|
16.3.2015 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 89/35 |
Sag anlagt den 19. januar 2015 — NICO mod Rådet
(Sag T-24/15)
(2015/C 089/42)
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøger: Naftiran Intertrade Co. (NICO) Sàrl (Pully, Schweiz) (ved solicitor J. Grayston og advokaterne P. Gjørtler, G. Pandey og D. Rovetta)
Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union
Sagsøgerens påstande
|
— |
Rådets afgørelse 2014/776/FUSP af 7. november 2014 om ændring af afgørelse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Iran (1) og Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1202/2014 af 7. november 2012 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 267/2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran (2) annulleres, for så vidt som sagsøgeren ved disse retsakter lader sagsøgeren være opført i kategorien af personer og enheder, der er omfattet af de restriktive foranstaltninger. |
|
— |
Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger. |
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fem anbringender: tilsidesættelse af retten til at blive hørt, utilstrækkelig begrundelse, tilsidesættelse af retten til forsvar, åbenbart fejlskøn og brud på den grundlæggende ejendomsret.
Sagsøgeren finder, at Rådet har undladt at foretage en høring af sagsøgeren, og at ingen modsatte hensyn kan berettige dette, navnlig i forhold til at stille krav til aktuelle kontraktmæssige forpligtelser. Desuden har Rådet undladt at give en tilstrækkelig begrundelse. Rådet har ved disse undladelser tilsidesat sagsøgerens ret til forsvar, herunder retten til en effektiv domstolsbeskyttelse. I modsætning til, hvad der er gjort gældende af Rådet, er sagsøgeren ikke et datterselskab af NICO Ltd som anført af Rådet, da dette selskab ikke længere eksisterer på Jersey og ikke eksisterer i Iran; og under alle omstændigheder har Rådet ikke godtgjort, at det, selv hvis sagsøgeren var et datterselskab, ville medføre nogen økonomisk gevinst for den iranske stat, som ville være i modstrid med formålet med de anfægtede retsakter. Endelig har Rådet, ved at stille krav til ejendomsrettighederne og de af sagsøgeren varetagne aktuelle kontraktmæssige forpligtelser, tilsidesat den grundlæggende ejendomsret ved at træffe foranstaltninger, hvis forholdsmæssighed ikke kan fastslås.