Forenede sager C-96/16 og C-94/17

Banco Santander SA
mod
Mahamadou Demba
og
Mercedes Godoy Bonet

og

Rafael Ramón Escobedo Cortés
mod
Banco de Sabadell SA

(anmodninger om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado de Primera Instancia no 38 de Barcelona og Tribunal Supremo)

»Præjudiciel forelæggelse – direktiv 93/13/EØF – urimelige kontraktvilkår – anvendelsesområde – overdragelse af fordring – forbrugeraftale – kriterier for vurdering af den urimelige karakter af et vilkår om morarenter i denne kontrakt – konsekvenser af denne karakter«

Sammendrag – Domstolens dom (Femte Afdeling) af 7. august 2018

  1. Forbrugerbeskyttelse–urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler–direktiv 93/13–anvendelsesområde–praksis, hvorefter en erhvervsdrivende overdrager eller køber en fordring på en forbruger–ingen regulering af denne praksis i kontraktvilkår–direktivet finder ikke anvendelse–udelukkelse fastsat for kontraktvilkår, som afspejler bindende lovbestemmelser eller administrative bestemmelser–ingen kontraktvilkår, som ændrer de nationale bestemmelsers rækkevidde eller anvendelsesområde–direktivet finder ikke anvendelse

    (Rådets direktiv 93/13)

  2. Præjudicielle spørgsmål–formaliteten–grænser–spørgsmål, som er klart uden relevans, og hypotetiske spørgsmål forelagt i en sammenhæng, der udelukker et hensigtsmæssigt svar

    (Art. 267 TEUF)

  3. Præjudicielle spørgsmål–Domstolens kompetence–grænser–fortolkning af national ret–udelukket

    (Art. 267 TEUF)

  4. Forbrugerbeskyttelse–urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler–direktiv 93/13–konstatering af, at et vilkår er urimeligt–rækkevidde–kontraktvilkår, der ikke er forhandlet, og som fastsætter morarenten i en låneaftale–national retspraksis, som fastsætter en fast formodningsregel, hvorefter et kontraktvilkår er urimeligt, hvis godtgørelsen er uforholdsmæssig stor–lovlighed

    (Rådets direktiv 93/13, art. 3, stk. 1, og art. 8)

  5. Forbrugerbeskyttelse–urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler–direktiv 93/13–konstatering af, at et vilkår er urimeligt–rækkevidde–den nationale rets ændring af indholdet af et urimeligt vilkår–ikke tilladt

    (Rådets direktiv 9313, art. 6, stk. 1)

  6. Forbrugerbeskyttelse–urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler–direktiv 93/13–konstatering af, at et vilkår er urimeligt–rækkevidde–kontraktvilkår, der ikke er forhandlet, og som fastsætter morarenten i en låneaftale–national retspraksis, hvorefter morarenterne ophæves fuldstændigt, og de ordinære renter fortsat påløber–lovlighed

    (Rådets direktiv 93/13)

  1.  Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler skal fortolkes således, at det dels ikke finder anvendelse på en praksis, hvorefter en erhvervsdrivende overdrager eller køber en fordring på en forbruger, uden at muligheden for en sådan overdragelse er fastlagt i låneaftalen indgået med denne forbruger, uden at forbrugeren forinden bliver underrettet om denne overdragelse eller giver sit samtykke hertil, og uden at forbrugeren tilbydes mulighed for at indfri sin gæld og således bringe den til ophør ved at betale erhververen det beløb, som denne har betalt for overdragelsen, foruden gebyrerne, renterne og sagsbehandlingsomkostningerne. Dels finder direktivet heller ikke anvendelse på nationale bestemmelser som de i artikel 1535 i Código Civil (den borgerlige lovbog) og artikel 17 og 540 i Ley 1/2000 de Enjuiciamiento Civil (lov nr. 1/2000 om den civile retspleje) af 7. januar 2000 omhandlede, som regulerer en sådan mulighed for indfrielse og erhververens indtræden i overdragerens sted i verserende retssager.

    (jf. præmis 47 og domskonkl. 1)

  2.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 50-53)

  3.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 57)

  4.  Direktiv 93/13 skal fortolkes således, at det ikke er til hinder for en national retspraksis som den i hovedsagerne omhandlede fra Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien), hvorefter et kontraktvilkår, der ikke er forhandlet, og som fastsætter morarenten i en låneaftale indgået med en forbruger, er urimeligt, idet det pålægger den forbruger, som har opfyldt sine betalingsforpligtelser for sent, en uforholdsmæssigt stor godtgørelse, når denne morarente overstiger den ordinære rente i den omhandlede aftale med mere end to procentpoint.

    I denne henseende kan det, som i det væsentlige anført af generaladvokaten i punkt 60 i forslaget til afgørelse, ikke udelukkes, at en medlemsstats øverste domstole, såsom Tribunal Supremo (øverste domstol), i kraft af deres ansvar for at harmonisere fortolkningen af den nationale lovgivning og af hensyn til retssikkerheden under overholdelse af direktiv 93/13 kan udarbejde visse retningslinjer til brug for de lavere retsinstanser i deres vurdering af den urimelige karakter af kontraktvilkår. Selv om den i hovedsagen omhandlede retspraksis fra Tribunal Supremo (øverste domstol) ganske vist ikke synes at omfatte strengere bestemmelser, som medlemsstaterne i medfør af direktivets artikel 8 kan vedtage for at sikre et højere forbrugerbeskyttelsesniveau, da denne retspraksis som oplyst af den spanske regering under retsmødet for Domstolen bl.a. hverken synes at have retskraft eller at være en retskilde i den spanske retsorden, forholder det sig dog stadig således, at udarbejdelsen af et kriterium i retspraksis som det, som Tribunal Supremo (øverste domstol) har udviklet i den foreliggende sag, indskriver sig i det formål om beskyttelse af forbrugerne, som det nævnte direktiv forfølger. Det følger af artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13 og af direktivets generelle opbygning, at direktivet ikke tilsigter en overordnet ligevægt mellem aftalepartnernes rettigheder og forpligtelser, men snarere at undgå, at der opstår en skævhed i disse rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugerne.

    (jf. præmis 68, 69 og 71 samt domskonkl. 2)

  5.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 73 og 74)

  6.  Direktiv 93/13 skal fortolkes således, at det ikke er til hinder for en national retspraksis som den i hovedsagerne omhandlede fra Tribunal Supremo (øverste domstol), hvorefter konsekvensen af konstateringen af, at et kontraktvilkår, der fastsætter morarenten i en låneaftale indgået med en forbruger, er urimeligt, består i fuldstændigt at ophæve disse renter, men at de ordinære renter, som er fastsat i denne aftale, fortsat påløber.

    Det fremgår navnlig ikke af det nævnte direktiv, at undladelsen af at anvende eller ophævelsen af den klausul, som fastsætter morarenten i en låneaftale, som følge af, at den er urimelig, skulle indebære, at vilkåret, som fastsætter den ordinære rente, ikke anvendes eller ophæves, da der skal sondres klart mellem de forskellige vilkår. I den sidstnævnte henseende bemærkes, at morarenterne, således som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen i sag C-94/17, har til formål at sanktionere debitors manglende opfyldelse af sin forpligtelse til at tilbagebetale lånet ifølge de i aftalen fastsatte frister, at afskrække debitor fra at opfylde sine forpligtelser for sent og i givet fald at yde långiver godtgørelse for den skade, som han har lidt som følge af den forsinkede betaling. Den ordinære rente fungerer derimod som modydelse for långivers tilrådighedsstillelse af en pengesum, indtil denne er tilbagebetalt. Som generaladvokaten har bemærket i punkt 90 i sit forslag til afgørelse, finder disse betragtninger anvendelse, uanset hvorledes det kontraktvilkår, som fastsætter morarenten, og det kontraktvilkår, som fastsætter den ordinære rente, er affattet. De gælder navnlig ikke alene, når morarenten er fastsat uafhængigt af den ordinære rente i et særskilt vilkår, men ligeledes når morarenten er fastsat i form af en forhøjelse af den ordinære rente med et vist antal procentpoint. Da det urimelige vilkår i det sidstnævnte tilfælde består i en forhøjelse, kræver direktiv 93/13 alene, at forhøjelsen ophæves.

    (jf. præmis 76, 77 og 79 samt domskonkl. 3)