1. 

Den foreliggende sag giver Domstolen lejlighed til endnu en gang at præcisere begreberne »kontraktforhold« og »levering af tjenesteydelser« i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område ( 2 ).

2. 

Domstolen anmodes således om at fastslå, om et regressøgsmål mellem medskyldnere, anlagt på grundlag af en låneaftale, vedrører kontraktforhold. Domstolen bør i bekræftende fald undersøge, om en sådan aftale kan betegnes som en aftale om levering af tjenesteydelser, hvorefter den i givet fald kan fastsætte opfyldelsesstedet for den karakteristiske forpligtelse.

3. 

I dette forslag til afgørelse vil jeg redegøre for årsagerne til, at nævnte forordnings artikel 7, nr. 1), efter min opfattelse skal fortolkes således, at et regressøgsmål mellem medskyldnere er omfattet af »kontraktforhold« i henhold til denne bestemmelse.

4. 

Dernæst vil jeg redegøre for årsagen til, at nævnte forordnings artikel 7, nr. 1), litra b), andet led, efter min opfattelse skal fortolkes således, at den låneaftale, der danner grundlag for det regressøgsmål, som en medskyldner har anlagt, skal betegnes som en kontrakt om levering af tjenesteydelser i henhold til denne bestemmelse, idet opfyldelsesstedet for den forpligtelse, der ligger til grund for søgsmålet, er det sted, hvor långiveren har forretningsadresse.

5.

Følgende fremgår af fjerde betragtning til forordning (EF) nr. 1215/2012:

»Visse forskelle mellem de nationale regler for retternes kompetence og anerkendelse af retsafgørelser virker hæmmende for det indre markeds funktion. Det er tvingende nødvendigt at have bestemmelser, der kan gøre reglerne for retternes kompetence på det civil- og handelsretlige område ensartede og sikre hurtig og enkel anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser truffet i en medlemsstat.«

6.

Følgende fremgår af 15. og 16. betragtning til forordningen:

7.

Forordningens artikel 4, stk. 1, bestemmer, at »[m]ed forbehold af bestemmelserne i denne forordning skal personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne medlemsstat.«

8.

Artikel 7 i forordning nr. 1215/2012 er affattet således:

»En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges i en anden medlemsstat:

9.

Følgende fremgår af 7. og 17. betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) ( 3 ):

[…]

10.

Denne forordnings artikel 16 med overskriften »Flere skyldnere« er affattet således:

»Har en fordringshaver en fordring mod flere skyldnere, der hæfter solidarisk, og har en af skyldnerne allerede fyldestgjort fordringen helt eller delvis, afgør den lov, der finder anvendelse på denne skyldners forpligtelse over for fordringshaveren, også denne skyldners regresret over for de øvrige skyldnere. De øvrige skyldnere kan påberåbe sig de indsigelser, de havde over for fordringshaveren, for så vidt der er hjemmel herfor i den lov, der finder anvendelse på deres forpligtelser over for fordringshaveren.«

11.

I artikel 2, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/65/EF af 23. september 2002 om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne og om ændring af Rådets direktiv 90/619/EØF samt direktiv 97/7/EF og 98/27/EF ( 6 ) defineres begrebet »finansiel tjenesteydelse« som »enhver tjeneste, der har karakter af bank-, kredit-, forsikrings-, individuel pensions-, investerings- eller betalingstjenesteydelse«.

12.

Det fremgår af § 896 i Allgemeines Bürgerliches Gesetzbuch (borgerlig lovbog, herefter »ABGB«), at en medskyldner, der hæfter solidarisk, og som har betalt hele gælden alene, også selv om der ikke er sket en overdragelse af rettigheder, kan kræve tilbagebetaling fra de øvrige skyldnere, fordelt på lige store dele, hvis et andet forhold ikke er aftalt mellem skyldnerne.

13.

Inden ABGB’s § 905, stk. 2, blev ændret ved Zahlungsverzugsgesetz (lov om betalingsmora) af 20. marts 2013 ( 7 ), bestemte den, at skyldneren i tvivlstilfælde for egen regning og risiko skal foretage betaling til fordringshaveren på dennes bopæl (forretningssted).

14.

Med denne lov blev der ligeledes indsat en § 907a i ABGB, som bestemmer, at en pengeskyld skal opfyldes på fordringshaverens bopæl eller forretningssted, idet pengebeløbet overgives på dette sted eller overføres til en af fordringshaver anvist bankkonto.

15.

I henhold ABGB’s § 1042 kan den, der afholder en udgift for en anden, som denne ifølge loven selv skulle have afholdt i henhold til bestemmelserne i denne lov, kræve udgiften erstattet.

16.

Ifølge ABGB’s § 1503, stk. 2, nr. 1, skal § 907a som ændret ved nævnte lov finde anvendelse på retsforhold, som stiftes fra og med den 16. marts 2013. Retsforhold, der er stiftet inden denne dato, er fortsat omfattet af de tidligere bestemmelser. Hvis sådanne tidligere stiftede retsforhold imidlertid omhandler gentagne pengeydelser, gælder de nye bestemmelser for de betalinger, som forfalder til betaling fra den 16. marts 2013.

17.

Stefan Benkö (herefter »sagsøgeren«), der er østrigsk statsborger, har ved de østrigske domstole anlagt et regressøgsmål over for Saale Kareda (herefter »sagsøgte«), der er estisk statsborger og sagsøgerens tidligere partner, vedrørende et beløb på 17145,41 EUR plus renter og omkostninger.

18.

Mens sagsøgeren og den sagsøgte boede sammen, købte de i 2007 et hus og optog i denne forbindelse tre lån på i alt 300000 EUR (herefter »lånet«) i en østrigsk bank. De var begge låntagere, og den forelæggende ret har oplyst, at de begge hæftede solidarisk.

19.

I slutningen af 2011 afsluttede den sagsøgte samlivet og bosatte sig igen i Estland. Den forelæggende ret har i denne forbindelse præciseret, at hendes nuværende bopæl i Estland er ukendt.

20.

Fra juni 2012 ophørte den sagsøgte med at opfylde sine forpligtelser til at afdrage på lånene. Sagsøgeren måtte således betale sin tidligere partners ydelser ud over sine egne månedlige ydelser frem til juni 2014. Det er disse betalinger, der er genstand for det foreliggende søgsmål.

21.

Landesgericht St. Pölten (regional domstol i St. Pölten, Østrig), der er retten i første instans, har forgæves taget kontakt til den estiske ambassade i Østrig for at finde frem til sagsøgtes adresse. Der er derfor blevet udpeget en forkyndelsesbemyndiget, som skal repræsentere hende.

22.

Denne forkyndelsesbemyndigede, der har modtaget alle forkyndelserne, har fremsat en kompetenceindsigelse i første instans med den begrundelse, at sagsøgte har bopæl i Estland, dvs. på en anden medlemsstats område. Han var endvidere af den opfattelse, at de af sagsøgeren beskrevne faktiske omstændigheder ikke kan subsummeres under bestemmelserne i kapitel II, afdeling 2-7, i forordning nr. 1215/2012, som er bestemmelser om retternes kompetence, der afviger fra den almindelige kompetenceregel, der blev indført med nævnte forordnings artikel 4, stk. 1. Under alle omstændigheder har han gjort gældende, at Landesgericht St. Pölten (regional domstol i St. Pölten), som sagsøgeren har indbragt sagen for, savner stedlig kompetence, da lånefinansieringen er sket via en østrigsk bank, og opfyldelsesstedet herfor (bankens hjemsted) ikke ligger i den Landesgerichts retskreds.

23.

Ved afgørelse af 5. august 2015 fastslog Landesgericht St. Pölten (regional domstol i St. Pölten), at den savner international kompetence. Sagsøgeren appellerede denne afgørelse til Oberlandesgericht Wien (øverste regionale domstol i Wien, Østrig), der ved afgørelse af 28. december 2015 ændrede afgørelsen af 5. august 2015.

24.

Sagsøgte har derfor iværksat en revisionsappel ved den forelæggende ret.

25.

Oberster Gerichtshof (øverste domstol, Østrig), der er i tvivl om, hvilken fortolkning der skal anlægges af EU-retten, har besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

26.

I den foreliggende sag søger den forelæggende ret at afgøre, hvilken domstol der har kompetence til at påkende tvisten i hovedsagen, på grundlag af de kompetenceregler, der er fastlagt i forordning nr. 1215/2012.

27.

Problemstillingen i den foreliggende sag udspringer af, at det søgsmål, som sagsøgeren har anlagt, er et regressøgsmål mellem medskyldnere, som tager udgangspunkt i en låneaftale, der er indgået mellem medskyldnerne og en østrigsk bank.

28.

Inden det klarlægges, hvilke kompetenceregler der finder anvendelse på hovedsagen, er det i realiteten først og fremmest vigtigt at besvare spørgsmålet, om de retsforhold, der stiftes mellem medskyldnere, der hæfter solidarisk som følge af indgåelsen af låneaftalen, kan »adskilles« fra denne, eller om det hele udgør en uadskillelig enhed.

29.

Af nedenstående årsager er jeg af den opfattelse, at de retsforhold mellem medskyldnere, som hæfter solidarisk, der stiftes som følge af indgåelsen af en låneaftale, er uadskillelige fra denne aftale.

30.

Disse retsforhold følger således af den låneaftale, som medskyldnerne, der hæfter solidarisk, sammen har indgået. De har således hver især accepteret at betale hele gælden til den fælles kreditor. Tjenesteydelsen, der består i at udlåne penge, hænger således uløseligt sammen med forpligtelsen til at foretage tilbagebetaling. Et lån, hvortil der ikke er knyttet en forpligtelse til tilbagebetaling, er således en gave. Den solidariske forpligtelse til at foretage tilbagebetaling er således en integrerende del af aftaleordningen.

31.

Ikke desto mindre kan den medskyldner, der har betalt hele eller en del af den anden medskyldners andel af den fælles gæld, geninddrive det således betalte beløb ved at anlægge et regressøgsmål. Baggrunden for dette søgsmål hænger således i sig selv sammen med denne aftales beståen. En adskillelse af disse retsforhold fra den aftale, i forbindelse med hvilken de er stiftet, og hvoraf de udspringer, med henblik på anvendelsen af forordning nr. 1215/2012, ville således forekomme kunstig ( 8 ). Alt andet ville i forbindelse med krav baseret på en og samme kontrakt kunne føre til, at flere retsinstanser har kompetence. En medlemsstats retsinstanser ville have kompetence for så vidt angår tvister mellem medskyldnerne og banken, mens en anden medlemsstats retsinstanser ville have kompetence i forbindelse med tvister mellem medskyldnerne indbyrdes.

32.

Det er således mere hensigtsmæssigt, at alle de spørgsmål, der kan opstå som følge af indgåelsen af en låneaftale, kan prøves af den samme retsinstans. Dette fremgår i øvrigt udtrykkeligt af Rom I-forordningen vedrørende lovvalgsregler. Som Kommissionen har fremhævet, bestemmer denne forordnings artikel 16 med overskriften »Flere skyldnere« bl.a., at »[h]ar en fordringshaver en fordring mod flere skyldnere, der hæfter solidarisk, og har en af skyldnerne allerede fyldestgjort fordringen helt eller delvis, afgør den lov, der finder anvendelse på denne skyldners forpligtelse over for fordringshaveren, også denne skyldners regresret over for de øvrige skyldnere«.

33.

Jeg kan derfor ikke se nogen grund til, at det skulle forholde sig anderledes med hensyn til bestemmelse af den ret, der har kompetence til at påkende et regressøgsmål, som en medskyldner i forbindelse med en låneaftale har anlagt mod den anden medskyldner. Desuden kræver den gensidige anvendelse af Rom I-forordningen og forordning nr. 1215/2012 en overensstemmende fortolkning af disse ( 9 ). Endvidere ville en adskillelse af retsforholdene mellem medskyldnere, som hæfter solidarisk for den aftale, der knytter dem sammen, gå imod det mål om en høj grad af forudsigelighed, der tilsigtes med forordning nr. 1215/2012 ( 10 ). For medskyldnere, der hæfter solidarisk, ville det ubestrideligt indebære en høj grad af forudsigelighed at vide, at tvister, der måtte opstå som følge af deres retsforhold, er omfattet af de samme kompetenceregler som selve låneaftalen.

34.

Henset til det ovenstående er jeg af den opfattelse, at den ret, der har kompetence til at prøve en tvist vedrørende de retsforhold mellem medskyldnere, der hæfter solidarisk, der er stiftet med indgåelsen af en låneaftale, bør være den samme som den ret, der har kompetence til at afgøre tvister, der opstår som følge af denne aftale.

35.

Eftersom låneaftalen uden nogen som helst tvivl henhører under området for kontraktforhold, er jeg af den opfattelse, at artikel 7, nr. 1), i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at et regressøgsmål mellem medskyldnere er omfattet af »kontraktforhold« i henhold til denne bestemmelse.

36.

Når det er sagt, ønsker den forelæggende ret oplyst, hvor opfyldelsesstedet for den forpligtelse, der ligger til grund for kravet, er, idet dette sted i henhold til denne artikel er forskelligt afhængigt af, om aftalen er en aftale om salg af varer eller en aftale om levering af tjenesteydelser eller ingen af delene.

37.

Med det andet og det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om nævnte forordnings artikel 7, nr. 1), litra b), andet led, skal fortolkes således, at den låneaftale, der ligger til grund for det regressøgsmål, som en medskyldner har anlagt, skal kvalificeres som en aftale om levering af tjenesteydelser i henhold til denne bestemmelse. Består den karakteristiske forpligtelse i forbindelse med denne aftale i bekræftende fald i tildelingen af lånet, og er opfyldelsesstedet for forpligtelsen således bankens forretningssted?

38.

Efter min opfattelse kan der ikke herske nogen som helst tvivl om, at låneaftalen er en aftale om levering af tjenesteydelser.

39.

Domstolen har fastslået, at »[t]jenesteydelsesbegrebet i det mindste [indebærer], at den part, som præsterer tjenesteydelserne, udøver en nærmere bestemt virksomhed mod vederlag« ( 11 ). Den har præciseret, at det, for at der kan være tale om virksomhed, kræves, at der foretages positive handlinger, og at der ikke blot er tale om simple undladelser ( 12 ). Den har således udelukket licensaftaler, hvormed indehaveren af en immateriel rettighed indrømmer sin medkontrahent en ret til at udnytte denne rettighed mod betaling af et vederlag, for så vidt som indehaveren af den intellektuelle ejendomsret ikke præsterer nogen tjenesteydelse ved at overdrage udnyttelsen af rettigheden, og han forpligter sig udelukkende til at lade sin medkontrahent frit udnytte den nævnte rettighed, fra denne kvalifikation ( 13 ).

40.

Det forholder sig anderledes med låneaftaler. Med denne aftale accepterer eller forpligter en långiver, kreditinstituttet, sig til at udlåne et beløb til låntageren i form af en betalingsfrist, mens låntageren til gengæld forpligter sig til at tilbagebetale dette beløb, idet betalingen for dette lån består i betaling af de renter, der påløber. Leveringen af tjenesteydelser består således i et kreditinstituts udbetaling af nævnte beløb, idet kreditinstituttet normalvis udfører det, der kaldes »banktransaktioner«.

41.

Det følger heraf, at lånetransaktionen er en finansiel tjenesteydelse. Som den forelæggende ret har fremhævet, er det i øvrigt dette, der fremgår af artikel 2, litra b), i direktiv 2002/65, hvori begrebet »finansiel tjenesteydelse« defineres som »enhver tjeneste, der har karakter af bank-, kredit-, forsikrings-, individuel pensions-, investerings- eller betalingstjenesteydelse«.

42.

Den omstændighed alene, at den part, der leverer tjenesteydelsen, er en del af finanssektoren, kan ikke medføre, at aftaler vedrørende denne virksomhed ikke er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 7, nr. 1), litra b), i forordning nr. 1215/2012. Det ser i denne forbindelse ud til, at lovgiver har ønsket, at denne type tjenesteydelser skal være omfattet af denne forordnings anvendelsesområde vedrørende retternes kompetence. Som den forelæggende ret og Kommissionen har bemærket, indeholdt artikel 63, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 en undtagelse fra anvendelsen af kompetencereglerne, når opfyldelsesstedet for tjenesteydelserne var i Luxembourg. I henhold til artikel 63, stk. 3, finder denne artikel dog ikke anvendelse på aftaler om finansielle tjenesteydelser, hvilket betød, at disse aftaler var omfattet af den særlige kompetenceregel i nævnte forordnings artikel 5, nr. 1), der i dag svarer til artikel 7, nr. 1), i forordning nr. 1215/2012.

43.

Låneaftalen skal således efter min opfattelse kvalificeres som en kontrakt om levering af tjenesteydelser i henhold til nævnte forordnings artikel 7, nr. 1), litra b), andet led.

44.

Det skal nu afgøres, hvor opfyldelsesstedet for den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er. I henhold til nævnte forordnings artikel 7, nr. 1), litra b), andet led, er opfyldelsesstedet det sted i en medlemsstat, hvor tjenesteydelserne i henhold til aftalen er blevet leveret eller skulle have været leveret. Det drejer sig i realiteten om at bestemme opfyldelsesstedet for den karakteristiske forpligtelse, som udgør tilknytningskriteriet for den kompetente ret ( 14 ).

45.

I den foreliggende sag er jeg af den opfattelse, at den karakteristiske forpligtelse i forbindelse med en låneaftale er selve udbetalingen af det lånte beløb. Den anden forpligtelse indeholdt i en sådan aftale, nemlig låntagerens forpligtelse til at tilbagebetale det lånte beløb, eksisterer således kun, når långiveren har leveret sin tjenesteydelse, og tilbagebetalingen er blot en konsekvens heraf.

46.

Hvad angår selve stedet for opfyldelse af den karakteristiske forpligtelse er jeg af den opfattelse, at kun det sted, hvor kreditoren har forretningssted, kan sikre en høj grad af forudsigelighed og opfylde målene om nærhed og ensretning fastsat i artikel 7, nr. 1), litra b), andet led, i forordning nr. 1215/2012 ( 15 ). Dette sted er kendt af parterne allerede på tidspunktet for indgåelse af aftalen og vil ligeledes være det sted, hvor retten har den tætteste tilknytning til aftalen.

47.

Henset til det ovenstående er jeg af den opfattelse, at nævnte forordnings artikel 7, nr. 1), litra b), andet led, skal fortolkes således, at den låneaftale, der ligger til grund for det regressøgsmål, som en medskyldner har anlagt, skal kvalificeres som en aftale om levering af tjenesteydelser i henhold til denne bestemmelse. Opfyldelsesstedet for den forpligtelse, der danner grundlag for dette søgsmål, er det sted, hvor den kreditor, der yder lånet, har sit forretningssted.

48.

Henset til det ovenstående foreslår jeg, at Domstolen besvarer de af Oberster Gerichtshof (øverste domstol, Østrig) forelagte præjudicielle spørgsmål således: