21.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 429/10


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Superior de Justicia de Galicia (Spanien) den 8. oktober 2015 — Elda Otero Ramos mod Servicio Galego de Saúde og Instituto Nacional de la Seguridad Social

(Sag C-531/15)

(2015/C 429/14)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Tribunal Superior de Justicia de Galicia

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Elda Otero Ramos

Sagsøgte: Servicio Galego de Saúde og Instituto Nacional de la Seguridad Social

Præjudicielle spørgsmål

1)

Finder reglerne om bevisbyrde i artikel 19 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF (1) af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (omarbejdning) anvendelse på risikosituationen under amning som omhandlet i artikel 26, stk. 4, sammenholdt med stk. 3, i lov om forebyggelse af arbejdsrisici, som er en spansk regel, der gennemfører artikel 5, stk. 3, i Rådets direktiv 92/85/EØF (2) af 19. oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere som er gravide, som lige har født, eller som ammer?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, kan da forekomsten af risici for amningen i forbindelse med varetagelsen af en stilling som sygeplejerske i et hospitals akutmodtagelse, godtgjort ved hjælp af en begrundet rapport, der er udarbejdet af en læge, som samtidig er chef for akutmodtagelsen på det hospital, hvor arbejdstageren arbejder, betragtes som faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling som omhandlet i direktivets artikel 19?

3)

Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende, kan da omstændigheder, hvorefter arbejdstagerens stilling er blandt de stillinger, der betragtes som risikofri i den stillingsoversigt, som arbejdsgiveren har udarbejdet efter forudgående høring af arbejdstagerrepræsentanterne, og hvor det pågældende hospitals tjeneste for forebyggende sundhedspleje og forebyggelse af arbejdsrisici har udstedt en egnethedserklæring, som ikke indeholder nærmere oplysninger om, hvordan man er nået frem til konklusionerne i disse dokumenter, betragtes som bevis for, at der under alle omstændigheder og uden nogen form for tvivl ikke er sket en krænkelse af ligebehandlingsprincippet som omhandlet i den pågældende artikel 19?

4)

Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende og det tredje benægtende, hvilken af parterne — den sagsøgende arbejdstager eller den sagsøgte arbejdsgiver — påhviler det da, når det er godtgjort, at der foreligger risici for moderen eller spædbarnet i forbindelse med udførelsen af arbejdet, i overensstemmelse med artikel 19 i direktiv 2006/54/EF, at bevise, (1) at ændringen af arbejdsvilkårene eller arbejdstiden ikke er mulig, eller at en stillings vilkår på trods af en sådan ændring kan have en negativ indvirkning på en gravid arbejdstagers eller spædbarnets helbred (artikel 26, stk. 2, sammenholdt med stk. 4, i lov om forebyggelse af arbejdsrisici, som gennemfører artikel 5, stk. 2 i direktiv 92/85/EØF), og (2) at overførelsen til andre arbejdsopgaver ikke er teknisk eller objektivt mulig eller ikke med rimelighed kan forlanges (artikel 26, stk. 3, sammenholdt med stk. 4, i lov om forebyggelse af arbejdsrisici, som gennemfører artikel 5, stk. 3 i direktiv 92/85/EØF)?


(1)  EUT L 204, s. 23.

(2)  EUT L 348, s. 1.