3.8.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 254/17

Sag anlagt den 8. maj 2015 — Gameart mod Kommissionen

(Sag T-264/15)

(2015/C 254/21)

Processprog: polsk

Parter

Sagsøger: Gameart sp. z o.o. (Bielsko-Biała, Polen) (ved advokat P. Hoffman)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—

Europa-Kommissionens afgørelse af 18. februar 2015 annulleres, for så vidt som den bekræfter afslaget på den begæring om aktindsigt, der var blevet indgivet til Republikken Polens udenrigsministerium, i de kopier af Republikken Polens skrivelse til Kommissionen, som er dette ministeriums besiddelse, vedrørende den af Kommissionen gennemførte procedure på grund af Republikken Polens tilsidesættelse af EU-retten i forbindelse med lov af 19. november 2009 om spil.

—

Såfremt Retten ikke skulle dele sagsøgerens opfattelse, hvorefter artikel 5, andet afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter, ikke kan forstås således, at den bemyndiger Europa-Kommissionen til at udstede en bindende afgørelse om en begæring om aktindsigt, som en fysisk eller juridisk person har indgivet til et organ i en medlemsstat, og som denne medlemsstat har henvist til Kommissionen, fastslås det i henhold til artikel 277 TEUF, at denne forordnings artikel 5, andet afsnit, ikke kan finde anvendelse og dermed ikke finder anvendelse på den foreliggende retssag.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at bære sine egne og at betale sagsøgerens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fire anbringender.

1.

Første anbringende om Kommissionens manglende kompetence efter artikel 5, andet afsnit, i forordning nr. 1049/2001

—

Da begæringen blev rettet mod et organ i en medlemsstat og vedrørte dokumenter fra denne medlemsstat, finder forordningens artikel 5 ikke anvendelse. Den omstændighed alene, at medlemsstaten har henvist begæringen til Kommissionen i henhold til forordningens artikel 5, andet afsnit, begrunder ikke, at Kommissionen er kompetent, hvis begæringen ikke vedrører dokumenter fra Kommissionen. Selv hvis forordningens artikel 5 skulle finde anvendelse på begæringen, kan forordningens artikel 5, andet afsnit, ikke fortolkes således, at den bemyndiger en EU-institution til at træffe en bindende afgørelse om denne begæring.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 4, stk. 4 og 5, i forordning nr. 1049/2001

—

Da Kommissionen har truffet afgørelse om aktindsigt i et dokument fra Republikken Polen, var Kommissionen forpligtet til at rådføre sig med denne stat i henhold til forordningens artikel 4, stk. 4, hvilket den ikke har gjort. Aktindsigten i dokumentet fra Republikken Polen kunne i mangel af en indsigelse i henhold til forordningens artikel 4, stk. 5, kun afslås under usædvanlige omstændigheder, som ikke forelå her.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af artikel 296 TEUF

—

Kommissionen har på ingen måde begrundet sin kompetence til at udstede afgørelsen i den anfægtede del, selv om sagsøgeren i sin anden anmodning havde lagt entydig vægt på spørgsmålet om Kommissionens manglende kompetence. Den anfægtede afgørelses begrundelse indeholder ingen redegørelser vedrørende dette punkt, hvilket gør det umuligt for sagsøgeren at beskytte sine rettigheder for Retten.

4.

Fjerde anbringende om en uanvendelighedsindsigelse i henhold til artikel 277 TEUF

—

Såfremt Retten i modstrid med det under det første anbringende anførte, skulle finde, at bestemmelsen i artikel 5, andet afsnit, i forordning nr. 1049/2001 skal forstås således, at hvis en medlemsstat henviser en begæring om aktindsigt i et dokument, der befinder sig i dens besiddelse, til en EU-institution, så bemyndiger denne henvisning den pågældende institution til at træffe en bindende afgørelse, gør sagsøgeren gældende, at bestemmelsen i artikel 5, hvis den forstås således, ikke kan støttes på artikel 15, stk. 3, TEUF eller på artikel 255 EF som egnet retsgrundlag, og derfor er ugyldig. Hvis bestemmelsen forstås på den måde, er den i strid med begrundelsen for forordning nr. 1049/2001, hvilket fører til at den er ugyldig i henhold til artikel 296 TEUF (artikel 253 EF).