Sag C-565/16: Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 19. april 2018 — sag indledt af Alessandro Saponaro og Kalliopi-Chloi Zylina (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Eirinodikeio Lerou Leros — Grækenland) (Præjudiciel forelæggelse — retligt samarbejde i civile sager — kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar — forordning (EF) nr. 2201/2003 — ret i en medlemsstat, for hvilken en anmodning om retslig tilladelse til afkald på arv er blevet indgivet på vegne af et mindreårigt barn — kompetence vedrørende forældre — aftale om værneting — artikel 12, stk. 3, litra b) — accept af kompetence — betingelser)
Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 19. april 2018 — sag indledt af Alessandro Saponaro og Kalliopi-Chloi Zylina (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Eirinodikeio Lerou Leros — Grækenland)
(Sag C-565/16) ( 1 )
»(Præjudiciel forelæggelse — retligt samarbejde i civile sager — kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar — forordning (EF) nr. 2201/2003 — ret i en medlemsstat, for hvilken en anmodning om retslig tilladelse til afkald på arv er blevet indgivet på vegne af et mindreårigt barn — kompetence vedrørende forældre — aftale om værneting — artikel 12, stk. 3, litra b) — accept af kompetence — betingelser)«
2018/C 200/12Processprog: græskDen forelæggende ret
Eirinodikeio Lerou Leros
Parter i hovedsagen
Alessandro Saponaro og Kalliopi-Chloi Zylina
Konklusion
Artikel 12, stk. 3, litra b), i Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 skal i en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor forældrene til et mindreårigt barn, som har sædvanligt opholdssted sammen med sidstnævnte i en medlemsstat, på dette barns vegne har indgivet en anmodning om tilladelse til at give afkald på en arv til retten i en anden medlemsstat, skal fortolkes således, at:
|
— |
Den indgivelse, som barnets forældre i fællesskab har foretaget ved den af dem valgte ret, udgør deres utvetydige accept af denne ret. |
|
— |
En anklager, som ifølge national lovgivning er part i den sag, som forældrene har anlagt, er »part[…] i sagen« som omhandlet i artikel 12, stk. 3, litra b), i forordning nr. 2201/2003. Den indsigelse, som denne part har gjort over for det valg af ret, som barnets forældre har foretaget efter det tidspunkt, hvor denne sag anlægges, er til hinder for anerkendelsen af, at alle parter i sagen har accepteret aftalen om værneting på dette tidspunkt. Foreligger en sådan indsigelse ikke, kan denne parts accept betragtes som stiltiende, og betingelsen om, at aftalen om værneting skal accepteres utvetydigt af alle parter i sagen på det tidspunkt, hvor sagen anlægges ved nævnte ret, kan anses for at være opfyldt. |
|
— |
Den omstændighed, at arveladerens sidste bopæl, arven og gælden vedrørende arven befandt sig i den medlemsstat, hvorunder den ret, ved hvilken sagen er anlagt, henhører, gør det, i mangel af oplysninger, der kan godtgøre, at aftalen om værneting risikerer at have en skadelig virkning på det pågældende barns situation, muligt at fastslå, at en sådan aftale om værneting er til barnets bedste. |
( 1 ) – EUT C 22 af 23.1.2017.