RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Anden Afdeling)

28. juni 2016

Andrea Lorenzet

mod

Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA)

»Personalesag — midlertidigt ansatte — artikel 2, litra f), i ansættelsesvilkårene — tidsubegrænset kontrakt — tjenestefrihed uden løn — tjenestefrihed af personlige årsager — afslag på at forlænge en tjenestefrihed uden løn med yderligere et år — artikel 52 i ansættelsesvilkårene«

Angående:

Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, hvorunder Andrea Lorenzet nedlagde påstand om annullation af den afgørelse, hvorved Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (herefter »EASA«) afslog at forlænge hans tjenestefrihed uden løn.

Udfald:

Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur frifindes. [Som ændret ved kendelse af 13.7.2016] bærer Andrea Lorenzet sine egne omkostninger og betaler de af EASA afholdte omkostninger.

Sammendrag

  1. Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – tjenestefrihed uden løn – udløb – afslag på forlængelse – uforenelighed med tjenestens interesse – administrationens forpligtelse til at godtgøre, at der foreligger et aktuelt og presserende behov – foreligger ikke

    (Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 17 og 52)

  2. Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – tjenestefrihed uden løn – bydende nødvendige personlige årsager – begreb

    (Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 17 og 52)

  1.  I forbindelse med et afslag på forlængelse af en tjenestefrihed uden løn med yderligere et år fastsætter artikel 52, stk. 4, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union en mekanisme, der har til formål at beskytte både den ansattes ret til at genindtræde i en stilling i det agentur, med hvilket han har indgået en tidsubegrænset ansættelseskontrakt, og agenturets interesse i at drage nytte af de ansattes ydelser, når disse har fået tilbudt en sådan kontrakt, eller, såfremt den ansatte afslår den tilbudte stilling, at ansætte en anden i hans sted. Den forpligtelse, der påhviler agenturet til inden for en rimelig frist at tilbyde den pågældende ansatte en stilling svarende til hans lønklasse og ansættelsesgruppe, indebærer en samtidig forpligtelse for den ansatte til at genindtræde i agenturet ved at acceptere en sådan stilling eller risikere konsekvenserne af et eventuelt afslag.

    Det følger heraf, at selv om den ansatte er i stand til at godtgøre, at der foreligger personlige årsager, der ville kunne berettige en forlængelse af tjenestefrihed uden løn, ligesom ved den første tjenestefrihed uden løn, kan en sådan forlængelse kun tildeles, såfremt den ansøgte tjenestefrihed er forenelig med tjenestens interesse. Hvis dette ikke er tilfældet, er agenturet forpligtet til at afslå hans ansøgning om tjenestefrihed uden løn eller om forlængelse af en sådan tjenestefrihed, der i henhold til artikel 17, stk. 1, i de nævnte ansættelsesvilkår alene kan gives i undtagelsestilfælde, og – til forskel fra, hvad der er fastsat med henblik på tildeling og forlængelse af tjenestefrihed af personlige årsager til tjenestemænd – når det er bydende nødvendigt af personlige årsager. På den baggrund påhviler det ikke agenturet med henblik på at afslå en forlængelse at godtgøre et presserende behov, der er materialiseret ved en ledig stilling, der ikke kan besættes på anden måde end ved den ansattes genindtræden.

    På samme måde viser begrænsningen til et år af enhver tjenestefrihed uden løn, at det påhviler agenturet at vurdere tjenestens interesser på tidspunktet for behandlingen af enhver ansøgning om forlængelse, og selv om den begrundelse, der berettigede tildelingen af den første tjenestefrihed uden løn, er forblevet identisk, kan tjenestens interesser i mellemtiden have udviklet sig i en favorabel eller ikke-favorabel retning for opretholdelsen af den berørte ansattes tjenestefrihed uden løn.

    Endelig skal retspraksis finde anvendelse i forhold til ansøgninger om tjenestefrihed uden løn, hvorefter institutionerne, når de forelægges en ansøgning om tjenestefrihed af personlige årsager, har en bred skønsbeføjelse både for så vidt angår lovligheden af den begrundelse, som den tjenestemand, der ønsker en sådan tjenestefrihed, har anført, og foreneligheden af tjenestefriheden med tjenestens interesser.

    Det følger heraf, at et agentur er fuldt ud berettiget til ikke at forlænge en tjenestefrihed uden løn, når det begrunder afgørelsen med behovet for intern organisering, uden at det derved er forpligtet til at godtgøre, at der foreligger et aktuelt og presserende behov.

    (jf. præmis 51-55)

    Henvisning til:

    Domstolen: dom af 16. december 1976, Mascetti mod Kommissionen, 2/76, EU:C:1976:187, præmis 5

  2.  Begrebet bydende nødvendigt af personlige årsager som omhandlet i artikel 17 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union skal ikke fortolkes som værende identisk med eller svarende til begrebet personlige årsager som omhandlet i vedtægtens artikel 40. På et semantisk niveau indebærer anvendelsen af udtrykket »bydende nødvendigt […] af personlige årsager«, at den ansatte skal fremføre personlige forhold af særlig tungtvejende betydning, som uafhængigt af dennes ønsker berettiger til, at der undtagelsesvis tildeles tjenestefrihed uden løn, og at den pågældende ikke handler fuldt ud efter eget ønske. Derimod omfatter begrebet personlige årsager en bred vifte af grunde af både personlig og faglig karakter, der kan begrunde en ansøgning om tjenestefrihed af personlige årsager, uden at den berørte tjenestemand skal godtgøre, at hans ansøgning er omfattet af en nødvendighed.

    Under alle omstændigheder ses på det juridiske plan lovgivers hensigt om at fastsætte forskellige betingelser for tildeling af dels tjenestefrihed uden løn, dels tjenestefrihed af personlige årsager derved, at den berørte ansatte i det første tilfælde skal godtgøre, at der foreligger bydende nødvendige personlige årsager, mens det i det andet tilfælde er tilstrækkeligt, at der blot foreligger personlige årsager. Det fremgår desuden af selve ordlyden af artikel 52, stk. 1, i de nævnte ansættelsesvilkår, at den undtagelse, som denne artikel fastsætter til samme ansættelsesvilkårs artikel 17, stk. 3, til fordel for de midlertidigt ansatte, der er omfattet af de nævnte ansættelsesvilkårs artikel 2, litra f), og som har en tidsubegrænset ansættelseskontrakt, kun vedrører tjenestefrihedens varighed.

    Dernæst er det i de nævnte ansættelsesvilkårs artikel 17 klart fastsat, at en ansøgning om tjenestefrihed uden løn skal være begrundet i bydende nødvendige personlige årsager, og der er intet i ordlyden af de nævnte ansættelsesvilkårs artikel 52, der indikerer, at denne bestemmelse ikke skal finde anvendelse på midlertidigt ansatte, der er ansat ved agenturer med en tidsubegrænset kontrakt.

    Således som det desuden fremgår at ordlyden af artikel 52 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union »kan« de midlertidigt ansatte, som er omfattet af de nævnte ansættelsesvilkårs artikel 2, litra f), og som har en tidsubegrænset kontrakt, bevilges tjenestefrihed uden løn. De berørte ansatte har derfor ikke en ret til en sådan tjenestefrihed.

    (jf. præmis 65-68)

    Henvisning til:

    Domstolen: dom af 16. december 1976, Mascetti mod Kommissionen, 2/76, EU:C:1976:187, præmis 6