5.10.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 328/19


Sag anlagt den 29. juli 2015 — Kolachi Raj Industrial mod Kommissionen

(Sag T-435/15)

(2015/C 328/20)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Kolachi Raj Industrial (Private) Ltd (Karachi, Pakistan) (ved P. Bentley, QC)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/776 (1) annulleres, i det omfang:

(i) der herved meddeles afslag på sagsøgerens anmodning om en fritagelse for enhver udvidelse af antidumpingforanstaltninger til også at omfatte import af cykler afsendt fra Pakistan,

(ii) den endelige antidumpingtold, der ved Rådets forordning (EU) nr. 502/2013 (2) blev pålagt importen af cykler med oprindelse i Folkerepublikken Kina, herved udvides til også at omfatte import af cykler afsendt af sagsøgeren fra Pakistan, og

(iii) det herved bestemmes, at den nævnte told på import, der er afsendt fra Pakistan og registreret i overensstemmelse med artikel 2 i forordning (EU) nr. 938/2014 (3), skal opkræves.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat et enkelt anbringende, hvormed det gøres gældende, at sagsøgte har tilsidesat artikel 13, stk. 2, litra b), i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30. november 2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EUT L 343, s. 51). Sagsøgte begik nærmere bestemt formelle og retlige fejl og gav en usammenhængende begrundelse ved anvendelsen af artikel 13, stk. 2, litra b).


(1)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/776 af 18.5.2015 om udvidelse af den endelige antidumpingtold, der indførtes ved Rådets forordning (EU) nr. 502/2013 over for importen af cykler med oprindelse i Folkerepublikken Kina, til også at omfatte importen af cykler afsendt fra Cambodja, Pakistan og Filippinerne, uanset om varen er angivet med oprindelse i Cambodja, Pakistan og Filippinerne (EUT L 122, s. 4).

(2)  Rådets forordning (EU) nr. 502/2013 af 29.5.2013 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) nr. 990/2011 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af cykler med oprindelse i Folkerepublikken Kina efter en interimsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1225/2009 (EUT L 153, s. 17).

(3)  Kommissionens forordning (EU) nr. 938/2014 af 2.9.2014 om indledning af en undersøgelse vedrørende den mulige omgåelse af de antidumpingforanstaltninger, der indførtes ved Rådets forordning (EU) nr. 502/2013 på importen af cykler med oprindelse i Folkerepublikken Kina ved import af cykler afsendt fra Cambodja, Pakistan og Filippinerne uanset om varen er angivet med oprindelse i Cambodja, Pakistan og Filippinerne eller ej, og om at gøre denne import til genstand for registrering (EUT L 263, s. 5).