af den [europæiske] overenskomst [om arbejde, der udføres af det kørende personale i international vejtransport (AETR-overenskomsten)]«, og fra den 23. marts 2009»selvstændige chauffører«, der deltager i samme vejtransportaktiviteter.

Artikel 3 i direktiv 2002/15 bestemmer:

»I dette direktiv forstås ved:

[…]

d)	»mobil arbejdstager«: en arbejdstager, som er en del af det kørende personale, herunder praktikanter og lærlinge, og som beskæftiges af en virksomhed, der for fremmed eller egen regning udfører personbefordring ad vej eller vejgodstransport

»selvstændig chauffør«: enhver person, hvis erhvervsmæssige hovedaktivitet er at udføre personbefordring ad vej eller vejgodstransport for fremmed regning, som defineret i fællesskabslovgivningen, i henhold til en fællesskabstilladelse eller enhver anden erhvervsmæssig bemyndigelse til at udføre den nævnte transport, og som har tilladelse til at arbejde for egen regning og ikke er bundet til en arbejdsgiver ved en ansættelseskontrakt eller noget andet arbejdsmæssigt hierarkisk afhængighedsforhold, som frit kan tilrettelægge den pågældende erhvervsaktivitet, og hvis indkomst afhænger direkte af overskuddet, og som alene eller i samarbejde med andre selvstændige chauffører frit kan have erhvervsmæssige forbindelser med flere kunder.

For så vidt angår dette direktiv har chauffører, der ikke opfylder disse kriterier, samme rettigheder og forpligtelser som dem, der i henhold til dette direktiv gælder for mobile arbejdstagere

[…]«

Spansk ret

Artikel 1 i den kodificerede udgave af Ley del Estatuto de los Trabajadores (lov om arbejdstageres rettigheder), som godkendt ved Real Decreto Legislativo 1/1995 (kongeligt lovdekret nr. 1/1995) af 24. marts 1995 (BOE nr. 75 af 29.3.1995, s. 9654), i den udgave, der var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen (herefter »lov om arbejdstageres rettigheder«), har følgende ordlyd:

»1. Denne lov finder anvendelse på arbejdstagere, der frivilligt tilbyder deres tjenesteydelser mod betaling for en andens regning inden for rammerne af en organisation og efter anvisning fra en fysisk eller juridisk person, kaldet arbejdsgiver eller virksomhedsejer.

[…]

3. Følgende undtages fra nærværende lovs anvendelsesområde:

[…]

g)	generelt enhver beskæftigelse udøvet inden for et arbejdsforhold, der afviger fra det i stk. 1 definerede.

I denne henseende anses der ikke at foreligge et ansættelsesforhold for så vidt angår aktiviteter udført af personer, der leverer transporttjenester på baggrund af administrative tilladelser, som er udstedt til dem, der udføres mod tilsvarende betaling, ved hjælp af erhvervskøretøjer, der er knyttet til transportaktiviteter, som er underlagt et særligt regelsæt, og som disse personer ejer eller har en direkte rådighedsbeføjelse over, selv i tilfælde, hvor disse tjenesteydelser leveres kontinuerligt til samme fragtformidler eller udbyder.

[…]«

Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

Den 2. juni 2008 indgik José María Pérez Retamero en kontrakt med TNT kaldet »»generel« kontrakt om levering af transportydelser«. I henhold til nævnte kontrakt havde TNT overladt det til José María Pérez Retamero at afhente og levere varer på Cataloniens område (Spanien), at udfylde og udarbejde dokumenter med henblik på fortoldningen, idet der blev givet præcise instrukser for udføringen af denne opgave, at laste, at fastgøre, at aflaste og at frigøre de transporterede varer og endelig at håndtere opkrævningen af beløbene vedrørende de afhentede eller leverede forsendelser. Denne kontrakt fastsatte desuden, at TNT helt eller delvist og ensidigt kunne ændre de principper og regler, der fandt anvendelse på transportydelserne. José María Pérez Retamero havde modtaget en mobiltelefon udstyret med et kort fra teleudbyderen Vodafone med henblik på at udføre sit arbejde. I henhold til nævnte kontrakt skulle José María Pérez Retamero ligeledes tegne en transportforsikring og under alle omstændigheder påtage sig ansvaret for tab eller destruktion af varerne samt i tilfælde af forsinket levering. Kontraktens oprindelige varighed var blevet fastsat til seks måneder. Den kunne imidlertid forlænges med efterfølgende perioder af samme varighed. Aflønningen for de tjenesteydelser, vedkommende leverede, bestod i et fast beløb for hver arbejdsdag, og blev udbetalt månedligt. Det fremgik af den omhandlede kontrakt, at det anvendte køretøj skulle være påført TNT’s farver og den af TNT valgte reklame. José María Pérez Retamero havde desuden erklæret at være indehaver af en tilladelse til at udføre transportvirksomhed. Det var i bilag I til denne kontrakt fastsat, at transportøren ville få en tilsynsførende.

9	Nævnte kontrakt blev forlænget, eller andre kontrakter blev indgået efterfølgende, men indholdet af disse kontrakter forblev i det væsentlige det samme.

Fra januar 2014 begyndte José María Pérez Retamero, der fortsat udførte det samme arbejde, at fakturere de leverede tjenesteydelser til Sapirod, som var hyret af TNT til at varetage de omhandlede transportydelser. Adgangskortene til TNT’s anlæg blev udleveret direkte fra denne til transportørerne. På dette kort var José María Pérez Retamero identificeret som »ansat chauffør«.

11	José María Pérez Retamero var indehaver af en lastbil med en tilladt totalvægt på 2590 kg, hvortil han havde en transportlicens, som gav ham tilladelse til at udføre transportydelser.

12	Den 17. februar 2015 meddelte Sapirod mundtligt José María Pérez Retamero, at virksomheden ikke længere kunne tilbyde ham nogen transportopgaver. Denne meddelelse blev bekræftet ved en skrivelse af 6. marts 2015.

Den 17. marts 2015 anlagde José María Pérez Retamero sag ved Juzgado de lo Social no 3 de Barcelona (arbejdsretten i Barcelona, Spanien) med påstand om, at det blev fastslået, at han var bundet til Sapirod ved en ansættelseskontrakt, og at hans afskedigelse således var uberettiget. Ud over denne påstand har han ligeledes nedlagt påstand om, at TNT på ulovlig vis har stillet arbejdstagere til rådighed, og har følgelig nedlagt påstand om, at disse to selskaber hæfter solidarisk.

Til støtte for sit søgsmål har José María Pérez Retamero gjort gældende, at alle de kriterier eller elementer, der karakteriserer et ansættelsesforhold, såsom underordnelsen, arbejde udført for en andens regning og inddragelsen i en virksomheds organisation, var til stede, hvorfor det i dette tilfælde må konkluderes, at der ikke var tale om en forretningsforbindelse, men derimod et ansættelsesforhold. Den objektive undtagelse i artikel 1, stk. 3, litra g), i lov om arbejdstageres rettigheder er i strid med direktiv 2002/15, hvorfor han ikke kan betegnes som »selvstændig chauffør« som omhandlet i dette direktivs artikel 3, litra e).

Ved den forelæggende ret har Sapirod bl.a. anført, at der ikke eksisterer noget modsætningsforhold mellem artikel 1, stk. 3, litra g), i lov om arbejdstageres rettigheder og artikel 3 i direktiv 2002/15, eftersom begge disse bestemmelser angiver, at det afgørende kriterium, som udelukker, at der foreligger et ansættelsesforhold, er spørgsmålet om besiddelse af en »licens eller anden administrativ tilladelse«, der muliggør udøvelsen af vejtransportvirksomhed. Den omstændighed, at nævnte bestemmelse i EU-retten ikke udtrykkeligt henviser til det forhold, at vedkommende er ejer af køretøjet eller har råderetten over dette, har ingen relevans.

TNT har for den forelæggende ret bl.a. gjort gældende, at det fremgår af femte betragtning til direktiv 2002/15, at dette sidstnævnte ikke må gå ud over, hvad der er nødvendigt for at opfylde de i direktivets artikel 1 nævnte formål, og at dette direktiv således ikke udgør et gyldigt lovgivningsinstrument med henblik på at sondre mellem udøvelsen af transportvirksomhed inden for rammerne af et ansættelsesforhold og udøvelsen af denne virksomhed som selvstændig chauffør.

Det er den forelæggende rets opfattelse, at selv om formålet med direktiv 2002/15 ikke består i at definere begreberne »lønmodtager« og »selvstændig erhvervsdrivende«, bliver den omhandlede kvalificering afgørende på grund af den ansvarsordning, der er knyttet hertil. Såfremt formålet med EU-retten på transportområdet var at harmonisere konkurrencereglerne, burde begreberne »mobil arbejdstager« og »selvstændig chauffør«, der er nævnt i direktivets artikel 3, litra d) og e), være ens i alle medlemsstaterne.

Juzgado de lo Social no 3 de Barcelona (arbejdsretten i Barcelona) har under disse omstændigheder besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)

Skal definitionen af »mobil arbejdstager« i artikel 3, litra d), i direktiv 2002/15[…] fortolkes således, at den er til hinder for en national lovbestemmelse såsom artikel 1, stk. 3, litra g), i lov om arbejdstageres rettigheder, hvorefter »personer, som leverer transporttjenester på grundlag af administrative tilladelser, som de er indehavere af […] ved hjælp af køretøjer […] som de er ejere af, eller som de har direkte råderet over«, ikke kan anses for »mobile arbejdstagere«?

2)	Skal artikel 3, litra e), andet afsnit, i direktiv 2002/15[…] fortolkes således, at den pågældende skal anses for en »mobil arbejdstager, såfremt blot et af kriterierne for, at han kan anses for en »selvstændig chauffør«, ikke er opfyldt?«

Formaliteten med hensyn til de præjudicielle spørgsmål

Sapirod, TNT, den spanske regering og Europa-Kommissionen har i deres respektive skriftlige bemærkninger bestridt, at de præjudicielle spørgsmål kan antages til realitetsbehandling, navnlig med den begrundelse, at tvisten i hovedsagen ikke er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2002/15, og at fortolkningen af dette direktiv derfor ikke er nødvendig for afgørelsen af denne tvist.

Ifølge fast retspraksis er den i artikel 267 TEUF foreskrevne procedure et instrument i samarbejdet mellem Domstolen og de nationale retter. Heraf følger, at det alene tilkommer de nationale retter, som behandler tvisten, og som har ansvaret for den retsafgørelse, der skal træffes, at vurdere – under hensyn til hver enkelt sags særegenheder – både nødvendigheden af en præjudiciel afgørelse for at kunne afsige dom og relevansen af de spørgsmål, som de forelægger Domstolen (jf. bl.a. dom af 17.7.1997, Leur-Bloem, C-28/95, EU:C:1997:369, præmis 24, og af 7.7.2011, Agafiţei m.fl., C-310/10, EU:C:2011:467, præmis 25).

Når de af de nationale retter forelagte spørgsmål vedrører fortolkningen af en bestemmelse i EU-retten, er Domstolen derfor i princippet forpligtet til at træffe afgørelse herom (jf. bl.a. dom af 17.7.1997, Leur-Bloem, C-28/95, EU:C:1997:369 præmis 25, og af 7.7.2011, Agafiţei m.fl., C-310/10, EU:C:2011:467, præmis 26).

Domstolen kan imidlertid afvise at træffe afgørelse om et præjudicielt spørgsmål forelagt af en national ret, hvis det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, såfremt problemet er af hypotetisk karakter, eller såfremt Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en hensigtsmæssig besvarelse af de forelagte spørgsmål (jf. bl.a. dom af 11.7.2006, Chacón Navas, C-13/05, EU:C:2006:456, præmis 33, og af 7.7.2011, Agafiţei m.fl., C-310/10, EU:C:2011:467, præmis 27).

23	Det følger således af fast retspraksis, at afvisning af en anmodning fra en national ret bl.a. kan begrundes, såfremt det er åbenlyst, at EU-retten ikke finder anvendelse i den foreliggende sag, hverken direkte eller indirekte (dom af 7.7.2011, Agafiţei m.fl., C-310/10, EU:C:2011:467, præmis 28).

24	I den foreliggende sag må det fastslås, at den forelæggende ret har anmodet om Domstolens fortolkning af direktiv 2002/15, uden at det er godtgjort, at en situation som den i hovedsagen omhandlede er omfattet af direktivets anvendelsesområde.

Det bemærkes i denne henseende, for det første, at det følger af artikel 1 i direktiv 2002/15, at dette har til formål at fastsætte minimumsforskrifter for tilrettelæggelse af arbejdstid for at forbedre beskyttelsen af sikkerheden og sundheden for personer, der udfører mobile vejtransportaktiviteter, samt forbedre færdselssikkerheden og tilnærme konkurrencevilkårene yderligere til hinanden.

For det andet er definitionerne i direktiv 2002/15 i overensstemmelse med dette direktivs artikel 3 fastsat med henblik på, hvorledes de skal forstås »i dette direktiv«. Fortolkningen af begreberne »mobil arbejdstager« og »selvstændig chauffør«, som er defineret i dette direktivs artikel 3, litra d) og e), går således ikke videre end nævnte direktivs anvendelsesområde.

Det må konstateres, at tvisten i hovedsagen, der vedrører et søgsmål til prøvelse af en afskedigelse, ikke angår et spørgsmål om tilrettelæggelse af arbejdstiden, men spørgsmålet om, hvorvidt den omhandlede person skal anses for at være en »mobil arbejdstager« og dermed lønmodtager med henblik på anvendelsen af national arbejdsret, og nærmere bestemt lovgivningen om afskedigelser.

28	Det må følgelig konkluderes, at en tvist, som den i hovedsagen omhandlede, ikke er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2002/15, og at begreberne i direktivets artikel 3, litra d) og e), følgelig ikke finder anvendelse på denne tvist.

29	Heraf følger, at fortolkningen af artikel 3, litra d) og e), i direktiv 2002/15 ikke er nødvendig for at afgøre tvisten i hovedsagen.

30	Det skal derfor fastslås, at de spørgsmål, der er genstand for anmodningen om præjudiciel afgørelse, indgivet af Juzgado de lo Social no 3 de Barcelona (arbejdsretten i Barcelona, Spanien) skal afvises.

Sagens omkostninger

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tiende Afdeling) for ret:

Anmodningen om præjudiciel afgørelse, indgivet af Juzgado de lo Social no 3 de Barcelona (arbejdsretten i Barcelona, Spanien), afvises.

Underskrifter

( *1 ) – Processprog: spansk.