1.

Denne sag vedrører en anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal da Relação do Porto (appeldomstol i Porto, Portugal) vedrørende fortolkningen af artikel 5 i direktiv 93/104/EF ( 2 ) og artikel 5 i 2003/88/EF ( 3 ) om ugentlig hviletid samt artikel 31 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) om retten til retfærdige og rimelige arbejdsforhold. Den forelæggende ret ønsker nærmere bestemt oplyst, om den ugentlige hviletid, som en arbejdstager har ret til i henhold til de nævnte bestemmelser, skal tildeles senest den syvende dag efter seks på hinanden følgende arbejdsdage.

2.

I dette forslag til afgørelse vil jeg redegøre for grundene til, at jeg mener, at dette spørgsmål skal besvares benægtende, og at den ugentlige hviledag i henhold til de nævnte bestemmelser kan tildeles på en hvilken som helst dag inden for hver syvdagesperiode.

3.

Direktiv 93/104 blev ophævet og erstattet af direktiv 2003/88 med virkning fra den 2. august 2004 ( 4 ). De faktiske omstændigheder i hovedsagen reguleres, rationae temporis, dels af direktiv 93/104, dels af direktiv 2003/88 ( 5 ).

4.

Artikel 5 i direktiv 93/104 med overskriften »Ugentlig hviletid« bestemmer:

»Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle arbejdstagere for hver syvdagesperiode får en sammenhængende minimumshvileperiode på 24 timer, hvortil lægges de 11 timers daglig hviletid, som er omhandlet i artikel 3.

Hvis objektive eller tekniske omstændigheder eller omstændigheder i forbindelse med arbejdets tilrettelæggelse gør det berettiget, kan der fastsættes en minimumshvileperiode på 24 timer.«

5.

Artikel 5 i direktiv 2003/88 er identisk med artikel 5 i direktiv 93/104 ( 6 ).

6.

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at direktiv 93/104 blev gennemført i den portugisiske retsorden med vedtagelsen af Código do Trabalho 2003 ( 7 ) (lov om arbejde af 2003). Det bestemmes i denne lovs artikel 205, stk. 1 ( 8 ):

»En arbejdstager har ret til mindst en hviledag om ugen.«

7.

Nævnte lovs artikel 206, stk. 1, bestemmer:

»Der kan hver uge eller visse uger om året gives en halv hviledag eller en hviledag ud over den ugentlige hviledag, der er fastsat i loven.«

8.

Artikel 207, stk. 1, i den nævnte lov bestemmer:

»Til den obligatoriske ugentlige hviledag skal lægges en periode på 11 timer, der svarer til den daglige minimumshviletid, der er fastsat i artikel 176.«

9.

Direktiv 2003/88 blev gennemført i den portugisiske retsorden med vedtagelsen af Código do Trabalho 2009 ( 9 ) (lov om arbejde af 2009).

10.

I nævnte lovs artikel 232, stk. 1 og 3, bestemmes:

»1.   En arbejdstager har ret til mindst en hviledag om ugen.

[…]

3.   En bestemmelse, som følger af en kollektiv forhandling eller en ansættelseskontrakt, kan fastsætte en supplerende ugentlig hviletid, som kan være kontinuerlig eller diskontinuerlig, alle eller visse uger om året.«

11.

Nævnte lovs artikel 233, stk. 1 og 2, har følgende ordlyd:

»1.   Den obligatoriske ugentlige hviletid og perioden på 11 timer, der svarer til den daglige minimumshviletid, der er fastsat i artikel 214, skal tages i forlængelse af hinanden.

2.   Den periode på 11 timer, der er omhandlet i førnævnte stykke, skal anses for helt eller delvist afholdt i forbindelse med den supplerende ugentlige hviletid, der afholdes i forlængelse af den obligatoriske ugentlige hviletid.«

12.

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at ansættelsesforholdet mellem parterne i hovedsagen ligeledes blev reguleret af to lokalaftaler af henholdsvis 2002 og 2003 ( 10 ). I disse aftaler bestemmes bl.a., at en arbejdstager med sagsøgeren i hovedsagens stilling har ret til to sammenhængende ugentlige hviledage.

13.

Sagsøgeren i hovedsagen, António Fernando Maio Marques da Rosa, var ansat fra 1991-2014 – fra 1999 som kasserer – i det sagsøgte selskab, Varzim Sol – Turismo, Jogo e Animação SA (herefter »Varzim Sol«), som ejer og driver et kasino i Portugal. Kasinoet er åbent alle dage, undtagen den 24. og 25. december, i et vist antal timer fra eftermiddag til morgen.

14.

På tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen indeholdt arbejdsplanen for de ansatte hos Varzim Sol, der arbejdede i spillehallerne, to på hinanden følgende hviledage. Kassererne, herunder sagsøgeren, skiftede mellem de fire eksisterende arbejdsskemaer i overensstemmelse med de forud fastsatte arbejdstider, som sagsøgte havde meddelt.

15.

I 2008 og 2009 arbejdede sagsøgeren ind imellem syv på hinanden følgende dage. Fra 2010 ændrede Varzim Sol arbejdsskemaerne, således at de ansatte ikke arbejdede mere end seks på hinanden følgende dage.

16.

Sagsøgerens ansættelseskontrakt ophørte den 16. marts 2014.

17.

Sagsøgeren anlagde sag mod Varzim Sol med påstand om, i det væsentlige, at blev fastslået, at sidstnævnte ikke havde givet ham de obligatoriske hviledage, som han mente, at han havde ret til i henhold til den portugisiske lovgivning og lokalaftalerne. I denne forbindelse krævede han godtgørelse og erstatning svarende til den gældende løn for de udførte overarbejdstimer, for de syvende på hinanden følgende dage, på hvilke han havde måttet arbejde, og for den manglende anden ugentlige hviledag samt for de ikke tildelte kompenserende hviledage.

18.

Retten i første instans gav ikke sagsøgeren medhold, hvorefter han iværksatte appel ved Tribunal da Relação do Porto (appeldomstol i Porto).

19.

Sidstnævnte retsinstans er i tvivl om fortolkningen af artikel 5 i direktiv 93/104 og artikel 5 i direktiv 2003/88 og har besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

20.

Der er afgivet skriftlige indlæg af sagsøgeren i hovedsagen, af Varzim Sol, af den portugisiske, den ungarske, den polske, den finske og den svenske regering samt af Europa-Kommissionen. Under retsmødet, der blev afholdt den 5. april 2017, afgav den portugisiske regering samt Kommissionen mundtlige indlæg.

21.

Med det første til det tredje spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 5 i direktiv 93/104 og artikel 5 i direktiv 2003/88 samt chartrets artikel 31 skal fortolkes således, at den ugentlige hvileperiode, som en arbejdstager har ret til, senest skal tildeles på syvendedagen efter seks på hinanden følgende arbejdsdage eller om arbejdsgiveren for hver syvdagesperiode frit kan vælge det tidspunkt, hvor den ugentlige hvileperiode skal placeres.

22.

Indledningsvis konstateres, at de faktiske omstændigheder i hovedsagen henhører dels under bestemmelserne i direktiv 93/104, der var gældende indtil den 1. august 2004, dels under bestemmelserne i direktiv 2003/88, som med virkning fra den 2. august 2004 foretog en kodifikation af bestemmelserne i direktiv 93/104 ( 11 ). Eftersom artikel 5 i de nævnte direktiver imidlertid er affattet i identiske vendinger ( 12 ), og eftersom de besvarelser, der skal gives af den forelæggende rets tre første spørgsmål, som følge af denne identitet er de samme, uanset hvilket direktiv der finder anvendelse, skal der ved besvarelsen af disse spørgsmål udelukkende henvises til bestemmelserne i direktiv 2003/88 ( 13 ). Af samme grund må det desuden antages, at Domstolens fortolkning af artikel 5 i direktiv 93/104 i sin helhed kan overføres til artikel 5 i direktiv 2003/88 ( 14 ).

23.

I øvrigt konstateres, at det første spørgsmål specifikt vedrører »et tilfælde med skifteholdsarbejdere, der har skiftende hvileperioder, og som er ansat i en virksomhed, der har åbent alle ugens dage, men som ikke er åben kontinuerligt i alle døgnets 24 timer«. Denne formulering rejser spørgsmål om den eventuelle relevans, i det foreliggende tilfælde, af artikel 17, stk. 4, litra a), i direktiv 2003/88, hvorefter bl.a. artikel 5 i samme direktiv kan fraviges for skifteholdsarbejde ( 15 ).

24.

Den forelæggende ret har imidlertid ikke oplyst, om den er af den opfattelse, at sagsøgeren i hovedsagen i forbindelse med hans ansættelse hos Varzim Sol skulle anses for skifteholdsarbejder som omhandlet i artikel 2, punkt 6, i direktiv 2003/88, og/eller at han i dette selskab udførte skifteholdsarbejde som omhandlet i dette direktivs artikel 2, punkt 5 ( 16 ). Endvidere er den forelæggende ret ikke fremkommet med nogen oplysninger, hvoraf det fremgår, at portugisisk ret fastsætter undtagelser til artikel 5 i direktiv 2003/88 for skifteholdsarbejde, således som det er tilladt i dette direktivs artikel 17, stk. 4, litra a) ( 17 ). Denne retsinstans har nemlig hverken henvist til denne sidstnævnte bestemmelse eller til de bestemmelser i portugisisk ret, som sagsøgeren har påberåbt sig, vedrørende skifteholdsarbejdere ( 18 ).

25.

Under disse omstændigheder lægger jeg til grund, at portugisisk ret ikke fastsætter undtagelser til artikel 5 i direktiv 2003/88 for skifteholdsarbejde ( 19 ), i overensstemmelse med dette direktivs artikel 17, stk. 4, litra a), og at sidstnævnte bestemmelse derfor ikke er relevant med henblik på at træffe afgørelse i tvisten i hovedsagen.

26.

Det må desuden konstateres, at den forelæggende ret heller ikke er fremkommet med oplysninger, hvorefter lokalaftalerne, som regulerer ansættelsesforholdet mellem parterne i tvisten i hovedsagen, indeholder bestemmelser, der fraviger artikel 5 i direktiv 2003/88, i overensstemmelse med dette direktivs artikel 18 ( 20 ). Tværtimod fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at disse afgørelser gav sagsøgeren ret til en supplerende ugentlig hviledag ud over den, der er fastsat i artikel 5 i direktiv 2003/88 ( 21 ). Med andre ord tildelte de nævnte aftaler sagsøgeren en mere vidtgående beskyttelse end den, der er fastsat i nævnte artikel 5 ( 22 ).

27.

Henset til det foregående er det min opfattelse, at det første til det tredje præjudicielle spørgsmål ikke vedrører det tilfælde, hvor national ret eller kollektive overenskomster tillader undtagelser til artikel 5 i direktiv 2003/88, i overensstemmelse med henholdsvis artikel 17, stk. 4, litra a), og artikel 18 i det nævnte direktiv, men snarere den »standardsituation«, der udelukkende reguleres ved dette direktivs artikel 5. Den forelæggende ret har nemlig selv bemærket, at de bestemmelser i lov om arbejde af 2003, i lov om arbejde af 2009 og i lokalaftalerne, der finder anvendelse på hovedsagen, skal fortolkes i overensstemmelse med sidstnævnte artikel.

28.

Endelig bemærkes, at den forelæggende ret med sit andet præjudicielle spørgsmål er i tvivl om, hvorvidt den situation, hvor en arbejdstager kan forpligtes til »uden vederlag for overarbejde« at arbejde i op til ti på hinanden følgende dage, er i overensstemmelse med artikel 5 i direktiv 2003/88 og chartrets artikel 31.

29.

I denne henseende bemærkes, at det følger af Domstolens praksis, at bortset fra den særlige situation, der er nævnt i artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88 vedrørende området for årlig betalt ferie, begrænser dette direktiv sig til at regulere visse aspekter af tilrettelæggelsen af arbejdstiden, hvorfor det i princippet ikke finder anvendelse på arbejdstagernes lønforhold ( 23 ). Følgelig afhænger spørgsmålet om, hvorvidt og, i givet fald, i hvilket omfang sagsøgeren, således som han hævder ( 24 ), har ret til løn for overarbejde, ikke af direktiv 2003/88, men eventuelt af de relevante bestemmelser i national ret samt i de lokalaftaler, der finder anvendelse.

30.

Sammenfattende er jeg af den opfattelse, at det første til det tredje spørgsmål skal forstås således, at det nærmere bestemt ønskes afgjort, om artikel 5 i direktiv 2003/88 og chartrets artikel 31 skal fortolkes således, at den ugentlige hvileperiode skal tildeles senest den syvende dag efter seks på hinanden følgende arbejdsdage.

31.

Med det fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, hvorledes artikel 16, litra a), i direktiv 2003/88, hvorefter medlemsstaterne med henblik på gennemførelsen af artikel 5 kan fastsætte en referenceperiode på ikke over 14 dage ( 25 ), skal fortolkes.

32.

I denne henseende har den forelæggende ret ikke fremlagt nogen oplysninger, hvoraf det fremgår, at Den Portugisiske Republik har gjort brug af den mulighed, der er fastsat i artikel 16, litra a), i direktiv 2003/88, for at fastsætte en sådan referenceperiode for gennemførelsen af artikel 5. Såvel sagsøgeren i hovedsagen som den portugisiske regering og Kommissionen har anført, at denne mulighed ikke er udnyttet i den portugisiske lovgivning.

33.

Under disse omstændigheder foreslår jeg Domstolen, at den, i overensstemmelse med fast retspraksis, fastslår, at det fjerde spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling ( 26 ).

34.

Ifølge artikel 5 i direktiv 2003/88 skal medlemsstaterne sikre, at alle arbejdstagere for hver syvdagesperiode får en sammenhængende minimumshvileperiode på 24 timer (herefter »den ugentlige hvileperiode«), hvortil lægges de 11 timers daglig hviletid, som er omhandlet i dette direktivs artikel 3.

35.

Sagsøgeren og den portugisiske regering har nærmere bestemt gjort gældende, at den ugentlige hvileperiode i henhold til artikel 5 i direktiv 2003/88 skal tildeles senest på syvendedagen efter seks på hinanden følgende arbejdsdage. Derimod er Varzim Sol, den ungarske, den polske, den finske og den svenske regering samt Kommissionen nærmere bestemt af den opfattelse, at denne bestemmelse blot fastsætter, at der skal tildeles en hvileperiode på mindst 35 timer ( 27 ) for hver syvdagesperiode, og at den ugentlige hvileperiode derfor kan ligge på en hvilken som helst dag i denne syvdagesperiode.

36.

Det må indledningsvis fastslås, at ordene »for hver syvdagesperiode« i artikel 5 i direktiv 2003/88 ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret, og at de følgelig, ifølge Domstolens faste praksis, skal undergives en selvstændig og ensartet fortolkning i hele Unionen ( 28 ).

37.

Af nedenstående grunde tilslutter jeg mig en fortolkning, hvorefter artikel 5 i direktiv 2003/88 ikke kræver, at den ugentlige hvileperiode nødvendigvis tildeles senest på syvendedagen efter 6 på hinanden følgende arbejdsdage, men at det følger af denne bestemmelse, at den nævnte periode skal tildeles inden for hver syvdagesperiode. Denne fortolkning indebærer, at en arbejdstager i medfør af den nævnte bestemmelse principielt kan have pligt til at arbejde i op til 12 på hinanden følgende dage ( 29 ), for så vidt som de øvrige minimumsforskrifter i direktiv 2003/88 overholdes, bl.a. kravene om daglig hviletid og maksimal ugentlig arbejdstid ( 30 ).

38.

For det første mener jeg, at denne konklusion følger af en ordlydsfortolkning af artikel 5 i direktiv 2003/88. Ordene »for hver syvdagesperiode« henviser nemlig ikke til et præcist tidspunkt, hvorpå den ugentlige hvileperiode skal placeres, men henvises snarere til en varighed (syv dage), inden for hvilken en sådan periode skal tildeles. Desuden nævner denne bestemmelses ordlyd ikke »på hinanden følgende arbejdsdage«, men kræver tværtimod, at den ugentlige hvileperiode tildeles for hver syvdagesperiode, uafhængigt af, om, og i hvilket omfang, arbejdstageren har arbejdet eller ej i disse syv dage ( 31 ).

39.

Det følger efter min opfattelse heraf, at begrebet »syvdagesperiode« i artikel 5 i direktiv 2003/88 ikke henviser til en periode, hvis begyndelsestidspunkt er variabelt derved, at den starter efter afslutningen af hver ugentlig hvileperiode, således som sagsøgeren i hovedsagen og den portugisiske regering synes at antage, men snarere til faste perioder, der efterfølger hinanden ( 32 ).

40.

For det andet bemærkes, at EU-lovgiver i andre af Unionens lovtekster udtrykkeligt har pålagt medlemsstaterne at sikre arbejdstagerne en hvileperiode efter en vis tidsperiode ( 33 ). Den omstændighed, at EU-lovgiver har anvendt en mere blød formulering i artikel 5 i direktiv 2003/88, viser, ifølge min opfattelse, at EU-lovgiver ikke har villet påbyde, at den ugentlige hvileperiode, der er fastsat i denne artikel, skal tildeles efter et vist antal på hinanden følgende arbejdsdage ( 34 ). Jeg tilføjer, at den fortolkning, som sagsøgeren og den portugisiske regering forfægter, hvorefter artikel 5 begrænser antallet af på hinanden følgende arbejdsdage til seks, ikke finder støtte i nogen af sprogversionerne af direktiv 2003/88 ( 35 ).

41.

For det tredje bekræfter forarbejderne til direktiv 93/104, som blev erstattet af direktiv 2003/88 ( 36 ), efter min opfattelse, at dette direktivs artikel 5 har til formål at sikre arbejdstagerne en minimumshvileperiode pr. uge, idet de nationale lovgivere og arbejdsmarkedets parter overlades et vist råderum hvad angår tilrettelæggelse af arbejdstiden ( 37 ). Denne forståelse er ligeledes den, der ligger til grund for Kommissionens dokumenter vedrørende medlemsstaternes gennemførelse af direktiv 93/104 og 2003/88 ( 38 ). Desuden forholder det sig således, at selv om den oprindelige version af artikel 5 i direktiv 93/104 nævnte hviletid om søndagen, begrænsede denne bestemmelse sig til at fastslå, at den ugentlige hvileperiode »i princippet« omfattede søndagen ( 39 ).

42.

Endelig er jeg af den opfattelse, at den omstændighed at pålægge en ugentlig hvileperiode inden for hver syvdagesperiode er i overensstemmelse med det grundlæggende formål med direktiv 2003/88, således som fastslået af Domstolen, nemlig effektivt at beskytte arbejdstagernes sikkerhed og sundhed ( 40 ). I denne henseende bemærkes, at artikel 5 i direktiv 2003/88 kun udgør en grundregel, som finder anvendelse på alle arbejdstagere, hvortil kommer særlige regler for de erhvervssektorer, der er kendetegnet ved visse ulemper eller særlige risici ( 41 ).

43.

For så vidt angår chartrets artikel 31, der er en bestemmelse, som ligeledes er omfattet af de præjudicielle spørgsmål, skal det fastslås, at enhver arbejdstager ifølge den nævnte artikels stk. 2 bl.a. har ret til ugentlige hvileperioder. Det fremgår imidlertid af forklaringerne til chartret ( 42 ), at det nævnte stykke er baseret på direktiv 93/104 samt på artikel 2 i den europæiske socialpagt ( 43 ) og på punkt 8 i fællesskabspagten om arbejdstagernes grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder ( 44 ).

44.

Under disse omstændigheder må det hvad angår retten til ugentlig hviletid antages, at rækkevidden af chartrets artikel 31, stk. 2, svarer til rækkevidden af artikel 5 i direktiv 2003/88. Det følger heraf, at chartrets artikel 31, stk. 2, ikke kan tilføre supplerende relevante elementer med henblik på den ønskede fortolkning af artikel 5 i direktiv 2003/88.

45.

Henset til det ovenstående er jeg af den opfattelse, at artikel 5 i direktiv 2003/88 og chartrets artikel 31 skal fortolkes således, at de ikke kræver, at der tildeles en hvileperiode senest den syvende dag efter 6 på hinanden følgende arbejdsdage, men at de påbyder, at en sådan periode tildeles inden for hver syvdagesperiode. Der erindres om, at denne fortolkning ligeledes gælder for artikel 5 i direktiv 93/104 ( 45 ). Den nævnte fortolkning indebærer, at en arbejdstager i henhold til de nævnte bestemmelser principielt kan have pligt til at arbejde i op til 12 på hinanden følgende dage, for så vidt som de øvrige minimumsforskrifter i direktiv 2003/88 overholdes, bl.a. kravene om daglig hviletid og maksimal ugentlig arbejdstid ( 46 ).

46.

I denne sammenhæng bemærkes, at medlemsstaterne, henset til den minimumsharmonisering, som foretages i direktiv 2003/88, har frihed til at fastsætte nationale bestemmelser, som tildeler arbejdstagerne en mere omfattende beskyttelse hvad angår ugentlig hviletid end den beskyttelse, der gives med direktiv 2003/88. Således som det udtrykkeligt fremgår af dette direktivs artikel 15, berører dette direktiv ikke medlemsstaternes adgang til at anvende eller indføre love og administrative bestemmelser, der er gunstigere med hensyn til beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed ( 47 ). Det tilkommer den forelæggende ret at afgøre, om og i hvilket omfang sådanne gunstigere bestemmelser er fastsat i den portugisiske lovgivning ( 48 ) og/eller i de lokalaftaler, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen ( 49 ).

47.

Henset til ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare de af Tribunal da Relação do Porto (appeldomstolen i Porto, Portugal) forelagte spørgsmål således:

»Artikel 5 i Rådets direktiv 93/104/EF af 23. november 1993 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden, artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden og artikel 31 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke kræver, at den ugentlige hvileperiode skal tildeles senest den syvende dag efter seks på hinanden følgende arbejdsdage, men påbyder, at denne tildeles inden for hver syvdagesperiode.«