1.

I henhold til Nakazatelno-protsesualen kodeks (strafferetsplejeloven, herefter »NPK«) må den dommer, der tager stilling til en varetægtsfængsling, ikke under straffesagens hovedforhandling undersøge spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger begrundet mistanke om, at der er begået en forbrydelse. En sådan lovgivning har givet anledning til adskillige domfældelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. I henhold til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols faste praksis kræver artikel 5, stk. 4, i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«), at »retsinstanser, som skal tage stilling til en anmodning om løsladelse, bl.a. er forpligtede til at undersøge spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger begrundet mistanke om, at den tilbageholdte person har begået en forbrydelse ( 2 )«.

2.

Varhoven kasatsionen sad (øverste kassationsdomstol, Bulgarien) har efter at have fået sagen forelagt af den forelæggende ret, Spetsializiran nakazatelen sad (særlig domstol i straffesager, Bulgarien), fastslået, at de nationale procedureregler er i strid med EMRK’s artikel 5, stk. 4, sammenholdt med dennes artikel 5, stk. 1, litra c), (herefter »den øverste domstols udtalelse«). Retten har imidlertid overladt de nationale retsinstanser en mulighed for at anvende enten Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis eller den nationale lovgivning, indtil der foreligger en lovgivningsløsning.

3.

Nærværende præjudicielle forelæggelse vedrører foreneligheden af udtalelsen fra Varhoven kasatsionen sad (øverste kassationsdomstol) med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/343 af 9. marts 2016 om styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen i straffesager ( 3 ). Det særlige ved denne sag beror på den omstændighed, at anmodningen om præjudiciel afgørelse, som er indgivet under en straffesag mod Emil Milev vedrørende hans varetægtsfængsling, er indgået til Domstolen nogle måneder efter ikrafttrædelsen af direktiv 2016/343, men et godt stykke tid før gennemførelsesfristens udløb.

4.

Det fremgår af artikel 6 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), at »enhver har ret til frihed og personlig sikkerhed«.

5.

Følgende fremgår af chartrets artikel 47 med overskriften »Adgang til effektive retsmidler og til en upartisk domstol«:

»Enhver, hvis rettigheder og friheder som sikret af EU-retten er blevet krænket, skal have adgang til effektive retsmidler for en domstol under overholdelse af de betingelser, der er fastsat i denne artikel.

Enhver har ret til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig frist for en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov. Enhver skal have mulighed for at blive rådgivet, forsvaret og repræsenteret.

[...]«

6.

Chartrets artikel 48 med overskriften »Uskyldsformodning og ret til et forsvar« har følgende ordlyd:

»1.   Enhver, der anklages for en lovovertrædelse, skal anses for uskyldig, indtil hans eller hendes skyld er bevist i overensstemmelse med loven.

2.   Respekt for retten til et forsvar er sikret enhver, der er anklaget for en lovovertrædelse.«

7.

16. og 22. betragtning til direktiv 2016/343 har følgende ordlyd:

[...]

8.

Artikel 3 i direktiv 2016/343, som har overskriften »Uskyldsformodning«, bestemmer, at »medlemsstaterne sikrer, at mistænkte og tiltalte anses for uskyldige, indtil deres skyld er bevist i overensstemmelse med loven«.

9.

Artikel 4, stk. 1 og 2, i direktiv 2016/343 med overskriften »Offentlige henvisninger om skyld« bestemmer:

»1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at en mistænkt eller tiltalt i offentlige udtalelser fra offentlige myndigheder og i andre retsafgørelser end dem, der omhandler skyldsspørgsmålet, ikke omtales som skyldig, så længe denne persons skyld ikke er bevist i overensstemmelse med loven. Dette berører ikke handlinger fra anklagemyndigheden, der har til formål at bevise den mistænktes eller tiltaltes skyld, og foreløbige afgørelser af proceduremæssig art, som er truffet af retslige eller andre kompetente myndigheder, og som er baseret på mistanke eller belastende beviser.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at der findes passende foranstaltninger i tilfælde af en tilsidesættelse af forpligtelsen fastsat i denne artikels stk. 1 til at undlade at omtale mistænkte eller tiltalte som skyldige i overensstemmelse med dette direktiv og navnlig artikel 10.«

10.

Artikel 6 i direktiv 2016/343 med overskriften »Bevisbyrde« har følgende ordlyd:

»1.   Medlemsstaterne sikrer, at bevisbyrden for at fastslå mistænktes og tiltaltes skyld påhviler anklagemyndigheden. Dette berører ikke dommerens eller den kompetente domstols eventuelle forpligtelse til at søge efter både belastende og diskulperende beviser og forsvarets ret til at fremlægge bevismateriale i overensstemmelse med den gældende nationale ret.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at enhver tvivl om skyldsspørgsmålet kommer den mistænkte eller tiltalte til gode, herunder når domstolen bedømmer, hvorvidt den pågældende person bør frifindes.«

11.

Artikel 10 i direktiv 2016/343 med overskriften »Retsmidler« bestemmer:

»1.   Medlemsstaterne sikrer, at mistænkte og tiltalte råder over et effektivt retsmiddel, hvis deres rettigheder i medfør af dette direktiv er blevet tilsidesat.

2.   Uden at det berører nationale regler og systemer, om hvilket bevismateriale der kan anvendes under retssagen, sikrer medlemsstaterne ved bedømmelsen af forklaringer, der er afgivet af mistænkte eller tiltalte, eller af beviser, der er indhentet, i strid med retten til ikke at udtale sig eller retten til ikke at inkriminere sig selv, at retten til et forsvar og en retfærdig rettergang respekteres.«

12.

Direktiv 2016/343, som blev offentliggjort den 11. marts 2016, trådte i henhold til artikel 15 i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende. Dette direktivs artikel 14, stk. 1, bestemmer, at medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme direktivet senest den 1. april 2018.

13.

I henhold til NPK’s artikel 56, stk. 1, kan den sigtede gøres til genstand for en tvangsforanstaltning, »når der ud fra sagens beviser synes at være begrundet mistanke om, at den sigtede har begået en lovovertrædelse, og når der foreligger en af de i artikel 57 omhandlede grunde«. I henhold til NPK’s artikel 57 er disse tvangsforanstaltninger indført for at undgå, at den sigtede flygter, begår en overtrædelse eller forhindrer gennemførelsen af den endelige straffedom. NPK’s artikel 58, stk. 4, nævner varetægtsfængsling blandt disse tvangsforanstaltninger.

14.

I henhold til NPK’s artikel 63, stk. 1, kan der ske varetægtsfængsling, »når der er begrundet mistanke om, at den sigtede har begået en lovovertrædelse, som straffes med frihedsberøvelse eller en anden strengere straf, og det fremgår af bevismaterialet i sagen, at der er en reel fare for, at den sigtede flygter eller begår en overtrædelse«. Det følger af NPK’s artikel 64, stk. 4, vedrørende proceduren inden hovedforhandlingen, at »retten vedtager tvangsforanstaltningen varetægtsfængsling, når de i artikel 63, stk. 1, omhandlede betingelser er opfyldt, og, hvis dette ikke er tilfældet, kan retten træffe afgørelse om ikke at vedtage tvangsforanstaltninger eller at vedtage en mildere foranstaltning«.

15.

I henhold til NPK’s artikel 256, stk. 1, nr. 2, træffer den refererende dommer i forbindelse med forberedelsen af retsmødet afgørelse om tvangsforanstaltningen uden at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt der er begrundet mistanke om, at der er begået en lovovertrædelse. Ifølge samme bestemmelses stk. 3 finder denne begrænsning ligeledes anvendelse i tilfælde af en anmodning vedrørende tvangsforanstaltningen varetægtsfængsling, når retten undersøger, om de betingelser, der giver anledning til ændring eller annullation af tvangsforanstaltningen, er opfyldt.

16.

I henhold til NPK’s artikel 270, stk. 1, kan spørgsmålet om ændring af tvangsforanstaltningen rejses på ethvert tidspunkt under hovedforhandlingen. I henhold til NPK’s artikel 270, stk. 2, træffer retten afgørelse ved kendelse i offentligt retsmøde uden at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt der er begrundet mistanke om, at der er begået en lovovertrædelse.

17.

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at Emil Milev retsforfølges for otte lovovertrædelser, herunder ledelse af en organiseret og bevæbnet kriminel gruppe, bortførelse, tyveri og ildspåsættelse af en bil, drabsforsøg på en polititjenestemand samt røveri af en bank og to benzinstationer. Disse lovovertrædelser kan straffes med frihedsberøvelse, idet mindstestraffen er tre års fængsel og den hårdeste straf er livsvarigt fængsel uden mulighed for strafforvandling.

18.

Emil Milev har været frihedsberøvet siden den 24. november 2013. Under undersøgelsesproceduren fastslog den kompetente ret, at der fortsat var begrundet mistanke om, at Emil Milev havde begået de pågældende lovovertrædelser.

19.

Siden hovedforhandlingen i sagen blev indledt, dvs. den 8. juni 2015, har den forelæggende ret (Spetsializiran nakazatelen sad (særlig domstol i straffesager)) efter anmodning fra den tiltalte flere gange taget stilling til spørgsmålet om løsladelse fra varetægtsfængslingen uden dog at undersøge, om der forelå begrundet mistanke om, at Emil Milev havde begået de pågældende lovovertrædelser. NPK’s artikel 270, stk. 2, sammenholdt med dennes artikel 256, stk. 3, forbyder således dommeren på dette stadie af proceduren at tage stilling til, om der foreligger begrundet mistanke om, at en person har begået en lovovertrædelse.

20.

Den forelæggende ret har fastslået en modstrid mellem den ovennævnte nationale lovgivning og EMRK’s artikel 5, stk. 4, sammenholdt med artikel 5, stk. 1, litra c), heri, som alene gør det muligt at opretholde frihedsberøvelsen af en person, »når der er begrundet mistanke om, at han har foretaget en retsstridig handling«. Som følge af den manglende mulighed for at sikre legalitetsstandarderne for frihedsberøvelsen i overensstemmelse med EMRK har Spetsializiran nakazatelen sad (særlig domstol i straffesager) gentagne gange annulleret varetægtsfængslingsforanstaltninger. Disse annullationsafgørelser er imidlertid blevet omgjort ved appel.

21.

Det er i denne forbindelse, at den forelæggende ret har anmodet Varhoven kasatsionen sad (øverste kassationsdomstol) om at tage stilling til spørgsmålet. Under retsmødet den 7. april 2016 bekræftede plenarforsamlingen i Varhoven kasatsionen sads (øverste kassationsdomstol) afdeling for straffesager, at der var modstrid mellem EMRK’s artikel 5, stk. 4, sammenholdt med artikel 5, stk. 1, litra c), heri, og de nationale bestemmelser, som forbyder dommeren at tage stilling til, om der foreligger begrundet mistanke om, at den tiltalte har begået overtrædelsen. Som det fremgår af retsmødereferatet, udtrykte dommerne tvivl om de praktiske muligheder for på samme tid at sikre overholdelsen af EMRK’s artikel 5, stk. 4, sammenholdt med artikel 5, stk. 1, litra c), heri, og EMRK’s artikel 6, stk. 1, vedrørende retternes upartiskhed. Udpegelsen af en særskilt kollegialret, der alene træffer afgørelse om grundene til opretholdelse af varetægtsfængslingen, er blevet fundet problematisk. Dommerne er således af den opfattelse, at en sådan foranstaltning ville indebære en risiko for hindring af retternes hensigtsmæssige virke, da disse alene har et begrænset antal deltagende dommere.

22.

Varhoven kasatsionen sad (øverste kassationsdomstol) er således nået til følgende konklusion, nemlig at »[d]et synes indlysende, at vi ikke er i stand til at foreslå nogen løsning på problemet. Det er klart vores opfattelse, at den enkelte kollegialret skal vurdere, om den giver forrang til EMRK eller til den nationale lov, og om den i denne forbindelse er i stand til at træffe afgørelse«. Præsidenten for plenarforsamlingen i Varhoven kasatsionen sads (øverste kassationsdomstol) afdeling for straffesager besluttede at fremsende en kopi af referatet til den forelæggende ret og til justitsministeriet med henblik på fremsættelse af en lovændring.

23.

Ifølge den forelæggende ret har denne udtalelse fra den øverste domstol samme værdi som en fortolkende dom. Den er således bindende for alle retsinstanser, herunder de forskellige kollegialretter i Varhoven kasatsionen sad (øverste kassationsdomstol) selv.

24.

Det er på grundlag af en ny anmodning fremsat af Emil Milev om ændring af varetægtsfængslingen til en mildere foranstaltning, at Spetsializiran nakazatelen sad (særlig domstol i straffesager) har besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Er en national retspraksis – navnlig en bindende udtalelse fra Varhoven kasatsionen sad (øverste kassationsdomstol) (afgivet efter vedtagelsen af direktiv 2016/343 [...], men før udløbet af dets gennemførelsesfrist), i henhold til hvilken Varhoven kasatsionen sad (øverste kassationsdomstol), efter at have fundet, at der er en konflikt mellem EMRK’s artikel 5, stk. 4, sammenholdt med samme artikels stk. 5, litra c), og den nationale lovgivning (NPK’s artikel 270, stk. 2) vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt det skal tages i betragtning, om der foreligger en begrundet mistanke om, at der er begået en forbrydelse (i forbindelse med efterprøvelsen af en forlængelse af tvangsforanstaltningen »varetægtsfængsling« under straffesagens hovedforhandling), har tildelt de domstole, som påkender sagens realitet, friheden til at bestemme, om EMRK skal overholdes – forenelig med artikel 3 og 6 i direktiv 2016/343 (om uskyldsformodningen og bevis i straffesager)?«

25.

Da Emil Milev stadig er varetægtsfængslet, har den forelæggende ret anmodet om, at den præjudicielle afgørelse undergives hasteproceduren i henhold til artikel 107 i Domstolens procesreglement.

26.

Ved afgørelse afsagt af Domstolens Fjerde Afdeling den 17. august 2016, blev denne procedure godkendt.

27.

Emil Milev og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Under retsmødet den 22. september 2016 deltog alene Kommissionen.

28.

Nærværende anmodning om præjudiciel afgørelse vedrører foreneligheden med direktiv 2016/343 af den øverste domstols udtalelse, således som gengivet i referat af 7. april 2016. Den forelæggende ret har rejst tvivl om dette spørgsmål, for så vidt som den øverste domstols udtalelse efter at have fastslået en modstrid mellem den nationale lovgivning og EMRK’s artikel 5, stk. 4, sammenholdt med artikel 5, stk. 1, litra c), heri, har givet de underliggende retsinstanser frihed til at afgøre, om EMRK skal overholdes, eller om de modstridende nationale bestemmelser skal finde anvendelse.

29.

Dette spørgsmål er problematisk af to årsager. For det første var fristen for gennemførelse af direktiv 2016/343 endnu ikke udløbet på tidspunktet for afsigelsen af forelæggelsesafgørelsen. For det andet forekommer det ikke åbenlyst, at indholdet af den øverste domstols udtalelse henhører under direktivets materielle anvendelsesområde.

30.

Hvad angår det første punkt har den forelæggende ret begrundet berettigelsen af det forelagte præjudicielle spørgsmål ved at understrege, at de nationale myndigheder i henhold til Domstolens praksis er forpligtede til, mens fristen for et direktivs gennemførelse løber, at afholde sig fra at træffe foranstaltninger, der kan bringe virkeliggørelsen af det i direktivet foreskrevne resultat i alvorlig fare. Den forelæggende ret er således af den opfattelse, at dette ville være tilfældet med den øverste domstols udtalelse, da den er afsagt efter ikrafttrædelsen af direktiv 2016/343.

31.

Henset til disse bemærkninger skal nærværende præjudicielle forelæggelse efter min opfattelse antages til realitetsbehandling. Dette er ligeledes Kommissionens opfattelse.

32.

Når spørgsmål, som forelægges af nationale retter, for hvem en reel tvist er indbragt, vedrører fortolkningen af EU-retten, er der for det første en formodning for, at de er relevante ( 4 ).

33.

Den øverste domstols udtalelse er for det andet afsagt den 7. april 2016, dvs. efter ikrafttrædelsen af direktiv 2016/343, som var den 31. marts 2016 i henhold til direktivets artikel 15. Såfremt et direktiv allerede er trådt i kraft på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen, kan fortolkningen af direktivets bestemmelser i overensstemmelse med Domstolens praksis være af nytte for den forelæggende ret med henblik på at give den mulighed for at træffe afgørelse samtidig med, at forpligtelsen til ikke at træffe foranstaltninger, der kan bringe virkeliggørelsen af det i direktivet foreskrevne resultat i alvorlig fare, overholdes ( 5 ).

34.

Under disse omstændigheder er jeg af den opfattelse, at det forelagte spørgsmål skal besvares med fokus på den øverste domstols udtalelse og den nævnte undladelsespligt. I dette forslag til afgørelse foretages denne bedømmelse i afsnit B.

35.

Spørgsmålet vedrørende forpligtelsen til ikke at bringe virkeliggørelsen af det i direktiv 2016/343 foreskrevne resultat i alvorlig fare i gennemførelsesperioden er imidlertid adskilt fra det underliggende spørgsmål vedrørende den øverste domstols udtalelses (og følgelig den nationale lovgivnings) forenelighed med dette direktiv.

36.

Af de nedenstående grunde skal nærværende sag efter min opfattelse ikke give anledning til en sådan vurdering. For fuldt ud at bistå Domstolen skitserer jeg imidlertid en koncis vurdering af dette spørgsmål i afsnit C.

37.

I forbindelse med et præjudicielt spørgsmål, som er forelagt før udløbet af et direktivs gennemførelsesfrist, bemærkes, at medlemsstaterne ikke kan kritiseres for, at de endnu ikke har gennemført dette direktiv i national ret ( 6 ). Det følger imidlertid af fast retspraksis, at et direktiv har retsvirkninger i de medlemsstater, det er rettet til, henholdsvis efter offentliggørelsen eller fra tidspunktet for meddelelsen heraf ( 7 ). Det er således fastslået, at medlemsstaterne på grundlag af artikel 4, stk. 3, TEU, sammenholdt med artikel 288 TEUF, er forpligtede til at afholde sig fra at vedtage foranstaltninger, der kan bringe virkeliggørelsen af det ved direktivet foreskrevne resultat i alvorlig fare ( 8 ). Denne undladelsespligt gælder alle generelle og særlige foranstaltninger ( 9 ). Den gælder for samtlige myndigheder i medlemsstaterne, herunder de nationale retter ( 10 ).

38.

Det præjudicielle spørgsmål er forelagt af Spetsializiran nakazatelen sad (særlig domstol i straffesager) med henblik på at undersøge, om den øverste domstols udtalelse tilsidesætter den nævnte undladelsespligt. Det skal i denne forbindelse undersøges, om den øverste domstols udtalelse kan bringe virkeliggørelsen af det ved direktiv 2016/343 foreskrevne resultat i alvorlig fare.

39.

Det anføres i forelæggelsesafgørelsen, at Varhoven kasatsionen sad (øverste kassationsdomstol) ville være nået frem til en meget anderledes løsning, hvis den havde anvendt princippet om overensstemmende fortolkning i forhold til direktiv 2016/343, idet dette allerede var trådt i kraft på tidspunktet for afsigelsen af udtalelsen.

40.

Det skal imidlertid først understreges, at forpligtelsen til at fortolke national ret i overensstemmelse med et direktiv først gælder for de nationale retsinstanser fra tidspunktet for udløbet af gennemførelsesfristen for direktivet ( 11 ). De forpligtelser, der i henhold til retspraksis i dom Adeneler m.fl. (C-212/04, EU:C:2006:443) på linje med retspraksis i dom Inter-Environnement Wallonie (C-129/96, EU:C:1997:628), påhviler de nationale retsinstanser i gennemførelsesperioden, er mere nuancerede. De nationale retsinstanser skal således »så vidt muligt […] afholde sig fra at fortolke national ret således, at det mål, som direktivet tilstræber, bringes i alvorlig fare efter udløbet af gennemførelsesfristen« ( 12 ).

41.

Det er følgelig nødvendigt at holde sig for øje, at ovennævnte undladelsespligt hverken indebærer, at direktiv 2016/343 finder anvendelse, eller at national ret skal fortolkes i overensstemmelse med dette direktiv. Undladelsespligten omhandler derimod alene de foranstaltninger, som kan indebære, at de mål, som et direktiv tilstræber, bringes i alvorlig fare. Den forbyder således medlemsstaterne at vedtage foranstaltninger, som kan bringe disse formål i alvorlig fare, og hvis retsvirkninger består ud over udløbet af gennemførelsesfristen ( 13 ).

42.

Hvad angår formålene med direktiv 2016/343 fremgår det af direktivets artikel 1, litra a), at det fastsætter fælles minimumsregler for visse aspekter af uskyldsformodningen i straffesager. Herved har direktiv 2016/343 til formål at styrke medlemsstaternes tillid til hinandens strafferetlige systemer og således at lette gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager ( 14 ).

43.

Ud fra et materielt synspunkt kan det ikke udelukkes, at den omstændighed, at der ikke i forbindelse med undersøgelsen af en varetægtsfængslingsforanstaltning foreligger domstolskontrol af, om der foreligger »begrundet mistanke«, kan bringe den effektive beskyttelse af uskyldsformodningen, hvis overholdelse er sikret ved direktiv 2016/343, i fare ( 15 ). Jeg er imidlertid af den opfattelse, at gennemførelsen af dette direktivs formål ikke vil blive bragt i fare af en national foranstaltning såsom den øverste domstols udtalelse.

44.

Det kan ikke generelt udelukkes, at en retsafgørelse kan bringe gennemførelsen af det foreskrevne resultat i alvorlig fare efter udløbet af denne frist ( 16 ).

45.

Der er imidlertid tre elementer, som viser, at dette ikke er tilfældet i den foreliggende sag. For det første kan den øverste domstols udtalelse – som er afsagt kort efter ikrafttrædelsen af direktiv 2016/343 – ikke betragtes som en gennemførelsesforanstaltning hertil. Den kan heller ikke betragtes som en fortolkning af gennemførelsesforanstaltningerne til dette direktiv. NPK’s artikel 270 udgør således hverken en foranstaltning, som tilsigter at gennemføre direktiv 2016/343, eller en foranstaltning, som kan sikre den nationale rets overensstemmelse hermed.

46.

Den øverste domstols udtalelse overlader for det andet en skønsmargin til de nationale retsinstanser ved at give dem mulighed for at undlade at anvende den nationale lovgivning. Den omstændighed, at udtalelsen kan opfattes således, at den indeholder bindende instruktioner ( 17 ), er uden betydning. Den øverste domstols udtalelse indebærer således ingen ændring af den tidligere situation, således at den ville have til følge at hindre gennemførelsen af de resultater, der tilsigtes med direktiv 2016/343.

47.

Endelig foregriber den øverste domstols udtalelse på ingen måde de valg, som lovgiver skal træffe ved gennemførelsen af direktiv 2016/343.

48.

Ud fra en materiel synsvinkel tager udtalelsen stilling til en konflikt mellem national ret og EMRK. Den understreger således den modstrid, som foreligger mellem den nationale lovgivning og EMRK’s artikel 5, og har fundet det nødvendigt, at den nationale lovgiver griber ind for at sikre overholdelsen af EMRK’s artikel 5 og 6. I denne forbindelse bekræfter den omstændighed, at den øverste domstols udtalelse er blevet fremsendt til justitsministeriet med henblik på at afstedkomme en lovgivningsændring, at udtalelsen langt fra bringer formålene med direktiv 2016/343 alvorligt i fare, men tværtimod tilskynder til at opnå disse.

49.

Det kan følgelig ikke bekræftes, at den øverste domstols udtalelse bringer virkeliggørelsen af det ved direktiv 2016/343 foreskrevne resultat i fare, idet den fremmer løsninger, som kan bidrage til at nå direktivets formål. Det følger heraf så meget desto mere, at den øverste domstols udtalelse ikke bringer virkeliggørelsen af det ved dette direktiv foreskrevne resultat i alvorlig fare.

50.

Den forelæggende rets henvisning til Mangold-dommen ( 18 ) fører ikke til en anden konklusion.

51.

Det fremgår ganske vist af retspraksis, at de almindelige retsprincipper – og chartret – finder anvendelse på EU-rettens anvendelsesområde ( 19 ). I denne forbindelse kan ikke alene de nationale bestemmelser, hvis udtalte formål er at gennemføre et direktiv, betragtes som henhørende under dette direktivs anvendelsesområde fra tidspunktet for dets ikrafttrædelse, men ligeledes de allerede eksisterende nationale bestemmelser, som skal sikre national rets overensstemmelse hermed ( 20 ).

52.

I det foreliggende tilfælde udgør den øverste domstols udtalelse imidlertid hverken en foranstaltning, som tilsigter at gennemføre direktivet, eller en foranstaltning, som skal sikre den nationale rets overensstemmelse hermed. Under disse omstændigheder kan den forelæggende rets henvisning til et direktiv, hvis gennemførelsesperiode endnu ikke er udløbet, og hvis formål ikke er bragt i alvorlig fare, ikke i sig selv bringe den i hovedsagen omhandlede situation inden for EU-rettens anvendelsesområde ( 21 ).

53.

Under disse omstændigheder vil jeg foreslå Domstolen at besvare det af Spetsializiran nakazatelen sad (særlig domstol i straffesager) forelagte præjudicielle spørgsmål med, at en udtalelse fra den øverste domstol, som er afsagt i løbet af gennemførelsesperioden for direktiv 2016/343, ikke kan bringe virkeliggørelsen af det ved dette direktiv foreskrevne resultat i alvorlig fare ved at give retsinstanserne frihed til at vælge mellem at anvende EMRK’s artikel 5, stk. 4, sammenholdt med artikel 5, stk. 1, litra c), heri, eller at anvende den nationale lovgivning, som er i strid hermed.

54.

Hvis Domstolen vælger at følge forslaget til afgørelse fremført i den foregående præmis, er det ufornødent at undersøge de underliggende betragtninger vedrørende fortolkningen af bestemmelserne i direktiv 2016/343.

55.

Den forelæggende ret har anført, at det er muligt at fortolke national ret i overensstemmelse med direktiv 2016/343. I denne forbindelse har Kommissionen – efter at have konkluderet, at den øverste domstols udtalelse ikke bragte det ved dette direktiv foreskrevne resultat i alvorlig fare – foreslået, at det præjudicielle spørgsmål omformuleres. Den har navnlig foreslået, at der foretages en fortolkning af det pågældende direktiv og en undersøgelse af foreneligheden hermed af en national lovgivning som den, der er genstand for den øverste domstols udtalelse.

56.

Under retsmødet har Kommissionen præciseret, at et sådant spørgsmål vil kunne antages til realitetsbehandling, for så vidt som det ikke kan udelukkes, at visse nationale ordninger anerkender en intern forpligtelse til at foretage en overensstemmende fortolkning, endog før gennemførelsesperioden er udløbet.

57.

I nærværende sag er der intet i sagsakterne for Domstolen, som indikerer, at dette skulle være tilfældet i Bulgarien. I mangel af klare angivelser fra den forelæggende ret vil anlæggelsen af en sådan tilgang efter min opfattelse gå imod retspraksis, som har opstillet grænser for, hvornår rent hypotetiske præjudicielle spørgsmål kan antages til realitetsbehandling ( 22 ).

58.

På trods af disse forbehold gives de følgende betragtninger vedrørende fortolkningen af bestemmelserne i direktiv 2016/343 med henblik på fuldt ud at bistå Domstolen i tilfælde af, at denne ønsker at følge den af Kommissionen foreslåede tilgang – hvilket jeg fraråder. Under alle omstændigheder er disse betragtninger alene relevante i det tilfælde, hvor den nationale ordning foreskriver overensstemmende fortolkning før udløbet af gennemførelsesfristen. De skal på ingen måde forstås som en udvidelse af medlemsstaternes forpligtelser i gennemførelsesperioden for direktiv 2016/343.

59.

Kommissionen har gjort gældende, at Emil Milevs situation henhører under anvendelsesområdet for direktiv 2016/343, for så vidt som han retsforfølges under straffesagens hovedforhandling.

60.

Jeg er enig med Kommissionen på dette punkt.

61.

Skønt varetægtsfængsling ikke er genstand for en særlig EU-lovgivning, henhører retsafgørelser vedrørende varetægtsfængsling under beskyttelsen af uskyldsformodningen, som sikret ved direktiv 2016/343.

62.

Som Kommissionen har fremhævet, fremgår dette af artikel 2 i direktiv 2016/343 og 12. betragtning hertil, hvorefter direktivet finder anvendelse på fysiske personer, der er mistænkte eller tiltalte, på alle stadier i straffesagen fra det tidspunkt, hvor en person mistænkes eller tiltales for at have begået en strafbar handling. Afgørelser vedrørende varetægtsfængsling nævnes endvidere som eksempel i 16. betragtning til direktivet som en del af de foranstaltninger, der er omfattet af direktivets artikel 4 som »foreløbige afgørelser af proceduremæssig art«.

63.

Uskyldsformodningen kan følgelig være til hinder for retsafgørelser vedrørende varetægtsfængsling.

64.

Retsafgørelser vedrørende varetægtsfængsling kan således i særlige tilfælde medføre en tilsidesættelse af den grundlæggende ret til formodning om uskyld som fastlagt i chartrets artikel 48, stk. 1. Betydningen og rækkevidden af denne bestemmelse er de samme som EMRK’s artikel 6, stk. 2, således som det fremgår af chartrets artikel 52, stk. 3, og de hertil hørende forklaringer.

65.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har herved i forbindelse med opretholdelse af en varetægtsfængsling fastslået, at man ikke kan sidestille mistanke med en formel afgørelse af skyldsspørgsmålet ( 23 ). Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har således sondret mellem udtalelser, »som afspejler opfattelsen af, at personen er skyldig, og dem, som blot beskriver en mistanke«, og konkluderet, at »de første tilsidesætter uskyldsformodningen, mens de andre betragtes som værende i overensstemmelse med ånden i [EMRK’s] artikel 6« ( 24 ).

66.

En fortolkning af artikel 3 i direktiv 2016/343 i lyset af chartrets artikel 48 gør det således muligt – i lighed med Kommissionen – at fastslå, at den bulgarske ordning, hvorefter den dommer, der skal træffe afgørelse under straffesagens hovedforhandling, ikke har mulighed for at tage stilling til »begrundet mistanke«, hverken kan begrundes ud fra dommerens upartiskhed eller ud fra uskyldsformodningen ( 25 ).

67.

Retsafgørelser vedrørende varetægtsfængsling kan imidlertid under særlige omstændigheder udgøre en tilsidesættelse af princippet om dommerens upartiskhed og uskyldsformodningen, som er tæt forbundet med dette princip. Dette er f.eks. tilfældet, når dommeren lægger en »særligt bestyrket mistanke om, at den pågældende har begået overtrædelserne« ( 26 ) til grund, eller når en afgørelse om frihedsberøvelse indeholder udtalelser, som går ud over beskrivelsen af en mistanke ( 27 ).

68.

Det spørgsmål, som rejser sig i nærværende sag, vedrører imidlertid et helt omvendt scenario, nemlig manglende domstolskontrol af den begrundede mistanke om, at den tiltalte har begået overtrædelsen.

69.

Kommissionen er i denne henseende af den opfattelse, at forpligtelsen for dommeren til at undersøge, om der foreligger begrundet mistanke om, at den tiltalte har begået en overtrædelse, hverken kan udledes af det almindelige princip om uskyldsformodning eller af direktivets bestemmelser. Et sådant krav kan i henhold til den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis alene udledes af EMRK’s artikel 5, som proceduremæssig garanti for den grundlæggende ret til frihed. Kommissionen er af den opfattelse, at direktiv 2016/343 ikke indeholder nogen bestemmelser, som præciserer kravene vedrørende iværksættelse eller opretholdelse af varetægtsfængsling. Da dette spørgsmål hverken er reguleret i direktivet eller i nogen andre EU-retlige instrumenter, henhører det således ikke herunder.

70.

Jeg kan ikke tilslutte mig denne fortolkning.

71.

Inden for rammerne af EMRK, som udgør en fuldstændig ordning til beskyttelse af menneskerettigheder, udgør EMRK’s artikel 5 således en særlig bestemmelse vedrørende de foranstaltninger, som indebærer frihedsberøvelse. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol undersøger følgelig, hvorvidt der foreligger »begrundet mistanke« i forbindelse med en varetægtsfængsling i lyset af EMRK’s artikel 5. Denne sidstnævnte bestemmelse indeholder en særlig bestemmelse i stk. 4, sammenholdt med artiklens stk. 1, litra c), hvorefter retsinstanser, som skal tage stilling til en anmodning om løsladelse, er forpligtede til at undersøge spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger begrundet mistanke om, at den tilbageholdte person har begået en forbrydelse. Følgelig er det ikke overraskende, at sager anlagt mod Republikken Bulgarien i denne forbindelse bygger på EMRK’s artikel 5 ( 28 ), idet denne regel kan betragtes som lex specialis ( 29 ) i forhold til uskyldsformodningen.

72.

Den omstændighed, at forpligtelsen til at undersøge, om der foreligger »begrundet mistanke« i henhold til den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis systematisk bygges på EMRK’s artikel 5, er imidlertid ikke til hinder for, at en sådan forpligtelse ligeledes kan udledes af kravene forbundet med uskyldsformodningen.

73.

I forbindelse med EU-retten har chartrets artikel 52, stk. 3, til følge, at betydningen og rækkevidden af de rettigheder, der sikres herved, er de samme som dem, der er tillagt ved den pågældende konvention for de tilsvarende rettigheder. Dette betyder imidlertid ikke, at de særlige standarder, som den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har udviklet i forbindelse med en bestemt grundlæggende rettighed, ikke i forbindelse med EU-retten kan udgøre forhold, som er del af det indhold, der beskyttes ved andre grundlæggende rettigheder.

74.

En sådan begrænsning kan særligt ikke pålægges i forbindelse med fortolkningen i lyset af de grundlæggende rettigheder af en afledt retsakt, som følger en anden intern logik. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols ordning gør det således muligt at undersøge de omhandlede klagepunkter i forhold til de mere specifikke bestemmelser, mens chartrets ordning til beskyttelse af grundlæggende rettigheder i denne henseende adskiller sig ved udelukkende at være tilknyttet EU-rettens anvendelsesområde.

75.

I forbindelse med fortolkningen af direktiv 2016/343 om visse aspekter af uskyldsformodningen kan indholdet og betydningen af garantierne i direktivets artikel 3 og chartrets artikel 48, stk. 1, følgelig ikke opfattes restriktivt af de af Kommissionen fremførte årsager. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at chartrets artikel 52, stk. 3, ikke er til hinder for, at EU-retten giver en videre beskyttelse i forhold til den, der følger af EMRK.

76.

I denne forbindelse er den logiske forbindelse mellem kriteriet »begrundet mistanke« i forbindelse med varetægtsfængsling og uskyldsformodningen som sikret ved artikel 3 i direktiv 2016/343 og chartrets artikel 48, stk. 1, fuldstændig indiskutabel. Som den forelæggende ret har anført, består uskyldsformodningen i praksis i, at det er umuligt at iværksætte strafferetlige foranstaltninger over for en person, der er sigtet for at have begået en forbrydelse, inden det i det mindste er påvist, at der foreligger begrundet mistanke om, at han har begået den. Enhver frihedsberøvelse uden domfældelse udgør uden tvivl en »alvorlig fravigelse fra principperne om individuel frihed og uskyldsformodningen« ( 30 ). Det er på dette grundlag, at kravet om »begrundet mistanke« inden for rammerne af EMRK udgør et af de kriterier, der gør det muligt at frihedsberøve en person før domfældelse til trods for uskyldsformodningen ( 31 ). Særligt i forbindelse med varetægtsfængsling er kravet om »begrundet mistanke« således forbundet med sikringen af uskyldsformodningen.

77.

Jeg er af den opfattelse, at den omstændighed, at der ikke foretages nogen domstolskontrol af, om der foreligger begrundet mistanke om, at den tiltalte har begået overtrædelsen, kan være i strid med uskyldsformodningen.

78.

En sådan opfattelse af uskyldsformodningen støttes i øvrigt af en systematisk undersøgelse af bestemmelserne i direktiv 2016/343 om visse særlige aspekter af uskyldsformodningen.

79.

Forbindelsen mellem nødvendigheden af at godtgøre et minimum af begrundet mistanke og uskyldsformodningen fremgår af artikel 4 i direktiv 2016/343, sammenholdt med 16. betragtning hertil.

80.

I henhold til direktivets artikel 4 berører forpligtelsen til at sikre, at en mistænkt i andre retsafgørelser end dem, der omhandler skyldsspørgsmålet, ikke omtales som skyldig, så længe denne persons skyld ikke er bevist, ikke »foreløbige afgørelser af proceduremæssig art, [...] som er baseret på mistanke eller belastende beviser«. Blandt disse afgørelser nævner 16. betragtning bl.a. afgørelser om varetægtsfængsling. Det anføres i øvrigt udtrykkeligt, at inden der træffes en sådan afgørelse, er den kompetente myndighed »måske nødt til forinden at kontrollere, at der er tilstrækkelige elementer af belastende beviser mod den mistænkte eller tiltalte til at begrunde den pågældende afgørelse«. Den pågældende afgørelse »vil kunne indeholde henvisninger til disse elementer«.

81.

Artikel 4 i direktiv 2016/343 sikrer således medlemsstaterne en skønsmargin samtidig med, at bestemmelsen afspejler forpligtelsen til at lægge tilstrækkelige begrundelser til grund for foreløbige afgørelser af proceduremæssig art, såsom varetægtsfængsling. EU-lovgiver har på den ene side villet fastslå, at sådanne afgørelser ikke i sig selv udgør en tilsidesættelse af uskyldsformodningen, selv hvis de henviser til, at der foreligger begrundet mistanke. På den anden side har lovgiver imidlertid udtrykkeligt fastsat, at retsinstanserne kan være forpligtede til at lægge tilstrækkelige begrundelser til grund for deres afgørelser. Direktivet afspejler således kravet om en undersøgelse af den begrundede mistanke som begrundelse for foreløbige afgørelser, som bygger på mistanker, såsom varetægtsfængsling. Medlemsstaterne skal følgelig overholde de garantier, som kan udledes af chartret, når de gør brug af den nævnte mulighed for at vedtage »afgørelser af proceduremæssig art«.

82.

De garantier for uskyldsformodningen, som er indeholdt i artikel 4 i direktiv 2016/343, forekommer mig således at kunne gøres gældende såvel i tilfælde af en »positiv« handling fra dommeren (f.eks. en afgørelse, som indeholder bekræftende udtalelser om skyldsspørgsmålet) som i tilfælde af en »negativ« undladelse, såsom fuldstændig mangel på domstolskontrol af den mistanke, der ligger til grund for en varetægtsfængslingsforanstaltning under hovedforhandlingen i en straffesag.

83.

Det skal ligeledes fremhæves, at artikel 4, stk. 2, i direktiv 2016/343 pålægger medlemsstaterne en forpligtelse til at vedtage passende foranstaltninger i tilfælde af en tilsidesættelse af forpligtelsen til at undlade at omtale mistænkte eller tiltalte som skyldige i overensstemmelse med direktivets artikel 10. I henhold til denne artikel 10 skal mistænkte og tiltalte således råde over effektive retsmidler. I tilfælde af manglende domstolskontrol af den »begrundede mistanke« er et sådant retsmiddel imidlertid ikke effektivt.

84.

Det er af disse grunde, at opretholdelsen af frihedsberøvelsen af en person uden nogen domstolskontrol af den »begrundede mistanke« efter min opfattelse kan udgøre en tilsidesættelse af princippet om uskyldsformodningen i den forstand, hvori det er fastsat i artikel 3 i direktiv 2016/343, og de garantier, der gives ved direktivets artikel 4 og 10.

85.

På grundlag af de anførte betragtninger skal jeg foreslå Domstolen at give Spetsializiran nakazatelen sad (særlig domstol i straffesager, Bulgarien) følgende svar:

»En udtalelse fra Varhoven kasatsionen sad (øverste kassationsdomstol, Bulgarien), som er afsagt i løbet af gennemførelsesperioden for Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/343 af 9. marts 2016 om styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen i straffesager, kan ikke bringe virkeliggørelsen af det ved dette direktiv foreskrevne resultat i alvorlig fare ved at give retsinstanserne frihed til at vælge mellem at anvende artikel 5, stk. 4, i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950, sammenholdt med artikel 5, stk. 1, litra c), heri, eller at anvende den nationale lovgivning, som er i strid med disse bestemmelser.«