1.

Rådet for Den Europæiske Union har ved den foreliggende appel nedlagt påstand om, at Domstolen ophæver Den Europæiske Unions Rets dom af 9. juni 2016, Marquis Energy mod Rådet (T-277/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:343), hvorved Retten dels antog det annullationssøgsmål til realitetsbehandling, som Marquis Energy LLC havde anlagt til prøvelse af Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 157/2013 af 18. februar 2013 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af bioethanol med oprindelse i Amerikas Forenede Stater ( 2 ), dels annullerede denne forordning, for så vidt som den vedrørte Marquis Energy.

2.

Som jeg vil redegøre for i min bedømmelse af Rådets første appelanbringendes første led, mener jeg, at det var med urette, at Retten fastslog, at Marquis Energy var umiddelbart berørt af den omtvistede forordning. Den appellerede dom bør derfor efter min opfattelse ophæves, og sagsøgte i første instans bør frifindes.

3.

Hvis Domstolen er enig i min bedømmelse, er der ikke grund til at træffe afgørelse om de materielle anbringender, som Rådet – ligesom i den parallelle sag C-465/16 P (Rådet mod Growth Energy og Renewable Fuels Association), hvori jeg også i dag fremlægger mit forslag til afgørelse – har fremført med påstand om, at Retten fortolkede og anvendte artikel 9, stk. 5, i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30. november 2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab ( 3 ) (herefter »grundforordningen«), forkert i lyset bestemmelserne i aftalen om anvendelsen af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel af 1994 (GATT) ( 4 ) (herefter »WTO’s antidumpingaftale«). Derfor vil jeg nøjes med at henvise til de betragtninger, som jeg subsidiært anfører om disse anbringender i mit forslag til afgørelse i sag C-465/16 P (Rådet mod Growth Energy og Renewable Fuels Association).

4.

Retten fremstillede tvistens baggrund i den appellerede doms præmis 1-14. Kun de oplysninger, der er nødvendige for forståelsen af parternes argumenter i appelsagen, vil blive gentaget i det følgende.

5.

Som følge af en klage offentliggjorde Europa-Kommissionen den 25. november 2011 en meddelelse om indledning af en antidumpingprocedure vedrørende importen til Den Europæiske Union af bioethanol med oprindelse i Amerikas Forenede Stater ( 5 ), hvori den bekendtgjorde, at den havde til hensigt at udtage stikprøver for at udvælge de eksportører/producenter i USA, som var omfattet af undersøgelsen.

6.

Ved skrivelse af 16. januar 2012 meddelte Kommissionen fem selskaber, der var medlem af Growth Energy og af Renewable Fuels Association, nemlig Marquis Energy, Patriot Renewable Fuels LLC, Plymouth Energy Company LLC, POET LLC og Platinum Ethanol LLC, at de var blevet udtaget til at indgå i stikprøven af eksportører/producenter ( 6 ).

7.

Den 24. august 2012 fremsendte Kommissionen den foreløbige underretningsskrivelse til Marquis Energy om, at undersøgelsen ville fortsætte uden vedtagelse af foreløbige foranstaltninger og blive udvidet til også at omfatte forhandlere/blandingsproducenter. I dette dokument blev det anført, at det på dette tidspunkt ikke var muligt at vurdere, om udførslen af bioethanol med oprindelse i USA var blevet gennemført til dumpingpriser, med henvisning til, at producenterne i stikprøven ikke sondrede mellem hjemmemarkedssalg og eksportsalg, og at de gennemførte hele deres salg til ikke forretningsmæssigt forbundne forhandlere/blandingsproducenter i USA, som derefter blandede bioethanol med benzin og solgte det videre.

8.

Den 6. december 2012 fremsendte Kommissionen den endelige underretningsskrivelse til Marquis Energy, ifølge hvilken den på grundlag af dataene fra de ikke forretningsmæssigt forbundne forhandlere/blandingsproducenter undersøgte forekomsten af dumping, der kunne forvolde EU-erhvervsgrenen skade, og påtænkte at indføre endelige foranstaltninger med en landsdækkende sats på 9,6% i en periode på tre år.

9.

På grundlag af grundforordningen vedtog Rådet den 18. februar 2013 den omtvistede forordning, hvorved der blev indført en antidumpingtold på bioethanol, kaldet »brændstofethanol«, med en landsdækkende sats på 9,5% for en periode på fem år.

10.

Retten anførte også for det første, at Rådet i 12.-16. betragtning til den omtvistede forordning konstaterede, at undersøgelsen havde vist, at ingen af producenterne i stikprøven havde udført bioethanol til EU-markedet, og at det ikke var de amerikanske bioethanolproducenter, men forhandlerne/blandingsproducenterne, der var eksportører af den pågældende vare til EU, hvorfor Rådet for at kunne gennemføre dumpingundersøgelsen havde støttet sig på oplysningerne fra de to forhandlere/blandingsproducenter, som havde indvilget i at samarbejde (den appellerede doms præmis 13). Retten anførte for det andet, at Rådet i 62.-64. betragtning til den omtvistede forordning forklarede, at der burde fastsættes en landsdækkende dumpingmargen, såfremt det på grund af bioethanolindustriens struktur og den måde, hvorpå den pågældende vare blev fremstillet og solgt på det amerikanske marked og eksporteret til Unionen, ikke var praktisk muligt at indføre individuelle dumpingmargener for amerikanske producenter (den appellerede doms præmis 14).

11.

Retten traf derefter afgørelse om formaliteten vedrørende det søgsmål, som Marquis Energy i sin egenskab af bioethanolproducent havde anlagt.

12.

Retten fastslog for det første i den appellerede doms præmis 55-67, at Marquis Energy var umiddelbart berørt af den omtvistede forordning, og forkastede desuden i den appellerede doms præmis 69-80 Rådets og Europa-Kommissionens forskellige argumenter for det modsatte.

13.

Retten fastslog i den appellerede doms præmis 81-92, at Marquis Energy var individuelt berørt af den omtvistede forordning, og forkastede i dommens præmis 93-106 Rådets og Europa-Kommissionens argumenter for det modsatte samt disse institutioners øvrige formalitetsindsigelser vedrørende søgsmålet, jf. den appellerede doms præmis 107-118.

14.

Med hensyn til realiteten gav Retten af de grunde, der er anført i den appellerede doms præmis 121-168, Marquis Energy medhold i selskabets første anbringendes andet led om, at den omtvistede forordning tilsidesatte grundforordningens artikel 9, stk. 5, og Retten annullerede derfor den omtvistede forordning, for så vidt som den vedrørte Marquis Energy, uden at behandle det første anbringendes andre led eller de ni øvrige anbringender, som Marquis Energy havde fremført i første instans.

15.

Retten fastslog nærmere bestemt, at det var med urette, at Rådet havde vurderet, at det i medfør af grundforordningens artikel 9, stk. 5, kunne fastsætte en landsdækkende dumpingmargen og ikke var forpligtet til at beregne individuelle dumpingmargener for hver enkelt amerikansk producent, der indgik i stikprøven i den omtvistede forordning.

16.

For at nå til denne konklusion anførte Retten for det første, at EU-lovgiver med grundforordningens artikel 9, stk. 5, havde ønsket at opfylde en særlig inden for rammerne af WTO-aftalerne påtaget forpligtelse, som i det foreliggende tilfælde var indeholdt i artikel 6.10 og 9.2 i WTO’s antidumpingaftale, hvorfor grundforordningens artikel 9, stk. 5, skulle fortolkes i overensstemmelse med de nævnte artikler (jf. den appellerede doms præmis 129-139).

17.

Retten fandt for det andet, at Kommissionen ved at beholde Marquis Energy i stikprøven af amerikanske producenter og eksportører havde anerkendt, at dette selskab var »leverandør« af den vare, der var genstand for dumping, hvorfor Rådet i medfør af grundforordningens artikel 9, stk. 5, i princippet havde pligt til at beregne en individuel dumpingmargen og indføre en individuel antidumpingtold (jf. den appellerede doms præmis 140-168).

18.

Retten fandt endelig for det tredje, at selv om der i medfør af grundforordningens artikel 9, stk. 5, kunne gøres en undtagelse fra den individuelle beregning af toldbeløbet, når »dette ikke [var] praktisk muligt«, hvilket således gjorde det tilladt blot at nævne navnet på det pågældende leverandørland, svarende til at indføre en landsdækkende antidumpingtold, skulle udtrykket »ikke praktisk muligt« fortolkes i overensstemmelse med det tilsvarende begreb i artikel 6.10 og 9.2 i WTO’s antidumpingaftale (jf. i denne retning den appellerede doms præmis 188). I lyset af sidstnævnte bestemmelser fastslog Retten imidlertid, at grundforordningens artikel 9, stk. 5, ikke tillod nogen undtagelse fra forpligtelsen til at indføre en individuel antidumpingtold for en producent i stikprøven, som har samarbejdet i forbindelse med undersøgelsen, såfremt institutionerne ikke så sig i stand til at fastsætte en individuel eksportpris for denne producent (jf. den appellerede doms præmis 188, sidste punktum). Retten konkluderede derfor på baggrund af institutionernes forklaringer, at det var med urette, at Rådet vurderede, at indførelsen af individuel antidumpingtold for de amerikanske eksportører, som blev medtaget i stikprøven, »ikke [var] praktisk [mulig]« som omhandlet i grundforordningens artikel 9, stk. 5 (den appellerede doms præmis 197), idet den omstændighed, at institutionerne fandt, at de havde vanskeligheder ved at spore salg individuelt eller sammenligne de normale værdier med de relevante eksportpriser for producenterne i stikprøven, ikke var tilstrækkeligt til at begrunde en anvendelse af denne undtagelse (jf. i denne retning den appellerede doms præmis 198-200). Retten annullerede derfor den omtvistede forordning, for så vidt som den vedrørte Marquis Energy, med den begrundelse, at den tilsidesatte grundforordningens artikel 9, stk. 5.

19.

Rådet har principalt nedlagt følgende påstande:

20.

Rådet har subsidiært nedlagt følgende påstande:

21.

Kommissionen har principalt nedlagt følgende påstande:

22.

Kommissionen har subsidiært nedlagt følgende påstande:

23.

Marquis Energy har nedlagt følgende påstande:

24.

Til støtte for appellen har Rådet med støtte fra Kommissionen fremført tre anbringender. Det første anbringende angår formaliteten vedrørende søgsmålet i første instans og vedrører en fejlagtig fortolkning af artikel 263, stk. 4, TEUF samt tilsidesættelse af forpligtelsen til at begrunde den appellerede dom. De to andre anbringender vedrører Rettens bedømmelse af realiteten og omhandler begge en fejlagtig fortolkning og anvendelse af grundforordningens artikel 9, stk. 5. Som jeg præciserede i indledningen, vil jeg nøjes med at undersøge Rådets første appelanbringendes første led, idet jeg vurderer, at det bør tages til følge, og at den appellerede dom derfor bør ophæves.

25.

Før jeg behandler Rådets appel, bør den argumentation, som Kommissionen har fremsat i sin duplik om, at Marquis Energys svarskrift ikke bør antages til realitetsbehandling, imidlertid gennemgås.

26.

Kommissionen har gjort gældende, at Marquis Energys svarskrift er underskrevet elektronisk af en person, hvis status som advokat og bemyndigelse ikke er blevet godtgjort. Disse omstændigheder bør derfor i mangel af en berigtigelse medføre, at svarskriftet ikke kan antages til realitetsbehandling.

27.

Kommissionens argumentation bør efter min opfattelse forkastes, fordi den savner grundlag i de faktiske omstændigheder.

28.

Jeg bemærker, at i henhold til artikel 119, stk. 2, i Domstolens procesreglement, som i medfør af dette reglements artikel 173, stk. 2, finder anvendelse på svarskriftet i forbindelse med en appel, skal advokaterne indlevere et officielt dokument eller en fuldmagt udstedt af den part, de repræsenterer, til Justitskontoret.

29.

Det fremgår endog af artikel 44, stk. 1, i Domstolens procesreglement, at for at nyde de privilegier, immuniteter og lempelser, som er omhandlet i dette reglements artikel 43, skal advokaterne forinden dokumentere deres stilling ved en fuldmagt udstedt af den part, de repræsenterer, når denne er en privat juridisk person.

30.

Det følger heraf, at en advokat for gyldigt at kunne repræsentere en privat juridisk person for Domstolen, herunder i forbindelse med en appel, skal være i besiddelse af et officielt dokument eller en fuldmagt udstedt af denne part.

31.

I det foreliggende tilfælde, og uafhængigt af hvilken status den person har, som elektronisk til Domstolens Justitskontor har indgivet Marquis Energys svarskrift ved at benytte en konto, som giver adgang til onlineportalen »e-Curia« ( 7 ), skal det påpeges, at det er advokat Vander Schueren – hvis status som advokat eller fuldmagt ikke er blevet anfægtet af Kommissionen – som har underskrevet det originale eksemplar af det nævnte svarskrift.

32.

Kommissionens indsigelse savner som følge heraf grundlag i de faktiske omstændigheder. Marquis Energys svarskrift kan således antages til realitetsbehandling.

33.

Dette anbringende er i det væsentlige opdelt i to led. Rådet har med det første anbringendes første led gjort gældende, at Retten, idet den konkluderede, at Marquis Energy var umiddelbart berørt af den omtvistede forordning, tilsidesatte fortolkningen af denne betingelse, der er fastsat i artikel 263, stk. 4, TEUF. Rådet har i andet led foreholdt Retten, at den fejlfortolkede den betingelse om at være individuelt berørt, der er fastsat i artikel 263, stk. 4, TEUF, uden at forklare eller godtgøre, hvilke egenskaber Marquis Energy havde, som adskilte dette selskab fra de øvrige amerikanske bioethanolproducenter.

34.

Som jeg allerede har anført, er det min opfattelse, at det første led, som Rådet har fremført, bør tages til følge, hvilket set i lyset af den kumulative karakter af de to betingelser for antagelse til realitetsbehandling, der er fastsat i artikel 263, stk. 4, TEUF, bør overflødiggøre undersøgelsen af det andet led.

35.

Rådet har med støtte fra Kommissionen gjort gældende, at Retten tilsidesatte den i artikel 263, stk. 4, TEUF fastsatte betingelse om umiddelbar berørthed, som fortolket af Domstolen, idet den ikke fastslog, at den omtvistede forordning direkte påvirkede Marquis Energys retsstilling, men fremhævede, at den højst havde en indirekte virkning for den økonomiske situation for dette selskab, som ikke eksporterer sine varer til EU-markedet. Ifølge disse institutioner har Domstolen imidlertid allerede tidligere, bl.a. i dom af 28. april 2015, T & L Sugars og Sidul Açúcares mod Kommissionen (C-456/13 P, EU:C:2015:284), forkastet synspunktet om, at det for at opfylde kriteriet umiddelbart berørt er tilstrækkeligt at godtgøre, at den omtvistede foranstaltning medfører rent økonomiske konsekvenser eller en konkurrencemæssig ulempe. I det foreliggende tilfælde fremgår de retlige fejl, som Retten begik, navnlig af den appellerede doms præmis 72, 73, 76, 78 og 79. Kommissionen har tilføjet, at Retten ved anvendelsen af den retspraksis, der vedrører betingelsen om at være umiddelbart berørt, i den appellerede doms præmis 56-67 fejlagtigt fandt, at det var tilstrækkeligt for at opfylde denne betingelse, at Marquis Energy producerede en vare, som, hvis den blev eksporteret af tredjemand til EU, var pålagt en antidumpingtold. En sådan anskuelse indebærer, at umiddelbart forveksles med indirekte og retsstilling med økonomisk situation. Efter Kommissionens opfattelse ændrer Marquis Energys forsøg på i sine skriftlige indlæg for Domstolen at forplumre den appellerede doms faktuelle indhold på ingen måde denne bedømmelse.

36.

Heroverfor har Marquis Energy for det første anført, at Rådet har opfordret Domstolen til at foretage en fornyet vurdering af de faktiske konstateringer, som Retten foretog, hvilket ikke tilkommer appelinstansen. Disse kritikpunkter, som vedrører de faktiske forhold, som Retten fastslog i den appellerede doms præmis 66 og 76, skal derfor afvises. Marquis Energy er for det andet af den opfattelse, at den omstændighed, at store mængder bioethanol, som selskabet har produceret, er blevet eksporteret til EU, og at selskabet er blevet identificeret som eksporterende producent i den omtvistede forordning, var tilstrækkelig til, at Retten kunne fastslå, at det var umiddelbart berørt af denne forordning. Retten fastslog med rette, at Marquis Energy var en amerikansk producent af bioethanol, der eksporterede sin produktion til EU, og at så snart antidumpingtolden blev pålagt denne produktion, påvirkede den dette selskabs retsstilling. Under alle omstændigheder ville det, såfremt producenterne i stikprøven vidste, at deres salg var beregnet til eksport til EU, og derfor fastsatte en eksportpris, være irrelevant, at der ikke foregik et direkte salg. Ifølge Marquis Energy ville en potentiel eksportør af den pågældende vare til EU være lige så umiddelbart berørt. I øvrigt er den praksis fra Domstolen, som institutionerne har nævnt til støtte for deres synspunkt, ikke relevant, idet den ikke vedrører kriteriet umiddelbart berørt, eller den omhandler faktiske omstændigheder, som ikke er sammenlignelige.

37.

Som Retten med rette bemærkede i den appellerede doms præmis 44, og som det i øvrigt er ubestridt i den foreliggende sag, kræver begrebet umiddelbart berørt som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF, at to kumulative kriterier er opfyldt. For det første skal den anfægtede retsakt umiddelbart have indvirkning på retsstillingen for den person, som søger retsakten annulleret. For det andet må denne retsakt ikke overlade et skøn til de adressater, der skal gennemføre den, men gennemførelsen skal ske helt automatisk og udelukkende i medfør af EU-reglerne uden anvendelse af andre mellemkommende regler ( 8 ).

38.

I den foreliggende sag er det alene det første kriterium, nemlig den omtvistede forordnings umiddelbare virkninger for Marquis Energys retsstilling, der er genstand for den kritik, som Rådet og Kommissionen har rettet mod den appellerede dom.

39.

I denne forbindelse må Marquis Energys argumenter om, at Rådets første appelanbringendes første led tilsigter at få de faktiske konstateringer og vurderinger, som Retten foretog, indbragt for Domstolen til fornyet behandling, indledningsvis forkastes.

40.

Efter min opfattelse har Rådet, som jeg vil forklare nærmere, således fuldstændig korrekt gengivet de faktuelle forudsætninger, hvorpå Retten baserede sin retlige konklusion – som anfægtes af institutionerne – om, at Marquis Energy var umiddelbart berørt af den omtvistede forordning. Det er tværtimod snarere Marquis Energy, der gentagne gange i sine skriftlige indlæg har forsøgt at fordreje de faktiske konstateringer og vurderinger, som Retten foretog i den appellerede dom.

41.

Lad mig forklare.

42.

Parterne i sagen for Retten drøftede længe, om de fem amerikanske bioethanolproducenter, der blev udtaget til stikprøven i løbet af undersøgelsen, heriblandt Marquis Energy, eksporterede deres produktion af bioethanol til EU, eller om denne eksport tværtimod blev foretaget af de ikke forretningsmæssigt forbundne forhandlere/blandingsproducenter.

43.

Som Retten påpegede i den appellerede doms præmis 57, blev det i den omtvistede forordning præciseret, at da ingen af de fem producenter i stikprøven selv eksporterede bioethanol til EU-markedet, solgte de bioethanol på hjemmemarkedet (det amerikanske) til ikke forretningsmæssigt forbundne forhandlere/blandingsproducenter, som derefter blandede bioethanol med benzin og solgte det videre på hjemmemarkedet og til eksport, særligt til EU.

44.

Efter at Retten havde konstateret forskellige forhold i den appellerede doms præmis 58-65, som ikke bestrides i den foreliggende appel, drog Retten den konklusion i dommens præmis 66, at »det i tilstrækkeligt omfang er blevet påvist, at de særdeles betydelige mængder bioethanol, som i undersøgelsesperioden blev indkøbt af de otte forhandlere/blandingsproducenter hos de fem amerikanske bioethanolproducenter i stikprøven, heriblandt [Marquis Energy], i vidt omfang blev eksporteret til EU. […]«.

45.

Ved at anvende en upersonlig og indirekte form, som i øvrigt allerede fandtes i den appellerede doms præmis 60 (»[…] en stor mængde bioethanol hidrørende fra [Marquis Energy] regelmæssigt var blevet eksporteret til EU i undersøgelsesperioden«), fastslog Retten, i modsætning til, hvad Marquis Energy har gjort gældende for Domstolen, end ikke implicit, at dette selskab selv eksporterede sin produktion til EU.

46.

Det fremgår således nødvendigvis af den appellerede doms præmis 66, at Retten medgav, at den af Marquis Energy producerede bioethanol var blevet »indkøbt« af de ikke forretningsmæssigt forbundne forhandlere/blandingsproducenter i undersøgelsen, før den blev eksporteret af disse – for en stor dels vedkommende til EU. Som Kommissionen har anført, konstaterede Retten således blot, at bioethanol produceret af Marquis Energy indirekte var blevet kanaliseret til EU-markedet, dvs. gennem de ikke forretningsmæssigt forbundne forhandlere/blandingsproducenter, efter at disse havde blandet bioethanolen med benzin.

47.

Der findes ikke passager i den appellerede dom, som tyder på, at Retten tillagde de amerikanske bioethanolproducenter status af eksportør. Den manglende anerkendelse af denne status fremgår udtrykkeligt af den appellerede doms præmis 72, ifølge hvilken Retten vurderede, at en producent, »selv om han ikke eksporterer de pågældende varer«, kan være »væsentligt påvirket« af indførelsen af en antidumpingtold for de varer, der indføres i EU. Dette bekræftes endvidere i den appellerede doms præmis 73, ifølge hvilken Marquis Energy »fremstillede bioethanol i ren tilstand i løbet af undersøgelsesperioden, og at det er [selskabets] varer, som forhandlerne/blandingsproducenterne blandede med benzin og eksporterede til EU«.

48.

Det følger, i modsætning til, hvad Marquis Energy har gjort gældende, heraf, at Rådet såvel som Kommissionen på ingen måde opfordrer Domstolen til at foretage en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder. Disse institutioner har tværtimod loyalt gengivet den appellerede doms relevante præmisser.

49.

Rådet har i lighed med Kommissionen i sin kritik begrænset sig til at anfægte Rettens retlige slutning om, at indførelsen af antidumpingtold i henhold til den omtvistede forordning i det væsentlige havde direkte indvirkning på Marquis Energys retsstilling på grund af dette selskabs status som stikprøveudtaget amerikansk bioethanolproducent, hvis produktion til dels er blevet eksporteret til EU.

50.

Efter min vurdering er denne kritik imidlertid begrundet, idet de grunde, som Retten anførte til sin konklusion om, at den omtvistede forordning havde direkte indvirkning på Marquis Energys retsstilling, i mine øjne er utilstrækkelige og forkerte.

51.

Jeg bemærker for det første, at Retten i den appellerede doms præmis 67 udledte af vurderingerne i samme doms præmis 60-66, at Marquis Energy var umiddelbart berørt som omhandlet i bl.a. den retspraksis, der nævnes i samme doms præmis 44, mens Retten i samme doms præmis 69-79 en for en afviste Rådets og Kommissionens indsigelser mod denne konklusion.

52.

Den appellerede doms præmis 60-65 indeholder blot betragtninger om bestemmelsesstedet for, mængden af og egenskaberne ved de stikprøveudtagne amerikanske bioethanolproducenters, herunder Marquis Energys, produktion. Som allerede nævnt udledte Retten i den appellerede doms præmis 66 af disse betragtninger, at det i tilstrækkeligt omfang var blevet påvist, at de særdeles betydelige mængder bioethanol, som blev indkøbt af de ikke forretningsmæssigt forbundne forhandlere/blandingsproducenter hos producenterne i stikprøven, i vidt omfang blev eksporteret til EU.

53.

Selv om disse økonomiske vurderinger ikke er ukorrekte og under alle omstændigheder ikke bestrides af Rådet, er de dog utilstrækkelige til at godtgøre – hvilket Retten i det væsentlige fastslog i den appellerede doms præmis 67 – at den antidumpingtold, der blev indført ved den omtvistede forordning, påvirkede Marquis Energys retsstilling direkte.

54.

Konstateringen af, at de stikprøveudtagne producenters, herunder Marquis Energys, produktion af bioethanol, forud for indførelsen af antidumpingtolden fandt vej til EU-markedet gennem de ikke forretningsmæssigt forbundne forhandlere/blandingsproducenter efter at være blevet blandet med benzin, betyder således heller ikke, at det er blevet godtgjort, at Marquis Energys retsstilling blev ændret ved indførelsen af denne told.

55.

Med en sådan konklusion antages det, at enhver producent fra et tredjeland, hvis varer findes på EU-markedet, er umiddelbart berørt som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF og som fortolket af Domstolen af indførelsen af en antidumpingtold på disse varer.

56.

Det skal imidlertid påpeges, at forordningerne om indførelse af antidumpingtold ifølge Domstolens praksis ved deres art og rækkevidde har regelskabende karakter, idet de finder anvendelse på erhvervsdrivende i al almindelighed, og at det derfor kun er på grund af visse særlige omstændigheder, at disse forordningers bestemmelser umiddelbart (og individuelt) kan berøre de producenter og eksportører af den pågældende vare, som på grundlag af oplysninger om deres forretningsforhold hævdes at have gjort sig skyldige i dumping ( 9 ).

57.

Den omstændighed alene, at en vare findes på EU-markedet, om det er i nok så betydelige mængder, er ikke tilstrækkelig til at lægge til grund, at når varen bliver pålagt en antidumpingtold, bliver producentens retsstilling umiddelbart berørt af denne told.

58.

Hvis dette var tilfældet, ville antidumpingforordningernes regelskabende karakter savne ethvert grundlag. Hver producent af en vare, der er pålagt antidumpingtold, ville med andre ord automatisk som udgangspunkt i kraft af sin objektive egenskab af producent af den pågældende vare være at anse for umiddelbart berørt af den forordning, hvorved denne told er indført.

59.

Det forhold, at denne producent har deltaget i en undersøgelse ved at indgå i en stikprøve, der er blevet anvendt i forbindelse med den procedure, der har ført til vedtagelsen af den omtvistede forordning, ændrer ikke ved denne vurdering. En virksomheds deltagelse i en repræsentativ stikprøve i forbindelse med en undersøgelse udført af Kommissionen kan således højst udgøre et indicium for en erhvervsdrivendes individuelle berøring ( 10 ). Den indebærer ikke, at denne producents retsstilling berøres umiddelbart af indførelsen af endelig antidumpingtold efter denne undersøgelse.

60.

Den konklusion, som Retten for tidligt nåede frem til i den appellerede doms præmis 67, forekommer mig desto mere kritisabel, fordi Retten samtidig aldrig bestred det forhold, som blev fastslået i den omtvistede forordning og nævnt i den appellerede doms præmis 57, nemlig at de pågældende producenter solgte deres varer på hjemmemarkedet (det amerikanske) til ikke forretningsmæssigt forbundne forhandlere/blandingsproducenter med videresalg for øje på såvel hjemmemarkedet som til eksport, eller det forhold, som også blev nævnt i den appellerede doms præmis 65, at det ikke var muligt at sammenligne de normale værdier med de tilsvarende eksportpriser, hvilket underbygger institutionernes synspunkt om, at Marquis Energy solgte sin produktion på det amerikanske hjemmemarked til de nævnte forhandlere/blandingsproducenter og hverken havde indflydelse på bestemmelsesstedet eller niveauet for eksportpriserne.

61.

Rettens vurderinger i den appellerede doms præmis 70-74 og 76-79, hvorved den forkastede Rådets og Kommissionens argumenter mod den konklusion, Retten var nået til i dommens præmis 67, er heller ikke overbevisende.

62.

Rettens betragtninger i den appellerede doms præmis 70-72, ifølge hvilke en erhvervsdrivendes umiddelbare berørthed af en forordning om indførelse af antidumpingtold i det væsentlige ikke afhænger af vedkommendes status af producent eller eksportør, idet en producent, der ikke er eksportør af de eksportvarer, der er pålagt antidumpingtold, kan være »væsentligt påvirket« af indførelsen af en sådan told på den pågældende vare, besvarer for det første ikke endeligt spørgsmålet om, hvorvidt Marquis Energys retsstilling var umiddelbart berørt af den antidumpingtold, der blev indført ved den omtvistede forordning.

63.

Jeg vil ganske vist medgive, at en erhvervsdrivendes status af producent i sig selv ikke er tilstrækkelig til ipso jure at udelukke, at betingelsen om, at denne erhvervsdrivende er umiddelbart berørt som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF, er opfyldt.

64.

Retten undlod imidlertid at forklare, hvorfor en producent fra et tredjeland, som alene sælger sine varer på dette lands hjemmemarked til andre erhvervsdrivende, som efter tilsætning af et andet stof videresælger varen på dette hjemmemarked såvel som til eksportmarkeder, får sin retsstilling ændret direkte ved indførelsen af en antidumpingtold på denne vare med virkning for EU-markedet. I denne henseende synes den omstændighed, at Retten i den appellerede doms præmis 72 benyttede udtrykket »væsentligt påvirket«, som er forbundet med betingelsen om individuel berørthed og ikke med betingelsen om umiddelbar berørthed, at røbe ikke alene en terminologisk tilnærmelse, men også mere grundlæggende fraværet af en egentlig undersøgelse af virkningen af indførelsen af antidumpingtold på de stikprøveudtagne amerikanske bioethanolproducenters retsstilling for så vidt angår betingelsen om umiddelbart berørthed som fastsat i artikel 263, stk. 4, TEUF og af institutionernes argument om, at den omtvistede forordning kun havde indirekte indvirkning af økonomisk karakter på disse producenters, heriblandt Marquis Energy, situation.

65.

Den samme type overvejelser gør sig gældende for Rettens vurderinger i den appellerede doms præmis 76-78.

66.

Retten præciserede for det første i dommens præmis 76, som bør citeres i sin helhed, at »[s]elv hvis det […] måtte antages, at forhandlerne/blandingsproducenterne bærer antidumpingtolden, og at det måtte vise sig, at omsætningskæden for bioethanol afbrydes, således at forhandlerne/blandingsproducenterne ikke er i stand til at vælte antidumpingtolden over på producenterne, skal det ikke desto mindre bemærkes, at indførelsen af en antidumpingtold ændrer de retlige betingelser, hvorunder markedsføringen af den af producenterne i stikprøven fremstillede ethanol på markedet i EU vil finde sted. De pågældende producenters retlige stilling vil derfor under alle omstændigheder være umiddelbart og væsentligt påvirket«. I øvrigt afviste Retten i den appellerede doms præmis 77 ligeledes Kommissionens argument om, at indførelsen af antidumpingtold alene havde en indirekte virkning for Marquis Energys situation, idet Retten anførte, at det var med urette, at Kommissionen havde »bestridt den omstændighed, at en anden virksomhed i omsætningskæden end denne sidstnævnte eksportør, om hvem det er konstateret, at der er udøvet dumping, kan anfægte en antidumpingtold […]«.

67.

Efter min opfattelse rummer disse præmisser i den appellerede dom to retlige fejl.

68.

Dels undlod Retten at forklare, hvordan en producent fra et tredjeland, som f.eks. Marquis Energy, som alene sælger sin vare på dette lands hjemmemarked til uafhængige erhvervsdrivende, om hvem det er blevet konstateret, at de udøver dumping, kan opleve, at vedkommendes retsstilling bliver umiddelbart berørt af indførelsen af antidumpingtold på den vare, som disse uafhængige erhvervsdrivende eksporterer, selv om sidstnævnte ikke vil kunne vælte antidumpingtolden over på denne producent.

69.

Hvis de ikke forretningsmæssigt forbundne forhandlere/blandingsproducenter i den situation, som Retten undersøgte i den appellerede doms præmis 76 og 77, udøver dumping og bærer den fulde antidumpingtold, der er indført ved den omtvistede forordning på EU-markedet, kan jeg med andre ord ikke se, hvordan producenterne af den pågældende vare, som udelukkende sælger denne vare på det amerikanske hjemmemarked, kan opleve, at deres retsstilling påvirkes direkte af opkrævningen af denne told.

70.

I en sådan situation er det ganske rigtigt muligt, som Kommissionen har gjort gældende, at indførelsen af en antidumpingtold kan påvirke bioethanolproducenternes salgsmængder på det amerikanske hjemmemarked til de ikke forretningsmæssigt forbundne forhandlere/blandingsproducenter, som jo sandsynligvis vil indskrænke deres indkøb til eksport til EU, uden at producenterne er i stand til at kompensere for dette fald ved en stigning i leverancerne til det amerikanske hjemmemarked eller til andre eksportmarkeder end EU. Imidlertid er disse konsekvenser af økonomisk art og derfor efter min opfattelse ikke tilstrækkelige til at godtgøre, at indførelsen af en antidumpingtold direkte ændrer de pågældende producenters retsstilling på EU-markedet. I et sådant tilfælde og i modsætning til, hvad Retten anførte i den appellerede doms præmis 76, andet punktum, har de amerikanske bioethanolproducenter reelt ikke en »retlig stilling« på EU-markedet.

71.

Dels synes Retten i det mindste implicit at have lagt vægt på, at de pågældende producenter deltog i den undersøgelse, som Kommissionen gennemførte. Som jeg allerede har nævnt i punkt 64 i dette forslag til afgørelse, kan en sådan deltagelse imidlertid højst være relevant for kontrollen med en erhvervsdrivendes opfyldelse af betingelsen om at være individuelt berørt, men ikke for undersøgelsen af betingelsen om at være umiddelbart berørt som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF.

72.

For det andet får Rettens vurdering i den appellerede doms præmis 78 mig heller ikke til at afkræfte, hvad jeg netop har sagt, og konstatere, at det var med rette, at Retten konkluderede, at Marquis Energy var umiddelbart berørt af den omtvistede forordning.

73.

Dels er det efter min opfattelse forkert at hævde, at »de kontraktlige bestemmelsers struktur mellem erhvervsdrivende i omsætningskæden for bioethanol ikke har nogen betydning for spørgsmålet om, hvorvidt en bioethanolproducent er umiddelbart berørt af den [omtvistede] forordning«, og at den modsatte konklusion vil »være ensbetydende med at lægge til grund, at det kun er en producent, som sælger sin vare direkte til importøren i EU, der kan være umiddelbart berørt […], hvilket på ingen måde fremgår af grundforordningen«.

74.

Domstolens praksis, som Retten i øvrigt citerede korrekt i den appellerede doms præmis 47 og 48, viser således, at Domstolen i de situationer, hvori den konkluderede, at søgsmål anlagt af erhvervsdrivende til prøvelse af forordningerne om indførelse af antidumpingtold, kunne realitetsbehandles, bl.a. tog hensyn til særlige træk ved det forretningsmæssige forhold til andre erhvervsdrivende, herunder med henblik på beregningen af eksportprisen til EU.

75.

Jeg kan derfor ikke se, hvorfor de særlige træk ved de kontraktlige bestemmelsers struktur mellem de amerikanske bioethanolproducenter og de ikke forretningsmæssigt forbundne forhandlere/blandingsproducenter skulle unddrage sig denne logik, selv om denne hensyntagen skulle munde ud i, at de nævnte producenter ikke var umiddelbart berørt.

76.

I øvrigt kan jeg ikke tilslutte mig det synspunkt, at denne konklusion ville være ensbetydende med kun at anerkende, at en producent er umiddelbart berørt, hvis denne producent sælger sin produktion direkte til EU-markedet. Man kan således tænke sig andre situationer afhængigt af netop de forretningsmæssige arrangementer såsom salg til mæglere/eksportører, som er knyttet til den pågældende producent. Under alle omstændigheder er den omstændighed, at grundforordningen ikke omtaler dette spørgsmål, som Retten anførte, irrelevant, eftersom betingelserne for, at et annullationssøgsmål som det foreliggende kan antages til realitetsbehandling, reguleres af artikel 263, stk. 4, TEUF.

77.

Dels indebærer institutionernes synspunkt, som jeg tilslutter mig – i modsætning til, hvad Retten hævdede i den appellerede doms præmis 78, sidste punktum – ikke »en begrænsning af retsbeskyttelsen for producenter, hvis varer pålægges antidumpingtold, alene på grundlag af salgsstrukturen for denne eksport«.

78.

Dette synspunkt bygger som sagt på en undersøgelse af betingelsen om, at disse producenter skal være umiddelbart berørt, som reguleres af artikel 263, stk. 4, TEUF.

79.

Selv om det bliver fastslået, som jeg foreslår, at Retten begik en retlig fejl ved at anerkende, at Marquis Energy var umiddelbart berørt af den omtvistede forordning, indebærer det i øvrigt ikke, at producenten fratages sin retsbeskyttelse.

80.

En erhvervsdrivende, om hvem det er fastslået, at vedkommende uden nogen tvivl ikke er umiddelbart og individuelt berørt af en forordning om indførelse af antidumpingtold, kan således efter min opfattelse ikke forhindres, herunder i forbindelse med en frivillig intervention, i at påberåbe sig ugyldigheden af en sådan forordning for en medlemsstats retsinstans, der har fået forelagt en tvist om den told, der skal betales til de kompetente told- eller skattemyndigheder ( 11 ).

81.

Efter min opfattelse er den appellerede dom således grundet Rettens konklusion om, at Marquis Energy var umiddelbart berørt af den omtvistede forordning, behæftet med flere retlige fejl.

82.

Jeg foreslår derfor, at Domstolen tager Rådets første appelanbringendes første led til følge og ophæver den appellerede dom.

83.

Det er således kun subsidiært, at det er nødvendigt at undersøge Rådets materielle anbringender, som støttes af Kommissionen, for så vidt angår en forkert fortolkning og anvendelse af grundforordningens artikel 9, stk. 5.

84.

Idet disse anbringender er identiske med dem, som Rådet fremførte i sag C-465/16 P, tillader jeg mig, som nævnt i mine indledende bemærkninger, at henvise til de betragtninger, som jeg i dag subsidiært anfører om disse anbringender i mit forslag til afgørelse i nævnte sag.

85.

Ifølge artikel 61, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol kan Domstolen, når den ophæver den af Retten trufne afgørelse, enten selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse, eller hjemvise den til Retten til afgørelse.

86.

Jeg vurderer, at Domstolen er i stand til at træffe afgørelse om formaliteten vedrørende søgsmålet i første instans, som Rådet har anfægtet. I den forbindelse skal det efter min opfattelse blot konstateres, at Marquis Energys søgsmål må afvises, idet denne erhvervsdrivende ikke har godtgjort, at vedkommende er umiddelbart berørt som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF af den antidumpingtold, der blev indført ved den omtvistede forordning.

87.

I henhold til artikel 184, stk. 2, i Domstolens procesreglement træffer Domstolen afgørelse om sagsomkostningerne, hvis appellen er begrundet, og Domstolen selv træffer endelig afgørelse. I henhold til samme reglements artikel 138, der i medfør af dets artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det ifølge stk. 1 heri den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Procesreglementets artikel 140 fastsætter i stk. 1, at institutioner, der er indtrådt i en sag, bærer deres egne omkostninger, og i stk. 3, at Domstolen kan træffe afgørelse om, at andre intervenienter end dem, der er nævnt i de foregående stykker, skal bære deres egne omkostninger.

88.

Da Rådets første appelanbringendes første led efter min opfattelse skal tages til følge, og sagsøgte i første instans skal frifindes, foreslår jeg, at Marquis Energy pålægges at betale Rådets omkostninger såvel i første instans som i forbindelse med appellen i overensstemmelse med sidstnævntes påstand.

89.

I øvrigt foreslår jeg, at Kommissionen bærer sine egne omkostninger såvel i første instans som i forbindelse med den foreliggende sag.

90.

På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen træffer følgende afgørelse: