Sag C-5/16

Republikken Polen

mod

Europa-Parlamentet
og
Rådet for Den Europæiske Union

»Annullationssøgsmål – afgørelse (EU) 2015/1814 – fastlæggelse af retsgrundlaget – hensyntagen til retsaktens virkninger – foreligger ikke – artikel 192, stk. 1, TEUF – artikel 192, stk. 2, første afsnit, litra c), TEUF – foranstaltninger, der i væsentlig grad berører en medlemsstats valg mellem forskellige energikilder og den generelle sammensætning af dens energiforsyning – princippet om loyalt samarbejde – artikel 15 TEU – Det Europæiske Råds beføjelser – retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning – proportionalitetsprincippet – konsekvensanalyse«

Sammendrag – Domstolens dom (Anden Afdeling) af 21. juni 2018

  1. Institutionernes retsakter – valg af retsgrundlag – valg, der skal begrundes i objektive forhold, som gør det muligt at foretage domstolsprøvelse – hensyntagen til retsaktens virkninger – foreligger ikke

    [Art. 192, stk. 2, første afsnit, litra c), TEUF]

  2. Institutionernes retsakter – valg af retsgrundlag – kriterier – afgørelse 2015/1814 – vedtagelse på grundlag af artikel 192, stk. 1, TEUF – lovlig

    [Art. 192, stk. 1, TEUF og art. 192, stk. 2, første afsnit, litra c), TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87; Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse 2015/1814]

  3. Den Europæiske Union – institutionel ligevægt – følger – overholdelse af kompetencefordelingen – Det Europæiske Råds beføjelser og den lovgivningsbeføjelse, som Europa-Parlamentet og Rådet er tildelt

    (Art. 13, stk. 2, TEU, art. 14, stk. 1, TEU, art. 15, stk. 1, TEU og art. 16, stk. 1, TEU)

  4. Den Europæiske Union – institutioner – forpligtelser – forpligtelse til loyalt samarbejde – rækkevidde

    (Art. 13, stk. 2, TEU)

  5. EU-ret – principper – retssikkerhed – EU-bestemmelser – krav om klarhed og forudsigelighed

  6. EU-ret – principper – beskyttelse af den berettigede forventning – betingelser – præcise forsikringer afgivet af administrationen – EU-lovgivers skønsbeføjelse med hensyn til ændring af emissionshandelssystemet for drivhusgasser – begrænsning – foreligger ikke

    (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87 og 2009/29)

  7. EU-ret – principper – proportionalitet – rækkevidde – EU-lovgivers skønsbeføjelse – domstolsprøvelse – grænser

  1.  Valget af retsgrundlag for en EU-retsakt skal foretages på grundlag af objektive forhold, herunder bl.a. retsaktens formål og indhold, som kan være genstand for en domstolsprøvelse. Eftersom det for at kende de reelle og konkrete virkninger af en lovgivningsmæssig foranstaltning er nødvendigt at foretage en analyse af disse virkninger efter foranstaltningens ikrafttræden, skal lovgivers valg være støttet på antagelser vedrørende den sandsynlige indvirkning af den nævnte foranstaltning, som efter deres art er spekulative og på ingen måde udgør objektive forhold, der kan blive genstand for en domstolsprøvelse. Følgelig udgør vurderingen af en EU-retsakts virkninger på en medlemsstats energipolitik ikke et forhold, der skal bedømmes ud over denne retsakts formål eller indhold eller som undtagelse til disse.

    (jf. præmis 38, 41 og 42)

  2.  Artikel 192, stk. 2, første afsnit, litra c), TEUF kan kun udgøre retsgrundlaget for en EU-retsakt, såfremt det fremgår af dennes formål og indhold, at det primære resultat, der ønskes med denne retsakt, er i væsentlig grad at berøre en medlemsstats valg mellem forskellige energikilder og den generelle sammensætning af sidstnævntes energiforsyning.

    Hvad angår afgørelse 2015/1814 om oprettelse og anvendelse af en markedsstabilitetsreserve i forbindelse med Unionens ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner fremgår det såvel af formålet med som indholdet af den nævnte afgørelse, at markedsstabilitetsreserven er tænkt som et værktøj, der indledningsvis skal være med til at rette op på den nuværende uligevægt og dernæst øge den nævnte ordnings modstandsdygtighed over for eventuelle fremtidige større begivenheder, der i væsentlig grad kan forstyrre balancen mellem udbud og efterspørgsel af kvoter. Det drejer sig i det væsentlige om et isoleret tiltag fra lovgiver med henblik på at afhjælpe en strukturel svaghed i ordningen for handel med kvoter for drivhusgasemissioner. Den anfægtede afgørelse bidrager således til, at denne ordning sender et CO2-prissignal på EU-plan, der gør det muligt for Unionen at opnå sine mål på emissionsreduktionsområdet, og vil logisk set resultere i en stigning i kvoteprisen i fremtiden.

    Det skal imidlertid fastslås, at disse virkninger blot er en indirekte følge af den tætte forbindelse mellem den anfægtede afgørelse og direktiv 2003/87 om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet. Følgelig fremgår det ikke, at det primære resultat, der ønskes, er i væsentlig grad at berøre en medlemsstats valg mellem forskellige energikilder og den generelle sammensætning af medlemsstatens energiforsyning, således at valget af artikel 192, stk. 1, TEUF som retsgrundlag skulle være forkert i lyset af retsgrundlaget i artikel 192, stk. 2, første afsnit, litra c), TEUF.

    (jf. præmis 46, 60-62, 67 og 68)

  3.  I henhold til artikel 15, stk. 1, TEU er det Det Europæiske Råds opgave at tilføre Unionen den fremdrift, der er nødvendig for dens udvikling, og fastlægge dens overordnede politiske retningslinjer og prioriteter, idet bestemmelsen præciserer, at Det Europæiske Råd ikke udøver nogen lovgivende funktioner. Den lovgivningsbeføjelse, der er indrømmet Europa-Parlamentet og Rådet i artikel 14, stk. 1, TEU og artikel 16, stk. 1, TEU, og som bygger på det i artikel 13, stk. 2, TEU fastsatte princip om tildeling af beføjelser og mere generelt på princippet om den institutionelle ligevægt, der er karakteristisk for Unionens institutionelle opbygning, indebærer derimod, at det udelukkende tilkommer disse institutioner at fastlægge indholdet af en lovgivningsmæssig retsakt. Såfremt Det Europæiske Råd indrømmes en påbudsbeføjelse i forhold til de sidstnævnte, vil dette indebære dels, at Europa-Parlamentets og Rådets rolle skal anses for at være begrænset til registrering af Det Europæiske Råds konklusioner, dels at sidstnævnte indrømmes en beføjelse til at interferere direkte på lovgivningsområdet i strid med det i artikel 13, stk. 2, TEU fastsatte princip om tildeling af beføjelser.

    (jf. præmis 83-85)

  4.  Princippet om loyalt samarbejde mellem EU-institutionerne sker inden for rammerne af de beføjelser, som hver institution er tildelt i medfør af traktaterne. Den forpligtelse, der følger af denne bestemmelse, kan således ikke ændre de nævnte beføjelser. Dette samarbejde må følgelig ikke gribe ind i en EU-institutions udøvelse af sine beføjelser til fordel for en anden institution.

    (jf. præmis 90)

  5.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 100)

  6.  Hverken i forbindelse med vedtagelsen af direktiv 2003/87 om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet eller i forbindelse med vedtagelsen af direktiv 2009/29, hvorved det førstnævnte direktiv blev ændret, er der blevet givet nogen garanti for, at denne ordnings funktionsmåde som oprindeligt beskrevet skulle forblive uændret, eller at den alene kunne ændres ved udløbet af hver kvotehandelsperiode. En fortolkning af direktiv 2003/87, hvorefter lovgiver først kan tilpasse reglerne vedrørende den nævnte ordning i slutningen af en handelsperiode, savner ikke alene ethvert grundlag i selve direktivet, men er ligeledes i strid med Domstolens praksis vedrørende ordningen.

    (jf. præmis 123 og 128)

    7. Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 150-153, 167, 169 og 170)