Sag T-110/15
International Management Group
mod
Europa-Kommissionen
»Aktindsigt — forordning (EF) nr. 1049/2001 — dokumenter vedrørende en undersøgelse ved OLAF — afslag på aktindsigt — undtagelsen om beskyttelse af formålet med inspektioner, undersøgelser og revision — forpligtelse til at foretage en konkret og individuel undersøgelse — kategori af dokumenter«
Sammendrag – Rettens dom (Ottende Afdeling) af 26. maj 2016
EU-institutioner – offentlighedens ret til aktindsigt – forordning nr. 1049/2001 – undtagelser til retten til aktindsigt – begrundelsespligt – rækkevidde
(Art. 296 TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1049/2001, art. 4, stk. 2 og 3)
EU-institutioner – offentlighedens ret til aktindsigt – forordning nr. 1049/2001 – undtagelser til retten til aktindsigt – afslag på aktindsigt – mulighed for at tage udgangspunkt i generelle formodninger, som finder anvendelse på visse kategorier af dokumenter – formål
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1049/2001, art. 4)
EU-institutioner – offentlighedens ret til aktindsigt – forordning nr. 1049/2001 – undtagelser til retten til aktindsigt – beskyttelse af formålet med inspektioner, undersøgelser og revision – anvendelse på dokumenter, der hører til de administrative sagsakter i en undersøgelse foretaget af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) – generel formodning for indgreb i beskyttelsen af de i en sådan undersøgelse involverede interesser ved udbredelsen af de nævnte dokumenter
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1049/2001, art. 4, stk. 2, tredje led, og nr. 883/2013, art. 9 og 10)
EU-institutioner – offentlighedens ret til aktindsigt – forordning nr. 1049/2001 – undtagelser til retten til aktindsigt – afslag på aktindsigt – mulighed for at tage udgangspunkt i generelle formodninger, som finder anvendelse på visse kategorier af dokumenter – forpligtelse til at foretage en individuel undersøgelse af alle de dokumenter, der er omfattet af en overordnet begæring – foreligger ikke
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1049/2001, art. 4)
EU-institutioner – offentlighedens ret til aktindsigt – forordning nr. 1049/2001 – undtagelser til retten til aktindsigt – beskyttelse af formålet med inspektioner, undersøgelser og revision – mere tungtvejende offentlig interesse, der kan begrunde en udbredelse af dokumenter – begreb – særlig interesse for den pågældende i at kunne forsvare sig mod beskyldninger, der er fremkommet efter en artikel i et tidsskrift – udelukket
(Art. 15 TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1049/2001, første og anden betragtning, art. 2, stk. 1, og art. 4, stk. 2, tredje led)
Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) – forordning nr. 883/2013 om undersøgelser, der foretages af OLAF – undersøgelsernes fortrolighed – ulovlig udlevering af sagsakter – omstændighed, der ikke gør det umuligt at fravige reglerne om sagsakternes fortrolighed, til fordel for den berørte person
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1049/2001 og nr. 883/2013, art. 10)
Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 27)
Den institution, der er blevet forelagt en begæring om aktindsigt, kan i denne henseende basere sin beslutning herom på de generelle formodninger, der gælder for visse kategorier af dokumenter, da sådanne generelle betragtninger må antages også at have gyldighed for begæringer om aktindsigt i dokumenter af tilsvarende karakter.
Formålet med anvendelsen af sådanne generelle formodninger er begrundet i et absolut krav om at sikre, at de pågældende procedurer fungerer korrekt, og garantere, at deres formål ikke undergraves. Anerkendelse af en generel formodning kan således være baseret på, at aktindsigten i visse procedurer er uforenelig med disse procedurers vellykkede gennemførelse og risikoen for, at de undergraves, under forudsætning af at de generelle formodninger gør det muligt at bevare integriteten af forløbet af proceduren ved at begrænse en indblanding fra tredjepart. Anvendelsen af særlige regler fastsat ved en retsakt om en proces for en EU-institution, af hensyn til hvilken de ønskede dokumenter er udarbejdet, er et af kriterierne for at begrunde anerkendelsen af en generel formodning.
(jf. præmis 28 og 32)
Med henblik på fortolkningen af undtagelsen til aktindsigt i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter må det anerkendes, at der er en generel formodning for, at aktindsigt i dokumenter fra administrative sagsakter i en undersøgelse, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), principielt er til skade for beskyttelsen af formålet med OLAF’s undersøgelsesaktiviteter. En almindelig adgang støttet på denne forordning til dokumenterne i OLAF’s sagsakter, så længe en undersøgelse foretaget af OLAF verserer, vil dermed i princippet skade afviklingen af undersøgelsen. Det samme gør sig gældende for så vidt angår undersøgelser, som lige er afsluttet af OLAF.
Den lovgivning, der finder anvendelse på OLAF, dvs. forordning nr. 883/2013 om undersøgelser, der foretages af OLAF, udelukker nemlig i princippet, at der gives aktindsigt i OLAF’s sagsakter til de personer, som er berørt heraf. Det er alene i tilfælde af, at de myndigheder, som modtager den endelig rapport, har til hensigt at vedtage retsakter, der er bebyrdende for de berørte personer, at disse myndigheder – i henhold til de proceduremæssige regler, som finder anvendelse på dem – skal give aktindsigt i OLAF’s endelige rapport med henblik på at give de berørte personer mulighed for at udøve deres ret til forsvar. Såfremt den brede offentlighed får adgang til OLAF’s sagsakter eller endelige rapporter, vil det alvorligt svække den ordning, som er indført med forordning nr. 883/2013.
(jf. præmis 33, 36 og 37)
Ved anvendelsen af en generel formodning til at give afslag på aktindsigt dokumenter i henhold til forordning nr. 1049/2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter …. Kravet om at undersøge, om den omhandlede generelle formodning faktisk finder anvendelse, kan derimod ikke fortolkes således, at den berørte institution skal foretage en individuel undersøgelse af alle de begærede dokumenter i den foreliggende sag. Et sådant krav ville fratage den generelle formodning dens effektive virkning, dvs. at gøre det muligt for den berørte institution at besvare en overordnet begæring om aktindsigt på tilsvarende overordnet vis.
(jf. præmis 39)
I henhold til artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter er anvendelsen af den heri omhandlede undtagelse om beskyttelsen af undersøgelser udelukket, hvis udbredelsen af det omhandlede dokument er begrundet i en mere tungtvejende offentlig interesse.
Det skal bemærkes, at hvad angår behovet for at opnå en udbredelse af de ønskede dokumenter med henvisning til en mere tungtvejende offentlig interesse med henblik på bedre at kunne forsvare sig mod beskyldninger, der er fremkommet efter en artikel i et tidsskrift, godtgør et sådant argument som sådan ikke, at der foreligger en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen af dokumenterne vedrørende en undersøgelse foretaget af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig, der kan gå forud for sikringen af fortroligheden som omhandlet i artikel 4 i forordning nr. 1049/2001. I betragtning af det generelle princip om aktindsigt, som er fastlagt i artikel 15 TEUF, og første og anden betragtning til forordning nr. 1049/2001 skal denne interesse være objektiv og generel, og den må ikke forveksles med særlige og private interesser. Det følger nemlig af denne forordnings artikel 2, stk. 1, at personer, der har ret til aktindsigt i institutionernes dokumenter, er enhver unionsborger og enhver fysisk eller juridisk person, der har bopæl eller hjemsted i en medlemsstat. Heraf følger, at denne forordning har til formål at sikre alle aktindsigt i offentlige dokumenter og ikke kun i dokumenter vedrørende den, der fremsætter begæringen.
Den særlige interesse, som den, der fremsætter begæring om aktindsigt i et dokument, der personligt vedrører ham, kan gøre gældende, kan således i almindelighed hverken være afgørende ved vurderingen af tilstedeværelsen af en mere tungtvejende offentlig interesse eller interesseafvejningen i henhold til artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001.
(jf. præmis 53-56)
Den omstændighed alene, at en del af en fortrolig version af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig’s sagsakter (OLAF) kan være blevet offentliggjort på ulovlig vis, berettiger ikke i sig selv, at der kan afviges fra de regler om fortrolighed, der regulerer OLAF’s undersøgelser, til fordel for den berørte person. Den omstændighed, at der er sket en uautoriseret lækage af oplysninger, der er beskyttet i henhold til artikel 10 i forordning nr. 883/2003 om undersøgelser, der foretages af OLAF, indebærer i denne forbindelse ikke, at OLAF’s endelige rapport er blevet udleveret og gjort offentligt tilgængeligt som omhandlet i forordning nr. 1049/2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter.
(jf. præmis 59 og 67)