RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM (Tredje Afdeling)

2. marts 2016

Bernd Loescher

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Personalesag — tjenestemænd — fagforeningsrepræsentant — stillet til rådighed for en fagforening eller faglig sammenslutning — forfremmelsesåret 2014 — afgørelse om ikke at forfremme sagsøgeren — vedtægtens artikel 45 — sammenligning af fortjenester — ingen vedtægtsmæssig forpligtelse til at fastsætte en specifik metode til sammenligning af fortjenesterne hos de ansatte, som stilles til rådighed for fagforeninger eller faglige sammenslutninger — hensyntagen til bedømmelsesrapporterne — vurdering af det udøvede ansvarsniveau — beviser — efterprøvelse af åbenbart urigtigt skøn«

Angående:

Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratomtraktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder Bernd Loescher har nedlagt påstand om annullation af afgørelsen truffet af ansættelsesmyndigheden ved Rådet for Den Europæiske Union om ikke at forfremme ham til lønklasse AD 12 i forfremmelsesåret 2014.

Udfald:

Rådet for Den Europæiske Union frifindes. Bernd Loescher bærer sine egne omkostninger og betaler de af Rådet afholdte omkostninger.

Sammendrag

1. Tjenestemænd — bedømmelse — bedømmelsesrapport — udfærdigelse — tjenestemænd, som udøver personalerepræsentative funktioner — forpligtelse til at vedtage en specifik metode til sammenligning af fortjenesterne hos de ansatte, som stilles til rådighed for fagforeninger eller faglige sammenslutninger — ingen — bedømmelse foretaget af en anden tjenestemand, som er stillet til rådighed for samme organisation — lovlig

   (Tjenestemandsvedtægten, art. 43)

2. Tjenestemænd — forfremmelse — sammenligning af fortjenester — betingelser — administrationens skønsbeføjelse — grænser — overholdelse af ligebehandlingsprincippet — nødvendigheden af en procedure, der kan fjerne subjektiviteten ved bedømmelser foretaget af forskellige bedømmere — anvendelse af en metode til finpudsning af de talmæssige bedømmelser af tjenestemændene — lovlig

   (Tjenestemandsvedtægten, art. 45)

3. Tjenestemænd — forfremmelse — sammenligning af fortjenester — administrationens skønsbeføjelse — bedømmelse af det udøvede ansvarsniveau — domstolsprøvelse — grænser — åbenbart urigtigt skøn — bevisbyrde

   (Tjenestemandsvedtægten, art. 45, stk. 1)

4. Tjenestemænd — repræsentation — begrænsninger forbundet med udøvelsen af arbejdet som personalerepræsentant — hensyntagen hertil ved udarbejdelse af bedømmelsesrapporten — bedømmernes forpligtelser

   (Tjenestemandsvedtægten, art. 24b og 43, og bilag II, art. 1, stk. 6)

1.  Eftersom ansættelsesmyndigheden råder over en vid skønsbeføjelse med henblik på at vedtage den fremgangsmåde eller metode, som den finder bedst egnet til at foretage en sammenligning af fortjenester, medfører en manglende indførelse af en ad hoc bedømmelsesordning for så vidt angår de tjenestemænd, der udøver aktiviteter i forbindelse med, at de er stillet til rådighed for en fagforening eller faglig sammenslutning, ingen forskelsbehandling. En tjenestemand kan således ikke kræve af en institution, at den vedtager regler, som specifikt tilrettelægger procedurer og metoder til sammenligning af fortjenesterne hos tjenestemændene i forhold til deres respektive tjenesteretlige stillinger.

   Hvad angår aktiviteterne vedrørende personalerepræsentation kan disse ikke bedømmes af bedømmere fra institutionens tjenestegrene. Disse aktiviteter henhører nemlig ikke under deres kompetence, eftersom disse aktiviteter foregår uden for de tjenstlige rammer, inden for hvilke hver tjenestemands kvalifikationer, tjenstlige indsats og adfærd, jf. vedtægtens artikel 43, normalt bedømmes. En institution har netop ved den bedømmelsesprocedure, som den har indført og anvendt på en tjenestemand, som er stillet til rådighed for en fagforening eller faglig sammenslutning, overholdt dette krav, når den nævnte procedure gør det muligt for en anden tjenestemand, som er stillet til rådighed for samme fagforening eller faglige sammenslutning, uden at der foreligger et hierarkisk underordnelsesforhold, at handle i egenskab af bedømmer, endog den eneste, i forhold til den pågældende og således bedømme dennes kvalifikationer, tjenstlige indsats og adfærd i forbindelse med denne arbejde ved den pågældende fagforening eller faglige sammenslutning.

   (jf. præmis 62-64)

   Henvisning til:

   Domstolen: dom af de 1. juli 1976, Wind mod Kommissionen, 62/75, EU:C:1976:103, præmis 17

   Retten i Første Instans: domme af 21. oktober 1992, Maurissen mod Revisionsretten, T-23/91, EU:T:1992:106, præmis 14, af 26. september 1996, Maurissen mod Revisionsretten, T-192/94, EU:T:1996:133, præmis 41 og 44, og af 19. oktober 2006, Buendía Sierra mod Kommissionen, T-311/04, EU:T:2006:329, præmis 131

   Personaleretten: dom af 7. november 2007, Hinderyckx mod Rådet, F-57/06, EU:F:2007:188, præmis 60, og af 14. juli 2011, Praskevicius mod Parlamentet, F-81/10, EU:F:2011:120, præmis 53

2.  For at gøre forfremmelsessystemet så retfærdigt som muligt skal ansættelsesmyndigheden i medfør af vedtægtens artikel 45 sikre, at sammenligningen af fortjenester er objektiv, dels ved at sikre, at alle tjenestemændenes vurderinger sammenlignes ved oprettelse af en fælles bedømmelsesskala, dels ved, at bedømmerne anvender ensartede kriterier for bedømmelsen.

   Der kan nemlig eksistere en stor uensartethed i bedømmelserne af tjenestemændene fra de forskellige tjenestegrene i en institution, og denne uensartethed er kilde til vanskeligheder, når ansættelsesmyndigheden skal foretage en sammenligning af fortjenesterne hos alle de pågældende tjenestemænd under overholdelse af ligebehandlingsprincippet. I denne henseende er en bedømmelsesmetode, som består i en sammenligning af de gennemsnitlige analytiske bedømmelser fra de forskellige tjenestegrene i en institution, som tilsigter at fjerne den subjektivitet, der følger af de bedømmelser, der udfærdiges af forskellige bedømmere, relevant. Følgelig synes metoden til finpudsning af de talmæssige bedømmelse af tjenestemændene, med henblik på at foretage en sammenligning af fortjenesterne for samtlige forfremmelsesværdige tjenestemænd, ikke uhensigtsmæssig, bl.a. med henblik på at neutralisere de forskellige bedømmeres relative subjektivitet, ved tildelingen af karakterer, idet visse objektivt set er mere strenge end andre. Endvidere tilsigter denne metode at gennemføre ligebehandlingsprincippet, for så vidt som den dels anvendes ensartet på alle tjenestemænd, herunder dem, der er stillet til rådighed for en fagforening eller faglig sammenslutning, og som er genstand for en bedømmelsesrapport, der udfærdiges af en enkelt bedømmer, som ikke er deres overordnede. Dels gør den det muligt at foretage en sammenligning af fortjenesterne ud fra sammenlignelige informations- og oplysningskilder, som i det foreliggende tilfælde udgøres af bedømmelsesrapporter, som præsenteres i et identisk format, og vægtede gennemsnitlige karakterer, som er gjort ensartede på institutionsniveau.

   (jf. præmis 65, 67 og 68)

   Henvisning til:

   Retten i Første Instans: dom af 3. oktober 2000, Cubero Vermurie mod Kommissionen, T-187/98, EU:T:2000:225, præmis 85, og af 19. oktober 2006, Buendía Sierra mod Kommissionen, T-311/04, EU:T:2006:329, præmis 169

   Personaleretten: dom af 3. juni 2015, Gross mod EEAS, F-78/14, EU:F:2015:52, præmis 44 og 45, der verserer som appelsag for Den Europæiske Unions Ret under sagsnummer T-472/15 P

3.  Udøvelsen af visse funktioner som personalerepræsentant, såsom dem som formand for et personaleudvalg eller som formand for en fagforening eller faglig sammenslutning, kan i visse tilfælde gøre det muligt at antage, at de nævnte repræsentative funktioner i sig selv indebærer udøvelse af ansvar på et højt niveau. Hvis en tjenestemand, som er stillet til rådighed for en sådan organisation, imidlertid ikke kan godtgøre eksistensen af, niveauet for og varigheden af det ansvar, som han rent faktisk og specifikt har udøvet i forbindelse med forhandlinger vedrørende vedtagelsen af den nye vedtægt, er det ikke godtgjort, at ansættelsesmyndigheden, henset til dens vide skøn, ikke åbenbart med henblik på et forfremmelsesår kan finde, at de respektive funktioner udøvet af andre tjenestemænd forfremmet til en højere lønklasse, som de har været tillagt permanent og ikke midlertidigt, som i den pågældendes tilfælde, indebærer et højere ansvarsniveau end det ansvarsniveau, som den tjenestemand, der er stillet til rådighed, har udøvet.

   I denne henseende kan Personaleretten ikke i forbindelse med dens legalitetskontrol foretage en detaljeret undersøgelse af alle sagerne for de forfremmelsesværdige tjenestemænd med henblik på at sikre sig, at den deler den opfattelse, som ansættelsesmyndigheden er nået frem til, eller erstatte ansættelsesmyndighedens skøn over de pågældende tjenestemænds kvalifikationer og fortjenester med sit eget.

   (jf. præmis 79, 80 og 82)

4.  Institutionerne har pligt til at skabe de nødvendige betingelser for at sikre udøvelsen af funktionerne som personalerepræsentant, endog som fagforeningsrepræsentant, og i denne forbindelse kan tjenestemanden ikke lide ulempe som følge af udøvelsen af funktioner i de personalerepræsentative organer eller disses sammenslutninger, såsom en fagforening.

   Artikel 1, stk. 6, i bilag II til vedtægten tilsigter med det andet punktum at bevare rettighederne for personaleudvalgets medlemmer og de tjenestemænd, der af udvalget er udpeget til at sidde i et organ, der er fastsat i vedtægten eller oprettet af institutionen, ved at beskytte disse mod enhver ulempe, som de ville kunne lide som følge af deres aktiviteter med vedtægtsmæssig repræsentation af personalet. Det er bl.a. derfor, at der skal tages hensyn til personalerepræsentative aktiviteter ved udfærdigelsen af bedømmelsesrapporten for de pågældende tjenestemænd. Denne bestemmelse har desuden til formål, med dens første punktum, at lette tjenestemændenes deltagelse i repræsentation af personalet i deres institution, bl.a. ved at gøre det muligt for disse at deltage heri inden for den arbejdstid, der normalt er afsat til det arbejde, som de skal udføre i deres institution, og ikke uden for denne, eller endog i forbindelse med en rådighedsstillelse for en fagforening eller faglig sammenslutning, som indebærer en hel eller delvis fritagelse for arbejde i institutionens institutioner.

   (jf. præmis 90 og 91)

   Henvisning til:

   Retten i Første Instans: dom af 26. september 1996, Maurissen mod Revisionsretten, T-192/94, EU:T:1996:133, præmis 40 og 41 og den deri nævnte retspraksis, og af 5. november 2003, Lebedef mod Kommissionen, T-326/01, EU:T:2003:291, præmis 49

   Den Europæiske Unions Ret: dom af 16. december 2010, Lebedef mod Kommissionen, T-364/09 P, EU:T:2010:539, præmis 23