21.9.2015

Den Europæiske Unions Tidende

C 311/51

Appel iværksat den 9. juli 2015 af CJ til prøvelse af Personalerettens dom af 29. april 2015 i de forenede sager F-159/12 og F-161/12, CJ mod ECDC

(Sag T-370/15 P)

(2015/C 311/56)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: CJ (Agios Stefanos, Grækenland) (ved advokat V. Kolias)

Den anden part i appelsagen: Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC)

Appellantens påstande

—

Personalerettens dom af 29. april 2015 i de forenede sager F-159/12 og F-161/12, CJ mod ECDC, ophæves, for så vidt som Personaleretten:

—	delvist frifandt sagsøgte i sag F-159/12 og pålagde appellanten at betale sine egne omkostninger.

—	fuldstændigt frifandt sagsøgte i sag F-161/12 og pålagde appellanten at betale sine egne omkostninger og at betale de af ECDC afholdte omkostninger.

—	pålagde appellanten at betale Personaleretten et beløb på 2 000 EUR i erstatning for en del af de undgåelige udgifter, som sidstnævnte havde afholdt.

—

Såfremt appellanten gives medhold:

—	annulleres den anfægtede afgørelse af 24. februar 2012.

—	tilpligtes ECDC at betale en erstatning, som efter ret og billighed er opgjort til 80 000 EUR, for det af appellanten lidte ikke-økonomiske tab, jf. appellantens første påstand i sag F-161/12.

—	tilpligtes ECDC at betale en erstatning, som efter ret og billighed er opgjort til 56 800 EUR, for det af appellanten lidte ikke-økonomiske tab, jf. appellantens oprindelige erstatningspåstand under retssagen i første instans.

—	ECDC tilpligtes at betale sagens omkostninger i førsteinstansen og i appelsagen.

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for appellen har appellanten fremsat syv anbringender.

Det første anbringende er, at Personaleretten tilsidesatte princippet audi et alteram partem ved afvisningen af appellantens replik på grund af, at dennes indhold og bilag ikke direkte vedrørte visse bilag i ECDC’s svarskrift.

Det andet anbringende er, at Personaleretten ikke påkendte påstande, som blev fremsat for første gang under retsforhandlingerne, om erstatning for det ikke-økonomiske tab, der blev forvoldt ved visse tilkendegivelser i ECDC’s svarskrift.

Det tredje anbringende er, at Personaleretten tilsidesatte tjenestemandsvedtægtens artikel 91, stk. 1, ved at fastslå, at den ikke kunne efterprøve rigtigheden af anbringender om dårlig økonomisk ledelse i ECDC, for så vidt som disse tidligere var blevet undersøgt af OLAF.

Det fjerde anbringende er, at Personaleretten fejlfortolkede:

—	artikel 47, litra b), nr. ii, sammenholdt med artikel 86, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, idet den fastslog, at appellanten kunne afskediges summarisk på grund af ulydighed uden en disciplinær forfølgning.

—	artikel 41, stk. 2, litra a), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder i forbindelse med den tid, appellanten fik tildelt til at fremkomme med sit synspunkt inden afskedigelsen.

—	artikel 48, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, idet Personaleretten fastslog, at beskyldninger om, at appellanten havde udvist en kriminel adfærd, var godtgjort, selv om appellanten hverken var blevet anklaget eller dømt for en sådan adfærd ved en straffedomstol.

—	arbejdsgiverens omsorgspligt til, idet Personaleretten fastslog, at ECDC ikke behøvede at tildele appellanten visse rettigheder i forbindelse med hans udøvelse af retten til forsvar under en administrativ undersøgelse i henhold til bilag IX til tjenestemandsvedtægten.

Det femte anbringende er, at Personaleretten fejlfortolkede det første, femte og ottende anbringende og den nedlagte påstand.

Det sjette anbringende er, at Personaleretten foretog en urigtig retlig kvalificering af visse faktiske omstændigheder.

Det syvende anbringende er, at Personaleretten gengav visse beviser forkert.