DOMSTOLENS KENDELSE (Første Afdeling)

5. december 2018 (*)

»Fastsættelse af sagsomkostninger«

I sag C-657/15 P-DEP,

angående en påstand om fastsættelse af sagsomkostninger, som kan kræves erstattet i medfør af artikel 145 i Domstolens procesreglement, fremsat den 10. april 2018,

TV2/Danmark A/S, Odense (Danmark), ved advokat O. Koktvedgaard,

sagsøger,

mod

Viasat Broadcasting UK Ltd, West Drayton (Det Forenede Kongerige), ved advokaterne M. Honoré og A.L. Bengt Jespersen,

sagsøgt,

har

DOMSTOLEN (Første Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, J.-C. Bonichot, vicepræsidenten, R. Silva de Lapuerta (refererende dommer), og dommerne C. Toader, L. Bay Larsen og M. Safjan,

generaladvokat: E. Tanchev,

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

og efter at have hørt generaladvokaten,

afsagt følgende

Kendelse

1        Denne sag vedrører fastsættelsen af de sagsomkostninger, som er afholdt af Viasat Broadcasting UK Ltd (herefter »Viasat«) i forbindelse med sag C-657/15 P.

2        Viasat nedlagde med sin appel, iværksat den 7. december 2015 i henhold til artikel 56 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, påstand om delvis ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 24. september 2015, TV2/Danmark mod Kommissionen (T-674/11, herefter »den appellerede dom«, EU:T:2015:684), hvorved Retten dels annullerede Kommissionens afgørelse 2011/839/EU af 20. april 2011 om Danmarks foranstaltninger (C 2/03) for TV2/Danmark (EUT 2011, L 340, s. 1, herefter »den omtvistede afgørelse«), for så vidt som Europa-Kommissionen heri havde fastslået, at reklameindtægterne fra 1995 og 1996 overført til TV2/Danmark A/S via TV2-Fonden udgjorde statsstøtte, dels i øvrigt frifandt Kommissionen i det søgsmål, som TV2/Danmark havde anlagt med påstand om delvis annullation af denne afgørelse.

3        Ved dom af 9. november 2017, Viasat Broadcasting UK mod TV2/Danmark (C-657/15 P, EU:C:2017:837), ophævede Domstolen delvist den appellerede dom, forkastede i øvrigt appellen og pålagde TV2/Danmark at bære sine egne omkostninger og betale halvdelen af de omkostninger, som Viasat havde afholdt i forbindelse med denne appel, såvel som samtlige omkostninger, som denne sidstnævnte havde afholdt i første instans.

4        Da der ikke er opnået enighed mellem TV2/Danmark og Viasat om, hvilke omkostninger der kan kræves erstattet, har TV2/Danmark fremsat nærværende påstand.

 Parternes argumenter

5        For så vidt angår de omkostninger, som Viasat har krævet i forbindelse med sagen i første instans, nemlig et beløb på 1 148 782,53 danske kroner (DKK) (ca. 154 226 EUR), har TV2/Danmark anført, at disse er unormalt høje i betragtning af, at Viasat alene deltog i denne sag som intervenient til støtte for Kommissionens påstande. Selskabet har anmodet Domstolen om at fastsætte de omkostninger, som Viasat kan få erstattet i denne sag, til 200 000 DKK (ca. 26 850 EUR).

6        Vedrørende de omkostninger, som Viasat har afholdt i appelsagen, dvs. et beløb på 493 053,35 DKK (ca. 66 193 EUR), hvoraf Viasat har krævet halvdelen godtgjort af TV2/Danmark, dvs. et beløb på 246 526,68 DKK (ca. 33 097 EUR), finder TV2/Danmark, at et så usædvanligt stort beløb ikke er berettiget, henset til arten af denne sag og til, at den ikke gav anledning til en mundtlig forhandling. Selskabet har anmodet Domstolen om at fastsætte de omkostninger, som Viasat kan få erstattet i denne sag, til 100 000 DKK (ca. 13 425 EUR).

7        TV2/Danmark har også nedlagt påstand om, at Viasat tilpligtes at bære de omkostninger, som TV2/Danmark har afholdt i forbindelse med denne sag om fastsættelse af sagsomkostninger, og at fastsætte disse til 20 000 DKK (ca. 2 685 EUR).

8        Viasat har gjort gældende, at den arbejdstid, der er medgået til sagerne for Retten og Domstolen, og de heraf følgende omkostninger skal anses for rimelige og for ikke at gå ud over, hvad der er nødvendigt under hensyntagen til sagens genstand, art, vigtighed og kompleksitet samt den økonomiske interesse i afgørelsen af tvisten.

9        Viasat mener navnlig, at selskabet spillede en meget vigtig rolle og bidrog væsentligt til klarlæggelsen af de faktiske og retlige forhold i forbindelse med sagen for Retten. Viasat har gjort gældende, at det ved sin intervention således supplerede Kommissionens argumentation på flere vigtige punkter.

10      For så vidt angår omkostningerne i forbindelse med appelsagen har Viasat bl.a. anført, at den arbejdstid, der er medgået til denne sag, er mindre end halvdelen af den arbejdstid, der medgik til sagen i første instans, og at omkostningerne hertil er betydeligt lavere. Selskabet har tillige bemærket, at den omstændighed, at Domstolen besluttede, at appellen burde føre til et forslag til afgørelse fra generaladvokaten, er et forhold, der kan godtgøre, at de retlige spørgsmål, som appelsagen rejste, var nye og komplekse og vigtige, henset til EU-retten.

11      Under henvisning til disse betragtninger har Viasat anmodet Domstolen om at forkaste samtlige TV2/Danmarks anbringender og argumenter samt at tilpligte dette sidstnævnte selskab at betale Viasats omkostninger i forbindelse med nærværende sag om fastsættelse af sagsomkostninger, dvs. et beløb på 30 000 DKK (ca. 4 028 EUR).

 Domstolens bemærkninger

12      I henhold til artikel 144, litra b), i Domstolens procesreglement kan følgende sagsomkostninger kræves erstattet: »nødvendige udgifter, som parterne har afholdt med henblik på sagens behandling, navnlig rejse- og opholdsudgifter og vederlag til befuldmægtigede, rådgivere eller advokater«.

13      Det fremgår således af denne bestemmelses ordlyd, at vederlag til en advokat er omfattet af de nødvendige udgifter i bestemmelsens forstand (kendelse af 24.10.2013, Internationaler Hilfsfonds mod Kommissionen, C-554/11 P-DEP, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:706, præmis 14, og af 26.9.2018, Viasat Broadcasting UK mod TV2/Danmark, C-660/15 P-DEP, ikke trykt i Sml., EU:C:2018:778, præmis 19). Det følger ligeledes heraf, at de udgifter, der kan kræves erstattet, er begrænset dels til udgifter, der er afholdt med henblik på sagen for Domstolen, dels til udgifter, som var nødvendige i denne forbindelse (kendelse af 3.12.2014, Qwatchme mod Kastenholz, C-435/13 P-DEP, ikke trykt i Sml., EU:C:2014:2421, præmis 9, og af 26.9.2018, Viasat Broadcasting UK mod TV2/Danmark, C-660/15 P-DEP, ikke trykt i Sml., EU:C:2018:778, præmis 20).

14      Det skal derudover bemærkes, at Den Europæiske Unions retsinstanser ikke har kompetence til at fastsætte de beløb, som parterne skal udrede i honorarer til deres egne advokater, hvorimod de kan fastsætte den del af disse beløb, der kan søges godtgjort hos den part, som pålægges at betale sagsomkostningerne (kendelse af 3.12.2014, Qwatchme mod Kastenholz, C-435/13 P-DEP, ikke trykt i Sml., EU:C:2014:2421, præmis 11, og af 26.9.2018, Viasat Broadcasting UK mod TV2/Danmark, C-660/15 P-DEP, ikke trykt i Sml., EU:C:2018:778, præmis 21).

15      Da der ikke i EU-retten findes bestemmelser om fastsættelse af honorarer, er Domstolen frit stillet ved sin vurdering af de foreliggende oplysninger, idet den dog skal tage hensyn til sagens genstand og karakter, dens betydning efter EU-retten og dens sværhedsgrad såvel som til den arbejdsbyrde, som de pågældende befuldmægtigede og rådgivere har båret i forbindelse med sagen, samt til parternes økonomiske interesse i sagen (kendelse af 24.10.2013, Internationaler Hilfsfonds mod Kommissionen, C-554/11 P-DEP, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:706, præmis 18, og af 26.9.2018, Viasat Broadcasting UK mod TV2/Danmark, C-660/15 P-DEP, ikke trykt i Sml., EU:C:2018:778, præmis 22).

16      Størrelsen af de sagsomkostninger, der i den konkrete sag kan kræves erstattet, må vurderes ud fra disse kriterier.

17      Hvad for det første angår tvistens genstand og karakter skal det bemærkes, at denne tvist for Retten gav anledning til en sag med påstand om delvis annullation af en kommissionsafgørelse og for Domstolen til en appelsag.

18      Mens en appelsag i sagens natur er begrænset til retsspørgsmål og hverken vedrører konstateringen eller bedømmelsen af tvistens faktiske omstændigheder, er dette ikke tilfældet med en sag med påstand om annullation – det være sig blot delvis annullation – af en kommissionsafgørelse.

19      I forbindelse med den sag med påstand om delvis annullation af den omtvistede afgørelse, som var blevet anlagt ved Retten, foretog denne i den foreliggende sag en grundig legalitetskontrol af denne afgørelse og en detaljeret gennemgang af sagsakterne, såvel faktisk som retligt.

20      Hvad for det andet angår tvistens betydning efter EU-retten og dens sværhedsgrad skal det fastslås, at det af TV2/Danmark anlagte annullationssøgsmål ifølge den appellerede dom var støttet på fire anbringender, hvoraf det første vedrørte en tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF og af retssikkerhedsprincippet, for så vidt som Kommissionen havde konkluderet, at de pågældende foranstaltninger udgjorde statsstøtte, det andet vedrørte en fejlagtig kvalificering af de midler, der blev overført til TV2/Danmark fra licensmidlerne, og af den fritagelse for selskabsskat, som dette selskabet var blevet indrømmet, som ny støtte, det tredje vedrørte en tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF, for så vidt som Kommissionen havde konkluderet, at de licensmidler, der var blevet overført fra TV2/Danmark til selskabets regionalstationer, udgjorde statsstøtte tildelt TV2/Danmark, og det fjerde vedrørte en retlig fejl, for så vidt som Kommissionen havde fastslået, at de reklameindtægter, der blev overført til TV2/Danmark via TV2-Fonden, udgjorde statsstøtte.

21      I denne forbindelse skal det bemærkes, at i forbindelse med sagen for Retten, som var kendetegnet ved en ikke ubetydelig faktuel og retlig kompleksitet, skulle Viasat navnlig indgive et interventionsindlæg til støtte for de påstande, som Kommissionen nedlagde som svar på TV2/Danmarks omfangsrige stævning i annullationssøgsmålet, uddybe visse aspekter af dansk ret samt forberede og deltage i en mundtlig forhandling.

22      I denne sammenhæng kunne Viasat med rette finde det nødvendigt at forelægge en detaljeret argumentation for Retten.

23      Hvad angår sagen for Domstolen nedlagde Viasat med sit appelskrift påstand om delvis ophævelse af den appellerede dom ved at fremsætte to anbringender, hvorved selskabet foreholdt Retten, at den havde fastslået, for det første, at Kommissionen ikke burde have kvalificeret reklameindtægterne fra 1995 og 1996 overført til TV2/Danmark via TV2 Reklame og TV2-Fonden som statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, og for det andet, at den omtvistede afgørelse var behæftet med en retlig fejl hvad angik rækkevidden af den anden af de fire betingelser, som Domstolen opstillede i sin dom af 24. juli 2003, Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg (C-280/00, EU:C:2003:415).

24      Mens Domstolen afviste dette sidstnævnte anbringende fra realitetsbehandling, tog den Viasats første anbringende til følge, og dette anbringende førte Domstolen til at ophæve den appellerede dom, for så vidt som Retten derved havde annulleret den omtvistede afgørelse, i det omfang Kommissionen havde fastslået, at disse reklameindtægter udgjorde statsstøtte, og i konsekvens heraf at frifinde Kommissionen i det søgsmål, som TV2/Danmark havde anlagt med påstand om annullation af den omtvistede afgørelse.

25      Det fremgår af Domstolens bedømmelse af dette første anbringende, at selv om dette anbringende kunne behandles på grundlag af Domstolens praksis, gav det anledning til en præcis og detaljeret undersøgelse af spørgsmålet om, hvorvidt Retten havde begået en retlig fejl ved at fastslå, at de omhandlede reklameindtægter ikke udgjorde statsmidler, og at Kommissionen følgelig med urette havde kvalificeret dem som statsstøtte.

26      Hvad for det tredje angår omfanget af det udførte arbejde fremgår det af de for Domstolen fremlagte sagsakter, at Viasat hvad angår sagen i første instans har henvist til 560 timers arbejde, som er blevet faktureret med 1 148 782,53 DKK (ca. 154 226 EUR).

27      Selv om Viasats advokater i forbindelse med denne sag skulle undersøge stævningen i annullationssøgsmålet og bilagene hertil, skulle gennemgå de øvrige processkrifter indleveret af TV2/Danmark, af Kommissionen og af Kongeriget Danmark, skulle udarbejde en interventionsanmodning og et interventionsindlæg og skulle tage stilling TV2/Danmarks og Kongeriget Danmarks besvarelser af en anmodning fra Retten om fremlæggelse af dokumenter samt skulle forberede og deltage i en mundtlig forhandling, synes et sådant antal arbejdstimer imidlertid at overstige det antal timer, som er strengt nødvendigt til disse formål.

28      Det skal desuden bemærkes, at en intervenients processuelle opgave i princippet kan anses for at være gjort betydeligt lettere af det arbejde, der er gjort af den part, til støtte for hvem intervenienten er indtrådt (kendelse af 21.7.2016, Panrico mod Bimbo, C-591/12 P-DEP, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:591, præmis 32).

29      Hvad angår appelsagen har Viasat henvist til næsten 211 timers arbejde for et beløb på 493 053,35 DKK (ca. 66 193 EUR), der kan kræves erstattet med halvdelen, for at udarbejde et appelskrift, for at analysere de øvrige processkrifter indleveret af TV2/Danmark, af Kommissionen og af Kongeriget Danmark, for at udarbejde en replik og for at korrespondere med Domstolen med henblik på navnlig at anmode om afholdelse af en mundtlig forhandling.

30      I denne forbindelse skal det bemærkes, dels at Viasats advokater allerede havde et indgående kendskab til sagen, idet de havde repræsenteret Viasat, der optrådte som intervenient i første instans, dels at Domstolen, selv om der blev anmodet om afholdelse af en mundtlig forhandling, besluttede at udelade retsforhandlingernes mundtlige del.

31      Det skal imidlertid påpeges, at selv om Domstolen afviste det andet anbringende, som Viasat fremsatte til støtte for sin appel, fra realitetsbehandling, var dette ikke tilfældet med det første anbringende, der tilsigtede en ophævelse af det første punkt i den appellerede doms konklusion.

32      Under disse omstændigheder måtte Viasats advokater forelægge Domstolen en tilstrækkeligt præcis argumentation for at karakterisere den af Retten begåede retlige fejl og opnå denne delvise ophævelse af den appellerede dom, således at affattelsen af appelskriftet og replikken har kunnet nødvendiggøre en arbejdsbyrde af et vist omfang.

33      Hvad for det fjerde og sluttelig angår de økonomiske interesser, som tvisten repræsenterede for parterne, skal det bemærkes, at hvis ikke de af Kongeriget Danmark til fordel for TV2/Danmark trufne foranstaltninger var blevet kvalificeret som statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, ville Viasat ikke have haft mulighed for at anmode de nationale retsinstanser om betaling af renter for den periode, hvor der forelå ulovlighed, eller erstatning for tab lidt som følge af disse foranstaltningers ulovlighed.

34      Hvad endelig angår TV2/Danmarks og Viasats anmodninger vedrørende de omkostninger, der er afholdt i forbindelse med nærværende sag om fastsættelse af sagsomkostninger, skal det bemærkes, at Domstolen ved fastsættelsen af de omkostninger, der kan kræves erstattet, tager hensyn til alle omstændigheder i sagen frem til det tidspunkt, hvor den afsiger kendelse om fastsættelse af sagsomkostninger, herunder de nødvendige omkostninger, der er forbundet med sagen om fastsættelse af sagsomkostninger (kendelse af 3.12.2014, Qwatchme mod Kastenholz, C-435/13 P-DEP, ikke trykt i Sml., EU:C:2014:2421, præmis 10, og af 26.9.2018, Viasat Broadcasting UK mod TV2/Danmark, C-660/15 P-DEP, ikke trykt i Sml., EU:C:2018:778, præmis 36).

35      Henset til samtlige ovenstående betragtninger finder Domstolen, at de sagsomkostninger, som Viasat kan kræve erstattet af TV2/Danmark, med rimelighed kan fastsættes til et samlet beløb på 383 056 DKK (ca. 51 350 EUR) for sagen i første instans og på 136 348 DKK (ca. 18 278 EUR) for appelsagen.

På grundlag af disse præmisser bestemmer Domstolen (Første Afdeling):

De samlede sagsomkostninger, som TV2/Danmark A/S skal erstatte Viasat Broadcasting UK Ltd, fastsættes til 383 056 danske kroner (DKK) (ca. 51 350 EUR) i sag T-674/11 og til 136 348 DKK (ca. 18 278 EUR) i sag C-657/15 P.

Således bestemt i Luxembourg den 5. december 2018.

* Processprog: dansk.