3.8.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 254/22


Sag anlagt den 19. juni 2015 — Impresa Costruzioni Giuseppe Maltauro mod Kommissionen

(Sag T-320/15)

(2015/C 254/25)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Impresa Costruzioni Giuseppe Maltauro SpA (Vicenza, Italien) (ved advokaterne M. Merola, M. Santacroce og M. Toniolo)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Den anfægtede afgørelse, hvorved Kommissionen udelukkede Impresa Costruzioni Giuseppe Maltauro S.p.A. fra deltagelse i procedurerne for indgåelse af offentlige kontrakter og for tilskud, der finansieres over Den Europæiske Unions almindelige budget, herunder udbudsprocedure nr. JRC/IPR/2014/C.5/003 RC, der blev offentliggjort i EUT 2014/S 034-054569 med efterfølgende berigtigelser i to år og ti måneder, annulleres.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Udelukkelsesproceduren blev indledt i forbindelse med sagsøgerens deltagelse i et begrænset udbud afholdt af Centro Comune di Ricerca den 18. februar 2014 om opførelse af en ny bygning i Ispra. Kommissionen var bekendt med visse uregelmæssigheder, der var blevet begået af sagsøgeren.

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fire anbringender.

1.

Det første anbringende vedrører en manglende undersøgelse, en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder og en deraf følgende retlig fejl på grund af en manglende anvendelse af undtagelsen i finansforordningens artikel 106, stk. 1, sidste afsnit.

Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er behæftet med en manglende undersøgelse, en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder og en deraf følgende retlig fejl, for så vidt som Kommissionen ikke i det foreliggende tilfælde har anvendt artikel 106, stk. 1, sidste afsnit, i forordning nr. 966/2012. Særligt har Kommissionen begået en fejl ved ikke at finde, at kriterierne i artikel 106, stk. 1, litra b), i forordning nr. 966/2012 var opfyldt i det foreliggende tilfælde og ved ikke at tage behørigt hensyn til de dokumentbeviser, som Impresa Costruzioni Giuseppe Maltauro SpA havde fremlagt under undersøgelsen med det formål godtgøre at have vedtaget »passende foranstaltninger« i forhold til Dr. E. Maltauro.

2.

Andet anbringende vedrører den manglende anvendelighed af finansforordningens artikel 106, stk. 1, litra c).

Sagsøgeren har i denne forbindelse subsidiært gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er behæftet med en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder og en mangelfuld begrundelse, for så vidt som sagsøgeren blev holdt ansvarlig for en alvorlig fejl i henhold til artikel 106, stk. 1, litra c), i forordning nr. 966/2012. Det kan ikke af de dokumenter, der vedrører de judicielle problemer, som Dr. E. Maltauro var involveret i, udledes hverken, at Impresa Costruzioni Giuseppe Maltauro SpA ikke opfyldte sine pligter vedrørende tilsyn og kontraktmæssige forpligtelser, eller at selskabet drog fordel af den ulovlige adfærd, der kunne tilregnes dets tidligere administrerende direktør. Der forelå derfor ikke noget grundlag for at tilregne Impresa Costruzioni Giuseppe Maltauro SpA en alvorlig fejl i overensstemmelse med den nævnte udelukkelsesgrund.

3.

Tredje anbringende vedrører en tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet.

Sagsøgeren har i denne forbindelse fortsat subsidiært gjort gældende, at den anfægtede afgørelse ligeledes er behæftet med en tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet, for så vidt som den er støttet på oplysninger, der ikke var blevet omtalt af Kommissionen i skrivelsen vedrørende indledning af proceduren, og med hensyn til hvilke Impresa Costruzioni Giuseppe Maltauro SpA aldrig fik lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger. Selskabet kunne følgelig ikke forsvare sig effektivt vedrørende de i sidste ende afgørende resultater, der førte til afgørelsen om udelukkelse fra alle procedurer for indgåelse af offentlige kontrakter og for tilskud, der finansieres over Den Europæiske Unions og Den Europæiske Socialfonds almindelige budget.

4.

Fjerde anbringende vedrører en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet ved fastlæggelsen af udelukkelsesperioden.

Sagsøgeren har i denne forbindelse mere subsidiært gjort gældende, at afgørelsen om udelukkelse blev vedtaget i strid med proportionalitetsprincippet, navnlig for så vidt som der deri blev fastsat en udelukkelsesperiode på to år og ti måneder. Denne varighed er fuldstændigt ubegrundet, i strid med ånden i og formålet med bestemmelserne i forordning nr. 966/2012 og forordning nr. 1268/2012, som regulerer udelukkelsesgrunde, og er klart uforholdsmæssig, idet de faktorer, der kunne have haft negative virkninger på den faglige hæderlighed hos Impresa Costruzioni Giuseppe Maltauro SpA, var blevet fjernet af dette selskab, og der var ikke længere nogen grund for Kommissionen til at frygte økonomisk skade eller skade på omdømmet.