14.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 166/6


Domstolens dom (Første Afdeling) af 22. marts 2018 — Marc Jacob mod Ministre des Finances et des Comptes publics (C-327/16) og Ministre des Finances et des Comptes publics mod Marc Lassus (C-421/16) (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Conseil d’État — Frankrig)

(Forenede sager C-327/16 og C-421/16) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - direkte beskatning - etableringsfrihed - fusion, spaltning, tilførsel af aktiver og ombytning af aktier vedrørende selskaber i forskellige medlemsstater - direktiv 90/434/EØF - artikel 8 - aktie- eller anpartsombytningstransaktion - kapitalgevinst ved denne transaktion - udskudt beskatning - kapitaltab ved den senere afhændelse af de modtagne værdipapirer - bopælsstatens beskatningskompetence - forskelsbehandling - begrundelse - opretholdelse af fordelingen af beskatningskompetencen mellem medlemsstaterne))

(2018/C 166/07)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Conseil d’État

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Marc Jacob (C-327/16) og Ministre des Finances et des Comptes publics (C-421/16)

Sagsøgte: Ministre des Finances et des Comptes publics (C-327/16) og Marc Lassus (C-421/16)

Konklusion

1)

Artikel 8 i Rådets direktiv 90/434/EØF af 23. juli 1990 om en fælles beskatningsordning ved fusion, spaltning, tilførsel af aktiver og ombytning af aktier vedrørende selskaber i forskellige medlemsstater, som ændret ved akten vedrørende vilkårene for Kongeriget Norges, Republikken Østrigs, Republikken Finlands og Kongeriget Sveriges tiltrædelse, tilpasset ved Rådets afgørelse 95/1/EF, Euratom, EKSF af 1. januar 1995, skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter den kapitalgevinst, der opnås ved en aktie- eller anpartsombytningstransaktion omfattet af dette direktiv, konstateres ved denne ombytningstransaktion, men hvis beskatning udskydes indtil det år, i løbet af hvilket den begivenhed, som afslutter den udskudte beskatning, finder sted, i det foreliggende tilfælde afhændelsen af de modtagne aktier eller anparter.

2)

Artikel 8 i direktiv 90/434, som ændret ved akt vedrørende vilkårene for Kongeriget Norges, Republikken Østrigs, Republikken Finlands og Kongeriget Sveriges tiltrædelse, tilpasset ved afgørelse 95/1, skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en medlemsstats lovgivning, som foreskriver beskatning af kapitalgevinsten vedrørende en aktie- eller anpartsombytningstransaktion, der er henført til udskudt beskatning, ved den senere afhændelse af de modtagne værdipapirer, selv om denne afhændelse ikke henhører under denne medlemsstats beskatningskompetence.

3)

Artikel 49 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning, som i en situation, hvor den senere afhændelse af de modtagne værdipapirer ikke henhører under denne medlemsstats beskatningskompetence, foreskriver beskatning af den kapitalgevinst, der er henført til udskudt beskatning, i forbindelse med denne afhændelse uden at tage hensyn til det eventuelle kapitaltab, der er realiseret i denne forbindelse, hvorimod der tages hensyn til et sådant kapitaltab, når den skattepligtige indehaver af værdipapirerne har sit skattemæssige hjemsted i nævnte medlemsstat på tidspunktet for afhændelsen. Det tilkommer medlemsstaterne, under overholdelse af EU-retten, og i det foreliggende tilfælde navnlig etableringsfriheden, at fastsætte nærmere bestemmelser om modregning og beregning af dette kapitaltab.


(1)  EUT C 305 af 22.8.2016

EUT C 392 af 24.10.2016.