Sag T-121/15

Fortischem a.s.

mod

Europa-Kommissionen

Rettens dom (Sjette Afdeling) af 24. september 2019

»Statsstøtte – kemisk industri – afgørelse, hvorved støtten erklæres uforenelig med det indre marked – statsstøttebegrebet – statsmidler – fordel – tilbagesøgning – økonomisk kontinuitet – princippet om god forvaltningsskik – begrundelsespligt«

Statsstøtte – begreb – en stats tildeling af en fordel ved hjælp af statsmidler – overførsel af statsmidler foreligger ikke – ingen betydning – indgreb, der letter en virksomheds byrder – omfattet

(Art. 107, stk. 1, TEUF og art. 108 TEUF)

(jf. præmis 58-61)
Statsstøtte – begreb – retlig karakter – fortolkning på grundlag af objektive elementer – domstolsprøvelse – rækkevidde – kompleks økonomisk overvejelse – Domstolens prøvelse af bevisernes indhold, pålidelighed og sammenhæng – efterprøvelse af, om de relevante oplysninger er udtømmende

(Art. 107, stk. 1, TEUF)

(jf. præmis 62-64)
Statsstøtte – begreb – tildeling af en fordel til støttemodtagerne – anvendelse af en undtagelse fra de almindelige retsregler for konkurs for centrale virksomheder under insolvensbehandling – omfattet – betingelser – kurators forpligtelse til at videreføre virksomhedens aktivitet på trods af dens økonomiske situation og til at hindre uberettigede, kollektive afskedigelser – omfattet

(Art. 107, stk. 1, TEUF)

(jf. præmis 72 og 75-79)
Statsstøtte – begreb – vurdering ud fra kriteriet om den private kreditor – anvendelse af en undtagelse fra de almindelige retsregler for konkurs for centrale virksomheder under insolvensbehandling – staten handler som offentlig myndighed – ikke omfattet

(Art. 107, stk. 1, TEUF)

(jf. præmis 85, 86 og 150)
Statsstøtte – administrativ procedure – Kommissionens forpligtelser – omhyggelig og upartisk undersøgelse – hensyntagen til så væsentlige og pålidelige elementer som muligt – begrundelsespligtens rækkevidde – mulighed for at vedtage en afgørelse på grundlag af de tilgængelige oplysninger – betingelser

(Art. 4, stk. 3, TEU; art. 107, stk. 1, TEUF og art. 108, stk. 2, TEUF)

(jf. præmis 157 og 158)
Statsstøtte – kommissionsafgørelse, som erklærer en støtte for uforenelig med fællesmarkedet og anordner tilbagebetaling – Kommissionens mulighed for at overlade det til de nationale myndigheder at beregne det præcise beløb, der skal tilbagebetales

(Art. 108, stk. 2, TEUF)

(jf. præmis 167-169)
Statsstøtte – Kommissionsafgørelse om en støttes uforenelighed med fællesmarkedet og om anordning af dens ophævelse – fastlæggelse af medlemsstatens forpligtelser – tilbagesøgningsforpligtelse – rækkevidde – genoprettelse af den oprindelige situation

(Art. 108, stk. 2, TEUF)

(jf. præmis 180 og 181)
Statsstøtte – tilbagesøgning af en ulovlig støtte – bestemmelse af debitor i tilfælde af overførsel af aktiver – en virksomhed, der modtager støtten, går konkurs – stiftelse af en ny virksomhed for at videreføre den konkursramte virksomheds aktiviteter – tilbagebetalingspligten påhviler den nye virksomhed – betingelser – kriteriet om virksomhedens »økonomiske kontinuitet« – forhold, der skal tages i betragtning – opnåelse af en konkurrencemæssig fordel – forpligtelse til at tage hensyn til alle de forhold, der kan tages hensyn til – foreligger ikke

(Art. 108, stk. 2, TEUF)

(jf. præmis 205-212)

Resumé

Ved dommen i sagen Fortischem mod Kommissionen (sag T-121/15), afsagt den 24. september 2019, frifandt Retten Kommissionen i sagen anlagt af selskabet Fortischem til prøvelse af Kommissionens afgørelse 2015/1826 af 15. oktober 2014 om Slovakiets støtte til selskabet Novácké chemické závody, a.s. (herefter »NCHZ«) ( 1 ).

NCHZ var en kemisk producent med tre hovedaktivitetsområder, som havde en kemikaliefabrik i Trenčian-regionen (Slovakiet). Efter at den erklærede, at den ikke kunne fortsætte sin virksomhed, og indgav konkursbegæring, var virksomheden i 2009 genstand for konkursbehandling. Først kvalificerede de slovakiske myndigheder i medfør af loven om centrale virksomheder ( 2 ) NCHZ som en central virksomhed fra den 2. december 2009 til den 31. december 2010 og underkastede det undtagelsen fra de almindelige retsregler for konkurs, som pålagde kurator at opretholde driften af selskabet og at hindre uberettigede kollektive afskedigelser. Dernæst blev NCHZ undergivet anvendelsen af konkursloven. Efter at kreditorerne den 26. januar 2011 havde besluttet at fortsætte driften af NCHZ, afsagde retten i Trenčin den 7. juni 2011 en eksigibel kendelse, som pålagde kurator at indlede en udbudsprocedure med henblik på at afhænde NCHZ. Denne procedure førte til, at NCHZ blev overdraget til selskabet Via Chem Slovakia a.s., hvilken overdragelse blev afsluttet den 31. juli 2012. Den 1. august 2012 solgte Via Chem Slovakia det kemiske aktivitetsområde i NCHZ til sagsøgeren, Fortischem, med undtagelse af fast ejendom (bygninger og grunde), som sidstnævnte fik stillet til rådighed i medfør af en lejeaftale.

Ved afgørelse 2015/1826 fastslog Kommissionen, at Slovakiet havde ydet NCHZ en støtte på 4783424,10 EUR, idet selskabet blev indrømmet status som central virksomhed, at denne støtte var gennemført ulovligt og var uforenelig med det indre marked, og at støtten dermed skulle tilbagesøges fra NCHZ og Fortischem, som havde erhvervet førstnævnte.

Med søgsmålet gjorde sagsøgeren i det væsentlige indledningsvis gældende, at det forhold, at NCHZ blev indrømmet status som central virksomhed, ikke kunne kvalificeres som støtte, da der ikke forelå en overførsel af statslige midler og indrømmelse af en fordel. Retten bemærkede, at anvendelsen på en virksomhed af en undtagelse fra de almindelige retsregler for konkurs i henhold til dom af 1. december 1998, Ecotrade ( 3 ), skulle anses for at give anledning til tildeling af en statsstøtte, når denne virksomhed havde haft tilladelse til at videreføre sin økonomiske aktivitet under omstændigheder, hvor en sådan mulighed ville have været udelukket i forbindelse med anvendelsen af den almindelige konkursret, og den fastslog, at dette var tilfældet i denne sag. Retten fastslog således, at anvendelsen af loven om centrale virksomheder førte til, at NCZH for det første blev pålagt at videreføre sin aktivitet uden nogen form for hensyntagen til dets økonomiske situation og dets evne til at betale sin gæld, navnlig gæld til det offentlige, og for det andet at bevare sine ansatte som følge af hindringen for kollektive afskedigelser. Det havde således givet selskabet mulighed at videreføre sine aktiviteter med den sikkerhed, som dets kunder og leverandører fik for, at det kunne fortsætte til udgangen af 2010. Samtidig medførte anvendelsen af den nævnte lov, at visse kreditorer, navnlig de offentlige, bar risikoen for, at deres fordringer øgedes under konkursens første periode, hvilken risiko umiddelbart blev en realitet. Under omstændigheder svarende til normale markedsvilkår ville NCHZ ikke have kunnet opnå den samme fordel som den, selskabet havde været begunstiget af, hvilket var sket med statsmidler.

Sagsøgeren gjorde desuden gældende, at forpligtelsen til at tilbagesøge statsstøtten ikke kunne udvides til at omfatte selskabet, idet der ikke var økonomisk kontinuitet mellem dette og NCHZ. Retten bemærkede i denne forbindelse indledningsvis, at når en virksomhed, der havde modtaget ulovlig støtte, var gået konkurs, og der var stiftet et selskab med henblik på at fortsætte en del af denne aktivitet, kunne fortsættelsen af denne aktivitet, når den ulovlige støtte ikke var tilbagesøgt, bevirke, at den konkurrencefordrejning, som var forårsaget af den konkurrencefordel, som selskabet havde opnået på markedet i forhold til sine konkurrenter, varede ved. Dette gjaldt navnlig, når aktiverne i et konkursramt selskab erhvervedes, uden at der som modydelse blev betalt en pris i overensstemmelse med markedsvilkårene, eller når det blev godtgjort, at oprettelsen af et sådant selskab havde bevirket en omgåelse af forpligtelsen til at tilbagebetale denne støtte, idet det imidlertid præciseredes, at det ikke var nødvendigt, at der forelå hensigt, for at konstatere, at tilbagebetalingsforpligtelsen blev omgået ved overførslen af aktiverne. Retten udledte heraf, at den omstændighed, at overdragelsesprisen var i overensstemmelse med markedsvilkårene, ikke i sig selv gav mulighed for at udelukke, at der forelå økonomisk kontinuitet, og på visse betingelser ikke hindrede, at tilbagesøgningsforpligtelsen blev udvidet som følge af en omgåelsesvirkning, uden at der nødvendigvis skulle foreligge hensigt om en sådan omgåelse.

I det foreliggende tilfælde fastslog Retten efter en analyse af de forskellige forhold, der var kendetegnende for sagsøgerens erhvervelse af NCHZ, at Kommissionen ikke havde begået en retlig fejl ved for det første at fastslå, at både transaktionens rækkevidde og dens økonomiske logik kunne være indicier for, at der forelå økonomisk kontinuitet, og for det andet at det ikke kunne anses for sikkert, at de to efterfølgende salg var blevet gennemført til markedsprisen. Kommissionen havde således med føje kunnet konkludere, at tilbagesøgningsforpligtelsen var udvidet til sagsøgeren, uanset om der forelå hensigt om omgåelse.

( 1 ) – Kommissionens afgørelse (EU) 2015/1826 af 15.10.2014 i statsstøttesag SA.33797 (2013/C) (ex 2013/NN) (ex 2011/CP) om Slovakiets støtte til NCHZ (EUT 2015, L 269, s. 71).

( 2 ) – Lov nr. 493/2009 af 5.11.2009 om visse foranstaltninger vedrørende centrale virksomheder og om ændring af visse love.

( 3 ) – Domstolens dom af 1.12.1998, Ecotrade (C-200/97, EU:C:1998:579, præmis 45).