Sag C-82/16

K.A. m.fl.

mod

Belgische Staat

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Raad voor Vreemdelingenbetwistingen)

»Præjudiciel forelæggelse – grænsekontrol, asyl og indvandring – artikel 20 TEUF – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – artikel 7 og 24 – direktiv 2008/115/EF – artikel 5 og 11 – tredjelandsstatsborger, der har indrejseforbud – ansøgning om opholdstilladelse med henblik på familiesammenføring med en unionsborger, som aldrig har udøvet sin ret til fri bevægelighed – afvisning af at behandle ansøgningen«

Sammendrag – Domstolens dom (Store Afdeling) af 8. maj 2018

  1. Retslig procedure–mundtlig forhandling–genåbning–forpligtelse til at genåbne retsforhandlingernes mundtlige del med henblik på at give parterne mulighed for at afgive indlæg vedrørende de retlige spørgsmål, der behandles i generaladvokatens forslag til afgørelse–foreligger ikke

    (Art. 252, stk. 2, TEUF; Domstolens procesreglement, art. 83)

  2. Unionsborgerskab–traktatens bestemmelser–retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område–unionsborger, som aldrig har udøvet sin ret til fri bevægelighed–afledt opholdsret for tredjelandsstatsborgere, som er familiemedlemmer til en unionsborger–statsborger, der er genstand for en afgørelse om tilbagesendelse, ledsaget af en afgørelse om indrejseforbud, og som har indgivet en ansøgning om opholdstilladelse med henblik på familiesammenføring–national praksis, der på grund af indrejseforbuddet ikke tager hensyn til en sådan ansøgning–afvisning fra realitetsbehandling

    (Art. 20 TEUF)

  3. Grænsekontrol, asyl og indvandring–indvandringspolitik–tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold–direktiv 2008/115–afgørelse om tilbagesendelse ledsaget af et indrejseforbud over for en statsborger, der er familiemedlem til en unionsborger, som aldrig har gjort brug af sin ret til fri bevægelighed–indgivelse af en ansøgning om opholdstilladelse med henblik på familiesammenføring–national praksis, der på grund af indrejseforbuddet ikke tager hensyn til en sådan ansøgning–lovlig

    (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115, art. 5 og 11)

  4. Unionsborgerskab–traktatens bestemmelser–retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område–unionsborger, som aldrig har udøvet sin ret til fri bevægelighed–afledt opholdsret for tredjelandsstatsborgere, som er familiemedlemmer til en unionsborger–betingelser for tildeling–der består et afhængighedsforhold, som resulterer i, at nævnte unionsborger vil være nødsaget til at forlade Unionens område i tilfælde af afslag på opholdsret–bedømmelseskriterier

    (Art. 20 TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 7 og art. 24, stk. 2)

  5. Unionsborgerskab–traktatens bestemmelser–retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område–unionsborger, som aldrig har udøvet sin ret til fri bevægelighed–afledt opholdsret for tredjelandsstatsborgere, som er familiemedlemmer til en unionsborger–statsborger, der er genstand for en afgørelse om tilbagesendelse, ledsaget af en afgørelse om indrejseforbud, og som har indgivet en ansøgning om opholdstilladelse med henblik på familiesammenføring–betingelser for tildeling–der består et afhængighedsforhold, som resulterer i, at nævnte unionsborger vil være nødsaget til at forlade Unionens område i tilfælde af afslag på opholdsret–tidspunktet for dette afhængighedsforholds opståen–uden betydning for opholdsretten

    (Art. 20 TEUF)

  6. Unionsborgerskab–traktatens bestemmelser–retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område–unionsborger, som aldrig har udøvet sin ret til fri bevægelighed–afledt opholdsret for tredjelandsstatsborgere, som er familiemedlemmer til en unionsborger–statsborger, der er genstand for en afgørelse om tilbagesendelse, ledsaget af en afgørelse om indrejseforbud, og som har indgivet en ansøgning om opholdstilladelse med henblik på familiesammenføring–betingelser for tildeling–der består et afhængighedsforhold, som resulterer i, at nævnte unionsborger vil være nødsaget til at forlade Unionens område i tilfælde af afslag på opholdsret–afgørelse om indrejseforbud er blevet endelig på tidspunktet for ansøgningen om ophold–uden betydning for opholdsretten

    (Art. 20 TEUF)

  7. Unionsborgerskab–traktatens bestemmelser–retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område–unionsborger, som aldrig har udøvet sin ret til fri bevægelighed–afledt opholdsret for tredjelandsstatsborgere, som er familiemedlemmer til en unionsborger–statsborger, der er genstand for en afgørelse om tilbagesendelse, ledsaget af en afgørelse om indrejseforbud, og som har indgivet en ansøgning om opholdstilladelse med henblik på familiesammenføring–betingelser for tildeling–der består et afhængighedsforhold, som resulterer i, at nævnte unionsborger vil være nødsaget til at forlade Unionens område i tilfælde af afslag på opholdsret–begrundelser for indrejseforbuddet–uden betydning for opholdsretten–grænse–konkret vurdering af en reel, umiddelbar og tilstrækkeligt alvorlig trussel mod den offentlige orden

    (Art. 20 TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 7 og art. 24, stk. 2)

  8. Grænsekontrol, asyl og indvandring–indvandringspolitik–tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold–direktiv 2008/115–afgørelse om tilbagesendelse ledsaget af et indrejseforbud over for en statsborger, der er familiemedlem til en unionsborger, som aldrig har gjort brug af sin ret til fri bevægelighed–indgivelse af en ansøgning om opholdstilladelse med henblik på familiesammenføring–national praksis, der vedtager en ny afgørelse om tilbagesendelse uden at tage hensyn til de familiemæssige forhold, der er nævnt i den nævnte opholdsansøgning–afvisning fra realitetsbehandling–grænse–forhold, der kan påberåbes af den berørte person på et tidligere tidspunkt

    (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115, art. 5)

  1.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 34-36)

  2.  Indledningsvis bemærkes, at de i hovedsagen omhandlede situationer alle vedrører den kompetente nationale myndigheds afvisning af at behandle en ansøgning om opholdstilladelse med henblik på familiesammenføring, der er indgivet i Belgien af en tredjelandsstatsborger, som er familiemedlem til en belgisk statsborger, idet den pågældende er efterkommer af, forælder til eller registreret samlevende partner med den belgiske statsborger, med den begrundelse, at nævnte tredjelandsstatsborger er genstand for en afgørelse om indrejseforbud. Den forelæggende ret har anført, at det følger af national ret, at sagsøgerne i hovedsagen i princippet i deres oprindelsesland skal indgive en ansøgning om ophævelse eller suspension af det indrejseforbud, de er blevet pålagt, inden de gyldigt kan indgive en ansøgning om opholdstilladelse med henblik på familiesammenføring.

    Artikel 20 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats praksis, hvorefter en sådan ansøgning ikke behandles alene af den nævnte grund, uden at det er blevet undersøgt, om der mellem nævnte unionsborger og nævnte tredjelandsstatsborger består et afhængighedsforhold af en sådan art, at unionsborgeren, såfremt tredjelandsstatsborgeren nægtes en afledt opholdsret, reelt vil være nødsaget til at forlade Unionens område som helhed og dermed vil blive frataget den effektive nydelse af kerneindholdet i de rettigheder, som unionsborgeren er tildelt ved sin status.

    Det ville nemlig være i strid med det formål, der forfølges med artikel 20 TEUF, at nødsage tredjelandsstatsborgeren til på ubestemt tid at forlade Unionens område med henblik på at få ophævet eller suspenderet det indrejseforbud, som den pågældende er genstand for, uden at det forinden er blevet efterprøvet, om der mellem nævnte tredjelandsstatsborger og den unionsborger, der er tredjelandsstatsborgerens familiemedlem, består et afhængighedsforhold af en sådan art, at sidstnævnte vil være nødsaget til at ledsage tredjelandsstatsborgeren til dennes oprindelsesland, selv om der netop som følge af dette afhængighedsforhold i princippet burde tildeles nævnte tredjelandsstatsborger en afledt opholdsret i medfør af artikel 20 TEUF.

    I denne henseende har Domstolen allerede fastslået, at der findes ganske særlige situationer, hvor en tredjelandsstatsborger, som er familiemedlem til en unionsborger, uanset den omstændighed, at den sekundære ret vedrørende tredjelandsstatsborgeres opholdsret ikke finder anvendelse, og at unionsborgeren ikke har udøvet sin ret til fri bevægelighed, ikke desto mindre skal tildeles en opholdsret, idet den effektive virkning af unionsborgerskabet ellers ville blive bragt i fare, såfremt unionsborgeren som følge af, at tredjelandsstatsborgeren nægtes opholdsret, reelt bliver nødsaget til at forlade Unionens område som helhed og dermed fratages den effektive nydelse af kerneindholdet i de rettigheder, som de er tildelt ved denne status (jf. i denne retning dom af 8.3.2011, Ruiz Zambrano,C-34/09, EU:C:2011:124, præmis 43 og 44, og af 10.5.2017, Chavez-Vilchez m.fl.,C-133/15, EU:C:2017:354, præmis 63). Nægtelsen af at tildele en opholdsret til en tredjelandsstatsborger bringer imidlertid kun den effektive virkning af unionsborgerskabet i fare, såfremt der mellem denne tredjelandsstatsborger og den unionsborger, som er tredjelandsstatsborgerens familiemedlem, består et afhængighedsforhold af en sådan art, at det vil resultere i, at unionsborgeren er nødsaget til at ledsage den omhandlede tredjelandsstatsborger og til at forlade Unionens område som helhed (jf. i denne retning dom af 15.11.2011, Dereci m.fl.,C-256/11, EU:C:2011:734, præmis 65-67, af 6.12.2012, O m.fl.,C-356/11 og C-357/11, EU:C:2012:776, præmis 56, og af 10.5.2017, Chavez-Vilchez m.fl.,C-133/15, EU:C:2017:354, præmis 69).

    (jf. præmis 39, 51, 52, 58 og 62 samt domskonkl. 2)

  3.  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, navnlig direktivets artikel 5 og 11, skal fortolkes således, at det ikke er til hinder for en medlemsstats praksis, hvorefter en ansøgning om opholdstilladelse med henblik på familiesammenføring, som er indgivet på medlemsstatens område af en tredjelandsstatsborger, der er familiemedlem til en unionsborger, som er statsborger i denne medlemsstat, og som aldrig har udøvet sin ret til fri bevægelighed, ikke behandles alene af den grund, at denne tredjelandsstatsborger er genstand for et forbud mod indrejse på nævnte område.

    Der er navnlig ingen af dette direktivs bestemmelser, der regulerer den måde, hvorpå en ansøgning om opholdstilladelse med henblik på familiesammenføring skal behandles, når denne ansøgning, som det er tilfældet i sagerne i hovedsagen, er indgivet efter vedtagelsen af en afgørelse om tilbagesendelse, der er ledsaget af et indrejseforbud. Afvisningen af at behandle en sådan ansøgning under de omstændigheder, der er beskrevet i nærværende doms præmis 27, kan desuden ikke indebære, at den tilbagesendelsesprocedure, der er fastsat i nævnte direktiv, ikke skal finde anvendelse.

    (jf. præmis 45 og 46 samt domskonkl 1)

  4.  Artikel 20 TEUF skal fortolkes således, at:

    –

    Såfremt unionsborgeren er myndig, er det alene muligt, at der består et afhængighedsforhold af en sådan art, at det kan begrunde, at den omhandlede tredjelandsstatsborger tildeles en afledt opholdsret i medfør af nævnte artikel, i særlige tilfælde, hvor den omhandlede person, henset til samtlige relevante omstændigheder, ikke på nogen måde vil kunne være adskilt fra det familiemedlem, som den pågældende er afhængig af.

    –

    Såfremt unionsborgeren er mindreårig, skal bedømmelsen af, om der består et sådant afhængighedsforhold, baseres på en hensyntagen til barnets tarv, samtlige sagens omstændigheder, herunder navnlig barnets alder, fysiske og følelsesmæssige udvikling, graden af den følelsesmæssige tilknytning til hver af barnets forældre og den risiko, som adskillelsen fra den forælder, der er tredjelandsstatsborger, indebærer for barnets ligevægt; med henblik på at godtgøre, at der består et sådant afhængighedsforhold, er det ikke tilstrækkeligt, at der består et familiemæssigt bånd med denne tredjelandsstatsborger, hvad enten dette bånd er biologisk eller retligt, og det er ikke nødvendigt, at barnet bor sammen med tredjelandsstatsborgeren.

    Med henblik på nærmere bestemt at bedømme risikoen for, at det omhandlede barn, der er unionsborger, vil være nødsaget til at forlade Unionens område, såfremt barnets forælder, der er tredjelandsstatsborger, nægtes ret til afledt ophold i den omhandlede medlemsstat, tilkommer det den forelæggende ret i hver af sagerne i hovedsagen at afgøre, hvilken forælder der faktisk tager sig af barnet, og om der består et faktisk afhængighedsforhold mellem barnet og den forælder, der er tredjelandsstatsborger. Inden for rammerne af denne bedømmelse skal de kompetente myndigheder tage hensyn til retten til respekt for privatliv og familieliv, som er fastslået i chartrets artikel 7, idet denne artikel skal sammenholdes med forpligtelsen til at tage hensyn til barnets tarv, som anerkendes i chartrets artikel 24, stk. 2 (dom af 10.5.2017, Chavez-Vilchez m.fl.,C-133/15, EU:C:2017:354, præmis 70).

    Den omstændighed, at den anden forælder, når denne er unionsborger, reelt er i stand til – og ønsker – at påtage sig det daglige og faktiske ansvar for barnet alene, er et relevant forhold, men det er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at kunne konstatere, at der ikke består et afhængighedsforhold mellem den forælder, som er tredjelandsstatsborger, og barnet, således at barnet vil være nødsaget til at forlade Unionens område, såfremt nævnte tredjelandsstatsborger nægtes ret til ophold. Den omstændighed alene, at det for en statsborger i en medlemsstat af økonomiske årsager eller for at bevare familieenheden på Unionens område måtte forekomme ønskværdigt, at medlemmer af den pågældendes familie, som ikke er statsborgere i en medlemsstat, kan opholde sig med den pågældende på Unionens område, er ikke i sig selv tilstrækkelig til, at det må antages, at unionsborgeren vil være nødsaget til at forlade Unionens område, hvis en sådan ret ikke tildeles (jf. i denne retning dom af 15.11.2011, Dereci m.fl.,C-256/11, EU:C:2011:734, præmis 68, og af 6.12.2012, O m.fl.,C-356/11 og C-357/11, EU:C:2012:776, præmis 52).

    (jf. præmis 71, 72, 74 og 76 samt domskonkl. 2)

  5.  Artikel 20 TEUF skal fortolkes således, at det er uden betydning, at det afhængighedsforhold, som tredjelandsstatsborgeren har påberåbt sig til støtte for sin ansøgning om opholdstilladelse med henblik på familiesammenføring, er opstået, efter at der over for den pågældende er blevet vedtaget en afgørelse om indrejseforbud.

    I denne henseende bemærkes dels, at den opholdsret, som tredjelandsstatsborgere, der er familiemedlemmer til en unionsborger, tildeles i medfør af artikel 20 TEUF, er en afledt opholdsret, som har til formål at beskytte unionsborgerens ret til fri bevægelighed og ophold, dels, at det er på grund af afhængighedsforholdet mellem unionsborgeren og det medlem af unionsborgerens familie, der er tredjelandsstatsborger som omhandlet i nærværende doms præmis 52, at tredjelandsstatsborgeren skal tildeles en ret til ophold i den medlemsstat, hvor nævnte unionsborger er statsborger. Under disse omstændigheder ville unionsborgerskabets effektive virkning blive tilsidesat, hvis der automatisk skulle gives afslag på en ansøgning om opholdstilladelse med henblik på familiesammenføring, såfremt et sådant afhængighedsforhold mellem unionsborgeren og det medlem af unionsborgerens familie, der er tredjelandsstatsborger, er opstået på et tidspunkt, hvor tredjelandsstatsborgeren allerede var genstand for en afgørelse om tilbagesendelse, der er ledsaget af et indrejseforbud, og tredjelandsstatsborgeren dermed vidste, at den pågældende havde ulovligt ophold. I et sådant tilfælde vil et sådant afhængighedsforhold mellem unionsborgeren og tredjelandsstatsborgeren nemlig pr. definition ikke kunne være blevet taget i betragtning i forbindelse med den afgørelse om tilbagesendelse, ledsaget af et indrejseforbud, som tredjelandsstatsborgeren er genstand for.

    (jf. præmis 78, 79 og 81 samt domskonkl. 2)

  6.  Artikel 20 TEUF skal fortolkes således, at det er uden betydning, om den afgørelse om indrejseforbud, som tredjelandsstatsborgeren er genstand for, var blevet endelig på det tidspunkt, hvor den pågældende indgav sin ansøgning om opholdstilladelse med henblik på familiesammenføring.

    Som det fremgår af nærværende doms præmis 57-61, kræver hensynet til den effektive virkning af artikel 20 TEUF i denne henseende, at et sådant indrejseforbud ophæves eller suspenderes, såfremt der mellem nævnte tredjelandsstatsborger og den unionsborger, der er den pågældendes familiemedlem, består et afhængighedsforhold af en sådan art, at det begrunder, at tredjelandsstatsborgeren i medfør af artikel 20 TEUF tildeles en ret til afledt ophold på den omhandlede medlemsstats område.

    (jf. præmis 83 og 84 samt domskonkl 2)

  7.  Artikel 20 TEUF skal fortolkes således, at det er uden betydning, at den afgørelse om indrejseforbud, som den tredjelandsstatsborger, der har indgivet en ansøgning om opholdstilladelse med henblik på familiesammenføring, er genstand for, er begrundet i manglende efterkommelse af en forpligtelse til at vende tilbage. Såfremt en sådan afgørelse er begrundet i hensynet til den offentlige orden, kan dette hensyn kun medføre, at tredjelandsstatsborgeren nægtes en ret til afledt ophold i medfør af nævnte artikel, hvis det fremgår af en konkret bedømmelse af samtlige omstændigheder i den foreliggende sag i lyset af proportionalitetsprincippet, hensynet til barnets tarv og de grundlæggende rettigheder, at den pågældende udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkeligt alvorlig trussel mod den offentlige orden.

    Hvad for det første angår den manglende efterkommelse af forpligtelsen til at vende tilbage bemærkes, at det er uden betydning, at indrejseforbuddet er blevet vedtaget med en sådan begrundelse. Af de grunde, der er anført i nærværende doms præmis 53-62, 79 og 80, kan en medlemsstat nemlig ikke afvise at behandle en ansøgning om opholdstilladelse med henblik på familiesammenføring, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger på medlemsstatens område, alene af den grund, at denne tredjelandsstatsborger i kraft af, at den pågældende ikke har efterkommet sin forpligtelse til at vende tilbage, opholder sig ulovligt på nævnte område, uden forinden at undersøge, om der mellem denne tredjelandsstatsborger og den unionsborger, som er tredjelandsstatsborgerens familiemedlem, består et afhængighedsforhold af en sådan art, at der bør tildeles nævnte tredjelandsstatsborger en afledt opholdsret i medfør af artikel 20 TEUF. Det bemærkes desuden dels, at den ret til ophold i værtsmedlemsstaten, som artikel 20 TEUF indrømmer en tredjelandsstatsborger, der er familiemedlem til en unionsborger, følger direkte af denne artikel og ikke forudsætter, at tredjelandsstatsborgeren allerede råder over en anden ret til ophold på den omhandlede medlemsstats område, dels, at eftersom tredjelandsstatsborgerens ret til indrømmelse af denne opholdsret består fra det tidspunkt, hvor afhængighedsforholdet mellem tredjelandsstatsborgeren og unionsborgeren er opstået, kan denne tredjelandsstatsborger fra dette tidspunkt, og så længe afhængighedsforholdet varer, ikke længere anses for at opholde sig ulovligt på den omhandlede medlemsstats område som omhandlet i artikel 3, nr. 2), i direktiv 2008/115.

    Hvad for det andet angår den omstændighed, at indrejseforbuddet følger af hensynet til den offentlige orden, bemærkes, at Domstolen allerede har fastslået, at artikel 20 TEUF ikke berører medlemsstaternes mulighed for at påberåbe sig en undtagelse vedrørende navnlig opretholdelsen af den offentlige orden og beskyttelsen af den offentlige sikkerhed. Denne konklusion kan derimod ikke drages automatisk alene på grundlag af den omstændighed, at den berørte person er tidligere straffet. Denne bedømmelse skal således navnlig tage hensyn til vedkommendes personlige adfærd, varigheden og lovligheden af den pågældendes ophold på den berørte medlemsstats område, karakteren og grovheden af den begåede overtrædelse, i hvilken grad den pågældende udgør en umiddelbar fare for samfundet, de eventuelle berørte børns alder og helbredstilstand samt deres familiemæssige og økonomiske situation (dom af 13.9.2016, Rendón Marín,C-165/14, EU:C:2016:675, præmis 86, og af 13.9.2016, CS,C-304/14, EU:C:2016:674, præmis 42).

    (jf. præmis 87-90, 93, 94 og 97 samt domskonkl. 2)

  8.  Artikel 5 i direktiv 2008/115 skal fortolkes således, at den er til hinder for en national praksis, hvorefter der vedtages en afgørelse om tilbagesendelse over for en tredjelandsstatsborger, der allerede har været genstand for en afgørelse om tilbagesendelse, ledsaget af en afgørelse om indrejseforbud, som stadig er i kraft, uden at der tages hensyn til de forhold i den pågældendes familieliv og navnlig til dennes mindreårige barns tarv, der er nævnt i en ansøgning om opholdstilladelse med henblik på familiesammenføring, som er indgivet efter vedtagelsen af et sådant indrejseforbud, medmindre den berørte person skulle have påberåbt sig disse forhold på et tidligere tidspunkt.

    I henhold til artikel 5 i direktiv 2008/115, der har overskriften »Non-refoulement, barnets tarv, familieliv og helbredstilstand«, skal medlemsstaterne nærmere bestemt, når de gennemfører direktivet, tage behørigt hensyn til dels barnets tarv, familielivet og den pågældende tredjelandsstatsborgers helbredstilstand, dels respektere non-refoulement-princippet (dom af 11.12.2014, Boudjlida,C-249/13, EU:C:2014:2431, præmis 48). Det følger heraf, at når den kompetente nationale myndighed påtænker at træffe en afgørelse om tilbagesendelse, skal denne myndighed nødvendigvis respektere de forpligtelser, der følger af artikel 5 i direktiv 2008/115, og høre den berørte person vedrørende disse punkter. I denne henseende påhviler det sidstnævnte at samarbejde med den kompetente nationale myndighed i forbindelse med høringen med henblik på at give den alle relevante oplysninger om vedkommendes personlige og familiemæssige situation, herunder navnlig de oplysninger, der taler imod vedtagelsen af en afgørelse om tilbagesendelse (dom af 11.12.2014, Boudjlida,C-249/13, EU:C:2014:2431, præmis 49 og 50).

    Denne pligt til loyalt samarbejde kræver, at den pågældende hurtigst muligt oplyser nævnte myndighed om enhver relevant udvikling i den pågældendes familieliv. Når tredjelandsstatsborgeren således, som det er tilfældet i sagerne i hovedsagen, allerede har været genstand for en afgørelse om tilbagesendelse, og forudsat at tredjelandsstatsborgeren inden for rammerne af denne første procedure har kunnet gøre forhold vedrørende sit familieliv gældende, som allerede bestod på dette tidspunkt, og som ligger til grund for den pågældendes ansøgning om opholdstilladelse med henblik på familiesammenføring, kan den kompetente nationale myndighed ikke bebrejdes, at den ikke under den senere indledte tilbagesendelsesprocedure har taget hensyn til disse forhold, idet den berørte person skulle have påberåbt sig disse forhold på et tidligere tidspunkt i sagsforløbet.

    (jf. præmis 102, 103 og 105-107 samt domskonkl. 3)