—

HanseYachts AG ved Rechtsanwalt O. Hecht,

—

Port D’Hiver Yachting SARL ved Rechtsanwalt J. Bauerreis,

—

Société Maritime Côte D’Azur ved Rechtsanwältin A. Fischer,

—

Compagnie Generali IARD SA ved C. Tendil, øverste chef for selskabet, bistået af Rechtsanwalt J. Laborde,

—

Europa-Kommissionen ved M. Heller og M. Wilderspin, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 30, nr. 1), i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001, L 12, s. 1).

2

Denne anmodning er blevet fremsat i forbindelse med en tvist mellem HanseYachts AG og Port D’Hiver Yachting SARL, Société Maritime Côte d’Azur (herefter »SMCA«) og Compagnie Generali IARD SA (herefter »Generali IARD«) vedrørende et negativt anerkendelsessøgsmål om HanseYachts manglende ansvar for erstatning for den af SMCA hævdede skade.

3

15. betragtning til forordning nr. 44/2001 har følgende ordlyd:

»Af hensyn til en harmonisk retspleje er det nødvendigt at mindske risikoen for parallelle retssager mest muligt og undgå, at der træffes indbyrdes uforenelige retsafgørelser i to medlemsstater. Der bør være en klar, effektiv mekanisme til at afgøre tilfælde af litispendens og indbyrdes sammenhængende krav og til at afhjælpe problemer som følge af forskellene mellem de enkelte medlemsstaters lovgivning med hensyn til, på hvilket tidspunkt en sag anses for anlagt. Med henblik på anvendelsen af denne forordning bør dette tidspunkt defineres selvstændigt.«

4

Kapitel II i denne forordning med overskriften »Kompetence« indeholder en afdeling 2 med overskriften »Specielle kompetenceregler«. Sidstnævnte omfatter bl.a. nævnte forordnings artikel 5, som fastsætter:

»En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges i en anden medlemsstat

[…]

[…]«

5

Forordningens afdeling 7 i kapitel II med overskriften »Aftaler om værneting« indeholder bl.a. artikel 23, som i stk. 1 bestemmer:

»Såfremt parterne i tilfælde, hvor mindst en af dem har bopæl på en medlemsstats område, har aftalt, at en ret eller retterne i en medlemsstat skal være kompetente til at påkende allerede opståede tvister eller fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold, er denne ret eller retterne i den pågældende medlemsstat kompetente. Medmindre parterne har aftalt andet, er denne ret eller disse retter enekompetente. […]«

6

Forordningens afdeling 9 i nævnte kapitel II med overskriften »Litispendens og indbyrdes sammenhængende krav« indeholder artikel 27-30. Sidstnævntes artikel 27 har følgende ordlyd:

»1   Såfremt krav, der har samme genstand og hviler på samme grundlag, fremsættes mellem de samme parter for retter i forskellige medlemsstater, udsætter enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, på embeds vegne sagen, indtil denne rets kompetence er fastslået.

2.   Når det er fastslået, at den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, er kompetent, erklærer enhver anden ret sig inkompetent til fordel for den første.«

7

Nævnte forordnings artikel 30 bestemmer:

»Ved anvendelsen af denne afdeling anses en sag for anlagt ved en ret:

[…]«

8

I code de procédure civile français (den franske civile retsplejelov), første bog, findes afsnit VII med overskriften »Retslig bevisoptagelse«. Sidstnævntes underafsnit II om »Bevisoptagelse« omfatter artikel 145, som bestemmer:

»Såfremt der foreligger legitime grunde til iværksættelse af en selvstændig bevisoptagelsesprocedure for at sikre eller fastslå bevis for faktiske omstændigheder, der kan være afgørende for tvistens løsning, kan der på anmodning fra enhver berettiget part ved stævning eller ved indgivelse af begæring om foreløbige forholdsregler anordnes alle de foranstaltninger til bevisoptagelse, som er hjemlet i lovgivningen.«

9

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen og af de sagsakter, der er fremsendt til Domstolen, at HanseYachts, der er et selskab, der er hjemmehørende i Greifswald (Tyskland), fremstiller og sælger motoryachter og sejlførende yachter. Port D’Hiver Yachting er et selskab, der driver handel med yachter, og som er hjemmehørende i Frankrig.

10

Ved kontrakt af 14. april 2010 solgte HanseYachts en motoryacht af modellen Fjord 40 Cruiser til Port d’Hiver Yachting. Den 18. maj 2010 blev denne yacht leveret til Port d’Hiver i Greifswald, der er beliggende i retskredsen for Landgericht Stralsund (den regionale ret i første instans i Stralsund). Yachten blev derefter transporteret til Frankrig og den 30. april 2010 videresolgt til SMCA, hvilket selskab er hjemmehørende i denne medlemsstat.

11

Den 1. august 2011 indgik HanseYachts og Port D’Hiver Yachting en forhandleraftale, som indeholdt en klausul om, at der var værneting i Greifswald, og at tysk materiel ret skulle finde anvendelse. Ifølge denne kontrakts § 22 erstattede denne enhver anden tidligere skriftlig eller mundtlig aftale mellem parterne.

12

Efter at der i august 2011 opstod skade på yachtens motor, indgav SMCA til tribunal de commerce de Marseille (handelsretten i Marseille, Frankrig) en begæring om foreløbige retsmidler med henblik på indhentelse af en sagkyndig erklæring inden for rammerne af en selvstændig bevisoptagelsesprocedure på grundlag af artikel 145 i den civile retsplejelov, der den 22. september 2011 blev forkyndt for Port D’Hiver Yachting. Der blev desuden indgivet en begæring mod Volvo Trucks France SAS i dennes egenskab af motorproducent. I 2012 intervenerede Generali IARD i sagen som forsikringsselskab for Port D’Hiver Yachting. I løbet af 2013 blev HanseYachts i sin egenskab af bådebygger også procesdeltager.

13

Den 18. september 2014 fremlagde den sagkyndige, som var udpeget af tribunal de commerce de Marseille (handelsretten i Marseille), sin rapport.

14

Den 15. januar 2015 anlagde SMCA sag mod Port d’Hiver Yachting, Volvo Trucks France og HanseYachts ved tribunal de commerce de Toulon (handelsretten i Toulon, Frankrig) med påstand om erstatning for det tab, som SMCA hævdede at have lidt, og godtgørelse af SMCA’s omkostninger i forbindelse med bevisoptagelsesproceduren. Søgsmålet mod HanseYachts var støttet på producentens garanti for skjulte mangler.

15

Forud for anlæggelsen af søgsmålet for tribunal de commerce de Toulon (handelsretten i Toulon), men efter begæringen om foreløbige retsmidler for tribunal de commerce de Marseille (handelsretten i Marseille), anlagde HanseYachts den 21. november 2014 et negativt anerkendelsessøgsmål ved Landgericht Stralsund (den regionale ret i første instans i Stralsund) med påstand om, at det blev fastslået, at Port D’Hiver Yachting, SMCA og Generali IARD ikke kunne gøre noget krav gældende mod HanseYachts i forbindelse med den omhandlede yacht.

16

Da de sagsøgte i hovedsagen har gjort en indsigelse gældende om litispendens på grundlag af artikel 27 i forordning nr. 44/2001, ønsker den forelæggende ret svar på, om den, henset til bestemmelserne i denne forordnings artikel 30, som enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, skal udsætte sagen, indtil tribunal de commerce de Toulon (handelsretten i Toulon), som den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, har taget stilling til sin internationale kompetence, eller om den forelæggende ret kan antage søgsmålet i hovedsagen til realitetsbehandling som den ret, ved hvilken sagen først er anlagt. I denne henseende har den forelæggende ret anført, at dens afgørelse afhænger af spørgsmålet, om det processkrift, hvorved den selvstændige bevisprocedure blev indledt ved tribunal du commerce de Marseille (handelsretten i Marseille), er et »indledende processkrift eller et tilsvarende dokument« som omhandlet i artikel 30, nr. 1), i forordning (EF) nr. 44/2001, eller om det først er det processkrift, hvorved søgsmålet blev anlagt ved tribunal de Toulon (handelsretten i Toulon), der skal kvalificeres således.

17

Den forelæggende ret er af den opfattelse, at betingelserne for anvendelse af artikel 27, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 er opfyldt, idet den sag, der er indledt ved tribunal de commerce de Toulon (handelsretten i Toulon), og det søgsmål, der er anlagt i hovedsagen, er fremsat mellem de samme parter, har samme genstand og hviler på samme grundlag. Den forelæggende ret har anført, at det fremgår af Domstolens praksis, bl.a. af dom af 25. oktober 2012, Folien Fischer og Fofitec (C-133/11,EU:C:2012:664, præmis 42 ff.), og af 19. december 2013, Nipponkoa Insurance (C-452/12, EU:C:2013:858, præmis 41 ff.), at den omstændighed, at søgsmålet i hovedsagen er et negativt anerkendelsessøgsmål, ikke er til hinder for, at der fastslås et tilfælde af litispendens.

18

Efter Landgericht Stralsunds (den regionale ret i første instans i Stralsund) opfattelse udgør begæringen om en selvstændig bevisoptagelsesprocedure, som fastsat i fransk ret, og det efterfølgende søgsmål med hensyn til realiteten en materiel enhed, idet sagsanlægget i realitetssagen er en fortsættelse af den allerede påbegyndte afklaring af et åbent omtvistet spørgsmål mellem parterne. Den er derfor af den opfattelse, at de franske retter er de retter, ved hvilke sagen først var anlagt mellem de samme parter, med samme genstand og på samme grundlag, som det søgsmål, der verserer for den forelæggende ret.

19

Ordlyden af artikel 30 i forordning nr. 44/2001, i medfør af hvilken en sag anses for anlagt ved en ret efter indgivelsen ikke bare af et »indledende processkrift«, men også af et »tilsvarende dokument«, begrunder ifølge den forelæggende ret en bred fortolkning af denne artikel, således at en anmodning om en selvstændig bevisprocedure som den, der er indført på grundlag af artikel 145 i den civile retsplejelov, kan anses for at være et dokument svarende til et indledende processkrift.

20

Under disse omstændigheder har Landgericht Stralsund (den regionale ret i første instans i Stralsund) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Såfremt der i en medlemsstats procesret findes en selvstændig bevisprocedure, under hvilken der på anordning fra en retsinstans indhentes en sagkyndig erklæring, bl.a. den såkaldte »expertise judiciaire i henhold til fransk ret«, og en sådan selvstændig bevisprocedure gennemføres i den pågældende medlemsstat, hvorefter der i samme medlemsstat anlægges et søgsmål med hensyn til realiteten mellem de samme parter, der beror på resultaterne af den selvstændige bevisprocedure:

Er i så fald allerede det processkrift, som den selvstændige bevisprocedure blev indledt ved, et »indledende processkrift eller et tilsvarende dokument« som omhandlet i artikel 30, nr. 1), i forordning (EF) nr. 44/2001, eller er det først det processkrift, hvorved søgsmålet blev indledt, der skal kvalificeres som det »indledende processkrift eller et tilsvarende dokument?««

21

Med sit præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 27, stk. 1, og artikel 30, nr. 1), i forordning nr. 44/2001, skal fortolkes således, at det tidspunkt, hvor der er blevet indledt en procedure med henblik på bevisoptagelse inden for rammerne af en selvstændig bevisoptagelsesprocedure, i tilfælde af litispendens er det tidspunkt, hvor en sag »anses […] for anlagt« som omhandlet i artikel 30, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 ved en ret i samme medlemsstat, hvor der senere er fremsat et krav med hensyn til realiteten.

22

Det skal indledningsvis for det første bemærkes, at forordning nr. 44/2001 er blevet ophævet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1). Sidstnævnte forordning finder dog i medfør af dens artikel 81 først anvendelse fra den 10. januar 2015. Anmodningen om præjudiciel afgørelse, som vedrører et søgsmål anlagt af HanseYachts den 21. november 2014, skal følgelig behandles i henhold til forordning nr. 44/2001.

23

Det skal derefter fastslås, at Domstolen ikke har fået forelagt spørgsmålet om den forelæggende rets og tribunal de commerce de Toulons (handelsretten i Toulon) internationale kompetence, uanset de præciseringer som den forelæggende ret har givet desangående. Selv om den tyske rets internationale enekompetence i henhold til artikel 23 i forordning nr. 44/2001 synes at have været påberåbt af HanseYachts, har den forelæggende ret anført, at den udleder sin internationale kompetence af artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 44/2001, og at den er af den opfattelse, at de tyske retter ikke har nogen enekompetence, som er til hinder for det søgsmål, der er anlagt ved tribunal de commerce de Toulon (handelsretten i Toulon), da den franske ret for sin del udleder sin internationale kompetence af denne forordnings artikel 5, stk. 3.

24

I den forbindelse bemærkes, at det ifølge fast retspraksis alene tilkommer den nationale ret, for hvilken tvisten i hovedsagen er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, som skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen (dom af 27.2.2014, Cartier parfums-lunettes og Axa Corporate Solutions assurances, C-1/13, EU:C:2014:109, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis). Domstolen vil derfor besvare det forelagte spørgsmål uden at tage stilling til problematikken vedrørende den forelæggende rets internationale kompetence.

25

Afdeling 9 i kapitel II i forordning nr. 44/2001 med overskriften »Litispendens og indbyrdes sammenhængende krav« indeholder nævnte forordnings artikel 27-30. Denne afdeling har af hensyn til en ordnet retspleje inden for Den Europæiske Union til formål at mindske risikoen for parallelle retssager ved retterne i de forskellige medlemsstater mest muligt og at undgå, at der træffes indbyrdes uforenelige retsafgørelser.

26

Det fremgår af ordlyden af artikel 27, stk. 1, i forordning nr. 44/2001, at et tilfælde af litispendens antages at foreligge, når krav, der har samme genstand og hviler på samme grundlag, fremsættes mellem de samme parter for retter i forskellige medlemsstater.

27

Den forelæggende ret er af den opfattelse, at der er tale om et tilfælde af litispendens mellem den sag, der verserer for den, og den sag, der er blevet anlagt ved tribunal de commerce de Toulon (handelsretten i Toulon). Den forelæggende ret har anført, at dens pligt til at udsætte sagen som enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, kun foreligger, hvis det søgsmål med hensyn til realiteten, der er indledt ved tribunal de commerce de Toulon (handelsretten i Toulon), skal anses for at være anlagt på tidspunktet for indledningen af bevisoptagelsesproceduren ved tribunal de commerce de Marseille (handelsretten i Marseille).

28

Indledningsvis bemærkes, at den ordning, der er fastsat i artikel 27 i forordning nr. 44/2001 for at afgøre litispendensspørgsmål, har en bindende og automatisk karakter, og den tager udgangspunkt i den rækkefølge, hvori sagerne er anlagt ved de pågældende retter (jf. i denne retning dom af 22.10.2015, Aannemingsbedrijf Aertssen og Aertssen Terrassements, C-523/14, EU:C:2015:722, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).

29

I denne sammenhæng definerer forordningens artikel 30 ensartet og selvstændigt det tidspunkt, hvor en sag skal anses for at være anlagt ved en ret med henblik på anvendelse af afdeling 9 i nævnte forordnings kapitel II, herunder navnlig sidstnævntes artikel 27, vedrørende litispendens (dom af 22.10.2015, Aannemingsbedrijf Aertssen og Aertssen Terrassements, C-523/14, EU:C:2015:722, præmis 57). I henhold til nævnte artikel 30, nr. 1), som den forelæggende ret har anmodet om en fortolkning af, anses en sag for anlagt ved en ret på det tidspunkt, hvor det indledende processkrift i sagen indleveres til en ret, forudsat at sagsøgeren ikke efterfølgende har undladt at træffe de nødvendige foranstaltninger for at få dokumentet forkyndt for sagsøgte.

30

Det fremgår af 15. betragtning til forordning nr. 44/2001, at denne artikel navnlig har til formål at afhjælpe problemer som følge af forskellene mellem medlemsstaternes lovgivninger med hensyn til, på hvilket tidspunkt en sag anses for anlagt, idet et sådant tidspunkt skal fastslås selvstændigt. Som generaladvokaten har anført i punkt 67 i forslaget til afgørelse, fremgår det desuden af forarbejderne til denne forordning, bl.a. af forslaget til Rådets forordning (EF) om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (KOM(1999) 348 endelig), at forordningens artikel 30 har til formål at mindske den retsusikkerhed, der udspringer af de store forskelle mellem medlemsstaternes bestemmelser med hensyn til fastlæggelsen af det tidspunkt, hvor en sag er anlagt ved en ret, ved hjælp af en materiel regel, der på en enkelt og ensartet måde gør det muligt at fastslå dette tidspunkt.

31

I den foreliggende sag fremgår det af artikel 145 i den civile retsplejelov, at der i fransk ret, såfremt der foreligger legitime grunde til iværksættelse af en selvstændig bevisoptagelsesprocedure for at sikre eller fastslå bevis for faktiske omstændigheder, der kan være afgørende for tvistens løsning, på anmodning fra enhver berettiget part ved stævning eller ved indgivelse af begæring om foreløbige forholdsregler kan anordnes alle de foranstaltninger til bevisoptagelse, som er hjemlet i lovgivningen. Blandt disse foranstaltninger findes navnlig den såkaldte sagkyndige erklæring (expertise judiciaire).

32

I denne bestemmelse er det udtrykkeligt anført, at begæringen om den omhandlede bevisoptagelse fremsættes »selvstændigt« (»avant tout procès«). I sine svar på de spørgsmål, som Domstolen som led i foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til artikel 61, stk. 1, i Domstolens procesreglement har fremsendt, har den franske regering for det første anført, at ordlyden af artikel 145 i den civile retsplejelov udtrykker den selvstændighed, der kendertegner den bevisoptagelse, der anordnes på grundlag heraf, i forhold til søgsmålet med hensyn til realiteten vedrørende de samme parter, eftersom der skal fremsættes begæring om bevisoptagelse »selvstændigt«. Dernæst er en begæring på grundlag af artikel 145 i den civile retsplejelov ifølge den franske regering genstand for en anden sag end en eventuel sag med hensyn til realiteten. Endelig har nævnte regering bemærket, at den ret, for hvilken sagen er indbragt på grundlag af artikel 145 i den civile retsplejelov, har udtømt sine beføjelser inden for rammerne af begæringen, når den anordner den ønskede bevisoptagelse.

33

Det fremgår af fortolkningen af artikel 145 i den civile retsplejelov, som den franske regering har anført, at selv om der ganske vist kan være et sammenfald mellem den ret, ved hvilken en sag er anlagt i henhold til denne artikel, og den ret, der har kompetence med hensyn til sagens realitet, i forhold til den bevisoptagelse, der anordnes, har en sådan bevisoptagelsesprocedure imidlertid stadig en selvstændig karakter i forhold til det søgsmål med hensyn til realiteten, som eventuelt kan anlægges efterfølgende.

34

Det skal dog fremhæves, at det tilkommer den nationale ret at vurdere, om en sådan fortolkning af denne bestemmelse skal lægges til grund, idet Domstolen ifølge fast praksis ikke er kompetent til at fortolke en medlemsstats nationale ret (jf. bl.a. dom af 13.12.2012, Caves Krier Frères, C-379/11, EU:C:2012:798, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

35

Henset til denne selvstændige karakter og til den meget tydelige skillelinje, der er mellem bevisoptagelsesproceduren på den ene side og et eventuelt søgsmål med hensyn til realiteten på den anden side, skal begrebet »[…] dokument [svarende til]« et indledende processkrift, der er fastsat i artikel 30 i forordning nr. 44/2001, fortolkes således, at det indledende processkrift i en bevisoptagelsesprocedure ikke ved bedømmelsen af et tilfælde af litispendens og ved fastlæggelsen af den ret, ved hvilken sagen først er anlagt som omhandlet i samme forordnings artikel 27, stk. 1, også er det indledende processkrift i søgsmålet med hensyn til realiteten. En sådan fortolkning ville desuden være uforenelig med det formål, som forfølges med nævnte artikel 30, nr. 1), der, som det er fremhævet i nærværende doms præmis 30, tilsigter at gøre det muligt på en enkel og ensartet måde at fastslå det tidspunkt, hvor en sag er anlagt ved en ret.

36

I lyset af samtlige ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 27, stk. 1, og artikel 30, nr. 1), i forordning nr. 44/2001, skal fortolkes således, at det tidspunkt, hvor der er blevet indledt en procedure med henblik på bevisoptagelse inden for rammerne af en selvstændig bevisoptagelsesprocedure, i tilfælde af litispendens ikke er det tidspunkt, hvor en sag »anses […] for anlagt« som omhandlet i artikel 30, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 ved en ret i samme medlemsstat, hvor der senere er fremsat et krav med hensyn til realiteten.

37

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:

Artikel 27, stk. 1, og artikel 30, nr. 1), i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, skal fortolkes således, at det tidspunkt, hvor der er blevet indledt en procedure med henblik på bevisoptagelse inden for rammerne af en selvstændig bevisoptagelsesprocedure, i tilfælde af litispendens ikke er det tidspunkt, hvor en sag »anses […] for anlagt« som omhandlet i artikel 30, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 ved en ret i samme medlemsstat, hvor der senere er fremsat et krav med hensyn til realiteten.